Prøv avisen

Calvin gendannede kirken efter Guds ord

I morgen er det 500 år siden, at grundlæggeren af den reformerte kirke, Jean Calvin blev født. På billedet er skuespilleren Michel Kullman ved at opføre stykket "Calvin - Genéve i flammer" under en statue af Calvin (nummer to fra venstre). - Foto: FABRICE COFFRINI Denmark

I morgen for 500 år siden blev grundlæggeren af den reformerte kirke, Jean Calvin, født. Den reformerte kirke er det største protestantiske trossamfund med 75 millioner medlemmer

Jean Calvin blev født den 10. juli 1509 som Jean Cauvin i den lille by Noyon nord for Paris. Som ung mand kom han under indflydelse af humanismen. Skønt han af uddannelse var jurist, blev han stærkt teologisk interesseret og levende optaget af Luthers lære, så da forfølgelser brød ud, flygtede han. I 1535 kom han til Basel, hvor han fik førsteudgaven af sit hovedværk, "Institutio Christianae religionis", den kristne

troslære, udgivet. Resten af livet arbejdede Calvin på sin Institutio, som han oversatte til fransk. Dermed fik han nogenlunde den samme indflydelse på det franske sprog som Luthers bibeloversættelse i Tyskland. Han føjede stadig mere stof til uden at ændre stort i førsteudgavens teologiske udsagn, så i den sidste udgave fra 1559 finder man et helt livs teologi.

Rent tilfældigt kom han til Genève, hvor kollegaen Guillaume Farel opsøgte ham og opfordrede ham til at blive og arbejde for Reformationen dér. Egentlig havde Calvin forestillet sig et liv som teolog og skribent, men Farel insisterede, og Calvin blev. Bortset fra et kort ophold i Strasbourg på to lykkelige år, blev han i Genève til sin død den 27. maj 1564.

Hans opgave var at opbygge en kirke. Genève var allerede gået over til Reformationen, førend han kom, men enhver selvstændig by havde dengang "sin" reformator, som prægede byens kirkelige liv. Da der i moderne tid er opstået mange rygter om Calvins "diktatur", må man gøre opmærksom på, at han var ansat af byrådet, som når som helst kunne fyre ham. Han fik ikke selv borgerret før 1559, indtil da var han flygtning. I kirkens menighedsråd (konsistoriet) sad mange byrådsmedlemmer, så Calvin var på ingen måde enerådende, men selvfølgelig havde han stor indflydelse.

I 1540'erne, da han begyndte sit virke i Genève, lå den reformatoriske teologi temmelig fast. På den anden side var der stadig muligheder for at skabe kirkeordninger, for at organisere og strukturere, og dette blev Calvins væsentligste opgave, som han løste ved at tage urkirken til forbillede. Hver menighed var en komplet kirke, som blev ledet af præster, lærere, ældste og diakoner. De to sidste grupper bestod af lægfolk. De ældste dannede sammen med præsten et menighedsråd. Diakonerne tog sig af de fattige, syge og gamle i menigheden, og lærerne underviste i skolen.

Hver menighed var som sagt selvstændig, men grupper af menigheder sluttede sig sammen i synoder, og lokale synoder blev repræsenteret på provins- og landsplan. Dermed var der sørget for sammenhold og gensidig støtte. Samtidigt blev hele kirken ledet udpræget demokratisk uden nogen form for hierarki. Kirken har kun ét overhoved, og det er Kristus. Dette synspunkt viste sig særdeles hjælpsomt, da Karl Barth i 1934 arbejdede med på Barmer-bekendelsen og dermed leverede det teologiske grundlag for den bekendende kirke i Tyskland under Hitler - som altså ikke var kirkens herre!

Da en god præsteuddannelse lå Calvin stærkt på sinde, fik han i sine sidste år oprettet en latinskole og et universitet i Genève. Derfra blev der sendt præster ud til en række europæiske lande.

Calvin ønskede et godt forhold til såvel de andre menigheder i Schweiz som til dem i Tyskland. Dette førte ham ud i stridigheder omkring nadveren, som desværre gjorde netop det samarbejde, han ønskede sig, umuligt. Han prøvede nemlig at formidle, og det kan gå helt galt.

