Mange indlæg i nyhedsmedierne berører gennem de seneste næsten to måneder det danske civilsamfund og dets store kvaliteter. Adskillige kommentatorer har fremført, at coronakrisen har testet vores civilsamfund, og endnu en gang har det bestået prøven.
Med stolthed konstaterer vi, at i denne svære tid er det lykkedes at skabe bånd og fællesskaber for de mange, der ellers var isolerede og angste. Flere har bemærket, hvordan spontane initiativer og fællesskaber er opstået, og i en del tilfælde får man næsten det indtryk, at de spontane initiativer, nye uorganiserede fællesskaber og vores organiserings-dna har bibragt Danmark så enestående kvaliteter, at det næsten ville være at foretrække i ny og næ at leve under coronavilkår.
Det er jo alt sammen udmærket, at spontane fællesskaber vokser frem, men hovedproblemet i denne coronatid har ikke været civilsamfundets styrke. Tværtimod. Det, vi for alvor har oplevet, er den totale nedlukning af den del af civilsamfundet, som i næsten 150 år har været et af Danmarks væsentligste aktiver i forhold til at rodfæste os, til at give dagligdagen indhold, skabe sikkerhed og tryghed og styrke det demokratiske sindelag.
Det er det civilsamfund, der vokser frem som respons på 1864-nederlaget som svar på den store europæiske landbrugskrise i 1870’erne og som konsekvens af de to verdenskrige og krisen i 1930’erne. Det er præcis det civilsamfund, der vokser frem i statens skygge, men muliggjort af staten dels juridisk og forfatningsmæssigt, dels senere i form af økonomisk støtte. Her er tale om et civilsamfund, der opstod nedefra, men som visionære filantroper og dygtige politikere støttede, så civilsamfundets bevægelser blev til samfundsinstitutioner – de blev med årene til kernen i det organiserede Danmark.
Debatten om civilsamfundet kører ofte af sporet, inden den er kommet i gang. Mange tror, at der findes ét civilsamfund, og at dette i de seneste otte uger har mobiliseret befolkningen og skabt mening og bedre livskvalitet for mange. Vi hører om grupper af mennesker, der hjælper ældre medborgere, som er socialt isoleret. Vi ser endda, hvordan danskere bidrager til at skaffe rent drikkevand i brasilianske fattigdomskvarterer for at stoppe smitten.
Denne spontane organisering af mennesker, der i dette tilfælde hjælper medborgere, er imidlertid kun ét aspekt af civilsamfundet. Det forholder sig snarere sådan, at det, vi forstår ved civilsamfund, skifter over tid.
For eksempel hævder mange, at frivillige foreninger, klubber og organisationer uden for statens og markedets sfærer udgør civilsamfundet. Hvis dette er bestemmende for, hvad vi forstår som civilsamfund, så er civilsamfundet meget lille. Der findes næppe nogen forening i Danmark, der ikke modtager offentlig og/eller privat støtte. Andre opererer derfor med langt flere typer af foreninger, organisationer og andre kollektive aktører inklusive virksomheder for eksempel andelsorganiserede landbrug eller forbrugerejede supermarkeder.
For nogle hænger den snævre definition og det ”lille” civilsamfund sammen med en opfattelse af civilsamfundet som en dynamisk samfundsforandringskraft, ja, måske endda en revolutionær kraft – det sted i samfundet, hvorfra mulighederne om positiv forandring kan finde sted. Fortalerne for denne civilsamfundsopfattelse påpeger, at de, som tænker civilsamfundet bredt, er langt mere systembevarende og konservative. De hylder civilsamfundet som en stabilitetsskabende faktor i samfundet og er knap så interesseret i radikale forandringer. Budskabet her er, at der findes mange forskellige opfattelser af civilsamfund, og hvad det bringer med sig.
