I en skunk fandt man i 2007 to mumificerede ligrester. En hånd og et hoved. Skunken befandt sig over den tidligere lægeafdeling på den gamle centralinstitution Rødbygård. Angiveligt havde forholdene i skunken været sådan, at ligresterne ikke var rådnet, men i stedet var mumificerede. Hvor længe lig- resterne havde ligget der, ved man kun på Retsmedicinsk Institut. Min teori er, at de har ligget der i over 30 år, og at der er tale om resterne af udviklingshæmmede eller åndssvage, som man kaldte dem førhen. Efter døden har lokale læger fra institutionen gennemført en obduktion, og ligresterne er lagt på loftet og glemt.
Det makabre fund af ligresterne vidner om den totale mangel på respekt selv ind i døden, som de udviklingshæmmede er blevet behandlet med langt ind i 1970?erne. Gemt væk på store centralinstitutioner langt væk fra, hvor andre mennesker boede og færdedes. Retsløse og helt underlagt tilfældige beslutninger om deres liv. De levede i "de gemtes verden".
"De gemtes verden" var et liv på en af afdelingerne på en centralinstitution. Nogle af de største centralinstitutioner havde op til 800 udviklingshæmmede beboere. Mange afdelinger var aflåst og med sovesale til 20-25 personer og store fællesrum, hvor personalet kunne have et nemt overblik med alle. Støjen fra skrig og råb og lugten kunne være forfærdelig.
Man opdelte de udviklingshæmmede i to grupper. Der var de arbejdsføre, der kunne arbejde i gartneri eller landbrug eller deltage i andre serviceopgaver. De, der ikke betragtedes som arbejdsføre, var de svagest fungerende eller dem, som havde allermest brug for hjælp. De levede en kummerlig tilværelse uden aktivitet, undervisning eller beskæftigelse. Rigtig mange var fikserede med bælter eller muffetrøje, fordi de reagerede ved at gøre skade på sig selv eller andre - netop fordi de ikke blev aktiveret.
Kosten var på nogle afdelinger et rædselskapitel for sig. Rugbrødsmadder med ost, spegepølse og leverpostej blev skåret i skiver og smidt i varm kærnemælkssuppe eller overøst med kaffe. Affodringen skulle gå hurtigt, så hvorfor bruge tid på at vente på, at den udviklingshæmmede skulle tygge maden?
Brugen af beroligende medicin var udbredt og ofte i voldsomme doser. Der var udviklingshæmmede, der på baggrund af en enkelt episode fik beroligende medicin i årevis, uden at det var nødvendigt.
De forældre, der afleverede deres barn til en centralinstitution, fik ofte besked af overlægen på, at de skulle glemme deres barn og gå hjem og få et normalt barn. Var datter eller søn på en af de afdelinger, der havde de værste forhold, blev forældrene aldrig lukket indenfor. De blev ved besøg henvist til besøgsstuen, hvor de kunne være med deres datter eller søn, der i dagens anledning blev iklædt det pæneste søndagstøj. Man gjorde sig skam umage med at bedrage.
Brugen af eller måske rettere eksperimenteren med "det hvide snit" forekom også på institutionerne. I en periode over 30 år blev indgrebet i hjernen foretaget over for cirka 4500 personer i Danmark, og heraf var over 300 udviklingshæmmede - og mange af dem var børn, nogle helt ned til fem år. Brugen af det "hvide snit" fortsatte også, selvom det i langt de fleste tilfælde gjorde de udviklingshæmmede apatiske og inaktive.
Centralinstitutionerne var stærkt hierarkisk opbyggede med overlægen som toppen af kransekagen. Overlægen var i virkelighedens verden både lovgivende, udøvende og dømmende magt på institutionen, og det var både i forhold til de udviklingshæmmede beboere og i forhold til personalet. Det var overlægen, der bestemte, om en udviklingshæmmet skulle fikseres, have sin dosis af beroligende medicin sat op, eller om den udviklingshæmmede kunne udskrives fra åndssvageforsorgen (hvilket sjældent skete). Som ansat kunne skulle man ikke rykke ved normer eller holdninger. Der var kort vej til en fyring.
