Prøv avisen
Kronik

Churchill og hans herredømme over historien

I år er det 50 år siden, Churchill døde, og der er ikke tvivl om, at hans store værk om Anden Verdenskrig har været med til at give ham en helt enestående stilling i såvel det britiske folks kollektive erindring som i den øvrige verdens forståelse af, hvem der er uomgængelige og afgørende personer i fortællingen om den store krig, skriver dagens kronikør. Foto: Lars K. Mikkelsen.

I år er det 50 år siden, Churchill døde, og der er ikke tvivl om, at hans store seksbindsværk om Anden Verdenskrig har været med til at give ham en helt enestående stilling i såvel det britiske folks kollektive erindring somi den øvrige verdens forståelse af, hvem der er uomgængelige og afgørende personer i fortællingen om den store krig

I morgen den 10. maj er det 75 år siden, at Winston Churchill (1874-1965) om aftenen af den engelske konge Georg VI blev bedt om at overtage premierministerposten efter Neville Chamberlain. Netop på denne dag påbegyndte Hitler det store angreb på Vestfronten mod Holland, Belgien og Frankrig.

Det var altså på den mest alvorlige baggrund, at Churchill overtog kommando over og ansvar for den britiske krigsindsats. Hermed kom Hitler til at stå over for en modstander, som han ikke havde regnet med, ikke havde ønsket og ikke kunne slippe af med.

Hvis man skal pege på en enkeltperson, som skal have æren for Hitlers nederlag, så er Churchill en oplagt kandidat. Men denne vurdering af ham som krigsleder bærer i sig kimen til en stor skuffelse for Churchill.

Ved parlamentsvalget i juli 1945 tabte han premierministerposten til Labours Clement Attlee. Churchill beskriver det selv på følgende måde:

”Således overtog jeg om aftenen den 10. maj, ved indledningen til den store kamp, posten som regeringens leder og fik overdraget den magt, som jeg derefter i stadig stigende omfang udøvede i verdenskrigens fem år og tre måneder, hvorpå jeg ved udløbet af denne periode, da vore fjender havde overgivet sig betingelsesløst eller var i færd med at gøre det, øjeblikkelig af de britiske vælgere blev sat uden for enhver indflydelse på ledelsen af deres sager.”

Den britiske historiker David Reynolds har skrevet en rigtig spændende bog om den proces, der førte frem til Churchills storværk om Anden Verdenskrig: ”In Command of History.”

De mange Churchill-biografier lægger af naturlige årsager vægten på hans politiske karriere, men i virkeligheden erhvervede Churchill gennem hele livet den største del af sin indtægt gennem sin virksomhed som journalist og forfatter, og han var dygtig til i forhandlinger med aviser og forlag at få et godt afkast. Det var også nødvendigt, for hans livsstil krævede betydelige indtægter.

I USA begyndte der kort efter krigen at udkomme memoirer, som beskrev uenigheder mellem blandt andre general Eisenhower og Churchill. Disse amerikanske erindringer stillede Churchill i et lys, som han absolut ikke kunne være tilfreds med.

Under opholdet i USA i 1946 blev det altså klart for Churchill, at hvis han overlod bedømmelsen af sig selv til andre historikere uden selv at være en af historikerne, så ville resultatet være højst utilfredsstillende.

I oktober 1945 havde rektor for et mindre college i Fulton, Missouri, inviteret Churchill til at holde tale på sit college. Invitationen var ledsaget af en varm anbefaling fra præsident Truman. Truman lovede selv at være til stede. Churchill svarede, at han så en idé i at holde en forelæsning om verdenssituationen i præsidentens regi.

I talen benyttede Churchill begrebet ”jerntæppe”. ”From Stettin in the Baltic to Trieste in the Adriatic an iron curtain has descended across the Continent.” I eftertiden er det begrebet jerntæppe, der er blevet stående som indtrykket af talen, og reaktionerne var kraftige internationalt. I et interview med Pravda, som blev trykt i fuld tekst i New York Times, revsede Stalin Churchills tale som en opfordring til krig med Sovjetunionen.

Det paradoksale var, at Churchills egen pointe med talen var at pege på nødvendigheden af fortsættelse af den tætte atlantiske forbindelse som forudsætning for freden. Den engelsk-amerikanske enhed skulle fortsættes, for Churchill ville undgå, at USA igen gled tilbage i isolation, og samtidig søge at fastholde britisk status som stormagt. Churchill gav selv sin tale overskriften ”Forudsætningerne for fred”.

