Prøv avisen

Carl Th. Dreyer er en moderne klassiker

Foto: Ritzau Scanpix/Ulf Nilsen

KRONIK: Carl Th. Dreyer skabte en række filmværker, som bliver ved med at gribe os med en oplevelse af, at der under overfladen skjuler sig uendeligt fascinerende sjælelige dybder

Har den store danske filmskaber Carl Th. Dreyers værker en særlig aktualitet i dag? Copenhagen Film Festival præsenterer i den kommende uge en serie med hans film. Ordrupgaardmuseet nord for København har en særudstilling om det åndelige slægtskab mellem Dreyer og maleren Vilhelm Hammershøi. I England og Frankrig er en række af hans hovedværker i år blevet udgivet på DVD, og to af hans film, "Du skal ære din Hustru" (1925) og "Vredens Dag" (1943), er blevet inkluderet i den ny kulturkanon.

Det er imidlertid svært at svare entydigt på, om der er noget ved Dreyers kunst, som særligt appelerer til os netop nu. Dreyer selv var langtfra nogen entydig kunstnerskikkelse; hans karriere i filmen begyndte før Første Verdenskrig, hvor han skrev sine første manuskripter, og varede næsten til hans død i 1968. Der er sider af Dreyer, der virker slående gammeldags, for eksempel den selvfølgelighed og strenge alvor, hvormed han insisterede på kunstens ideale fordring og tidløse harmoni. Når Dreyers film taler til os i dag, er det nok snarere, fordi de rummer en fortættet intensitet, en kunstnerisk rigdom og konsekvens, som gør, at de altid vil virke vedkommende.

Dreyer, der blev født i 1889, begyndte sin karriere som reporter, blandt andet for Ekstrabladet, hvor han specialiserede sig i uforskammede profiler af tidens kendte ansigter og i opdagelsesrejser og luftfart, som han behandlede med stor alvor. Hans forsøg på selv at blive pilot slog fejl, men han overførte sin begejstring for denne højmoderne teknologi til filmen, som netop i tiden op til Første Verdenskrig var ved at finde sine ben som selvstændig kunstart. Dreyers glæde ved det moderne synes også at gå igen i hans egen personlige smag: Billeder af hans hjem fra 1920'erne og 1930'erne viser et markant præg af funktionalistisk modernisme, stål og rene linjer. Dreyer debuterede som instruktør med "Præsidenten" (1919), et drama om en retspræsident, der skal dømme en ulykkelig barnemorderske, som viser sig at være hans eget barn. Dreyer dramatiserer den psykologiske og moralske konflikt på en måde, som kun meget få filmskabere evnede på det tidspunkt. Over det næste tiår følger så en omskiftelig karriere, hvor hans kompromisløse stejlhed ofte bringer ham i konflikt med de filmselskaber, han arbejder for, og han rejser rundt mellem Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og til sidst Frankrig for at komme til at lave film. Han vinder dog samtidig ry som en stor filmkunstner, et ry som endegyldigt befæstes med mesterværket "Jeanne d'Arcs Lidelse og Død", som har premiere i 1928, og som den dag i dag fremstår som et højdepunkt i filmkunstens historie.

Økonomisk set blev den dog ikke nogen succes, og tonefilmens fremkomst skabte – ligesom for mange andre af stumfilmens banebrydende skikkelser – store vanskeligheder for Dreyer. "Vampyr", optaget i 1930 og udsendt i 1932, var finansieret af en privat mæcen, og derefter skulle der gå 10 år, inden han kom til at lave film igen. Det dystre drama "Vredens Dag" fra hekseforfølgernes tid blev sablet ned af anmelderne ved premieren, men da den blev vist internationalt efter krigen vakte den beundring. "Jeanne d'Arc" blev genudsendt i Frankrig i 1952 og samme år udvalgt som en af alle tiders 10 bedste film i en international afstemning, og da Kaj Munk-filmatiseringen "Ordet" vandt den store pris på Venedig-filmfestivalen i 1955, var Dreyers renommé for alvor genrejst. Han kom dog kun til at lave én film mere, kærlighedstragedien "Gertrud" fra 1964. Det store Jesus-film-projekt, som han arbejdede på i årtier, blev aldrig realiseret.

Dreyer er ofte blevet beskrevet som en religiøs filmskaber, og det er da også rigtigt, at flere af hans film har historier, hvor tro spiller en afgørende rolle for hovedpersonerne: det gælder den tidlige "Blade af Satans Bog" (1920), "Jeanne d'Arc", "Vredens Dag", "Ordet", og selvfølgelig den urealiserede Jesus-film. Men der er to vigtige forbehold, som man skal gøre sig klart. For det første er der en række af Dreyers film, som ikke rummer noget som helst udtalt religiøst indhold: Herman Bang-filmatiseringen "Mikaël" (1924), "Du skal ære din Hustru", og helt centrale værker som "Vampyr" og "Gertrud". For det andet kan der ikke være tvivl om, at Dreyer meget klart så, hvordan religiøse dogmer kan fremavle intolerance, had og grusomhed, og at det lå ham meget på sinde at bekæmpe denne type religiøs intolerance.

