HVOR OPLØFTENDE er ikke det nye? Hvor velsignet at mærke frihedens eventyrlige vingesus, når man bryder med udtjente rutiner og gamle mønstre. Det magiske ved årsskiftet, der får en til at sanse skellet mellem det gamle og nye, skaber fornyet opmærksomhed om pulstæller og kondisko, mens man lettet overlader fortiden til coachens skraldespand.
Lidt på samme måde er det med utroskab. Umiddelbart søger man en forklaring i klichéen om, at man er vokset fra hinanden, men måske har utroskaben et formål – ligesom nytåret? Det nye år hilses velkommen med fut og knald, men i utroskaben siger man kun halvhjertet farvel og nøjes med i smug at hilse det nye velkommen.
Odysseus kunne modstå alt undtagen fristelser, og derfor lod han sig binde til sit skibs mast, da han skulle passere sirenernes øer. For det var blevet ham varslet, at han ville blive udsat for en fristelse, som han ikke ville kunne trodse, og som ville føre ham og hans mænd i døden. Han lagde derfor bånd på sig selv og kunne i den tilstand hengive sig til vellysten i det voldsomme sindsoprør, som de lokkende toner hensatte ham i.
Bør man da undre sig over, at nutidens rådvilde elskere ikke har styrke til at sige: ”Der er noget galt i vores forhold, for jeg er begyndt at få følelser for andre. Skulle vi ikke tale om det og finde ud af, hvordan vi skal løse det?”? Nytåret giver anledning til selvransagelse, og når nytårsklokkerne falder i slag, føler man sig ramt af ufrihedens lænker. Netop fordi nytåret vender tilbage år efter år i uændret skikkelse, virker det på os som en stædig påmindelse om den personlige forvandling, som man aldrig rigtig fik gennemført. Og det kan være grunden til, at der kommer mere og mere fut i nytårsfyrværkeriet. Der skal knald på for at nå frem til den erkendelse, at utroskaben rummer en længsel efter psykisk udvikling.
For hvad er vel psykisk udvikling? Det er dannelsens mulighed. Men hvad er dannelse? Spørger man Paludan-Müller, kunne han i det mindste fortælle os, hvad det ikke er. Hans unge helt Adam Homo afslørede, at lærdom ikke havde ført til andet end åndelig forstoppelse: ”Min Lektie kan jeg nu til Punkt og Prikke, men hvad det er at være, ved jeg ikke.”
Siden kom der adskillige bud på, hvad man skal forstå ved følelsesmæssig udvikling. Gustave Flauberts roman ”Følelsernes opdragelse” fra 1869 lovede meget, men skuffede, og man måtte nøjes med historien om en desperat længsel, der ikke lod sig forløse under Februarrevolutionens spektakel. Der gives naturligvis mange forslag til, hvordan det burde kunne lade sig gøre at udvikle sig personligt, som for eksempel for nylig, da det blev foreslået, at dannelse kunne have med håndværk at gøre. Der er en vej fra hånden til ånden, blev det hævdet, eller for den sags skyld fra fod til isse. Man tilegner sig dannelse ved at gå, ved at arbejde med materialer, ved at udforme og dekorere.
Det kan imidlertid være nyttigt at erindre sig, at det, man kalder dannelse, ikke er noget, der kan undervises i, eller noget, man kan få eller købe. Man bliver hverken dannet af at blive bogligt lærd eller bruge sine hænder kreativt. Ej heller bliver man dannet af at hoppe ud med faldskærm, bestige høje bjerge eller dykke til havets bund. Alt dette kan være glimrende beskæftigelser, men det har intet at gøre med muligheden for en følelsesmæssig udvikling.
Det er tabene, man lider, den bitre afsked med det kostbareste i livet, der forvandler vores jeg og forandrer det for bestandig ved at lægge afstand til det, vi var. Det er ved at strække hænderne frem og lade det tabte svinde væk bag os, at muligheden for dannelsen tager sin begyndelse. Først da bliver det naturligt at påtage sig skyld, ansvar og værdier. Og først da bliver det for alvor muligt at kunne udvikle en ægte indfølingsevne over for medmennesket.