Et helt grotesk eksempel på overlægens uindskrænkede magt var på centralinstitutionen Hald Ege, hvor der uden for lægekontoret hang et skilt med teksten: "Der skal være ro i tidsrummet 13-15. Overlægen hviler".
Livet for de udviklingshæmmede på centralinstitutionerne var for mange en lang række af overgreb og nedværdigende og umenneskelig behandling .
I 1934 fik K.K. Steincke (S) indført en åndssvagelov, der gav adgang til at sterilisere kvinder under åndssvageforsorg, og også kastrationer af mænd blev tilladt. Loven var stærkt inspireret af racehygiejniske strømninger i nogle amerikanske stater. De racehygiejniske idéer kom senere for alvor med fascismens indtog i Tyskland. Her gik Hitler ret systematisk til værks og gassede de udviklingshæmmede, der befandt sig på institutioner i Tyskland.
Steinckes åndssvagelov byggede på en frygt for, at udviklingshæmmede ville formere sig, og nogle gik så langt, at de mente, der var en fare for, at hele Danmark til sidst ville være befolket af udviklingshæmmede. Man antager, at omkring 11.000 danskere, heraf mange udviklingshæmmede kvinder, blev steriliseret efter lovens vedtagelse. Et ukendt antal mænd blev kastreret.
I 1959 fik vi åndssvageloven, der byggede på ligeværdighed og det såkaldte normaliseringsprincip. Lidt forenklet betød det, at også udviklingshæmmede skulle have normale levevilkår - normale rettigheder.
Den nye lov betød, at der kom gang i byggeri af boliger, at der blev bygget skoler og værksteder.
Der gik rigtig lang tid, før den nye lov for alvor fik betydning for dem, der boede på centralinstitutionerne. Den daværende forsorgschef, N.E. Bank Mikkelsen, der var fader til normaliseringsprincippet, kæmpede en indædt kamp med centralinstitutionernes overlæger, der absolut ikke var begejstret for de nye strømninger. Det danske folketing sad tilbagelænet og prioriterede ikke i væsentlig grad de udviklingshæmmede, der boede på disse store anstalter.
I 1970'erne begyndte den nye uddannelse til omsorgsassistent, der udsprang af den nye lov, langsomt at have sin virkning. Menneskesynet ændredes gradvist, og der blev sat fokus på en pædagogisk udviklende indsats. Det var en hård kamp, for de gamle holdninger befandt sig som spøgelser i alle kroge af de gamle centralinstitutioner. Det var først helt op i begyndelsen af 1980'erne, at forholdene blev mere tålelige for de udviklingshæmmede, der havde ophold på centralinstitutionerne .
De udviklingshæmmede, der har levet på de gamle centralinstitutioner, har krav på en undskyldning fra det danske folketing for den uværdige, umenneskelige og nedværdige behandling, de har været udsat for. Det kan ske ved at give dem et museum, der fortæller deres historie. Slagelse Kommune har allerede doneret en stor bygning til formålet, og der findes allerede en meget stor samling af effekter, der fortæller historien. Der mangler penge til drift og indretning af bygningen til museumsformål, og her bør Folketinget som en symbolsk undskyldning træde til.
De udviklingshæmmedes historie er en meget sort plet i danmarkshistorien, for ingen anden samfundsgruppe i Danmark er blevet budt så rædselsfulde forhold som netop dem. De udviklingshæmmedes historie er også godt på vej til at gå i glemmebogen, hvis der ikke sker en kraftig indsats for at bevare den.
De udviklingshæmmedes historie skal bevares og fortælles, så historien aldrig gentager sig. Den seneste tids debat om, at handicappede tager fra de ældre og skolerne, og krav om adgang til mere tvang, er et signal om, at det hurtigt kan gå den helt forkerte vej igen. Der kan et forsorgshistorisk museum også hjælpe til eftertænksomhed.
Henning Jahn er formand for Historisk Selskab for Handicap og Samfund