Forfatter: Coronakrisen giver os tid til at åbne døren til sjælens rum, hvor mange af os ikke har været i evigheder

Lad os bruge pausen til at sørge over tabet af det luksusliv, vi har kendt. Lad os bruge stilheden og isolationen til at mærke efter, hvad vi virkelig længes efter. Så vi er klar til et nyt, mere bæredygtigt, mere solidarisk liv efter krisen, skriver forfatter Sanne Bjerg

Vi har vænnet os til grænseløs frihed, der til hver en tid kan forløse udlængslen. Men når SAS, Norwegian og adskillige andre luftfartsselskaber holder flyene på jorden i denne tid, minder det os om vores gamle luksusliv, som vi nu skal finde erstatning for - og gerne et mere solidarisk liv, skriver forfatter Sanne Bjerg i kronikken. Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Tirsdag den 10. marts: Dag tre i coronakarantæne. Sammen med min søn på 18 år, hvis klassekammerat er blevet syg. Vi indretter os. Vi ændrer vaner. Jeg rydder op i de bunker, der har hobet sig op gennem nogle travle måneder. Min søn laver terminsprøver i sit værelse. Indimellem leger vi pludselig, som vi ikke har gjort i mange år. Indimellem er vi ved at blive tossede over ikke at kunne komme ud og løbe en tur, se nogle andre. Gøre noget, vi plejer. I går nævnte min søn, at det føles ligesom hjemve. Selvom sagen altså er, at vi ikke skal være andet end hjemme de næste 11 dage.

Det giver plads. Plads til at mærke. Mærke, hvad man længes efter. Og plads til at tænke over hvorfor. Jeg kan for eksempel gribe mig selv i at længes efter at flyve. Efter i mange år at have været frygteligt god til jævnligt at finde en eller anden afgørende grund til, at jeg absolut måtte flyve til Spanien, Marokko eller Italien, besluttede jeg for omkring et år siden, at den ikke gik længere, hvis jeg skulle kunne se mig selv i øjnene, når jeg skrev om miljøet. Jeg ville ikke være ultimativ – hvis jeg af arbejdsmæssige årsager pludselig skulle stå i en situation, hvor det var umuligt at undgå, ville jeg stadig flyve. Det var bare alle de dybest set overflødige lystrejser, jeg ville holde op med at tænke som flyture. Hvor svært kan det være, tænkte jeg. Det er jo bare en beslutning. Og så bliver det jo skønt at begynde at planlægge rolige togrejser med plads til mindfulness. Slippe for lufthavnsstress og flyskræk.

Det lignede en win-win-situation og har sådan set også været det. Bare på en lidt anden måde, end jeg så for mig på det tidspunkt.

For det har vist sig, at det at holde op med at flyve på mange måder lignede det, der skete, da jeg for snart mange år siden holdt op med at ryge.

Men det gik egentlig først op for mig forleden, da jeg pludselig mærkede, hvordan jeg intenst savnede det uendelige blå over skyerne. Den helt særlige følelse af grænseløs frihed, som jeg kun kender fra det øjeblik, hvor anspændelsen fra takeoff har lagt sig, og man kan give sig hen til flyvningens vægtløshed. En følelse, der minder overraskende meget om den tilstand, jeg stadig husker fra øjeblikket efter det første sug af en virkelig god smøg.

Da først den lighed havde taget form i min bevidsthed, begyndte jeg at få øje på det mønster, jeg har oplevet det seneste år. Mønsteret i, hvornår det har været næsten ubeskriveligt svært at holde fingrene fra at klikke på mailen med rewardpoints og tilbud fra Norwegian eller Momondo. Mønsteret i, hvornår længslen efter en uges inspiration i Barcelona, en lang weekends skønhed i Rom, en måneds arbejdsro i de andalusiske bjerge, en uges juleeksil i Marokko har været så intenst anmassende, at det krævede opbydelsen af al min viljestyrke at holde fast i min beslutning.

Impulsen til at bestille en rejse var fuldkommen parallel til den impuls til at tage en smøg, som jeg opdagede, da jeg holdt op med at ryge. Når jeg var vred, men ikke måtte vise det. Når jeg var fanget i en ubehagelig situation, som jeg ikke kunne finde ud af at ændre. Når jeg var stresset og havde brug for at dulme nervesystemet. Dengang det handlede om smøger, var det de små ting, men da det var flyveture, der fristede, var det lidt større problemer, som strakte sig over tid. Familiekriser, der trak tænder ud, triggede en dyb længsel efter at sidde på havnen i Essaouira i Marokko. Stadigt forstyrrende konflikter, som jeg ikke kunne finde ud af at løse, gjorde det næsten umuligt ikke at overbevise mig selv om, at det ville være langt bedre for mit arbejde at sidde et par uger i Barcelona og skrive. Fælles for lysten til at ryge og rejse var tydeligvis impulsen til at flygte. Flygte fra noget, der var for stressende eller for følelsesmæssigt intenst til, at jeg kunne rumme det.