Allerede i 1922 laver Dreyer i Tyskland filmen "Elsker hverandre", en stadig chokerende grum skildring af en jødepogrom i zartidens Rusland. Såvel "Jeanne d'Arc" som "Vredens Dag" handler om, hvorledes unge kvinder uden egentlig skyld bliver dømt til døden på bålet af religiøse mørkemænd. Disse præster bliver hverken i den ene eller den anden film fremstillet som ondskabsfulde eller sadistiske; de handler heller ikke, i hvert fald ikke alene, for egen vindings skyld. De vil det gode, og det er deres hårdhjertede og dogmatiske tro, der overbeviser dem om, at deres uhyrlige gerninger er retfærdige og gudvelbehagelige.

I "Vredens Dag" skildrer Dreyer et samfund, som er så gennemtrængt af undertrykkende religiøsitet, at selv de, der som hovedpersonen Anne føler en sund og naturlig frihedslængsel, ikke kan opfatte den som andet end Djævelens værk, så hun selv ender med at tro på, at hun fortjener bålet. I sine udtalelser om Jesus-filmen understreger Dreyer gang på gang, at hans vigtigste mål er at modbevise myten om, at jøderne myrdede Jesus, en forestilling, som Dreyer mente havde haft forfærdende konsekvenser op gennem historien. I en aviskronik fra 1959, "Antisemitismens rødder" (Politiken, 31. oktober 1959), trækker Dreyer endda en ret lige linje fra Auschwitz-kommandenten Rudolf Höss bagud til apostlen Paulus.

Når idéen om Dreyer som religiøs filmskaber alligevel har vundet frem, skyldes det selvfølgelig dels "Ordet", der har troen og miraklet som sine centrale temaer, men også Dreyers måde at lave film på. Her skal man passe på ikke at generalisere; Dreyer understregede selv, at hans film var stilistisk meget forskellige, og der er stor forskel på det opskruede klippetempo i "Jeanne d'Arc", der rummer over 1500 klip, og det dvælende, langsomt kørende kamera i "Gertrud", hvor der kun er 89 klip, og enkelte indstillinger er næsten 10 minutter lange. Alligevel er der det fællestræk, at de stilistiske valg altid er gennemført med den yderste konsekvens. Det er også tydeligt, at Dreyer hadede opstyltethed og foretrak et klassisk, renfærdigt, næsten asketisk udtryk, hvor alt uvæsentligt var renset bort. Denne renselse og forenkling betyder, at selv små skift og detaljer påkalder sig opmærksomheden; Dreyer skrev selv, at filmen skulle være "hjemsted for de næsten upaaviselige nuancer, de fine antydninger og de talende pauser." Hver eneste detalje får på den måde vægt og betydning. Det er imidlertid sjældent sådan, at meningen er klar eller indlysende; og så bliver det i stedet tilskueren, der lægger betydning ind i antydningerne – ind i det, der netop ikke bliver sagt eller vist i billederne. Nogle af dem, der har skrevet om Dreyer, har fundet et religiøst budskab i det uudsagte, mens andre har tolket Dreyers film som udsagn om lidelsen eller om den jordiske kærlighed.

Jeg mener ikke, at der er fornuft i at prøve at udpege nogen af disse overordnede fortolkninger som den eneste rigtige. Tilsvarende med Vilhelm Hammershøi, som man godt kan se som Dreyers åndsbeslægtede: han søgte også i sin kunst et renset, næsten abstrakt udtryk – her kan man heller ikke svare endegyldigt på, om det er Guds ånd eller døde sjæle eller blot støvkorn, der fylder hans tomme stuer. Med stor kunstneriske konsekvens og ud fra et klassiske ideal om renhed og enkelhed skabte Dreyer en række værker, som bliver ved med at gribe os, ikke med ydre dramatik, men med en oplevelse af, at der under overfladen skjuler sig uendeligt fascinerende sjælelige dybder.

Casper Tybjerg er lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet og medarrangør af udstillingen "Hammershøi – Dreyer: Billedmagi" på Ordrupgaard Kunstmuseum

Filmskolen, Theodor Christensens Plads 1, Holmen, arrangerer seminar om Carl Th. Dreyer den 25. september 10-13.

Læs kronikken på mandag:

"De nye kirkelige netværk fungerer som bolværk" af Hans Vium Mikkelsen er ph.d. og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster