Byens lys, byens gys

Den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe var en af de første til at indfange storbymenneskets abstrakte tilværelse i massen, hvor livet leves i glimt og gennem sporadiske møder

Den engelsk-amerikanske kritik har altid haft svært ved at se det egentligt eksistentielt moderne i Edgar Allan Poe (1809-1849), og det var i Frankrig, han fik sin første og største internationale anerkendelse. De »symbolistiske« digtere Baudelaire og Mallarmé tog ham til sig som en af deres egne, oversatte ham til fransk og propaganderede for ham. Også de var børn af romantikken, men samtidig havde de den moderne storbys rus og tømmermænd i sig, og de så i Poe en artsfælle fra den anden side af Atlanten, hvor det spirende industrielle samfunds noder og unoder stod skarpest i relief. Poe har skrevet en novelle, som hedder »Manden i mængden«, og det er faktisk, hvad den handler om: Om storbymenneskets abstrakte tilværelse i mængden, om individet løsrevet fra sine natur-organiske sammenhænge. Jeg-fortælleren i fortællingen sidder på en restaurant og følger gennem vinduet byens myldrende liv ude på gaden. Han analyserer klinisk skarpt de forskellige samfundsgrupper, der går forbi. På deres gang, påklædning og væremåde i mylderet får fortælleren dem placeret i deres respektive sociale lag. Er det en overfladisk betragtningsmåde? Ja, men er det ikke selve den moderne måde at se på? Jo, Poe var i sandhed sin tids barn - men et hanefjed forud for sin samtids udvikling. Pludselig fanger fortællerens øjne et enkelt ansigt i mængden, og han tænker: »I det korte øjeblik, jeg i første omgang fik til at granske dette ansigt, bestræbte jeg mig for at analysere, hvilken betydning, der kunne ligge i det, og på en forvirret og paradoksal måde opstod der i min hjerne forestillingen om enorme åndelige kræfter, om vagtsomhed, smalhans og gerrighed, om kulde og ondskab og blodtørst, om triumf, munterhed, om den yderste rædsel, om den største - den dybeste fortvivlelse.« Jeg-fortællerens nysgerrighed får ham til at følge efter manden. Men manden i mængden har ikke noget klart defineret formål med sin jagen gade op og ned i storbyen, blot er han altid at finde der, hvor den største mængde af mennesker befinder sig, i myldretiden på de store strøg, ved teatrenes og restauranternes lukketid, hvor folk sluses ud som på tælling. Fortælleren funderer: »Denne gamle mand, sagde jeg endelig til mig selv, er den dybeste forbrydelses ånd og udtrykte billede. Han nægter at være alene. Han er manden i mængden. Det ville være ørkesløst at følge efter ham, jeg ville ikke få mere at vide om ham eller hans gerninger.« Der er mange ting, man må springe over, når talen er om Poe, fordi han var banebryder på så mange områder. Han ryddede veje, som senere digtere så konsoliderede, uddybede og forfinede - og/eller slog mønt af. Men selve den moderne novelle-form, short-storyen, er Poe en af fadderne til. Novelle betyder jo egentlig nyhed, at noget nyt kastes ind i et miljø, en form, en gruppe mennesker, som disse mennesker så må reagere på. Og i Poes noveller kastes der i bogstavelig og overført betydning mængder af nyt, af nye eller hidtil oversete sindstilstande og begivenheder ind mod den menneskelige psyke. I vort århundrede er der kastet mange »nyheder« i form af psykiske og fysiske torturinstrumenter mod sindet, så derfor er Poes gyserhistorier stadig in. Hans katastrofe-intensitet har været forudfølende i forbløffende grad. Storbyen - eller hvad man nu skal kalde København - kan også betragtes som et poe'sk typegalleri, og måske Hovedbanegården i særdeleshed: Al denne kommen og gåen og alle disse glimt - sjældent mere - vi får af hinanden. Vi ser hinanden springende »filmisk« og overfladisk, mennesker går ind og ud af billedrammen, og i hele denne cirkulation er der kun få personer, vi får lov til at følge til dørs, så at sige. Måske har vi hver især en håndfuld nærtstående individer, som vi tør kalde vores venner i storbyens race - hvis vi er heldige - men de fleste passerer ud og ind af vores synsfelt og efterlader ingen erindring. Vi ser for meget af for lidt for hurtigt, synet og de andre sanser overbelastes ved det stadige bombardement af indtryk, vi bliver irritable nervemennesker med kort lunte i mængden, og hvem kan ikke forstå, at nogle af og til eksploderer eller går amok. Byens liv er spidsbelastning for sanserne i mange af døgnets 24 timer, og dog mættes de ikke, sanserne. De mættes ikke af ustadighed, de mættes ikke af glimt, men de trættes, og de pirres. Man kan opleve byen som en organisme, som et dyr, der vågner om morgenen, når man selv er kommet ud af fjerene og har fået sko på og begiver sig ud på gaden, hvor trafikken knap nok er kommet i gang. Byen er endnu helt menneskelig i sit tempo, man hilser eventuelt på en sen nattevandrer eller tidlig morgenmand - eller på en af de handlende, der stiller frugtkasser ud, eller på en bager, der står uden for sin butik og strækker lemmerne