I LØBET AF det 20. århundrede er der fremsat mange forskellige forsøg på at definere videnskab, men ikke på noget tidspunkt er der opnået generel enighed om en definition. Det betyder ikke fuldstændig vilkårlighed i brugen af ordet, men at den videnskabelige metode som en fælles metode, alle er enige om, ikke findes.
Der er dyder, som er en del af den videnskabelige praksis, nemlig dyder som redelighed, åbenhed og konsistens. Videnskab er et forsøg på at indsamle og systematisere vores viden om verden, men er aldrig andet end menneskelig viden, aldrig mere sikker, end menneskelig viden kan være, og er ikke begrænset af én metode, som skulle være den videnskabelige.
Nu synes der så også hos professor Svend Andersen at være en uklarhed om, hvad han egentlig mener om videnskab og videnskabelig metode. På den ene side siger han i sin kronik her i avisen den 1. november, at videnskabelig teologi anvender de fremgangsmåder, som bruges i al anden videnskab, samtidig med at han gør gældende, at metoder i teologien skifter med tiden, hvilket må betyde, at den videnskabelige metode ikke ligger fast.
Videnskabeligt arbejde er kendetegnet ved, at der rejses kritiske spørgsmål, og at man i sandhedssøgningen lader sig lede derhen, hvor argumenterne fører en. Videnskab er – som det af og til er blevet formuleret i litteraturen – slutning til den bedste forklaring. Men denne sandhedssøgning sker ikke, som også Svend Andersen påpeger, forudsætningsløst.
Mennesket er et historisk væsen og begynder altid fra et bestemt udgangspunkt med at anskue, indsamle og forklare data. Denne tanke er blevet formuleret i debatten om videnskab ved hjælp af begreber som paradigmer og forskningsprogrammer. Enhver forsker lever med en bestemt tilgang til verden.
DET BEHØVER DOG IKKE at medføre en ukritisk accept af egne forudsætninger og eget forskningsprogram, men for så vidt som forudsætningerne er formuleret, kan de diskuteres. Og en af styrkerne ved en formuleret videnskabeligt værdibaseret uddannelse, hvor forudsætninger er nedskrevet, er, at de mere tydeligt kan ses i øjnene og diskuteres kritisk.
Hvis vi forestiller os, at en teologisk uddannelse kan have folkekirkens bekendelsesgrundlag som udgangspunkt for arbejdet, så medfører det ikke, at dette udgangspunkt er hævet over kritik. Det kan i stedet ses som et forskningsprogram eller en tilgang til stoffet, som kan åbne op for vinkler, som ellers overses.
Folkekirkens bekendelsesgrundlag kan betragtes som en styrke i stedet for en hindring, uden at man derved mekanisk gengiver formuleringer derfra eller undgår kritiske tilgange til bibel og bekendelse.
Netop fordi videnskaben giver rum og stemme til mange forskellige argumenter og rationelle tilgange, er det også det, der kendetegner videnskabelig teologi. Det er ikke at arbejde videnskabeligt, hvis man kun vil bekræftes i, hvad man på forhånd mener.
Nu synes der særligt at være ét punkt i teologien, som Svend Andersen har det svært med, og det er tanken om åbenbaring og hellig tekst, som han forbinder med at være hævet over kritik.
Men det er en misforståelse af, hvad åbenbaring og hellig tekst er i kristen teologi, for netop det er begreber og emner, der har været diskuteret i teologien siden oldkirken. Og hvis man med afvisningen af begreber som åbenbaring og hellig tekst mener, at de fænomener på forhånd er udelukket af videnskaben, så er det udtryk for en misforståelse af videnskab.
Der er dem, der forsøger at gøre al videnskabelig forklaring mekanisk og materiel. Men dermed begrænser man, hvad det er muligt at få øje på i denne verden, og man bliver blind over for menneskelige fænomener som valg, ansvar og argumentets kraft. Der er andet i denne verden, end hvad der kan forklares ved hjælp af nødvendige årsagsslutninger.
Menneskelige intentioner, valg og slutninger giver ingen mening, hvis de skal forstås som nødvendige instinkter. I stedet må vi åbne for den mulighed, at der er noget, der bryder med det nødvendige, nemlig det menneskelige valg. Og på lignende måde må vi åbne for muligheden for, at der er en Gud, der handler.
Det betyder ikke, at vi uden videre kan bruge Gud som forklaring, for vi er ikke Gud eller råder over Gud, men der er her en mulighed i den menneskelige verden, som vi ikke på forhånd kan udelukke. Det vil være ukritisk over for eget udgangspunkt – og i den forstand uvidenskabeligt – på forhånd at afgrænse sig over for de sider af vores verden, som bryder med en lukket årsagsforklaring.
På et punkt kan vi dog være enige med Svend Andersen, og det er, når han fastholder, at tværfaglig dialog er essentielt for videnskabelig teologi.
Det betyder i vores arbejde på Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultet, at vi henter vores grader ved universiteter i Danmark og i udlandet i stadig dialog med en bred vifte af teologer og andre, hvor vi bliver udfordret og udfordrer andre, som er åbne for dialog – også Svend Andersen.
Hvis det var muligt for private institutioner at blive akkrediteret i Danmark, så gjorde vi gerne det, men det giver lovgivningen indtil videre ikke mulighed for. Vi bevarer det internationale udblik og publicerer, hvor vi kan.
Vi indfører vores studerende i et væld af kritiske tilgange til teologi og tekster. Fra undervisningen i hebraisk og græsk og videre frem i studiet inddrager vi alle relevante fagdiscipliner og forskningsresultater.
Hvis vi i teologien og i kirken formår at løfte blikket geografisk og historisk, så er det ikke svært at få øje på frugterne fra en teologi, der er bevidst om sit bekendelsesmæssige udgangspunkt. De første moderne universiteter voksede ud af kirken og så ingen modsætning mellem kristendom og videnskab, da begge ønsker at tjene sandheden.
Og i dag er der internationalt et væld af universiteter og uddannelsesinstitutioner, som er værdibaserede og videnskabelige, og frugterne fra det arbejde er meget tydelige.
I Norge er de fleste teologiske uddannelsessteder konfessionelle, og norsk lovgivning sikrer forskningsfriheden gennem en bestemmelse om, at forskningsfrihed står over værdigrundlag, således at en faglærer ikke kan afskediges, hvis han i sin forskning eller undervisning udtaler sig kritisk over for værdigrundlaget.
Dette regelsæt er også forpligtende for den akkrediterede undervisning og forskning, der finder sted på Fjellhaugs danske afdeling i Dansk Bibel-Instituts lokaler, og Menighedsfakultet efterlever et tilsvarende regelsæt.
GRUNDEN TIL, at der i mange år i Danmark har eksisteret private videnskabelige uddannelser af teologer, er, at der er et behov for disse institutioner. Vore studerende finder arbejde, efter at de har taget en grad hos os.
De studerende, der læser videre, klarer sig fint på de forskellige studier, de læser videre på.
Og hvis vi spørger, hvad Danmark og kirken i Danmark har brug for fremadrettet, så må det være tydeligt for dem, der ikke er begrænset af eget udgangspunkt, at der er brug for teologer, der er bevidste om den kristne teologis udgangspunkt i bibel og bekendelse og kan relatere det afsæt til den tid og det samfund, de selv er en del af.