Prøv avisen

Da Danmark vendte sig mod nazisterne

Da tyskerne i juni 1941 angreb Sovjetunionen, krævede de herhjemme en række ledende danske kommunister interneret, et eklatant grundlovsbrud, der bagefter blev gjort lovligt ved en lov, der forbød kommunistisk virksomhed. - Foto: Arkiv

Der var i august 1943 tegn i sol og måne på, at noget var under opsejling, men alligevel kom den strejkebølge, som kulminerede med samarbejdspolitikkens ophør for præcis 65 år siden, bag på alle parter

DEN 29. AUGUST 1943 er en mærkedag i Danmarks historie. Det er i dag 65 år siden, men trods tidsafstanden nok værd at markere. Regeringen gik af, og samarbejdspolitikken med tyskerne hørte op sådan da. Hvordan kom det dertil?

Da tyskerne kom den 9. april 1940, krævede de, at regering og folk "med forståelse ser på den tyske aktion og ikke yder nogen som helst modstand". Til gengæld ville landets integritet og politiske uafhængighed ikke blive antastet. Kongen og den socialdemokratisk-radikale regering bøjede sig og meddelte, at den under protest ville "ordne forholdene under hensyntagen til den stedfundne besættelse". Den nye situation betød, at også datidens to andre store partier, Venstre og Det Konservative Folkeparti gik ind i regeringen.

Der var altså bred enighed i den politiske ledelse om nødvendigheden af at finde en modus med tyskerne, og følelsen af denne nødvendighed toppede i højsommeren 1940, da en tysk sejr måtte anses for så godt som en kendsgerning. Regeringen udsendte en erklæring, der nævnte "de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring" og tilkendegav, at det ville være Danmarks opgave "at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland".

Samarbejdspolitikken havde befolkningen med sig. Man efterlevede kongens opråb den 9. april om at vise "en fuldt ud korrekt og værdig optræden". Det var ikke sådan, at man faldt for tyskernes charmeoffensiv. Tværtimod fejede en bølge af nationalfølelse hen over landet i foråret og sommeren 1940 med klar antitysk tendens, og den fik sit samlingsmærke i kongen, der nærmest blev nationens faderskikkelse.

Det var i realiteten så som så med dansk suverænitet i det samarbejde, som vi måtte indgå i med den store nabo. Vi måtte således efterkomme en række begrænsninger i pressefriheden. "Hetzere" som den konservative -Møller og socialdemokraterne Hans Hedtoft og H.C. Hansen måtte på tysk krav trække sig ud af det offentlige liv. Den tyske marine krævede nogle torpedobåde udleveret, og kravet måtte efterkommes.

Da tyskerne i juni 1941 angreb Sovjetunionen, krævede de herhjemme en række ledende danske kommunister interneret, et eklatant grundlovsbrud, der bagefter blev gjort lovligt ved en lov, der forbød kommunistisk virksomhed.

VI MÅTTE ACCEPTERE oprettelsen af Frikorps Danmark til kamp på tysk side mod bolsjevismen. I oktober-november 1942 strammede tyskerne grebet. De indsatte en ny "rigsbefuldmægtiget" i skikkelse af Werner Best og en ny militær øverstkommanderende, der krævede alt dansk militær væk fra Jylland. De krævede også en regeringsomdannelse og forlangte en bestemt mand som både stats- og udenrigsminister, nemlig Erik Scavenius. Det holdt hårdt, men de samarbejdende partier gav sig.

Samarbejdspolitikken havde imidlertid også sine positive sider. Der skete ikke som for eksempel i Norge nogen nazificering af samfundslivet. Hær, flåde og politi var under dansk ledelse. Demokratiet fungerede videre såvel centralt som lokalt, retsvæsenet ligeså. Der var ingen indblanding i undervisningsvæsenet, og det kom aldrig til nogen kirkekamp.

De politiske og faglige organisationer forblev lige så vel som alt andet foreningsliv uantastede. På alle disse områder havde Norge nogle helt andre oplevelser. Og så skal det ikke glemmes, at som den eneste tyske afståelse efter -lesfreden blev Sønderjylland ikke genindlemmet i Tyskland. Grænsen blev liggende, hvor den var sat i 1920.

I marts 1943 kunde der endda afholdes valg til Rigsdagen. Valgdeltagelsen var rekordhøj, og samarbejdspartierne fik på en parole om at sige ja til folkestyret 94 procent af stemmerne. Nazistpartiet fik sølle to procent og var dermed definitivt ude af billedet som politisk faktor. Samarbejdspolitikken havde endnu tilslutning i langt den overvejende del af befolkningen.

Men det lakkede mod enden. Hvad der i løbet af 1942 og for alvor i 1943 kom til at belaste samarbejdspolitikken, var udviklingen af det illegale arbejde. Kommunisterne havde reorganiseret partiet under jorden og etablerede en illegal presse på såvel lands- som lokalt plan med "Land og Folk" som flagskib.

