TYSKERNE VINDER KRIGEN, og den bliver kortvarig. Det mener mange, da Tyskland besætter Danmark den 9. april 1940 og derpå sender tropper ind i Norge, Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig.
Den danske samlingsregering med socialdemokraten Thorvald Stauning som statsminister samarbejder med den tyske besættelsesmagt, men det ulmer i folket.
Den 1. september 1940 synger 750.000 danskere fællessang over hele landet, mens stort set resten af befolkningen følger med i radioen, og da kong Christian den 10. bliver 70 år den 26. september, hyldes han af en halv million mennesker i København og siger i sin tale fra Amalienborgs balkon:
"Det er en tung tid, vi i fællesskab gennemlever, men jeg er sikker på, at når vi i værdigt sammenhold står denne tid igennem, så hævder vi derved bedst vor nation. Jeg vil gerne nævne den gamle verslinje 'End er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag.' Lad os i fællesskab udråbe et leve for vort gamle, evigt unge fædreland. Danmark leve."
Og så fortsætter kongen trods tysk modvilje sine daglige rideture i de københavnske gader og bliver mere og mere vores nationale samlingspunkt i håbet om frihed og fred igen.
Verdenskrigen intensiveres. I 1941 rammer England og Tyskland hinanden med massive bombetogter, Tyskland angriber Rusland, Japan ødelægger den amerikanske flåde i Pearl Harbor, og før jul er der omfattende krig mellem de allierede England, USA og Rusland – og aksemagterne Tyskland, Italien og Japan.
I maj 1942 dør statsminister Thorvald Stauning, 68 år gammel. Wilhelm Buhl, 60 år og socialdemokrat, bliver ny statsminister og siger i en radiotale i efteråret 1942, at modstand mod tyskerne er kriminelt, og opfordrer folk til at politianmelde de danskere, der laver sabotage mod tyskerne.
Men Buhl er ikke tyskervenlig, som tyskerne vil have det, og i november 1942 udnævnes den 65-årige udenrigsminister Erik Scavenius (R) til stats- og udenrigsminister.
Scavenius var radikal udenrigsminister under Første Verdenskrig, da han med gode kontakter til Tyskland gjorde meget for at holde Danmark neutralt. I midten af 1920'erne var han landsformand for Det Radikale Venstre, og som udenrigsminister i samlingsregeringen i juli 1940 sagde han, at de store tyske sejre havde slået verden med forbavselse og beundring.
I LØBET AF 1943 tyder mere og mere på, at tyskerne taber verdenskrigen, og herhjemme vokser modstanden mod tyskerne.
I foråret er der folketingsvalg. I realiteten et valg mellem de gamle danske partier, der samarbejder med tyskerne, og nye, mildt sagt meget tyskervenlige partier, nazisterne og Bondepartiet. Kommunistpartiet er forbudt og stiller ikke op.
Valgdeltagelsen er stor, og partierne bag regeringen sejrer med 94 procent af stemmerne, mens de nye partier kun får ganske få mandater i Folketinget. Regeringen Scavenius fortsætter.
Utilfredsheden breder sig i samfundet. Unge danskere samles i frihedskæmpergrupper, som laver sabotage mod jernbaner og tyskvenlige danske fabrikker, og der opstår ballade og strejker på arbejdspladser samt intern uro i regeringen.
Min far går ligesom flere hundrede tusinde andre danskere nu offentligt rundt med det symbolske, nationale kongemærkeemblem på jakken, og i løbet af august 1943 udvikler utilfredsheden med levevilkår og tysk besættelse sig til voldsomme uroligheder især i Aalborg, Århus, Esbjerg og Odense
Jeg er otte år, bor med min familie i den nordfynske stationsby Otterup – og min farmor, der har en tre-etages ejendom i Klaregade i Odense City med forretning og beboelse med god udsigt, fortæller om urolighederne. Tusinder af demonstranter i gaderne, slagsmål mellem danskere og tyskere, strejker på fabrikker og butikslukninger, politibiler med højttalere, der forsøger at dæmpe uroen, og ambulancer med sirener.
