Prøv avisen

Calvin og de danske lutheranere - dengang

- Vi ved ikke, hvad Christian III har sagt til den omfavnelse fra Calvin. Der er ikke bevaret noget svar. Det er underligt, for på denne tid var det formentlig for længst gået op for kongen og hans rådgivere, at Calvin ikke hørte hjemme i det lutherske selskab, skriver dr.theol. og tidligere professor i kirkehistorie Martin Schwarz Lausten. - Foto: STR Denmark

Reformatoren Jean Calvin forsøgte at komme på god fod med Christian III, men kongens utilfredshed med Calvin og hans afvigelse fra den lutherske forståelse af nadveren blev tværtimod stadig mere højlydt

"Calvin er sværmer og hører hjemme i de forføreriske sekter." Det var den danske reformationskonge Christian III's uforbeholdne mening om den protestantiske reformator Jean Calvin sidst i 1550'erne. Calvin fylder i dag 500 år og fejres mange steder i verden med højtideligheder, kongresser, bogudgivelser og udstillinger. Nogle opfatter ham som en skarpsindig teolog, kirkefader for den reformerte kirke, moralens vogter og det kirkelige demokratis ophavsmand. Andre betragter ham som en arrogant, humørforladt, magtsyg person, hvis ideal var den kristne stat med religionspoliti, moralisme og streng disciplin - en despot, som ikke tålte modsigelser. Han fik lægen Michael Servet brændt levende, fordi han afviste treenighedslæren - men alle er enige om hans indædte kamp mod det romerskkatolske.

Foruden Martin Luther blev Calvin dengang protestantismens mest fremtrædende og indflydelsesrige person, og til at begynde med ærede de hinanden, men da Calvin snart fremførte egne tanker om blandt andet nadveren, forudbestemmelsen og kirke-stat-forholdet, blev kløften dyb mellem dem.

Calvin var en kontroversiel person i samtiden, ligesom han har været det i historiens løb. Alt dette skal ikke behandles her, hvor opmærksomheden skal rettes mod forholdet mellem det lutherske Danmark og Calvin i reformationstiden. Det indeholder nogle overraskelser.

I kredsen omkring kong Christian III var hofprædikanterne blandt de mest indflydelsesrige, for teologerne kunne vejlede kongen i både religiøse og rent samfundsmæssige forhold, politiske og sociale. Teologien blev betragtet som samfundsrelevant i allerhøjeste grad. Dertil kom, at Christian III personligt var et dybt alvorligt troende og fromt menneske. Han læste dagligt i Bibelen og teologiske bøger, som han blandt andet modtog fra sine "pennevenner" i Wittenberg, Luther, Melanchthon, Bugenhagen og andre. Han holdt dagligt andagter og drøftede gerne teologiske emner med hofprædikanterne. En af dem, Poul von Nimwegen, var sidst i 1540'erne så begejstret for Calvins kommentar til Hebræerbrevet, at han sendte den til en bekendt i København og bad ham sørge for, at den blev indbundet i læder.

Men endnu mere forbløffende er det, at Calvin optog kontakt med den danske reformationskonge Christian III. I 1552 tilegnede han ham sin store kommentar til Apostlenes Gerninger. Tidspunktet er vigtigt, for på den tid havde Calvin for længst vist, at han ikke var enig med Luther i dennes forståelse af nadveren, og tilegnelsen til kongen var ikke blot et par linjer foran i bogen. Det var derimod en fortale på omregnet næsten otte tryksider - skrevet på latin, så hele den lærde, europæiske verden kunne læse det.

I den kommer flere af Calvins karakteristiske synspunkter til orde. Han roser her stærkt Christian III, som personligt og i sit styre retter sig efter Guds røst. I modsætning til en sådan lydighed lever de mange, som blot er optaget af verden, fjernt fra Gud. De jager efter nye oplevelser, ønsker ubændig frihed, nogle lever i frygt, andre i desperation og vrede. Der har næppe været en tid, hvor det var mere nødvendigt at vågne op og leve i hellig lydighed. Men når Kristi rige forkyndes, samler han sig en kirke af de frommes fællesskab, og dette ser man fremstillet i Apostlenes Gerninger. Kristus er den eneste mellemmand mellem Gud og os, og han kræver lydighed, så han kan fuldkommengøre os i vort liv. Dette fører Calvin frem til en ualmindelig hård polemik mod paven og hans biskopper. De tror, at paven er den rette mellemmand, men de har udslukt Kristi evangelium, som er den sande kirkes sjæl. Det koncilium i Trient, som netop var begyndt at arbejde, bliver fremstillet, som om det er en hellig og sand kristen forsamling, men det er det rene hykleri. Calvin taler om Antikrist i Rom, om konciliet som Satans bordel, en svinestald, som man skal bekæmpe, og her har han tillid til den danske konge, og han udtrykker håbet om, at Gud vil styrke og bevare den trone, som han har overdraget kongen.