Han havde hele sit liv taget afstand fra Zwinglis lære om nadveren som et rent mindemåltid. Han delte med Luther overbevisningen om Kristi tilstedeværelse i nadverhandlingen, men i stedet for som Luther - for ikke at tale om den katolske kirke - at forbinde Kristi nærvær med brødet og vinen, forbandt han det med Kristi tilsagn i indstiftelsesordene. I sit ord er Kristus virkeligt til stede under nadveren. Med denne lære kunne han vinde Bullinger, Zwinglis efterfølger i Zürich, for et samarbejde, som blev formaliseret under navnet Consensus Tigurinus. Luther reagerede derimod afvisende på ethvert forslag, som kom fra Schweiz, og han var jo også en gammel mand på det tidspunkt. De ortodokse lutherske teologer tog handsken op efter ham, og navnlig en pastor Westphal fra Hamburg udfægtede med Calvin den såkaldte anden nadverstrid.

Det var Westphal, som først prægede ordet calvinisme. Det var også på grund af denne strid, at de lutherske kirker "brød" med de reformerte, hvad der overhovedet ikke havde været Calvins mening. I dag har de reformatoriske kirker fundet sammen i Leuenbergkonkordien fra 1973 og har igen nadverfællesskab. Folkekirken tiltrådte dette fællesskab i 2001.

Hvad Calvin helst ville undgå, var tilbedelsen af nadverelementerne, ligesom han var imod tilbedelse af relikvier og billeder i kirken. Han formanede til at tage det andet bud alvorligt. Allerede Zwingli havde forkastet billeddyrkelsen, og mange steder fandt billedstorme sted, hvor kirkerne blev ryddet for kunstværker. Man kan naturligvis betragte det som den rene vandalisme, og Luther tillod da også billeder i kirken, forudsat at de ikke blev tilbedt. Men billedforbuddet havde også en anden side, nemlig en opblomstring af den profane kunst, ikke mindst i Holland.

Calvin er i eftertiden blevet kendt for den dobbelte prædestinationslære og som ophavsmand til kapitalismen. Disse to temaer hænger sammen, da sociologen Max Weber mente, at prædestinationslæren fremmede kapitalismens ånd.

Calvin havde overtaget prædestinationslæren fra Augustin og Luther, som atter havde den fra Romerbrevet. Retfærdiggørelse af tro og Guds forsyn var grundlæggende for Calvins teologi. Da tro er en gave fra Gud uden nogen menneskelig fortjeneste, følger det, at nogle mennesker får troen skænket, og andre ikke. Vægten ligger her på, at det er Gud, der handler. Denne lære var hverken for Calvin eller for Luther af væsentlig betydning. Prædestinationslæren findes ganske vist hos Calvin, men blev først vigtig i årene efter hans død. De reformerte, som blev forfulgt rundt-om i Europa, havde brug for at føle sig som de udvalgte, hvad enten de gik i døden for deres tro eller måtte flygte. Derfor blev prædestinationslæren for dem så vigtig. Den gav dem netop den kraft og sikkerhed, de havde så hårdt brug for.

Når Max Weber derfor hævder, at netop usikkerheden om udvælgelsen og dermed om frelsen var en væsentlig drivkraft for calvinister til at tjene penge og førte til den europæiske kapitalismes opståen, har han misforstået noget. I det hele taget kan man på nettet læse megen moderne kritik af Webers tese, mest dog af ikke-teologer.

Snarere end at have begunstiget kapitalismens opståen, ser mange den reformerte kirke som arnestedet for tolerance og demokrati i Holland og den angelsaksiske verden. Dette har heller ikke noget med Calvins person at gøre, men er snarere en følge af lægfolks selvstændighed.

I vore tider følger den reformerte kirke teologisk set snarere Karl Barth end Calvin, da moderne spørgsmål ikke altid lader sig besvare med 1600-tallets problemstillinger. Men stadigvæk er den reformerte kirke altid en presbyterial-synodal organisation med Bibelen som rettesnor: Kirken er reformeret (gendannet, red.) ifølge Guds ord. Takket være sin struktur kan kirken fungere som nationalkirke såvel som mindretalskirke. Dette giver den en stor smidighed. Den lægger vægt på veluddannede præster - ikke så få store universiteter er grundlagt, fordi de reformerte brugte præster - men der er altid et stærkt lægt engagement i kirken. For disse strukturer takker kirken Calvin.

Merete Nielsen er kirkehistoriker