Prøv avisen
Kronik

Byger, som går og kommer

Mens en regnvåd og svigefuld sommer nærmer sig sin afslutning, kan det være værd at kaste et blik på vores mange sommersange, der ikke bare fortæller om omskifteligt vejr, men også om ændringer i dansk mentalitet og kultur

Højskolesangbogen rummer rigtig mange forskellige sange om denne årstid, som nu er gået ind i sin sidste måned. Om Danmark og den danske sommer. Men disse sange er ikke blot smukke og hyggelige at synge. De afspejler også, hvordan den danske mentalitet, kultur og nationale identitet har ændret sig i tidens løb. På den måde er Højskolesangbogen en slags ”minidanmarkshistorie”, som siger noget om, hvordan vi har udviklet os som nation.

Blandt de ældste sommersange i Højskolesangbogen er Adam Oehlenschlägers ”Underlige aftenlufte” fra 1805. Den er skrevet under en rejse gennem Tyskland og udtrykker Oehlenschlägers hjemve og længsel efter Danmark og den danske natur. Det er interessant, at sangen er skrevet på et tidspunkt, hvor Danmark stadig er i union med Norge (som vi havde været det siden 1380), men uden at det af den grund får Oehlenschläger til at nære de samme varme følelser for Norge, som han nærer for Danmark. Der er ikke tale om nogen stærk, fælles dansk-norsk identitetsfølelse. Oechlenschläger nærer for eksempel ingen stor begejstring for de norske og de tyske bjerge. Derimod hyldes bøgeskovene som noget af det særlige ved den danske sommer. Han skriver blandt andet: ”Hjemme var der intet fjeld. Ak, så er jeg ude vel.” Og i et af de vers, som ikke bruges så ofte i dag, står der: ”Ak! Fra disse nøgne stene vender sig mit mørke sind. Synger granens, fyrrens lov! Hvor er Danmarks bøgeskov?”

Også i ”Der er et yndigt land” (fra 1819) er Oehlenschlägers danske identitetsfølelse i høj grad knyttet sammen med naturen, med bøgeskoven:

”Der er et yndigt land. Det står med brede bøge.”

Men beskrivelsen af den dejlige, grønne danske sommer bliver desuden vævet sammen med fremhævelsen af Danmarks tidligere glorværdige militære bedrifter på den internationale scene:

”Der sad i fordums tid de harniskklædte kæmper. Udhvilede fra strid, udhvilede fra strid.”

Samme år (i 1819) møder vi hos Poul Martin Møller i ”Grøn er vårens hæk” et andet fænomen, som i de efterfølgende mange årtier gang på gang skulle blive fremhævet af danske digtere som noget særligt ved den danske natur: storken.

Storken er så velegnet til en beskrivelse af den danske folkesjæl, fordi den levede i så tæt daglig kontakt med menneskene i datidens bondesamfund og dermed også repræsenterer noget genkendeligt og noget hyggeligt:

”Storken er så travl højt på bondens gavl,

og de røde fødder næbet slibe”.

De fleste danskere på dette tidspunkt havde set sådan en scene udspille sig.

B.S. Ingemann skrev en hel sang om storken: ”Storken sidder på bondens tag” (fra 1837), ligesom Chr. Winther i den tidlige efterårssang: ”Så drager du ad fremmed land” (1860) hylder storken, som han håber vil komme tilbage igen til næste forår.

Bøgeskovene, storken og fordums heltemodige bedrifter er altså noget af det gennemgående ved sommer- og fædrelandssangene i begyndelsen og midten af 1800-tallet. H.C. Andersen følger samme tendens som Oehlenschläger: Han opfatter det særligt danske som dels den grønne danske natur, dels de store bedrifter, som danskere i tidens løb har udrettet ude omkring i verden. Det sidste kommer blandt andet til udtryk i ”I Danmark er jeg født” (fra 1850) og i ”Jylland mellem tvende have” (fra 1859).

