Da atombomben ændrede vores klode

Reportage fra dagene omkring den 6. august 1945, da atombomben for første gang blev brugt i krig og gav Japan det dødsstød, der satte punktum for Anden Verdenskrig og frem til i dag, hvor atomvåben måske er klodens største trussel

Optimisme, glæde og fremtidshåb. Det er kodeord for vores dagligdag herhjemme i sommeren 1945 efter Hitlers død, tysk kapitulation og befrielse fra den tyske besættelse af vores land for nogle måneder siden.

Men Anden Verdenskrig er langtfra slut. Der kæmpes stadig hårdt i Fjernøsten, hvor Japan, Tysklands kampfælle, har invaderet nabolande og været i krig med USA og England, siden japanske fly bombede USAs flåde i Pearl Harbor på Hawaii i december 1941.

Derfor forbereder de allierede stormagter, USA , England og Sovjetunionen, nu en afgørende offensiv for at sætte punktum for krigen.

Sovjetunionen har i de seneste måneder flyttet op mod en million soldater over til Sibiriens østlige stepper og gør klar til krig mod Japan og midt i juli 1945 prøvesprænger USA efter flere års forskning en atombombe i New Mexicos ørken med stor succes.

Samtidig mødes de allierede stormagters ledere, USAs Harry S. Truman, Englands Winston Churchill og Sovjetunionens Josef Stalin og Japan får et ultimatum om overgivelse eller udslettelse.

Japan nægter at kapitulere, og den 6. august om morgenen lokal tid flyver US-oberst Paul W. Tibbets og flådekaptajn William S. Parsons et superfæstningsfly ind over den japanske storby Hiroshima og kaster klodens første atombombe i krigstid. Bomben udslettede 60 procent af byen, skriver nyhedsbureauet Reuters umiddelbart efter.

Vi følger godt med vi børn i 10-årsalderen i stationsbyen Otterup på Nordfyn. For det er spændende, det her. Hjemme hos os holder vi både morgenavis og eftermiddagsavis med daglige forsider om situationen i Fjernøsten, og vi snakker om det fra morgen til aften både derhjemme og ude i byen.

Aviserne fortæller, at atombomben er det største fremskridt i krigsførelse siden opdagelsen af krudtet, og USAs præsident, Harry S. Truman, siger, at det sensationelle våben har en eksplosionskraft, der er 2000 gange større end hidtil kendte bomber. Vi er duperede.

Vi har stadig Anden Verdenskrigs rædsler tæt inde på livet. Vi har levet det meste af vores bevidste barndom med en brutal tysk besættelse af vores land og har oplevet en fandens til ondskab og foragt for menneskeliv, som dokumenteres af avisfotos fra tyske koncentrationslejre, reportager, rapporter og interview her i sommeren 1945.

VI HAR LÆST, HØRT OG snakket om de mange millioner, der blev dræbt under krigen, set fotos fra udbombede storbyer, hvor overlevende indbyggere flakker trøstesløse rundt og nu beundrer vi atombomben, fordi den med en utrolig stor kraft kan afslutte krigen.

Ude i byen snakkes der om, at japanernes krigsførelse med folkedrab og massakre ved invasion af nabolande er værre end tyskernes, og at de nu truer med at dræbe deres omkring 100.000 allierede krigsfanger, mens der i den offentlige debat kun sættes få spørgsmålstegn ved atombombens anvendelse.

Folk er krigstrætte og har behov for fred. Vi er også stolte for den amerikanske krigsminister, Stimson, fortæller, at den danske forsker Niels Bohr har en væsentlig andel i konstruktionen af atombomben.

Engelske aviser har Niels Bohrs billede på forsiderne og skriver om hans nej til at arbejde for tyskerne, hans flugt til Sverige og videre til England i et tomotorers Mosquito-fly gennem den tyske spærrezone og om hans fortsatte arbejde i England og USA.

Niels Bohr selv? Ja, ingen aviser har fået ham til at udtale sig, rapporteres det. Der afsløres flere nyheder, blandt andet at tyske videnskabsmænd var lige ved at opfinde atombomben.

