Prøv avisen

Da Hitler skabte den totale stat

De første koncentrationslejre var blevet oprettet ganske kort tid efter Hitlers magtovertagelse med henblik på "præventiv detention". Få måneder efter valget sad allerede 50.000 mennesker eller flere i lejrene, der opererede med fire overordnede kategorier af indsatte. Foto: Ritzau Scanpix/AP

Historien om Det tredje Riges fald er med god grund blevet fortalt mange gange i forbindelse med 60 års-dagen, men historien om, hvordan den tyske retsstat med lovindgreb blev totalitær, er mindre kendt

Den 30. april for 60 år siden satte føreren for det tyske rige og folk, Adolf Hitler, en pistol for hovedet og skød sig selv. Historien om Hitlers vej til magten er blevet fortalt mange gange, men lad os alligevel prøve at se nærmere på nogle af de enkelte skridt i forbindelse med magtovertagelsen.

Udadtil gik alting lovligt til. Men som Goebbels siger i en tale allerede i 1934, havde nazisterne altid åbenlyst erklæret, "at vi kun benyttede os af demokratiske midler til at erobre magten, og at vi, når dette mål var nået, hensynsløst ville nægte vore modstandere alle midler, man havde ladet os benytte, mens vi var i opposition. Alligevel kan vi erklære, at vor regering opfylder et forædlet demokratis love".

Nationalsocialistische Deutsche Arbeiter Partei (NSDAP) gik ved rigsdagsvalgene i 1930 frem fra 12 til 107 mandater og i 1932 fra 107 til 230 mandater. Den 30. januar 1933 blev Hitler udnævnt til posten som rigskansler. Samme eftermiddag lod han kabinettet træde sammen og fik vedtaget, at rigsdagen skulle opløses, og at der skulle udskrives nyvalg.

Men inden det kom til dette, indtraf en afgørende begivenhed. Den 27. februar blev der stukket ild på Rigsdagen, som brændte fuldstændig ud. Skylden for ildspåsættelsen er aldrig blevet helt fastlagt, måske stod nazisterne selv bag, men under alle omstændigheder var de ikke sene til at udnytte situationen. Det er blevet sagt, at med rigsdagsbranden gik Weimarforfatningens Tyskland op i flammer, og fra dets aske opstod Det Tredje Rige.

Allerede dagen efter, den 28. februar, offentliggjorde Hitler en nødforordning, hvis formål angiveligt var at "afværge kommunistiske voldshandlinger, som kan true staten". Forordningen medførte indskrænkninger i ytrings- og pressefriheden, i retten til at danne foreninger og afholde møder, indgreb i post- og telefonhemmeligheden, husundersøgelser og beslaglæggelser. Ydermere skulle visse forbrydelser, heriblandt højforræderi og ildspåsættelse, der hidtil blev straffet med fængsel på livstid, nu straffes med døden.

Mest afgørende var det, at den gamle "habeas corpus" ret, borgerens beskyttelse mod vilkårlig arrestation, blev sat ud af spillet. Politiet kunne nu arrestere folk uden at angive grund og uden forhør og sætte dem fast på ubestemt tid uden dommerkendelse. Der var ikke længere nogen forfatningsmæssig grænse for statens overgreb.

Retsstaten var hermed gået under, og landet var reelt sat i undtagelsestilstand. Selvom denne forordning kun skulle gælde "indtil videre", varede den helt til den 8. maj 1945, til det endelige sammenbrud 12 år efter af det rige, der skulle have varet i tusind år.

Den 5. marts 1933 fik partiet 288 pladser eller 44 procent af stemmerne. Knap tre uger efter blev det næste afgørende skridt taget med Rigsdagens vedtagelse af bemyndigelsesloven, hvormed det tyske parlament lod lovgivningsretten overgå til rigsregeringen. I lovens to første artikler stod at læse, at "Love for riget kan foruden ved den i rigsforfatningen fremsatte fremgangsmåde også vedtages af rigsregeringen" og "De love for riget, som rigsregeringen vedtager, kan afvige fra rigsforfatningen". Loven blev vedtaget med 441 stemmer for og 94 mod. Således var lovgivende og udøvende magt smeltet sammen, og et af de mest centrale retsprincipper sat ud af spillet.

Herefter gik Hitler over til at fjerne de partier, der netop havde sikret ham flertallet. Således blev følgende forbud udstedt tre måneder efter: "Indenrigsministeren har i dag, torsdag, forbudt Tysklands socialdemokratiske parti." Begrundelsen var "uomstødelige beviser" for "høj- og landsforræderisk virksomhed imod Tyskland". Et par uger efter erklærede nazisterne sig som det eneste parti og forbød helt dannelsen af nye partier. Et halvt år efter Hitlers tiltrædelse i regeringen, var Tyskland blevet en etpartistat.

