Prøv avisen

Buddhismens fremtid ligger i Vesten

Buddhismen vil som religion, som spirituel vej, som smart trend grangiveligt blive ved med at vinde indpas i Vesten, skriver lektor ved afdeling for religionsvidenskab ved Århus Universitet Jørn Borup. På billedet har mere end 200 mennesker taget opstilling på Times Square i New York for at dyrke yoga om morgenen på årets sommersolhverv. Foto: Chip East/Scanpix

Ligesom kristendommen taber terræn i Vesten, er den asiatiske buddhisme ved at tabe pusten hjemme. I Vesten er opstået en særlig "spirituel buddhisme", som ikke er populær i dens oprindelseslande

DET ER OPLAGT at se efter "Østen i Vesten". Det er nærmest ikke til at se rundt om et gadehjørne uden at støde på et eller andet, der fra Østen har sneget sig ind i Vesten. Østen styrer økonomisk, og de sidste år har de vist sig som leverandører af både fin- og popkultur. Spirituelt har Østen leveret stof til vestlig eftertanke længe, men aldrig så udbredt og mangfoldigt som i dag. Det er indimellem svært at opretholde den behagelige følelse af vestlig kulturel overlegenhed.

Kristeligt Dagblads interessante og kærkomne artikelserie er på sin vis symptomatisk. Den afspejler tendenser fra østlig "overskudsreligion", der modsat islam som "konfliktreligion" henvender sig til om ikke sunde Overdanmark, så dog et segment, der af reklamebranchen for længst er spottet. Buddha, zen, yoga, tantra, meditation, sind, energi, oplysning og karma rimer på feel good-livsstil og cool business.

Selvom mange medier gerne ser sig som bannerførere for jomfrunalsk objektiv beskrivelse af virkeligheden, er også mediernes rolle som medkonstruktører af religion vigtig at få med i billedet.

Som modtræk til islam har specielt buddhisme via Dalai Lama og kendisser været mediedarlings. De er simpelthen gode historier.

Dette forhold er sådan set ikke nyt, for sådan har det været, siden Østens religioner blev opdaget af Vesten for et par hundrede år siden: filosoffer, forfattere, kunstnere og videnskabsfolk har fundet inspiration til dybsindige tanker og alternativ spiritualitet derovre fra Fjernøstens horisonter i modsætning til den mere problemfyldte Nærorient.

Det egentlig nye er derfor mangfoldigheden og den kvantitative udbredelse. Østens religion og spiritualitet er her primært på tre måder. De mange immigranter, der har taget primært hinduisme og buddhisme med sig fra Asien, er de mest talstærke. Der er omkring 30.000 af dem, men de er mediemæssigt uinteressante, for de gør sjældent et konfliktfyldt væsen af sig.

MERE INTERESSANTE er konvertitterne, primært buddhister. Nogle af dem er kendte eller flyver i faldskærm, andre er dybt engagerede i meditation eller buddhistisk filosofi. Selvom de ofte er i medierne, er der højst nogle få tusinde af dem, og som Center for SamtidsReligion med årbogen "Religion i Danmark 2009" har kunnet dokumentere, har medlemstallet ved de godkendte trossamfund faktisk været stabilt de seneste 10 år.

Det tværbuddhistiske initiativ Buddhistisk Forum måtte lukke og slukke, fordi der var for få engagerede, hvilket i hvert fald siger noget om, at interessen for et buddhistisk institutionelt fællesskab langt fra oplever et boom. Det er da nok også den individuelle, privatreligiøse, indirekte måde uforpligtende at bruge eller lade sig inspirere af buddhismen og andre strømninger fra Østen, der er mest udbredt i Vesten.

"Sympatisører" kan man kalde denne kategori, der dog ikke må underkendes for sin effekt også på den praktiserede spiritualitet. Det var faktisk skrivebords- og lænestolsbuddhister, der i Vesten satte praksis i gang. Nogle kalder denne vestlige, individorienterede, spirituelle form for "neobuddhisme". Den er nemlig på mange områder så forskellig fra traditionel asiatisk buddhisme, at den fortjener at få sit eget navn.