Uroen fortsætter, og da tyskerne samtidig kræver dødsstraf for sabotage, indgiver regeringen sin afskedsbegæring og ophører med at fungere den 29. august, hvorpå tyskerne erklærer militær undtagelsestilstand
Post, telefon og telegraf må ikke benyttes, strejker og sammenstimlinger af mere end fem personer på gaderne forbydes, og tyskerne vil hensynsløst bruge våben ved overtrædelser, samtidig med at der indføres dødsstraf for sabotage, mens den danske hær og flåde afvæbnes.
BESÆTTELSESTIDEN HAR taget sin afgørende drejning. "Luften er renset. Nu er vi i krig med Tyskland," siger min far. Frihedsrådet oprettes til koordination af modstandskampen, illegale blade kommer ud til flere og flere, og i oktober jagter tyskerne de omkring 7000 danske jøder.
I januar 1944 rystes nationen, da tyskerne myrder Vedersøs sognepræst Kaj Munk, modstanden mod tyskerne vokser med stikkerlikvideringer og sabotager, og i eftersommeren opløses dansk politi, da tyskerne arresterer 2000 politibetjente.
Mord og vold præger samfundet, vi ser ofte avisforsider med navne på de danskere, som tyskerne har henrettet, og nyheder om drab og røverier på åben gade er hverdagskost.
Tyske soldater rykker ind på min skole, Otterup Realskole. Vi sidder i klassen og ser ud på dem i skolegården, og i frikvarteret spytter vi efter dem, når de vender ryggen til og fløjter den forbudte sang "Lili Marleen". Tyskerne er ikke mennesker, som vi er. Det er vi børn på omkring de 10 år helt sikre på. De er brutale, de torturerer og dræber – og jeg lever med en konstant angst for, at tyskerne en mørk nat hamrer på døren og henter min mor og far for at indespærre dem i koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg. En angst, der suppleres med det behov for hævn, jeg oplever hos de voksne.
Endelig. Fredag den 4. maj 1945 overgiver tyskerne sig til de allierede, og Danmark er atter frit.
I BEGYNDELSEN AF AUGUST 1945 slutter Anden Verdenskrig, da USA kaster atombomber over Japan, og i eftersommeren 1945 kan besættelsestidens vendepunkt i 1943 for første gang fejres i fredstid af tusinder og atter tusinder af danskere ved byfester over hele landet.
Fyens Stiftstidendes navnkundige redaktør Knud Secher har fingeren på pulsen, og den 29. august 1945 skriver han i artiklen "Da Danmark fandt sig selv", at der er flere forklaringer på regeringens beslutning om stop for tyskersamarbejdet i eftersommeren 1943:
"Den mest populære – og vel også mest rigtige – forklaring er den, der siger, at det var modstanden i befolkningen, der fremtvang den. Men dagen kom også, fordi flertallet af politikere i virkeligheden ventede på det første det bedste påskud til at vælte vognen. Den kom endelig også – det kan være ubehageligt at sige det, men det er jo rigtigt – fordi tyskerne ønskede den.
Bruddet var selvfølgelig kommet senere alligevel, men når det kom så forholdsvis tidligt – tidligt nok til at rette vort renommé ude i verden op – var det blandt andet, fordi general von Hanneken (øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark) havde bidt sig fast i den opfattelse, at den danske hær og flåde måtte tilintetgøres, således at den ikke i givet fald kunne blive en støtte for invasion udefra.
Hvorom alting er – dagen kom. Og det var det lykkeligste. Vi kunne ikke have undværet den. Man kan få kuldegysninger ved at tænke på, hvorledes det ville være gået, hvis vi var dumpet lige fra Scavenius-politikken ind i befrielsen."
Kloge ord dengang. Kloge ord i dag.
Paul Zebitz Nielsen er præst, forfatter og foredragsholder