Christiern Pedersen - den første Saxoudgiver....

Når vi i dag har kendskab til Saxos mesterværk, skyldes det næsten udelukkende en enkelt mands initiativ og stædighed, nemlig Christiern Pedersens. På grund af ham kan vi i dag vælge og vrage mellem diverse udgaver, lige fra Grundtvig til

Vi oplever i disse år en støt stigende interesse for Saxo og hans storværk om »Danernes Bedrifter«, som blev til omkring år 1200 på foranledning af ærkebiskop Absalon. Saxo ved vi ikke meget om, ud over at han var så nært knyttet til biskoppen, at han er nævnt i hans testamente, samt at han var klerk, altså en kirkens mand. Under alle omstændigheder må han have gennemgået en fornem skoling, formodentlig uden for landets grænser, for han beherskede det latinske sprog så godt, at han senere fik tilnavnet Grammaticus - den sprogkyndige. Af andre historiske værker fra middelalderen kan vi erfare, at Saxo har været læst af sine samtidige, så det er et ejendommeligt faktum, at vi slet ikke har bevaret nogen håndskrevne eksemplarer af »Gesta Danorum« her i Norden. Saxo skrev selvfølgelig med pen og blæk på pergament . dvs. på huder - og et sådant manuskript (en lille stump) findes bevaret. Det er endda muligvis Saxos eget eksemplar, for der er nogle rettelser på det. Det blev mærkværdigvis fundet i Frankrig i 1863, hvor det blev anvendt som indmad i et bogomslag. Så når vi i dag har kendskab til Saxos mesterværk, skyldes det næsten udelukkende en enkelt mands initiativ og stædighed. Christiern Pedersen fik simpelthen et manuskript bragt hen til en bogtrykker. Kun derfor kan vi i dag vælge og vrage mellem diverse trykte oversættelser og genfortællinger - lige fra Grundtvig til Stangerup. Det fortjener Christiern Pedersen at blive husket for. Grundtvig huskede ham og kaldte ham »dansk Histories Plejefader, hvem vi ej alene maa takke for Saxos ubetalelige Bog, men for saa mangt et kraftigt Ord til Opvækkelse af den historiske Aand, som vist ej var frugtesløstÉ« Lige for tiden står vi selv i et vældigt teknologisk nybrud som følge af informationsteknologiens lynhurtige vækst, der ganske forandrer vores kommunikation og vidensformidling. I slutningen af 1400-tallet skete en tilsvarende fornyelse med lige så uoverskuelige følger, nemlig udbredelsen af bogtrykkerkunsten. Fra nu af kunne værker udbredes langt hurtigere end tidligere, da alle manuskripter måtte afskrives bogstav for bogstav, som regel på klostrenes skrivestuer - en fremgangsmåde, som gik helt tilbage til oldtiden. I den første lange begyndelse var bogtryk et kunstfærdigt håndværk, hvor mesteren egenhændigt finpudsede hvert eneste værk. Til gengæld husker vi den dag i dag stadig navnene på de første bogtrykkere. Herhjemme virkede Gotfred af Ghemen som en af de første med det nye epokegørende fag og udgav omkring 1490 en latinsk grammatik på tryk. Dengang var »ret latin« den eneste adgang til såvel lærdom som karriere, så mange må have haft interesse for netop sådan en bog, der vel næppe ville finde rivende afsætning i vore dage. Det er tænkeligt, at en af Gotfreds moderne bøger har imponeret en lille skoledreng i Roskilde. Vi ved i hvert fald, at Christiern Pedersen gik i latinskolen i Roskilde på det tidspunkt. Han siger selv, at hans skolegang »hverken var Gud eller Mennesker til Nytte eller Gavn til Liv og Sjæl«. Men selv om han alt for tit fik af krabasken, lykkedes det dog ikke skolemestrene at banke det karaktertræk ud af ham, der har bevirket, at vi kender ham i dag. Nemlig hans utrættelige trang til viden, oplysning, lærdom. I 1505 var han kannik ved Domkirken i Lund, og han må her have opfyldt sine foresattes forventninger så godt, at de ønskede at videreuddanne ham. I hvert fald rejste han ca. 1508 til Paris, hvor han blev indskrevet ved Sorbonne Universitetet. Helt tilbage fra Valdemarstiden havde den danske kirke sendt sine lyseste hoveder af sted til Paris - Absalon er vel den bedst kendte student derfra Ð men da Christiern Pedersen kom dertil, var nye vinde begyndt at blæse. Den katolske kirkes livstolkning stod ikke længere uimodsagt - humanismen var begyndt at blive en åndsretning, der prægede diskussioner og forskning. Det første slægtled af europæiske humanister huskes stadig i personer som Thomas More og Erasmus af Rotterdam. Humanismens hovedinteresse er akkurat det menneskelige, som det udfolder sig i sin helt egen ret. Derfor blev historien et selvfølgeligt studiefelt, og inden