Fulton-talen og reaktionerne på den havde igen placeret Churchill som den betydelige statsmand og genopfrisket erindringen om ham som krigsleder. Så da han rejste hjem fra USA, var det med beslutningen om, at bogen om Anden Verdenskrig skulle skrives, og at enhver tanke om politisk pensionering var skubbet til side.

Heldigt for bogprojektet havde Churchills skatterådgiver, mens Churchill havde været i USA, fundet en løsning, som kunne hjælpe ham med at undgå den hårde beskatning.

Churchill etablerede gode relationer til ministerrådssekretæren og fik herigennem premierminister Attlees tilslutning til at måtte bruge de dokumenter, som han ønskede. Både regeringen og embedsværket så det som en fordel, at Churchill kunne skrive sin store bog om krigen set fra et britisk synspunkt.

Forhandlingerne om rettighederne på det store amerikanske marked var meget komplicerede. Det endte med, at Life fik magasinrettighederne og New York Times avisrettighederne, og forlaget Houghton Mifflin købte bogrettighederne. I øvrigt blev rettighederne ellers solgt til forlag i de enkelte lande. Churchill valgte at sælge rettighederne for engangsbeløb, fordi han manglede pengene. En procentsats af salget ville have indbragt mere.

Hvordan kunne en mand på over 70 år og med et arbejdskrævende arbejde som oppositionens leder overhovedet skabe dette seksbindsværk om Anden Verdenskrig? Der er flere forklaringer. Dels havde Churchill en uovertruffen arbejdsevne, dels skaffede han sig en gruppe af højt kvalificerede hjælpere bestående af professionelle historikere og højtstående pensionerede officerer, og dels ydede de to ministerrådssekretærer uvurderlig bistand ved gennemgang af manuskripter. Churchills arbejdsmetode var ikke helt almindelig. Styrket ved en god middag tog han sent på aftenen fat på at diktere til en sekretær, mens han vandrede frem og tilbage i sit arbejdsværelse på Chartwell. Om morgenen ved morgenmaden på sengen gennemgik Churchill udskriften og foretog omfattende rettelser.

Dokumenter, diktering og udkast var grundelementerne i fremstillingsprocessen. Churchill gennemskrev i større eller mindre grad, og hans sans for god og dramatisk prosa slog igennem i teksten.

Første bind udkom i 1948 også i Danmark, og interessen var meget stor. Churchill kunne kun være tilfreds med modtagelsen og den prestige, som det gav. I 1951 kunne han efter valgsejren i oktober igen vende tilbage som premierminister, og i 1953 fik han nobelprisen i litteratur ”for hans mesterskab i historiske og biografiske beskrivelser såvel som hans strålende veltalenhed i forsvaret for ophøjede menneskelige værdier”.

Hvis man har de seks smukke blå bind, som Hasselbalchs Forlag udgav 1948-1954 stående på reolen, så kan man roligt tage dem ned og læse. Værket er bestemt stadig læseværdigt som historien om Anden Verdenskrig set gennem en stor statsmands briller.

Men man skal forstå værket på baggrund af omstændighederne ved dets skabelse. For eksempel er Churchills meget stærke karakteristikker af general Charles de Gaulle blevet stærkt retoucheret, og den spanske diktator Franco får også en pænere behandling, end kilderne berettiger. Begge mænd var jo aktive i deres lands ledelse, da værket udkom, og den britiske regering ønskede ikke at udfordre dem. I Churchills fremstilling får Den Røde Hærs kolossale indsats med at slide den tyske krigsmaskine op ikke den plads, som den fortjener.

Værket afspejler naturligt Churchills egen politiske dagsorden. Det afspejler selverkendelse, men også selvretfærdighed. Det er resultatet af otte års intenst arbejde i Churchills i forvejen aktive liv. Det er en kraftpræstation af en helt usædvanlig karakter.

I år er det 50 år siden, Churchill døde, og der er ikke tvivl om, at hans store værk om Anden Verdenskrig har været med til at give ham en helt enestående stilling i såvel det britiske folks kollektive erindring som i den øvrige verdens forståelse af, hvem der er uomgængelige og afgørende personer i fortællingen om den store krig.

Jørn Aarup-Kristensen er historiker og pensioneret gymnasierektor