Vi må forstå, at de forskellige perspektiver på civilsamfund udtrykker forskellige borgeres visioner, interesser og drømme. Derfor må vi undersøge, hvordan de meget forskellige ”civilsamfund” har bidraget til Danmarks udvikling, hvilken rolle de vil spille fremadrettet, og hvilke funktioner de forskellige civilsamfundsopfattelser vil opfylde i dag og i fremtiden.
En del af budskabet her er, at én bestemt civilsamfundsopfattelse dominerer debatten i forbindelse med covid-19-truslen. Civilsamfundet tænkes primært som en spontant organiseret gruppe af mennesker, der, drevet af høj moral, indignation og kristen næstekærlighed, hjælper mennesker i svære situationer. Min påstand er imidlertid, at i den nuværende krise er denne del af civilsamfundet ikke så væsentlig. Civilsamfundets succes eller fiasko i coronakrisen står ikke og falder med dette civilsamfund. Den står og falder med det store civilsamfund med stærkt organiserede institutioner støttet af staten. Coronakrisen har medført, at dette civilsamfund er blevet et problem – og ikke en nødvendig ressource.
Disse civilsamfundsinstitutioner herunder kunst- og kulturforeninger, idrætsforeninger, spejderbevægelsen, lokalforeninger i Dansk Røde Kors, fagforeninger, politiske foreninger, højskoler, efterskoler, menighedsråd, kirkelige organisationer, handelsstandsforeninger, sociale virksomheder og et utal af andre frivillige foreninger er lukket. Mange mennesker – unge såvel som ældre – bruger mange timer her hver eneste dag.
De er nu pludselig afskåret fra at mødes, udøve deres foretrukne aktivitet, drøfte livet, hverdagen og hele verden. Én ting er at arbejde hjemme, men det virkeligt forstyrrende er den manglende mulighed for at mødes med selvvalgte mennesker til selvvalgte aktiviteter og i forbindelse hermed – bevidst eller ubevidst – at udøve en demokratisk praksis.
At deltage i selvvalgte aktiviteter organiseret af frivillige foreninger baseret på en række demokratiske principper er noget, de fleste danskere gør og har gjort i 150 år. Denne praksis forsvandt for en måned siden, og vi er stadigvæk ikke tilbage til ”normalen”. Derfor har mange mennesker de seneste uger været ensomme, angste, urolige, rastløse eller nedtrykte. Mange har kedet sig, og mange har haft svært ved at nyde den ”fri tid”. Vi gennemlever et eksperiment i disse uger, og vi tester kvaliteten og robustheden af civilsamfundet samt civilsamfundets betydning for vores velvære, tryghed, psykiske balance med mere.
Eksperimentet viser, at den danske befolkning er ilde stedte uden det stærkt rodfæstede og demokratisk betydningsfulde civilsamfund. Eksperimentet viser også, at den del af civilsamfundet, der er vokset op ”nedefra”, men støttet og hjulpet af staten ”ovenfra”, er det vigtigste og stærkeste civilsamfund.
Det kan ikke umiddelbart erstattes af spontant opståede dynamiske bevægelser og grupperinger. Disse spontant skabte og mere uorganiserede initiativer er et vigtigt supplement til det mere institutionaliserede civilsamfund, men det er det sidstnævnte, der, støttet og anerkendt af staten og med en lang historie bag sig, atter engang viser sig at være vitalt for vores velbefindende.
Danmark er et af de få lande med et civilsamfund af den karakter, og eksperimentet viser også ganske klart, at vi skal passe på det. Ironisk nok viser eksperimentet også, at vi har udviklet dette unikke civilsamfund, fordi staten har ydet ”hjælp til selvhjælp” gennem mange årtier, og derfor ser vi nu, at netop staten selv er den instans, der meget effektivt kan suspendere det ellers robuste civilsamfund. Måske regeringen og Folketinget på vegne af staten burde udvise mere tillid til civilsamfundet og befolkningen og derfor give befolkningen civilsamfundet tilbage igen – før der sker varige skader.