Bæredygtig lykke og hjernevidenskab

KRONIK Efter den 11. september 2001 er der globalt foregået noget, der ligner en ateistisk oprustning, hvor en rækkevidenskabsfolk har lanceret en kampagne mod al religion, fordi den angiveligt skulle være skyld i al ulykke

ALLE MENNESKER NÆRER et ønske om at være lykkelig. Men hvad vil det sige at være rigtig lykkelig eller salig, som man kaldte det i gamle dage? Dette spørgsmål har filosoffer, troende som ikke-troende, forsøgt at svare på. Nu vil videnskabsfolk også være med, hvilket man kan læse om i den seneste bog af videnskabsjournalisten Lone Frank.

Den femte revolution hedder hendes bog, hvor hun har besøgt og interviewet hjerneforskere på universiteter i USA. Lone Frank har den overbevisning, at hjerneforskningen neurovidenskaberne vil blive endestation for alle. Med de nye hjernescanningsteknikker vil man om nogle år vide, hvad der gør os lykkelige, og hvordan vi bliver det i praksis. De nye scanningsteknikker, der viser billeder af den arbejdende hjerne, udgør intet mindre end et mirakel ifølge Lone Frank.

Selvom jeg nærer respekt for mirakler, så vil jeg udtrykke min skepsis. For hvordan skulle billeder og ny viden om hjernen kunne bringe større lykke?

Lone Frank har selv prøvet at få sin hjerne scannet, og hun beretter om, hvad hun følte og oplevede før og efter scanningen. Da hun er kommet ud af hjernescanneren og får præsenteret et billede af sin hjerne, bemærker hun som det første en ansats til dobbelthage. Forskeren afbryder hende imidlertid ved at sige: Det er så din vidunderlige hjerne. Det er dig. På trods af denne opmuntrende melding bliver Lone Frank ængstelig, og hun fremstammer: Er den normal?. Svaret lyder: Ja, fuldstændig normal. Altså ingen tegn på tumor eller andet truende. Frank skriver: Jeg sender en lydløs tak ud i det tomme rum. Men på den anden side normal lyder jo heller ikke udelukkende positivt. Det klinger sådan lidt i retning af ordinær.

Hvis nu lykken består i at være rask og sund, også i hovedet, så burde Lone Frank være et lykkeligt menneske. Da hun så billedet af sin hjerne, blev hun da også både lykkelig og så taknemmelig, at hun sendte en lydløs tak ud ud i det tomme rum!

Men det varede kun kort, før hun blev bekymret for, om hendes hjerne er for almindelig og helt ordinær. Hendes lykke var altså ikke bæredygtig. Til det vil hun, som nogle videnskabsfolk har for vane, sige: det kommer! Om nogle år. Når videnskaberne endegyldigt har kureret os for religion og gamle metafysiske filosofiske begreber, så vil lykken blive varig og bæredygtig.

LONE FRANK ER IKKE ene om have denne forestilling om, at videnskab skal kurere os alle for religion. I disse år efter den 11. september 2001 foregår der noget, der ligner en ateistisk oprustning. Det vil sige, det er nu langtfra alle videnskabsfolk og filosoffer af ateistisk overbevisning, der vil bekæmpe religion. Mange taler for en dialog mellem troende og ateister, hvor begge parter lærer af hinanden. Men nogle markante ateister såsom S. Harris, D. Dennett, R. Dawkins har lanceret en kampagne mod al religion. Religion skal bekæmpes, fordi den angiveligt skulle være skyld i al ulykke.

Lone Frank tilhører denne fløj. Men hun skal så sammen med sine kampfæller videnskabeligt kunne dokumentere to ting: 1) at religion ret beset er humbug, og 2) at religion ikke gør mennesker lykkelige.

Er religion humbug, en parasit på menneskets forstand? Det kan man mene. Men hvad fortæller neurovidenskaberne? De giver ikke et entydigt svar. Det fremgår af faglitteraturen (se eksempelvis den i år udkomne afhandling af Anne Runehov: Sacred or neural?). Nogle forskere konkluderer, at religion ikke blot foregår i vores hjerner, men at de religiøse oplevelser under bøn og meditation for eksempel henviser til noget, der meget vel kan siges at eksistere og foregå uden for den menneskelige hjerne. Andre forskere hævder det modsatte at religion blot er en slags epileptisk aktivitet i hjernen.