Dannelsesprocessen kan tage sin begyndelse allerede i den tidlige barndom, hvis barnet er så heldigt at erfare, at det ikke længere enerådigt kan besidde moderen. Dermed tages det første trin i dannelsens høje trappe. Det var traditionelt faderen, der med sit begær til moderen anviste barnet sin plads i familien blandt søskende og dermed hjalp det til at påbegynde en personlig udvikling.
Det er den psykiske proces, der har holdt liv i myten om Eva og Adam, som havde lejlighed til at føle sig uretfærdigt behandlet, bare fordi de stjal et æble. For så vidt er dannelse en mulighed, der opstår ud af en negativ erfaring, og al dannelse har at gøre med, hvordan man bearbejder løsrivelsesprocessen fra sit ophav. Det er i øvrigt ikke alle, der får lejlighed til at føle sig som ofre. Der er børn, der tidligt viser en vilje til at kæmpe sig fri. Det er børn, der allerede, fra de er helt små, kæmper for deres selvstændighed.
En sådan kamp var Moses’ frigørelse fra Faraos tyranni et symbol på. Fra myten ved vi, at det efter mange dramatiske kampe lykkedes ham at nå tørskoet over Det Røde Hav. Nu stod han alene og skulle til at begynde sit livs ørkenvandring. Vor tids tragedie er, at de unge hverken bliver smidt ud eller har lejlighed til at kæmpe sig fri. Alt er jo frit, får den unge at vide med en overbevisning som tryllekunstnerens forførende hokuspokus. Men det er blodig alvor, der dækker over en kollektiv berøringsangst indsvøbt i kaskader af ord.
Naturligvis er det mere underholdende at skabe illusionen om, at det er tilfældet, der skaber dannelsens mulighed. Forfatteren Paul Auster har gjort det til kernepunktet i sine romaner. Og allerede forfatteren Don DeLillo fortalte anekdoten om en græker, der som ung kom til Amerika. Ved ankomsten til Ellis Island blev han spurgt om sit navn. Han forstod ikke, hvad der blev forlangt af ham, og sagde derfor pænt tak. Og da ”tak” på græsk hedder ”efharisto”, blev det af immigrationsbetjenten tolket, som om han sagde F. Harry Stowe.
Sådanne historier kan være ganske underholdende. Dannelse og identitet skabes imidlertid ikke af emigration, toldbetjente eller af andre kunstfærdige arrangementer, men udvikles alene i de nære relationer. Uden at indgå i en forpligtende relation har man ikke mulighed for at bryde af og afmontere de infantile følelsesbånd. Det gælder i voksenlivet som i barndommen. Man behøver en relation for at kunne gennemføre den adskillelse, der er dannelsens forudsætning. Den lidenskab, der skal til for at bryde af, må og skal komme fra et menneske, man er knyttet følelsesmæssigt til. Og hvis man er lidt sent på den, så er utroskaben måske en sidste mulighed.
Det går for sig på den måde, at man efter et par år i ægteskabet har oparbejdet tætte følelsesmæssige bindinger. Så er man utro, og det udløser anklager og overvågning. I starten er man måske forstående, eftersom man jo er den skyldige, men efterhånden oparbejder man en vrede mod den ægtefælle, der som en Sherlock Holmes gransker mobiltelefon, undersøger mails og trækker en gennem endeløse forhør. Omsider realiseres da skilsmissens drama. Gennem dette sammenbrud muliggøres en indre forvandling. Under indtryk af denne metamorfose bliver den ydre adskillelse ledsaget af en indre forvandling, der omsider gør det muligt at aflægge barndommens sorgløshed og tage ansvaret for tilværelsen på sig.
Ved vintersolhverv, når nytåret nærmer sig, anspores man til en gentagelse af den myte, som i fjerne tider rummede en central del af livsfortolkningen, i trangen til at aflægge det gamle og forny sig selv. Søgte man i julen at realisere barndommens mytologi, afløses det af et nytår, hvor skilsmissen bliver symbolet på forventningen om en personlig dannelsesproces.