Prøv avisen
Kronik

Carl Nielsens livskrise førte til kirkemusik

Carl Nielsen (1865-1931). Her ses den fynske komponist i et udateret foto. - Foto: Scanpix

Den kendte komponist Carl Nielsen, som blev født for 150 år siden, har skrevet melodier til en håndfuld afholdte salmer, men ellers kan kun få af Carl Nielsens værker relateres til kirkemusik. Tilsyneladende skete der det for Carl Nielsen, at han midt i sin største livskrise fandt en form for sjælefred i arbejdet med salmemelodier

I år fejrer vi Carl Nielsen, en af de største danske komponister gennem tiderne, som blev født for 150 år siden. Han er i dag kendt for blandt andet sine symfonier og anden orkestermusik, og herhjemme er han særligt elsket for sine mange sange. Musik komponeret til kirken leder man til gengæld omtrent forgæves efter. Hvordan stemmer det nu overens med den håndfuld dejlige salmemelodier, vi kender?

Indledningsvis må begrebet kirkemusik afklares. Hertil hører værker skrevet til liturgisk brug som messer og kantater med videre, og siden Reformationen også salmer.

Andre musikværker er oprindeligt verdslige, men har efterfølgende fundet anvendelse i kirken. Dette fænomen kendes fra gammel tid og er udbredt i dag, for eksempel Kim Larsens ”Om lidt bli'r her stille”, som jeg af og til spiller til bisættelser.

Den tredje gruppe er musik med åndeligt, religiøst indhold, som ikke i første omgang er komponeret til kirkelig, liturgisk brug, men som efterfølgende alligevel har vundet indpas i kirken. For eksempel var Ingemanns morgensange oprindeligt ikke tænkt som salmer.

Kun få af Carl Nielsens værker kan relateres til kirkemusik. Klarest fremstår de godt 50 salmemelodier, som dog ikke i første omgang er komponeret ud fra et ønske om at skrive salmer til gudstjenestebrug, og hovedparten er i dag ukendte. Uden planer om liturgisk brug skrev han i sine seneste år både latinske motetter og orgelmusik, mens ”Saul og David” (komponeret 1901-1902) trods udgangspunkt i en bibelsk fortælling ikke er musik til kirken, men en opera komponeret til teatret.

Året 1914 blev skelsættende i Carl Nielsens liv. Han indledte et samarbejde med Thomas Laub om fornyelse af den folkelige sangtradition, og kort forinden var han begyndt at skrive salmemelodier.

Som voksen havde Carl Nielsen ikke noget nært forhold til kirken, men samarbejdet med Laub og hans egne nye salmemelodier førte til mange overvejelser. Tilsyneladende skete der det for Carl Nielsen, at han midt i sin største livskrise - arbejdsmæssigt, ægteskabeligt og med en verden uden for Danmark i krig - fandt en form for sjælefred i arbejdet med salmemelodier.

Den 28. februar 1914 skrev han til hustruen: ”Siden du rejste har jeg skrevet tre Salmer, hvoraf de to hører til de allerbedste og den ene er vistnok den smukkeste jeg endnu har komponeret (...), den er saa lige-frem at Du maaske ved at høre den første Gang vil synes, Du har kendt den fra Din spædeste Barndom af (...). Her var saa stille en Aften, da de andre var gaaet i Seng.”

Den omtalte melodi er ”Forunderligt at sige”, komponeret til Grundtvigs gendigtning fra 1837 af Brorsons ”Mit hjerte altid vanker” fra 1731. Den er vel en af de allerskønneste ”nyere” salmemelodier, hvor man fornemmer en fuldendt samhørighed mellem den nye melodi og den ældre, inderlige tekst.

Carl Nielsen har berettet, at alle salmemelodier er komponeret på indtryk fra barndommen - ikke som genskabelse af barndommens salmesang, men at han i erindringen om personer og situationer opfattede en ”musikalsk dimension”, som han senere i livet blev i stand til at omforme til nye salmemelodier.

Han og Laub udvekslede gennem årene mange synspunkter om salmemelodien. Også Laub inddrog barndommen i sine overvejelser, og i 1917 skrev han til Carl Nielsen: ”Grunden til at du, efter min mening, har forfejlet målet, tror jeg kommer af vejen hvoraf du er kommet til opgaven. En salmekomponist må være barn af huset, hvormed jeg ikke tænker på at han har en patenteret tro (...), men han må have levet i menighedssangen (...), jeg synes at ånden ikke er den rette.”