Det er jo ikke noget nyt. Masser af rejseselskaber reklamerer med ”Great escapes”, ”Escape travel” og ”Secret escapes”. Men parallellerne mellem de psykiske reaktioner på rygestop og på flyvestop fik mig til at opdage, at det måske i virkeligheden ikke var så fedt med de her ”escapes”, som jeg har gået og bildt mig ind. At det måske tværtimod – ligesom med smøger – er en ekstremt kortsigtet flugt, man får fra sit livs realiteter, når man flyver væk. En flugt, der i praksis betyder, at man endeløst udskyder muligheden for at se virkeligheden i øjnene. Tage tyren ved hornene og sige fra i stedet for at tænde en smøg. Indse, at jeg har indrettet mit liv på en måde, der får mig til at hade hverdagene intenst og drømme om en ferie, ”jeg ikke vil hjem fra”. Overgive mig til at mærke det, jeg virkelig føler – og tage ansvar for at tage konsekvensen af det.

Pludselig slår det mig, at vi, der lever det privilegerede liv, som de obskønt lave priser på flyrejser har gjort muligt i de seneste 10-15 år, på en bizar måde også er en slags flygtninge. Mentale flygtninge, der flygter fra vores egen uudholdelige stress-og-konkurrence-accelerations-kultur. Den hungersnød, vi flygter fra, handler ikke om mad, men om sjæleføde. De krige, vi flygter fra, handler ikke om magten over landskaber, men om magten over vores opmærksomhed.

Men tilsyneladende føles det næsten lige så tvingende nødvendigt for os, når man ser, hvor højt vi trods al mulig viden om CO2 stadig prioriterer at komme af sted på vores yogaretreats i Indien, mindfulness i Bali, eventyr i Afrika, drukferie i Bulgarien, golf-ferie i Spanien og dykkerferie i Australien.

Alt det sætter coronavirUS lige nu en brutal stopper for. Godt for klimaet, men ud over hvor forfærdeligt det er for dem, der bliver syge, er det sikkert hårdt for alle dem, der er afhængige af ”jetkicks” og ”great escapes”. Pludselig bliver vi alle tvunget til at blive hjemme. Noget af en kold tyrker.

Måske kan vi bruge det som en anledning til at se os selv i øjnene. Indrømme over for os selv, at vi faktisk er fanget i en afhængighed og tage ansvaret for at finde ud af, hvad det er for følelser, vi bruger rejserne til at undgå. Hvilke dimensioner af tilværelsen vi bruger vores afhængighed til at beskytte os mod at rydde op i. Hvad det er ved livet i vores privilegerede hjørne af kloden, der tvinger os til at flygte til de rester af natur og oprindelig kultur, andre strømme af mennesker er tvunget til at flygte fra.

Søndag den 15. marts: Dag otte i isolation. En slags ro efter de seneste par dages konstant nye meldinger. Min søn og jeg er heldige stadig at være raske, men er også stadig i karantæne. Det begynder at føles sært, efter at situationen for alle andre har ændret sig. Men vi kan ikke overskue at forholde os til alle mulige menneskers forslag om, hvordan vi skal ændre strategi.

Det enkleste er at holde os til de oprindelige forskrifter og minde os selv om, hvor vigtigt det er for at passe på folk som mine forældre. Vi prøver at lade være med at blive grebet af skrækscenarier, men det bliver ikke nemmere af at have været afskåret fra normalt liv i otte dage. Vi tænker på dem, der ellers vil blive rigtig syge, men det hele har en tendens til at føles enten uvirkeligt eller så rædselsvækkende, at det ikke er til at holde ud. Nu, hvor det er hele samfundet, der er tvunget på pause, er det, som om corona brutalt har revet business as usual -plasteret af.

Selvfølgelig gør det ondt at miste illusionen om udødelighed. Selvfølgelig er det sorgfuldt at måtte opgive drømmen om, at vi kan kontrollere tilværelsen. Selvfølgelig er det fristende at prøve at undgå at mærke angsten, smerten og sorgen, at distrahere sig, at joke, at håne de andre, at skælde ud på regeringen.

Men måske ville det være mere givende at bruge dette uventede, uønskede hul i tiden til at åbne døren til sjælens rum, hvor mange af os ikke har været i evigheder.