Vi ved ikke, hvad Christian III har sagt til den omfavnelse fra Calvin. Der er ikke bevaret noget svar. Det er ikke underligt, for på denne tid var det formentlig for længst gået op for kongen og hans rådgivere, at Calvin ikke hørte hjemme i det lutherske selskab. Det havde Calvin selv gjort opmærksom på, og det hang netop sammen med en anden bemærkelsesværdig begivenhed i Danmark: En protestantisk menighed var flygtet fra England under Maria den Blodiges forfølgelser og var ankommet til Danmark, hvor de blev udvist, fordi de ikke ville anerkende den danske opfattelse af nadveren. De var nemlig calvinske. Under den efterfølgende, store litterære debat forsvarede Calvin og andre flygtningemenighedens opfattelse og anklagede den danske konge og hans teologer for deres hårdhed. På samme tid fik den ovennævnte hofprædikant brev fra Wittenberg om, at man der nu også var begyndt at blive temmelig urolig over Calvins lære om forudbestemmelsen. Men forbløffende nok prøvede Calvin endnu en gang at gøre et positivt indtryk på det danske kongehus, idet han nu (1554) tilegnede anden del af Apostlenes Gerninger til Christian III's søn, Frederik, den senere Frederik II. Han roste der Christian III, som efter borgerkrigen havde bragt fred til Danmark, levet personligt fromt og styret landet med klogskab og omhu. Frederik skulle til den tid styre på samme måde. Den kristne kirke, som man kunne læse om i Apostlenes Gerninger, var nu genopstået og betroet kongen og hans søn af Gud, og Calvin ønskede, at Gud ville lade dem styre ved Helligåndens styrke til stor velsignelse.

Alt dette lod Christian III sig ikke imponere af. Tværtimod blev hans utilfredshed med Calvin og vrede over hans afvigelse fra den lutherske forståelse af nadveren stadig mere højlydt, for i hans øjne var det frygteligt, at protestanter kunne finde på at afvige det mindste fra Luthers opfattelse af nadveren. Da en luthersk prædikant i Bremen netop i midten af 1550'erne begyndte på dette, kaldte kongen ham rask væk calvinsk sværmer og forlangte, at bystyret afskedigede ham.

Angst for at lignende tanker skulle brede sig til Danmark fik kongen nu nedskrevet en særlig formular, hvor både den lutherske samt alle de forkerte nadveropfattelser blev nedfældet. Den skulle mænd i de vigtigste embeder i kirke og universitet underskrive. Helt galt blev det, da kongen kort før sin død blev klar over, at selv Philipp Melanchthon begyndte at afvige fra Luthers opfattelse og på en måde nærme sig Calvin. I breve tryglede kongen ham om at vende tilbage til den opfattelse, som både Luther og han tidligere havde fremført. Men selvom kongen tilmed forklarede berømtheden, hvordan den rette nadverforståelse skulle udtrykkes, fik han ikke sit ønske opfyldt.

Opgøret om nadveren formørkede kongens sidste levetid. I de følgende 20-30 år rasede de calvinsk-lutherske stridigheder om nadveren i Sachsen og andre tyske områder. Teologer blev dér afsat, fængslet, tortureret og omkom. Et ekko fik vi i Danmark, da den teologiske professor Niels Hemmingsen - i samtiden en europæisk berømthed - blev afsat fra universitetet, fordi man mente at have grebet ham i en calvinsk nadveropfattelse. Calvin var blevet et protestantisk kætternavn også i Danmark. Dygtige teologer kunne dog godt indse, at han var en fremragende forfatter af blandt andet bibelfortolkninger og katekismer. Et manuskript, som selveste Hans Tausen skrev om kirketugt og bandlysning (1557) har vist sig at indeholde mange sætninger og passager fra Calvins "Undervisning i den kristne religion" (Institutio). Det valgte Hans Tausen, klogt nok, at lade være med at oplyse.

Martin Schwarz Lausten er dr.theol., tidligere professor i kirkehistorie og forfatter til en lang række kirkehistoriske bøger