Ydermere blev den vigtige skelnen mellem parti og stat sløjfet. Som det hedder i "Lov til sikring af enheden mellem parti og stat" af den 1. december 1933: "Efter den nationalsocialistiske revolutions sejr er Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti bæreren af den tyske statstanke og uløseligt knyttet til staten. Det er en legemliggørelse af offentlig ret." Således blev førerens ord reelt lov, og enhver ytring eller handling, der stred imod ånden i en af Hitlers befalinger, var at betragte som ulovlig.

Egenmægtighedens fuldendelse fandt sted, da regeringen den 1. august vedtog, at rigspræsidentens embede og samlede beføjelser efter Hindenburgs død skulle overgå til og forenes med Adolf Hitlers, "fører og rigskansler". Hindenburg døde dagen efter. Samme dag tog Hitler hæren i ed; han var nu øverstkommanderende for værnemagten og hæren "den eneste våbenbærer i vor nation".

Hitler havde med lynets hast sikret sig total politisk magt. På partidagen i september 1934 – som Leni Riefenstahl forevigede i propagandafilmen "Triumph des Willens" – proklamerede Hitler riget med ordene: "I de kommende tusind år vil der ikke mere finde nogen revolution sted i Tyskland."

Men alt dette var kun forberedende manøvrer. De første koncentrationslejre var blevet oprettet ganske kort tid efter Hitlers magtovertagelse med henblik på "præventiv detention". Få måneder efter valget sad allerede 50.000 mennesker eller flere i lejrene, der opererede med fire overordnede kategorier af indsatte: politiske modstandere; medlemmer af "inferiøre racer" (jøder og sigøjnere); kriminelle samt diverse "uduelige" elementer (homoseksuelle, åndssvage, arbejdsuvillige, asociale med flere). Efter erobringen af Polen blev lejrene her omdannet til regulære udryddelseslejre.

1935 kom så genindførelsen af den almindelige værnepligt (den 16. marts), hvilket var i strid med Versailles-traktaten, såvel som offentliggørelsen af de antisemitiske "Nürnberg-love" (den 15. september), der blandt andet fratog tyskere af "ikke-tysk blod" deres statsborgerskab og forbød ægteskab og kønslig omgang mellem tyskere og jøder.

Det tyske folk havde givet magten til en mand, der i løbet af få måneder omdannede Tyskland til en gennemført totalitær stat. Alle sociale, politiske, økonomiske, intellektuelle, kulturelle og åndelige aktiviteter i riget var underordnet partiets ideologi eller verdensanskuelse, som Hitler kaldte det: "Verdensanskuelsen er intolerant og kan ikke nøjes med rollen som et "parti ved siden af andre", men kræver bydende at blive absolut og ene anerkendt, samt at hele det offentlige liv stilles fuldstændigt om efter dets anskuelser." Parti og stat var ét: Staten var lig med partiet, og partiet var lig med partiets leder. Dette er essensen af førertanken.

Denne autokratiske styreform, et barn af det 20. århundrede, adskiller sig fra tidligere despotiske, absolutistiske eller tyranniske styrer, hvor magten nok har været centraliseret omkring en enkelt hersker, men befolkningen har kunnet leve i relativ uafhængighed, om ikke frihed. I den moderne variant af eneherredømmet er den enkelte borger i et og alt underordnet staten og må tjene og stå til ansvar for denne.

Dette formuleres ideologisk i "Der totale Staat" af Ernst Forsthoff fra 1933: "Den totalitære stat skal være en stat med total ansvarlighed. Den repræsenterer den enkeltes totale forpligtelse over for nationen. Denne forpligtelse ophæver enkelteksistensens private karakter. Enhver bærer, i ét og alt, i sin måde at handle og føre sig på, i det offentlige som inden for familien og det hjemlige fællesskab, ansvaret for nationens skæbne. Det væsentlige er ikke, at staten udsteder love og befalinger for de mindste celler i folkets liv, men at den også her kan gøre ansvarligheden gældende, at den kan drage den enkelte til regnskab, som ikke lader nationens skæbne gå forud for sin egen personlige. Dette krav fra statens side, som er totalt og stilles enhver statsborger, udgør det nye i statens væsen ..."

Borgeren var blevet en møtrik i statens velsmurte maskineri. Dette er måske den vigtigste lektie af dette stykke europæisk historie: farerne ved at sætte systemet før mennesket, ved kravet om, at borgeren er til for statens skyld, og ikke omvendt.

Christian Friis er cand.mag. i idehistorie og indienskundskab.