Brug historien: Afskaf nutidens slaveri

Slaveri er ikke et overstået kapitel i vores historie. Tværtimod. Det moderne slaveri lever i bedste velgående, og hvis vi lukker øjnene og lever med det, vil det fortsætte, skriver dagens kronikør

Brug historien: Afskaf nutidens slaveri
Foto: Privatfoto.

”DET ER IKKE EN STOLT DEL af danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er heldigvis fortid.” Sådan sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale den 1. januar i år. Den skamfulde fortid, som statsministeren henviste til, var Danmarks rolle i den transatlantiske slavehandel og brugen af slaver i Dansk Vestindien.

Det kaster uden tvivl skam på landets historie, at Danmark på omfattende vis bidrog til slavegørelse af mennesker. Og det er også rigtigt, at det nu er længe siden, at slaveri blev gjort ulovligt i Danmark. Men slaveri er ikke fortid. Selvom det statssanktionerede slaveri stort set hører historien til, er der ikke ét eneste land i verden, som kan hævde, at der ikke findes slavegjorte mennesker i det – heller ikke Danmark.

Netop i år, i 100-året for Danmarks salg af De Vestindiske Øer til USA, er der al grund til at sætte fokus på nutidens slavegjorte mennesker og med den beskæmmende del af fortiden i tankerne støtte indsatsen mod de mekanismer, der gør det muligt for mennesker at slavegøre andre. På mange områder er problemet med slaveri nemlig det samme i dag som tidligere. Det hjælper historien os til at forstå, og det kan den hjælpe os til at gøre noget ved.

I august 1789, i de tidlige uger af den franske revolution og kampen for frihed, lighed og broderskab, vedtog den franske nationalforsamling ”Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder”.

Den fastslog, at mennesker fødes og forbliver lige, hvad angår de såkaldte ”naturlige rettigheder”, nemlig friheden, ejendomsretten, sikkerheden og retten til at gøre oprør mod undertrykkelse. Med erklæringen ville borgerne i den franske tredjestand lægge grundlaget for et retssamfund, hvor magten var placeret hos borgerne, og hvor vilkårlighed og privilegier var afskaffet.

Samme år udgav Olaudah Equiano sine erindringer. Hans oplevelser havde måske ikke universel gyldighed på samme måde som menneskerettighedserklæringen. Men de var nok genkendelige for flere millioner afrikanere, der ligesom Equiano mod deres vilje blev solgt som slaver og transporteret over Atlanten til Caribien for at udgøre et centralt element i skabelsen af enorme rigdomme til de europæiske kolonimagter, primært gennem sukkerproduktion.

Eller som Equiano beskrev det: ”(...) for at leve et liv så fyldt med frygt, vold og afmagt, at døden kunne virke som den eneste udvej.” Equiano fortæller, hvordan han som barn blev kidnappet fra sit hjem i det nuværende Nigeria og solgt til slavehandlere, der fragtede ham til Vestindien:

”Jeg blev hurtigt anbragt under dæk, og dernede mødte der mig den værste stank, jeg havde oplevet i hele mit liv. Gråden og den væmmelige stank var så voldsom, at jeg kastede op. Jeg blev så nedstemt, at jeg ikke kunne spise noget og jeg havde slet ikke lyst til noget som helst. Det eneste jeg ønskede var, at min sidste ven Døden skulle komme og hente mig. Men til min sorg kom der snart to hvide mænd og tilbød mig noget at spise, og da jeg nægtede, holdt en af dem mine hænder fast og lagde mig henover tovspillet, tror jeg det var, og bandt mine fødder, mens den anden piskede mig voldsomt. Jeg havde aldrig oplevet sådan noget før, og selvom jeg havde en naturlig frygt for havet, fordi jeg ikke kendte det, så ville jeg have sprunget ud fra skibet, hvis bare jeg havde kunnet komme over de net, der var spændt ud.”

Erindringerne fortsætter med at beskrive, hvordan Equiano gradvist får nedbrudt sin identitet, og hvordan hans gentagne forsøg på modstand mod slavegørelsen medfører voldsom afstraffelse, indtil det lykkes ham at købe sig fri og blive en markant stemme i kampen mod den helt grundlæggende fornægtelse af menneskers lighed i rettigheder, som slaveri er.