Laubs livsopgave var at forny kirkesangen med musik, som kunne genskabe den ægte fællesskabskristendom. Med sine ”Salmer og aandelige Sange, Halvhundred nye Melodier for Hjem, Kirke og Skole” fra 1919 forholdt Carl Nielsen sig friere, og han skelnede ikke skarpt mellem salmen som udtryk for fællesskab i en menighed og den åndelige sang som udtryk for personlig inderliggørelse. Da Carl Nielsen i 1914 skrev sine salmemelodier - alene, uden for kirken og som en ”personlig musikalsk-tekstlig andagt eller meditation i en svær tid” - var tilskyndelsen trods adskillige opfordringer da også privat. Ved udgivelsen fem år senere havde han overvejet sine bevæggrunde og rettede nu salmerne mod både hjem, kirke og skole.

I slutningen af 1920'erne lod Carl Nielsen sig inspirere af ældre musik. Palestrina-Korets opførelser af renæssancemusik gjorde et stort indtryk på ham, og korets leder, Mogens Wöldike, opfordrede ham til at komponere et korværk. Skønt svækket og syg var Carl Nielsen med på idéen. Han studerede en række 1500-talsværker og valgte tre latinske tekster fra Davids Salmer. Trods ønsket om at være objektiv blev motetterne alligevel ret så Nielsenske. De er ikke lige lette at synge og høres ikke så ofte. Er det så kirkemusik? Motetterne er ikke bestilt eller skrevet til liturgisk brug, sproget er latin, og ja, med et dygtigt kor kan de sagtens indgå som netop motet i en dansk højmesse.

Man har ment, at komponisten med sin motetcyklus ønskede at højne niveauet for den kirkelige koncertmusik, og at der måske hverken lå kirkeligt engagement eller noget religiøst bag.

Carl Nielsens religionsbegreb skiftede gennem livet. Kort før arbejdet med motetterne noterede han i sin dagbog: ”Religionen hæver og frigør Mennesket ligesom Havets Højvande, naar det løfter det strandede Skib.” Denne situation kendte Carl Nielsen så udmærket fra både det professionelle og det private liv.

To dage senere skriver han: ”Det aandelige Liv er ikke født med Arme og Ben, Lemmer og andre Organer; det udvikles kun ved Tænkning, Øvelse Kundskab, Tilegnelse Interesse og Kærlighed til alt hvad vore Forgængere har skabt gennem Bøger og Kunstværker. Hvad ellers?”.

Det åndelige liv var for Carl Nielsen lig med frihed, fordi hans arbejde som kunstner var afhængigt heraf. Han bekendte sig derfor ikke til nogen bestemt kirkelig retning og var slet ikke optaget af samtidens mange og brogede religiøse strømninger.

Alligevel anerkendte Carl Nielsen Bibelens og den kristne læres betydning ikke alene for den europæiske kultur, men også for sin egen personlighedsdannelse. Vi er alle kristne mennesker, skrev han i 1921, men afklaret blev han nok aldrig, for senere skal han have udtalt: ”Jeg afviser tanken om det evige liv og ved ikke, om jeg vil bryde mig om at leve evigt.”

Selvom Carl Nielsens musik meget ofte er ganske polyfon, havde han ikke vist nogen interesse for orglet. Den såkaldte orgelreformbevægelse i 1920'erne skabte en generel fornyet interesse. En opfordring satte ham i gang med at studere de gamle mestre, og hurtigt havde han færdiggjort de 29 præludier. ”Kirkemusik er disse små præludier imidlertid ikke,” skrev Finn Viderø i 1965. ”Man får det indtryk, at disse stykker ikke er skrevet for os, men er blevet til for komponistens egen skyld.” Det enlige storværk for orgel, ”Commotio” fra 1931, er med en længde på 23-25 minutter under alle omstændigheder et værk til koncertbrug.

Carl Nielsens varige bidrag til dansk kirkemusik endte med at blive den håndfuld salmemelodier, som nu er for længst er optaget i menighedssangen: ”Der sad en fisker så tankefuld”, ”Tunge, mørke natteskyer”, ”Min Jesus, lad mit hjerte få” og ikke mindst ”Mit hjerte altid vanker” og ”Påskeblomst! hvad vil du her”. Hvad ville jul og påske være uden de to sidste?

”Min Jesus, lad mit hjerte få” lod Carl Nielsen indgå i sin velkendte blæserkvintet som udgangspunkt for sidste sats' 12 variationer - lyse, lette og liflige og helt uden kirkemusikalsk tilknytning.

Thorkil Mølle er organist ved Nr. Galten og Vissing Kirker samt lektor i musikteori og musikhistorie ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og ved Det Jyske Musikkonservatorium