Cambridge viser vejen: Vi bør også lave et værn mod ”cancel culture” i Danmark

For nylig slog Cambridge Universitet fast, at studerende og ansatte skal tolerere ”ubehagelige, uvelkomne og modbydelige” ytringer. Afgørelsen er et værn mod ”cancel culture” og ”deplatforming” og burde vise vejen for de højere læreanstalter i Danmark

Universitetsinstitutionerne må ikke lukke sig om sig selv – må ikke tie dissidenter til anonyme udtalelser, som vi har set det med Kunstakademiet. Lad Cambridge Universitets beslutning være en inspiration for den videre forvaltning af vores højeste læreanstalter i Danmark, skriver Joachim Wiewiura, ph.d. i politisk filosofi.
Universitetsinstitutionerne må ikke lukke sig om sig selv – må ikke tie dissidenter til anonyme udtalelser, som vi har set det med Kunstakademiet. Lad Cambridge Universitets beslutning være en inspiration for den videre forvaltning af vores højeste læreanstalter i Danmark, skriver Joachim Wiewiura, ph.d. i politisk filosofi. Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix.

I modsætning til vores danske universiteters direktionsgange er Cambridge Universitet groft sagt styret af sine fastansatte akademikere i konsistoriet, det øverste ledelsesorgan, der ved demokratisk afstemning afgør universitetets politik.

Her fremsatte lektor i filosofi Arif Ahmed sammen med kolleger tre ændringsforslag til universitetets officielle ”Erklæring om Ytringsfrihed”. Erklæringen hævdede, at enhver skulle respektere andres synspunkter og identiteter, men som forslagsunderskriverne påpeger:

”Det burde ikke blive forventet af os at respektere alle meninger og identiteter, som er tilladt ved lov, for eksempel åbenlyst falske synspunkter angående vaccination eller klimaforandringer. Men vi burde gøre det muligt for dem at eksistere. Det er netop det, ’tolerance’ betyder.” De tre ændringsforslag blev vedtaget med henholdsvis 86,9 procent, 80,0 procent og 77,8 procent af stemmerne og udskifter den hidtidige fordring om respekt med et princip om tolerance.

Når erklæringen tidligere prioriterede respekt frem for tolerance, betød det, at man som individ eller gruppe i den kunne søge belæg for indskrænkningen, censureringen eller blokeringen af tale(re), der opfattedes som krænkende. De vedtagne ændringer til fordel for tolerance i stedet for respekt, derimod, har som følge, at krænkende synspunkter skal tåles af tilhørerne. Som erklæringen nu slår fast: ”De ansatte og studerendes ret til at forsamle sig og til at protestere mod bestemte synspunkter skulle ikke hindre andres mulighed for at gøre brug af deres retmæssige ytringsfrihed.”

Dette går direkte imod den aktivisme-form, kaldet ”deplatforming”, som især nogle dele af venstrefløjens identitetspolitiske strømninger gør brug af: Man møder op ved demonstrativt at overdøve den inviterede talers oplæg, fordi man er uenig i dennes synspunkter.

”Ytringsfrihed er en rettighed, der er placeret i universitetets hjerte,” udtalte rektor Stephen J. Toope i forbindelse med afstemningens udfald.

”Erklæringen er et robust forsvar for denne rettighed. Universitetet vil altid være et sted, hvor enhver kan udtrykke nye idéer og kontroversielle og upopulære meninger, og hvor sådanne synspunkter kan blive udfordret på det stærkeste. Erklæringen gør det tydeligt, at det er uacceptabelt at censurere eller at trække invitationer tilbage fra talere, hvis synspunkter er lovlige, men kan blive opfattet som kontroversielle.”

Det er interessant, om det kommer til at have konsekvenser. For, som The Guardian sidste år berettede, fik Cambridge Universitets studenterforening samt ansatte med henvisning til universitetets værdier held med at få annulleret et to-måneders forskningsophold af den verdenskendte psykologiprofessor Jordan Peterson, der har været stærkt kritisk over for identitetspolitik og politisk korrekte strømninger.