En kamp, der først mange år senere, i midten af 1800-tallet, førte til ophævelse af slaveriet i de europæiske kolonibesiddelser, herunder i Dansk Vestindien. Herefter kunne slaveriet fortone sig som noget fjernt og afsluttet, noget lige så utænkeligt og fremmed for Danmark som eksotiske palmestrande, og et samfund, der i usædvanlig grad lever op til idealerne om frihed, lighed og broderskab, kunne bygges op.

MEN SLAVERI ER hverken fjernt eller fortidigt. Den dag i dag lever 21 millioner mennesker som slaver ifølge ILO, FN’s agentur for arbejdsmarkedsspørgsmål. Det er det største antal nogensinde, og slavegørelsen af mennesker finder sted over hele jorden og i mange forskellige sammenhænge. Nutidens slaver arbejder i sexindustrien, i husholdninger og indgår i kriminelle sammenhænge som for eksempel narkohandel. Men nu som tidligere er langt de fleste nutidige slaver, over 60 procent, at finde inden for landbrug, råstofudvinding og produktion. Center mod Menneskehandel har i perioden 2007 til 2015 identificeret over 500 ofre for nutidigt slaveri i Danmark. Det er sandsynligvis flere, end der kom til Danmark i 1700- og 1800-tallet.

Mekanismerne, der fører til slavegørelse af mennesker, er stort set uforandrede: Hvis man kan lukke øjnene for de negative konsekvenser af slaveri eller for eksistensen af slaveri overhovedet, eller retfærdiggøre dem ud fra forestillinger om, at nogle mennesker er mindre værd end andre, så er der meget store fordele at hente ved at gøre andre mennesker til slaver. Slavehandel og brugen af slaver gav danske plantageejere og den danske stat mulighed for at konkurrere på det enormt profitable sukkermarked i 1700-tallet.

Og den slaveribaserede produktion gjorde, at det eftertragtede sukker kom inden for økonomisk rækkevidde for en stor del af den danske befolkning. På samme måde gør nutidigt slaveri det i dag muligt at presse priserne på minedrift, hushjælp og købesex, samtidig med at de, der handler og kontrollerer de slavegjorte, henter store gevinster. Hvis vi lukker øjnene og lever med det, vil det fortsætte. I lyset af, at konflikter og migration er blandt de faktorer, der gør mennesker mest sårbare for at ende i ufrit arbejde, er der ingen grund til at tro, at problemet vil blive mindre af sig selv. Tværtimod.

I år fejrer vi 100-året for salget af de tre små vestindiske øer til USA i 1917. I sig selv en forholdsvis lille begivenhed i Danmarks historie. Men vi kan bruge den som drivkraft til at styrke kampen mod et fænomen, som vi gerne vil holde os fri for at have noget nutidigt ansvar for: slavegørelsen af mennesker. I en ny særudstilling med titlen ”Stop slaveri!” giver Arbejdermuseet sit bidrag til dette ved at sætte fokus på såvel det historiske som det nutidige slaveri, og ikke mindst på den modstand, der altid har fulgt slavegørelsen af mennesker, og som er det mest tydelige udtryk for, at denne slavegørelse altid har været forkert.

Ingen mennesker ønsker at blive gjort til slaver. I udstillingen opfordrer museet til at engagere sig i nogle af de initiativer, der på lokalt eller globalt plan støtter kampen mod nutidigt slaveri. I den forbindelse er det også vigtigt at påpege, at stater og regeringer stadig kan spille en rolle. Den tid, hvor stater tillod slaveri, er stort set forbi, og de fleste lande har ratificeret ILO’s Forced Labour Convention fra 1930, der forpligter landene på at modvirke slaveri. Men slaveri udvikler sig og antager nye former, og ILO har derfor i 2014 vedtaget en ny protokol om moderne slaveri, som regeringer opfordres til at tilslutte sig og dermed forpligte sig på at forebygge slaveri gennem information og uddannelse, øget inspektion og styrkelse af retsstilling for ofre for slaveri.

Norge og senest Finland er blandt de lande, der allerede har ratificeret protokollen, og i samarbejde med en række organisationer ønsker Arbejdermuseet at opfordre den danske regering til at slutte op omkring en indsats, hvor globalt samarbejde og nationalt engagement er en forudsætning for reel forandring. Fortid er fortid og står ikke til at ændre. Men hvis vi skal bruge historien om den danske slavehandel til andet end at skamme os, skal vi som stat, samfund og individer være åbne for nye måder at kæmpe imod slavegørelsen af mennesker og for menneskers ligeværd og frihed.