I april 1942 gik de i gang med sabotage og organiserede i løbet af året sabotagegrupper i de største byer. I samme måned udkom første nummer af bladet "Frit Danmark". Bag det stod et tværpolitisk samarbejde, som kommunisterne i en bevidst bestræbelse på at skabe en national folkefront iværksatte i samarbejde med kredse fra Det Konservative Folkeparti.

Fra årsskiftet 1941-42 begyndte den britiske organisation SOE at nedkaste agenter i Danmark med henblik på oprettelsen af "networks". SOE's tilstedeværelse var en realitet fra maj 1942, da lederen af arbejdet "i marken" kom i samarbejde med folk fra det lille højreparti Dansk Samling.

Det skal understreges, at den tidlige modstand nok var rettet mod tyskerne, men umiddelbart også mod regeringen og dens samarbejdspolitik. Den blev båret af folk fra de politiske yderfløje, til venstre kommunisterne, til højre Dansk Samling og ungkonservative.

FÅ VAR DE, MEGET FÅ. Målet for deres agitation var at vende opinionen fra at bakke op om samarbejdspolitikken til at kræve "norske tilstande". Det var en lang vandring, hvilket ses af, at man i 1942 og endnu i begyndelsen af 1943 ikke vovede at angribe samarbejdspolitikken som sådan, men kun den for eftergivende og slappe samarbejdspolitik.

Op gennem 1943 skete der imidlertid et stemningsskift, hvilket selvfølgelig hang sammen med den ændrede tyske krigslykke. Englændernes sejr i slaget ved el-Alamein i den egyptiske ørken og de vestallieredes invasion i Fransk Nordafrika samt ikke mindst det store tyske nederlag i Stalingrad, alt sammen i ugerne omkring årsskiftet 1942-43, varslede et kommende tysk nederlag.

Skønt det var forbudt, tog antallet af arbejdsnedlæggelser til og fik et stedse mere antitysk præg. Kommunistiske tillidsmænd på arbejdspladserne gjorde ikke deres arbejde forgæves! Da der i maj 1943 blev afholdt kommunalvalg, kunne kommunistiske dæklister i flere byer gøre overraskende store indhug i Socialdemokratiets vælgerskare. Samtidig steg sabotageaktiviteten måned for måned, og den blev gjort mere effektiv af, at der fra februar 1943 blev nedkastet sprængstof fra England.

Der var altså så småt tegn i sol og måne på, at noget var under opsejling, men alligevel kom den strejkebølge, som man har benævnt "augustoprøret", bag på alle parter. I 17 byer i den danske provins med Esbjerg, Odense, Aalborg og Århus som hovedarnesteder i den nævnte rækkefølge udbrød der uroligheder og slagsmål, der udviklede sig til strejker, hvor det ikke blot var fabrikker og værksteder, der lukkede, men også kontorer og forretninger.

I en række andre byer nåede man kun til urostadiet, hvilket også gjaldt København. "Oprøret" blev kort sagt skabt af de store provinsbyer uden københavnernes og landbefolkningens hjælp. Det blev skabt af en række aktivister med kommunisterne som de altdominerende organisatorer, ledsaget af et borgerskab, der de fleste steder sluttede villigt op. Det blev bekæmpet af de lokale og centrale myndigheder og bag dem af regeringen og Rigsdagen, ikke mindst af Socialdemokratiet både på det faglige og det politiske plan.

Men forgæves, for Hitler greb nu selv ind i krisen med krav om, at den danske regering blandt andet skulde indføre undtagelsestilstand, gidseltagning og dødsstraf for sabotage. Regeringen svarede nej og indgav sin afskedsbegæring til kongen, der henlagde den til bedre tider. Den tyske hær afvæbnede den danske hær og flåde søndag den 29. august og erklærede militær undtagelsestilstand. Samarbejdspolitikken var til ende, og der var rene linjer. Sådan føltes det i befolkningen. Det var "en god søndag", skrev modstandsmanden Frode Jacobsen.

Men helt så krystalklart var bruddet alligevel ikke. Nok var regeringen trådt tilbage, og Rigsdagen blev ikke indkaldt i resten af besættelsestiden, men samarbejdspolitikken fortsatte på det administrative plan. Nu var det ikke længere Scavenius, der forhandlede med "den rigsbefuldmægtigede", men udenrigsministeriets direktør. Departementscheferne regerede landet gennem såkaldte lovanordninger, hvilket blev godkendt af Højesteret.

Tyskerne blandede sig stadig ikke i det danske samfundsliv, og de forsøgte ingen nazificering. Det kommunale selvstyre fortsatte uanfægtet. Vi havde fortsat en gesandt siddende i Berlin. Danmark hørte fortsat ind under det tyske udenrigsministeriums ressort.

Vist hørte samarbejdspolitikken op den 29. august 1943 men kun til en vis grad.

Aage Trommer er dr.phil. og historiker med speciale i besættelsestiden