Respekt er en agtelse, et blik af værdighed, der frivilligt og mest af alt skænkes med oprigtighedens faste hånd. At blive aftvunget at udvise respekt for en autoritet, man ikke tror på eller støtter sig til, tilsiger en forløjet og underkuet skyggetilværelse. Værst af alt er løgnens stenhårde maske.

Omvendt er tolerancen kun mulig, hvor uenighedens trodsige pulsslag kan mærkes uden at fare i flint med voldens repressalier. Man kan kun tale om at tolerere et synspunkt, hvis det er anderledes fra ens eget.

Derfor medfører tolerance altid en forkastelse af en holdning, der i stedet for at blive undertrykt omfavnes som et sameksisterende, men måske ikke ligeværdigt eller respektindgydende synspunkt.

I yderste konsekvens skal tolerance og respekt begge have veldefinerede endog ret forskellige grænser for at undgå problemer. Et princip om tolerance må beskrive, hvornår en handling eller ytring er så modbydelig, at den ikke længere kan tolereres, og ofte sættes grænsen ved voldshandlinger eller det lovmæssigt tilladte. Tolerance har derfor en skillelinje, der markerer, om en handling lægger sig på den anden side af denne linje og kan forbydes.

Et princip om respekt går i den modsatte retning: Det har et tyngdepunkt af bestemte værdier eller verdenssyn, der må æres eller overholdes, og definerer kriterier for billigelse og misbilligelse.

Udfordringen er at bedømme omfanget af respektens kerne, for jo mindre rummelig den er, jo mere autoritativt forvalter den andres virksomhed. Fordringen om respekt er en kold og knugende hånd om kritikkens utilpassede ildsjæle.

I 1598 udstedte Frankrigs konge Henrik 4. Nantes-ediktet, der kundgjorde Huguenotternes ret til at udøve deres protestantiske religion i bestemte byer inden for det katolske lands grænser. Ediktet blev ophævet i 1685, men står som et tidligt instrument for statslig indstiftelse af religiøs tolerance.

I anden halvdel af 1600-tallet formuleres der mere systematiske argumenter for tolerancens politik af blandt andre Baruch de Spinoza, John Locke og Pierre Bayle.

Sidstnævnte mente, at intolerance giver anledningen til, at fraktioner bekriger hinanden for at få hinanden til at vise respekt, hvorimod tolerance giver et mindre fjendsk meningsklima, fordi alle anerkender hinandens ret til at ytre sig – men også dermed sin egen ret til at gå hårdhændet i clinch med de synspunkter, man finder kritisable. Tolerancen er rapkæftet. Respekten tier.

På den måde fordrer tolerance, at man møder andres synspunkter med den generøse mulighed for at engagere sig. Respektpolitikken er derimod uskyldens krav om underkastelse, der fortolker afvigende synspunkter som lammende stød på et allerede blåt mærke.

Universitetet som institution indstifter retten til at træde op mod etablerede idealer og begreber om verden, samfundet og individet. Universitetet er ikke bare stedet for provokerende brud med førhen hæderkronede opfattelser internt i forskningen. Det er også stedet, hvor pensum er spækket med modeller og tankefigurer, der leder de studerende hen i et grænseland af tvivl.

Universitetets frihed lever af den hellige ustabilitet, som de virksomme undersøgelsers konfrontation med den af menneskene afgjorte sandhed bringer med sig.

Denne ustabilitet er respektløs – den kaster den første sten, spørger mere end den kan bevise, og er derved uretfærdig i sin naturlige tilbøjelighed til at ødelægge andres fællessang.

Universitetet støtter det ustabile, og det kræver en generøs kultur, at man tager fremførte synspunkter seriøst ved at finde både fejl og muligheder.

Universitetsinstitutionerne må ikke lukke sig om sig selv – må ikke tie dissidenter til anonyme udtalelser, som vi har set det med Kunstakademiet. Lad Cambridge Universitets beslutning være en inspiration for den videre forvaltning af vores højeste læreanstalter i Danmark.