Men det lykkedes ikke, før krigen var tabt, fordi norske frihedskæmpere og engelske bombefly angreb og ødelagde de fabriksanlæg i det tyskbesatte Norge, der fremstillede tungt vand, som tyskerne skulle bruge til atombomben.

Tanken om atomvåben i tyske hænder giver myrekryb for hvordan ville verden se ud, hvis Hitler havde haft atombomber ? Vi tør slet ikke tænke på det.

Atombomben mod Hiroshima giver genlyd over hele kloden. I britisk presse tales om verdenshistoriens største nyhed med uoverskuelige følger af godt og ondt for menneskeheden, og i aviser herhjemme skrives om, at godt nok er atombombens ødelæggende virkning i fokus nu, men selve atomforskningen kan medføre, at kul, olie og gas bliver uden væsentlig betydning i fremtiden.

Onsdag den 8. august om aftenen fortæller Radio Tokyo om Hiroshima: De døde og sårede er så forbrændte, at de ikke kan genkendes, og myndighederne er ude af stand til at fastslå ofrenes antal. Byen er en ruinhob, og bombens virkninger gør sig gældende i vid omkreds. De, der befandt sig udendørs, blev brændt til døde.

Men Japan nægter stadig at overgive sig, og torsdag den 9. august meddeles det, at Sovjetunionen har sat sin enorme hær ind mod det japansk kontrollerede Manchukuo (Manchuriet), og samme aften skriver nyhedsbureauerne Associated Press og Ritzau, at USAs atombombe nummer to har ramt den store havneby Nagasaki.

ALLE MENER, AT FREDEN nu kommer om få dage, og Fyens Stiftstidendes London-redaktør, Balslev Jørgensen, skriver i avisens aftenudgave: Det røbes nu, at bomberne længe har været klar til brug, men man har undladt at anvende dem, fordi de allierede har ønsket at undgå at ramme civilbefolkningen i større udstrækning end strengt nødvendigt.

Det standpunkt har man imidlertid forladt ud fra det synspunkt, at hurtige, ødelæggende skader medfører en så snarlig krigsafslutning, at tabet af menneskeliv derved bliver ringere.

Japan har fået tilstrækkelige advarsler, men da japanernes mentalitet er så vidt forskellig fra den vesterlandske, og da menneskelivet ikke regnes for noget, kunne Vestmagterne fortsat ikke bære de store tab blot for at tillade japanerne at opretholde en hensynsløs krigsførelse.

Endelig. Japan bøjer sig og kapitulerer den 15. august 1945. Anden Verdenskrig er slut.

Vi strømmer ikke udenfor i glæde, som vi gjorde det på befrielsesaftenen den 4. maj, men vi er lettede og trygge og i eftersommeren løber vi børn rundt i byen og synger frihedssangen En vinter lang og mørk og hård og pladehittet Det var Stalin og Truman og Churchill og mig, vi ordned det hele, som var det en leg.

I dag anslås det, at omkring 120.000 mennesker blev dræbt af de to atombomber, og at omtrent lige så mange blev sårede, men som min far sagde hvis krigen var fortsat uden atombomberne, ville vi have oplevet et blodbad med måske fem til 10 gange så mange døde og sårede allierede soldater og japanere.

Det var en unik situation, vi oplevede i de augustdage i 1945. USA var det eneste land, der havde atombomber, og vi kendte ikke meget til bombernes radioaktive eftervirkninger.

Her i 2011 er det anderledes. Atombomben er blevet mere kraftig og avanceret end i 1945, kendskabet til eftervirkningerne er større, og ud over USA er der flere lande, der har den, nemlig Sovjetunionen, England, Frankrig, Kina, Israel, Indien og Pakistan med formentlig flere på vej.

Og jo flere der har atombomber og atomvåben, jo større er risikoen for, at de bliver brugt måske ved fejl, måske ved terror, måske i krig eller måske af en årsag, som vi slet ikke kan forestille os.

Ja, måske er atombomben her 66 år efter Hiroshima og Nagasaki klodens største trussel.

Paul Zebitz Nielsen er journalist og tidligere sognepræst i Odense, København og Præstø