Prøv avisen

Far og søn på herretur: Det var min bedste sommer

Det bedste er de gode samtaler. Om før og nu. Om mål og retning. Om livet og døden. Om vendepunkter og overgange. Åbenhjertige tanker og tænkepauser, skriver Niels Møller om det at cykle sammen med sin søn.

Kronik: 25 år efter at Niels Mølle havde taget sin teenagesøn med på cykeltur i Norge, gentog de succesen. Denne gang var faderen pensionist, sønnen voksen og rollerne på mange måder byttet om

Der har været mange gode somre. Rigtig gode. 67 i alt er det blevet til, men det er bestemt ikke alle, jeg husker lige godt.

Men sommeren 2012 var alligevel noget særligt. Det var min første sommer efter at have forladt arbejdslivet. Et liv, der for mit vedkommende som leder af en musisk kulturskole har været fyldt med børn og unge og kunst, med børnekultur, med kreative, sjove, skæve oplevelser, med et bredt alsidigt tilbud til børn og unge: musik, sang, dans, teater, billedkunst.

Og hvad er vel mere givende og afvekslende end et liv med børn, der udfordrer deres liv, voksne, der er vilde med deres job og alle brænder for kunst og kultur - og børn.

Hele den konstruktion, som sådan et forsøgsprojekt er, blev stille og roligt bygget op gennem 1980'erne og 1990'erne i et tæt samarbejde mellem kommunen og Kulturministeriet og kastede både forsøgsmidler og gode kontakter af sig gennem Kulturrådet for Børn og nordiske samarbejdspartnere.

Men i 2006 var det slut: fire landkommuner med meget forskellige tilgange til kultur og børn blev slået sammen med den store købstadskommune, og den store kommune fik tilrettet og ensrettet det afvekslende lokale børnekulturlandskab. Her var ikke plads til lokale forskelligheder, og 20 års opdagelsesrejse i børnekulturens landskaber blev i løbet af et enkelt år lagt ned.

I godt fire år efter kommunesammenlægningen kæmpede jeg for at bevare børnekulturens grundelementer som det vigtige fundament for dannelse og livslyst, men i efteråret 2011 endte jeg med at ansøge om afsked med pension.

I 1986 var min ældste søn blevet færdig med niende klasse, og det fejrede vi med en rigtig ”herretur” med NSB op til enden af Gudbrandsdalen og cyklerne med som rejsegods. Og så cyklede vi hjem. Et stk. Norge-på-langs. En slags efter-konfirmationstur, og en tur, hvor vi vist bare skulle ud og røre os lidt og være sammen om noget, inden han skulle på efterskole og derfra videre ud i livet på egen hånd.

På det tidspunkt var vores fælles fokus på fremtiden: Jeg var lige blevet skoleleder, han var ved at flyve hjemmefra for at se, om vingerne kunne bære. Det var nogle overgange og brud med det vante for os begge, som vi både med stor forventning og en smule frygt så frem til at skulle kaste os ud i efter sommerferien.

Det blev en sjov tur - og en våd tur, og en tur, der også var med til at indgyde modet til at bryde grænser og gå nye veje.

Med den tur i erindringen besluttede jeg mig i forsommeren 2012 for at genoptage projekt Norge-på-langs, at fortsætte op gennem Norge på to hjul.

Ikke fordi jeg er specielt sporty, men nok mest fordi det kunne være en sjov og anderledes udfordring, når jeg nu havde tiden til det.

Og komme lidt væk fra hverdagens tristesse over at være uden for arbejdsmarkedet, uden for indflydelse og over at være i den ende af livet, hvor man, som Clinton sagde i forbindelse med midtvejsvalget, nu er nået til det punkt, hvor der er flere gårsdage end morgendage.

Så jeg havde brug for at genfinde modet og starte helt lavpraktisk med at gå nye veje. Jeg har altid cyklet til og fra arbejde. De sidste par år 12 kilometer hver vej og har haft det rigtig godt med det. Det er en super måde at skabe overgang fra hjemmeliv til arbejdsliv.