ugenert: Det er morgen i forstaden, og byen er endnu ikke helt på fulde omdrejninger, maskinernes drøn har ikke helt overtaget scenen, der er spor af menneskeliv, som er sig selv nok i sit eget tempo. Men det varer ikke ved, lydbilledet forandres gradvist, sporadiske fuglepip og løsrevne menneskestemmer fortoner sig til fordel for en fjern brumlen, der snart bliver til en susen og hvinen og drønen af nogen, der tilsyneladende vil gennembryde lydmuren: Menneske og maskine har indgået en symbiose, og manden bag rattet på vej ind til sin arbejdsplads i city er tilsyneladende en anden end ham, der står ud af sengen om morgenen og søvndrukken stikker fødderne i morgensutterne for at gå ud og børste tænder. Han har nu iklædt sig et image af større magtfuldkommenhed, og motoren under kølerhjelmen spinder som en tiger. Han er på vej mod sin hverdag i byen, som - hvad den end måtte bestå i - vil gribe ind i andre menneskers hverdage, på godt og ondt i stort og småt. Men storbyen er så uigennemskuelig, vi ser sjældent hinandens forskellige arbejdspladser, og det, der er hverdag for en i hans job, er for en anden noget usædvanligt, måske et eventyr eller et mareridt. Alligevel binder fine tråde det hele sammen, usynlige for de fleste af os, netop fordi vi finder vores tryghed og identitet i vores særskilte job og ellers mere eller mindre har skyklapper på over for byens flimmer. Vi ser kun hinandens image, masken udad mod verden, og i skyndingen vurderer og takserer vi en mand eller kvinde ud fra dette image: Sådan er han, sådan er hun, næste levende billede, tak. Hvem kan derfor ikke have følelsen af at være usynlig i mængden, også selv om man eventuelt vækker opsigt og alle glor? Forskellen på at glo og at se, virkeligt se, er altafgørende. Det er forskellen på den almindelige tilskuerholdning - en slags trance, hvor der skal stadigt skrappere visuelle cocktails til for at få os til at spærre øjnene op - og så det blik, der ser bagom facaderne. Bagom sminken og neonreklamernes tvivlsomme råd, bagom vores mere eller mindre bevidste rollespil i storbyhverdagene, hvor vi giver den som unikke, fritsvævende individer med tjek på tilværelsen. Men vi er så skrøbelige og gensidigt afhængige i storbyens net, mere end vi som oftest tror, og så få ser det. Filminstruktøren Robert Altman så det i sin storfilm »Short Cuts« fra 1994, bygget over en række noveller af Raymond Carver. Det var Altmans kup at have vævet disse oprindeligt selvstændige, indbyrdes uafhængige noveller sammen til et billedtæppe, hvor alt er forbindelser og sammenhænge - og at have fundet et sted, en by, hvor historierne kunne udspille sig og gøre de menneskelige relationer troværdige. Ikke en hvilken som helst by, men netop Los Angeles, hvor der som bekendt også er fare for jordskælv, der sætter den menneskelige og sociale skrøbelighed i relief. Los Angeles giver indtryk af alle steder og ingen steder, anywhere og nowhere, og netop derved er den en ekstremt moderne by. Den har en vægtløs og uvirkelig karakter, og den har vokseværk, kriminalitet og indvandrerghettoer, for pengene og industrien cirkulerer godt i LA, og byplanlægningen har altid haltet langt bagefter. I virkeligheden består byen af 110 bymæssige forstadsagtige bebyggelser, holdt sammen af et nærmest babylonisk vejnet, som - set fra luften - ligner spaghettiagtige nervetråde, som snor sig på alle mulige og umulige måder. Den kan ses som selve indbegrebet af Den Moderne Storby, i dens mangel på historie, i dens menneskers rodløshed og i deres drømme og mareridt - som Hollywood (en af »byerne« i byen) afspejler og befordrer. Men i »Short Cuts« kunne byens hverdagsmennesker for en gangs skyld se sig selv uden hverken glamour eller dæmoni. Her var vi, de fleste af os, ikke som den Gode, den Onde og den Grusomme i det mytologiske Vilde Vesten, men som mennesker på godt og ondt i 1990'ernes almindelige værdiopløs-ning i det moderne Babylon. Det var unægteligt »vore dage« i Altmans film, men den havde også et videre perspektiv, det var også den »evige« menneskelige komedie, vi så, og den fremkalder som bekendt både gråd og latter. Livet er udsat, og i vore dages teknologisk raffinerede civilisation, hvor vi har så mange »beskyttelser« omkring os, virker vi på en måde måske mere udsatte end før, for en hændelse et sted kan udløse en kædereaktion med fatale konsekvenser for mange. Vores liv griber ind i hinanden på en mere skæbnesvanger måde, men i vores hverdage i byen gør vi vores ting på vores job i skarpt adskilte celler, der tilsyneladende ikke har nogen forbindelse med hinanden. Tingene er slørede, og jo mere specialiserede vi bliver, des sværere har vi ved at bevare overblikket - over vores eget og andres liv. Se bare, hvordan vi går forbi hinanden i storbymylderet, hver især på vej til vores mere eller mindre vigtige gøremål. En løsrevet stemme når os tilfældigt, et ansigt i mængden vækker genkendelse, er det ikke...? Men jeg må videre. Hej så længe, du. forfatter