Det er denne neobuddhisme og ikke mindst afarter af indirekte afsmitning fra denne og andre religiøse traditioner fra Østen, Kristeligt Dagblads tema beskæftiger sig med. Vinklen har været at se det problematiske i, at østlig spiritualitet sniger sig ind i Danmark ("Hvad er gået galt?"), og flere indlæg herom (artikler, lederartikler, referencer til kirkelige fora) har fokuseret på disses overfladiskhed. En afsluttende sløjfe på serien beskriver således individualiseret, folkereligiøs "Google-buddhisme" i modsætning til, "hvad tibetansk buddhisme egentlig er", og i en lederartikel afkræves der hos udbyderne af "nyreligiøse kurser" til erhvervslivet da også dokumentation for disses religiøse ophav.

EN SÅDAN VINKEL er legitim for en kristen avis, der dybest set spørger til, hvordan en statsfinansieret kirke kan krympe og samtidig lade sig overrumple af banaliteter og folkereligiøsitet fra neden. Guds veje er uransalige, og det samme er religionernes. Som Konfucius sagde, findes vejen ikke i sig selv - den er først en vej, når den er betrådt.

At placere konkurrerende systemer i periferien som suspekte produkter kendes inden for al religionshistorie, og mange hardcore buddhister ser da også ned på new age og tyndbenet popbuddhisme.

Der er da også indimellem et overmål af tyndbenede banaliteter fra både Dalai Lama, Hollywood-buddhisternes stjernedrys og opskrifterne på det gode liv i livsstilsmagasinerne.

Men populærbuddhismen er paradoksalt nok også et tegn på modenhed. Mens Østens tanker tidligere mest var for eliten, er nutidens pop udtryk for demokratisering. Tankerne er kommet ned fra elfenbenstårnet til centrenes praksis, helt ud på erhvervslivets bonede gulve. I en sådan proces vil der altid være udtryk, der synes mindre subtile end andre. Populær- og kulturreligiøsitet må fra et teologisk, normativt perspektiv vel næsten pr. definition være tyndbenet, men man må også huske på, at det heller ikke var den dybsindige teologi, kristendom (alene) vandt succes med.

Interessant nok er denne "spirituelle buddhisme" slet ikke så populær i dens oprindelseslande. Faktisk har flere markante buddhistiske personligheder sagt direkte, at buddhismens fremtid er i Vesten. Selv Dalai Lama sysler med idéen om at lade sig genføde i Vesten - eller helt at lade lamainstitutionen demokratisere.

Den almindelige asiatiske buddhist læser ikke buddhistisk filosofi, dyrker ikke meditation og har ikke seriøse tanker om nirvana eller buddhanatur, og det samme gælder faktisk også mange af munkene, lamaerne og præsterne.

"SPIRITUEL BUDDHISME" er i en vis forstand et moderne fænomen, der passer rigtig godt ind i en individorienteret, senmoderne vestlig sammenhæng. Buddhismen vinder indpas i Indien på grund af dens sociale engagement, den har succes som erhvervsfilosofi i Taiwan og Japan, som politisk bevægelse i Sri Lanka og Thailand, og rundt omkring er der da også grupper og bevægelser, der aktiverer ideer og praksisser som den, vi mest kender i Vesten.

Men ligesom kristendommen taber terræn i Vesten og mest har succes i fjerne dele af verden, kan det samme siges om buddhismen. Flere steder ligger templer øde hen, fordi unge i dag har andre og mere udfordrende muligheder, end at gå i kloster eller leve livet som buddhistpræst. I Japan er den i Vesten så spiritualiserede zenbuddhisme af mange anset for at være en gammelmandsreligion, der kun overlever på grund af stive traditioner og ritualiseret service i forbindelse med døden.

Mange udviklingstendenser er set før. Religion vandrer i tid og rum, forandrer sig og sætter præg på nye brugere. Ikke mindst moderne buddhisme i en global verden er interessant og fokus for et forskningsprojekt med deltagere fra etnografi og religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

Buddhismen vil som religion, som spirituel vej, som smart trend grangiveligt blive ved med at vinde indpas i Vesten.

Den vil garanteret også vende tilbage til Asien i transformeret form, ganske som den gjorde for 150 år siden, da det første "buddhisme-hype" stod på. For sådan fungerer religion: via netværk og spejlinger gennem mennesker og medier. Man kan italesætte forandringer på forskellig vis.

Uanset hvordan man forsøger at fremstille det, synes det dog så sikkert som amen i kirken: Ligesom Vesten er kommet til Østen, er Østen kommet til Vesten for at blive.

Jørn Borup er lektor ved afdeling for religions videnskab og centerleder for Center for SamtidsReligion ved Aarhus Universitet