Efter nederlaget i krigen i 1864 sker der imidlertid et skift. Nu er det primært det idylliske danske landskab, der nævnes i sangene, og ikke så meget fortidens store bedrifter. Nu gøres der en dyd ud af, at vi er et lille land. Det sker blandt andet i Mads Hansens ”Jeg ved, hvor der findes en have så skøn” (1870), hvor Danmark meget karakteristisk beskrives som en pæn, lille, fredelig have. Holger Drachmann skriver i samme periode om, at ”Vi vil fred her til lands” (i Midsommersangen fra 1884-1886), som om vi aldrig har villet andet. Og selv naturbeskrivelserne i sangene giver nu udtryk for den opfattelse, at Danmark, danskerne og den danske natur repræsenterer det hyggelige, det idylliske og fredelige. I modsætning til, hvad man ser i udlandet. Det sker blandt mange andre steder i den i dag ikke så kendte sang ”Lærken”, som er skrevet af Christian Hostrup blot to år efter nederlaget i 1864. Her fremstilles den danske natur som præget af de fredelige fugle duen og lærken, mens ørnen, der jager de små uskyldige fugle, har hjemme i de store fremmede, aggressive magter (de tyske stater).

Selv det velkendte storke-tema bliver nu – af Jeppe Aakjær – koblet sammen med, at Danmark og alt, hvad dertil hører, er fredeligt. I ”Han kommer med sommer, han kommer med sol” fra 1912, skriver han (to år før udbruddet af Første Verdenskrig, hvor det lykkedes Danmark at holde sig udenfor):

”Velsignede fugl uden høgenes klø’r

med ørnenes mægtige vinge.

Du dukker dig helst mellem græssende køer,

kun hygge og fred vil du bringe”.

Også de digtere, som i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet holder sig til at beskrive den danske natur og ikke blande deres forestillinger om Danmarks forhold til omverdenen ind i det, begynder efterhånden at beskrive det danske sommerlandskab på en ny og anderledes måde end de gamle digtere fra begyndelsen og midten af 1800-tallet.

Det er i højere grad nu landbosamfundet og den daglige arbejdsgang her, som beskrives. Også på den måde afspejles et skift i samfundets udvikling. Der var gradvis ved at indfinde sig en større lighed. Dem, der på den ene eller den anden måde havde et nærmere kendskab til landbosamfundets dagligliv, havde nu for første gang mulighed for at komme til orde i digtningen. Det var ikke længere nødvendigvis kun de gamle adelsslægter og de fornemme medlemmer af det københavnske borgerskab, der skrev om den danske sommer. Det kan for eksempel mærkes i Aakjærs mange sange, som i ”Nu er dagen fuld af sang”, ”Jeg er havren” og ”Nu er det længe siden”, hvor det hårde arbejde med høsten malende beskrives med blandt andet ordene:

”Men mor er lige hvid og bleg, hvor meget hun end stræber

med høstens tunge neg”.

Det er også i denne periode (i begyndelsen af 1900-tallet), at Thøger Larsen og Johannes V. Jensen melder sig på banen med helt nye beskrivelser af det danske sommerlandskab, som ligger langt fra de ældre digteres beskrivelser af bøgeskoven og sammenkoblingen med de tidligere tiders danske helte. Som for eksempel Johannes V. Jensen, når han hylder den danske kornmark (i ”Hvor smiler fager” fra 1925):

”Den danske mark i en bølgen går

Som åndedræt af en venlig kvinde.

Sødt gynger byggen sit silkehår,

Og rugen ånder med sol i sinde”

Eller som Thøger Larsen, der – ret realistisk – beskriver det ustabile danske sommervejr, både med linjerne:

”Du danske sommer, jeg elsker dig,

Skønt du så ofte har sveget mig”

Og med linjerne: ”Byger, som går og kommer. Det er den danske sommer”.

Og det er jo netop også dét, der karakteriserer sangene om Danmark og den danske sommer i den danske sangskat. De har altid været omskiftelige. Den måde, som man fandt det passende at hylde det danske sommerlandskab på i første del af 1900-tallet, lå milevidt fra den måde, man gjorde det på i det meste af 1800-tallet. Det er nok også derfor, vi i dag især synger sommersangene fra tiden omkring år 1900 og frem, når vi samles om fælles sang i forskellige anledninger hen over sommeren.