Lone Frank støtter sig til de sidstnævnte forskere, men hun må medgive, at der ikke er nogen tvingende videnskabelig grund til at betegne religion som en ren kemisk proces i hjernen. Ud fra hjerneforskning kan man således også hævde, at der under bøn og meditation synes at foregå en reel kommunikation med det guddommelige.

MEN HVAD SÅ med det andet spørgsmål: gør religion mennesker lykkelige, bæredygtigt lykkelige? Lykken er blevet et emne, der forskes grundigt i. Lone Frank præsenterer i sin bog læseren for forskellige områder af denne lykkeforskning. Hun omtaler blandt andet en hjerneforsker, der anbefaler meditation som en vej til lykke, men hun refererer også til en kvindelig psykolog Sonja Lyubomirsky, der siden 1990erne har forsket i lykke på University of California. Det er fra hende, at begrebet bæredygtig lykke stammer.

Lykkeforskning kan lyde som et rent vestligt overskudsfænomen. Men udgangspunktet for den seriøse del af forskningen er imidlertid det paradoks, at mere velstand ikke har givet mere lykke. Allerede i 1970erne påviste en undersøgelse, at selvom amerikanerne fra 1946 til 1974 havde mere end fordoblet deres indkomst, så var deres generelle tilfredshed med tilværelsen ikke blevet større.

Lyubomirsky har gennem en årrække udviklet metoder til at analysere, hvad der gør os lykkelige og ulykkelige. Da hun begyndte sin forskning havde hun en formodning om, at mennesker opnår lykke ved at sammenligne sig med dem, der har det dårligere end dem selv. Denne formodning holdt ikke stik. Vi bliver ikke lykkelige ved at sammenligne os med dem, der er ulykkelige; tværtimod: vi bliver ulykkelige af at sammenligne os med andre. Sammenligningen åbner op for en rugen og en grublen, hvor vi især hæfter os ved det, der synes at gøre os selv til en fiasko.

Kilden til lykke har altså et andet udspring end i de billeder, vi gør af os selv i sammenligning med andre. Tænk blot på Lone Franks reaktion: Er min hjerne for almindelig, er min hjerne ordinær? Sammenligningen og frygten for ikke at glimre ved sammenligningen ødelægger på et øjeblik den taknemmelighed, hun følte.

Men hvad gør da mennesker stabilt og bæredygtigt lykkelige? Det afgørende, fortæller Lyubomirsky, består i den måde, som den enkelte tager tingene på. Det er hverken de genetiske forudsætninger eller andre faktorer, der forudbestemmer os. Lykken beror på, hvordan vi tager tingene. Den er, hvad Kierkegaard kalder et åndeligt anliggende: et spørgsmål om, hvordan vi forholder os til os selv og til verden.

LYUBOMIRSKY PEGER i sine resultater på, at ligesom ulykken især kommer fra vores materielle begær efter ting og fra vores selvoptagede rugen over egne sejre og nederlag, så vokser den bæredygtige lykke frem af menneskets taknemmelighed, dets gode gerninger og dets pligtopfyldende arbejde. Den, der besøger en gammel slægtning, den, der passer sine børn og sit arbejde, den, der slår naboens græsplæne, mens vedkommende holder ferie, den, der passer sin kusines store hund, selvom den fælder og er i løbetid: for ham eller hende er der en stabil lykke.

Det minder meget om, hvad Jesus taler om, når han siger: Vi finder Guds rige ved at række den tørstige et bæger vand og besøge den fangne i fængslet. Selv konkluderer Lyubomirksy, at den bæredygtige lykke opnås ikke gennem forbrug og velværetænkning men gennem en udøvelse af noget, der minder om den kristne, puritanske vision om sand lykke.

Når nu en moderne videnskabeligt arbejdende psykolog kan nå frem til sådanne resultater, der bekræfter traditionelle kristne ideer om lykke og salighed, og når nu hjerneforskningen i øvrigt heller ikke kan siges at have bevist, at religion blot er kemiske processer i den menneskelige hjerne, hvorfor vil Lone Frank og de andre militante ateister så ud i dette slagsmål med religionen?

De har intet videnskabeligt belæg for, at videnskaberne i sig selv skulle gøre os lykkeligere. Tværtimod. Derfor kunne man ønske, hvis det ellers er lykken de stræber efter, at de ville gå i en dialog med religioner og filosofier, der lærer os om en bæredygtig lykke.

Jørgen Bo Christensen er studenterpræst på Danmarks Tekniske Universitet