En halv times tid, hvor man kunne nå at memorere dagens program og finde flow og - for nu at blive i cykeljargonen - det rigtige tråd til at kombinere møder og forberedelse og telefon med videre. Så den fysiske form var ok.

Den mentale blev det også, selv om den første vinter efter pensioneringen på mange måder blev mørketid. Men beslutningen om en sommercykeltur gav humøret et skub i den rigtige retning, da jeg først havde taget beslutningen om ”Norge-på-langs”.

Og planen var at tage cyklen under armen og tage toget til Trondheim og derefter cykle nordpå. Endestation Nordkapp, men mindre kunne også gøre det.

Fjeldet har altid haft en terapeutisk virkning på mig. År efter år er sommerturen gået nordpå til en hytte i Rondane tæt på trægrænsen, hvor udsynet er ubegrænset og sådan, at man ikke skal gå ret langt for at være fuldstændig alene og føle sig lille bitte i den store natur.

Her står man med sine 67 år på klipper, der har ligget sådan her i millioner af år, og får kastet livets korthed lige i synet.

Så som sagt: Norge-på-langs. Sommeren 2012. Etape 2: Stor var min glæde og overraskelse, da den ældste, nu 39 år, spurgte, om han måtte komme med igen.

Ved at skubbe rundt på nogle ferie- og fridage og afspadsere, kunne han samle 10 dage til turen.

Så den 1. juni mødtes vi i Trondheim, samlede cyklerne og hjulede ud i den friske, rene luft fra de omliggende fjelde. Og 10 dage senere var vi ved endestationen i Bodø, 800 kilometer klogere, sundere, gladere, tilfredse med os selv og hinanden, tilfredse med at have klaret de fysiske udfordringer undervejs. Tilfredse med at have delt store naturoplevelser, at være fælles om stort og småt, tæt og intenst.

Det norske turistkontor i Trondheim havde rådet os til at lægge ruten fra syd til nord. Ad Kystriksveien. ”Så blir det villere og vakrere, jo lengre dere kommer frem.”

Og selv om jeg holder meget af den selvvalgte ensomhed i fjeldet, er det altså også rigtig godt sammen at have oplevet 200 rensdyr i en lille birkeeng tæt på vejen, at have åbnet hyttedøren for at gå over og børste tænder og pludselig kigge en elg lige i øjnene på en meters afstand, at have set midnatssol i 3 graders frost i et par timer for at se, om det nu virkelig kunne være rigtigt, at den alligevel ikke gik ned, at konstatere, at vejvæsnets oplysninger er korrekte, når et skilt fortæller, at nu er der syv procent stigning over de næste 18 kilometer inklusive tre tunneller.

Udfordringer for alle sanser. Sådan en tur giver som sidegevinst en masse selvransagelse. Selverkendelse. Eftertanker.

Men det bedste er de gode samtaler.

Om før og nu. Om mål og retning. Om livet og døden. Om vendepunkter og overgange. Åbenhjertige tanker og tænkepauser.

I hverdagen får vi jo sjældent endevendt de mere dybe eksistentielle emner. Det bliver mest til: Har du det godt? Hvad har du gang i? Kigger I forbi?

At opleve, at al den omsorg og kærlighed, som for næsten 40 år siden strømmede ned i vuggen til det lille under af et barn, som man selv havde del i, nu kommer tilbage, som en vedvarende omsorg for fars ”gode ben”, hans velbefindende og almene tilstand.

Hele tiden omkring og tæt på. Her og nu. På sigt.

Og på samme tid fornemmelsen af et forunderligt generationsskifte, vores begges intuitive erkendelse af et afgørende øjeblik. Rollerne blev byttet om. Omsorg og nænsomhed var vendt om. I nærvær og nærhed.

Her, under teltdugen med midnatssolen som eneste lyskilde, endevender vi vores liv og drømme og reflekterer over livets korthed, og finder modet til fortsat at gribe dagen hver dag og give den mening og fylde, midt imellem evighed og endelighed. Det var stort. Det var den bedste sommer.

Niels Møller er fra Bredsten

Niels Møller