længe var Christierns interesse for teologi suppleret med en glødende optagethed af fortiden. Han kastede sig over både de gamle klassiske forfattere og de nyere europæiske krøniker, og samtidig delte han sin tids interesse for sprogstudier, hvilket bl.a. resulterede i de første oversættelser af Bibelen til diverse moderne sprog. Den første bog, som Christiern Pedersen udgav, var typisk nok en latinsk-dansk ordbog, den første af sin art. Han ønskede, at hans landsmænd kunne skrive korrekt latin og et bedre dansk! Ved mødet med de europæiske histo-rieværker fik Christiern Pedersen nu selv stor lyst til at gøre Saxos værk kendt »blandt alle vise klerke i fremmede lande og riger«, både fordi »Danernes Bedrifter« beviste, at Danmark havde en fortid lige så ærefuld som mange andre rigers, og fordi Saxo skrev en »så ædelig god og dyb latine«, som alle kunne glædes ved. Tilskyndet af Roskildebispen Lauge Urne begyndte han nu at arbejde for at få Saxos værk trykt. Men her meldte sig et uventet stort problem: Det var ikke til at opdrive et håndskrift, som var godt nok som forlæg for trykningen. Efter at have skrevet frem og tilbage om sagen besluttede Pedersen sig for selv at rejse hjem til Danmark for at opspore et anvendeligt eksemplar. Så mens fire hesteben langsomt bragte ham nordpå til hjemlandet, må han have haft tid til at overveje, om Saxo faktisk allerede var gået i glemmebogen. Efter at have rejst fra kloster til kloster og gennemgået deres samlinger af håndskrifter lykkedes det endelig at finde et eksemplar i Skåne, som orm og møl havde skånet så godt, at det kunne transporteres i sadeltasken med tilbage til Paris, hvor det langt om længe blev trykt hos den europæisk berømte bogtrykker Jodocus Badius, hvilket skete i 1514. Forinden havde man dog søgt og fået tilladelse til trykningen af Kongen - dvs. Christian den Anden. Christiern Pedersen har sandsynligvis mødt ham i København i 1513, lige da han var blevet valgt. Kongen anså udgivelsen for meget vigtig for at fremme Danmarks anseelse i udlandet, så han bekostede, at den fik et fornemt udstyr og et smukt tryk. Den kom til at fylde 207 foliosider. Et kolossalt værk. Heldigvis gik Christiern Pedersens vurdering i opfyldelse: Bogen blev straks meget efterspurgt og blev genoptrykt flere gange. Efter dette store arbejde, hvor Pedersen nøje havde overvåget hvert eneste trykark, fortsatte han med utrættelig flid med at udgive værker, hvoraf han selv var forfatter til flere. Bl.a. skrev han i 1515 den sidste væsentlige katolske opbyggelsesbog, der blev udsendt herhjemme før reformationen. Det var »Jærtegns-Postil-len«, som var det hidtil største værk trykt på dansk. Typisk for Pedersen henvendte værket sig til menigmand, og på et stærkt og forbavsende velformet dansk - han var jo latinsk skolet - fremlægger han oversættelser og fortolkninger af kirkeårets tekster. Denne interesse for at formidle og forkynde for den almindelige mand peger hen imod den udvikling, Christiern Pedersen senere skulle gennemgå. Da tiden for reformationen kom, gik han over til lutherdommen og blev hvirvlet med ind i den blodige kamp om tronen. Omkring 1516 forlod han Paris, og nogen tid senere knyttede hans velynder Christian den Anden ham til sig som huskapellan og sjælesørger. I 1523 forlod han Danmark sammen med den fordrevne konge. Mens han var sammen med ham ved »landflygtighedshoffet« i Nederlandene, fortsatte han med sit skriftlige arbejde, bl.a. oversatte han nogle Lutherskrifter. Hele hans senere liv blev mærket og til dels ødelagt af borgerkrigen i reformationens kølvand. Men han vedblev at udsende skrifter i humanismens og protestantismens ånd. Således oversatte han Det Nye Testamente i 1524 og Davids Salmer i 1531. Hans fordanskning af Bibelen kom til at ligge til grund for den berømte »Christian den Tredies Bibel«, der fik stor både sproglig og kirkelig betydning. Christiern Pedersen fik altså ikke lov til at blive den oplysningens og histo-rieforskningens mand, han sikkert ønskede sig som ung i Paris. Politikken og magtspillet rev ham med sig, og hans store flid bragte ham lige midt ind i brændpunktet, hvor den ny tro og den ny tids krav kaldte på ham, uanset hvor store omkostninger han personligt måtte lide. Hans højst interessante livshistorie kan fortælles en anden gang. Her var det blot hensigten at give et lille rids af ham som den, der reddede Saxo fra glemmebogen til trykkeriet. n sognepræst