Da kvinderne indtog universitetet

I hundredåret for kvinders stemmeret er det værd at bemærke, at det er 140 år siden, at kvinder fik lov til at studere ved Københavns Universitet, det er 130 år siden, at Danmark fik sin første kvindelige læge, og det er 99 år siden, at den første kvinde fik en - ulønnet - ansættelse på universitetet

Danmarks første kvindelige læge, Nielsine Nielsen, blev uddannet i 1885. Udateret billede fra ca. 1880. //
Danmarks første kvindelige læge, Nielsine Nielsen, blev uddannet i 1885. Udateret billede fra ca. 1880. //.

DET ER I ÅR 140 ÅR SIDEN, at kvinder fik lov til at studere ved Københavns Universitet, og det er 130 år siden, at Nielsine Nielsen blev den første kvindelige læge i Danmark. Så der er flere jubilæer, som skal fejres i år, hvor vi også markerer hundredåret for kvinders stemmeret.

Nielsine Nielsen ville egentlig ikke vide af kvindesagen. Hun ville, som hun selv sagde, blot være læge. Kvindebevægelsen interesserede sig omvendt for hende og støttede hende økonomisk. Og Nielsine Nielsen blev faktisk senere kvindepolitisk aktiv.

Det samme gælder en række andre kvindelige akademikere, som i øvrigt også bidrog til ligestillingen ved at tage en højere uddannelse. Kravet om adgang til uddannelser var et af de mest centrale krav for den kvindebevægelse, som opstod i anden halvdel af 1800-tallet, og en forudsætning for kravet om stemmeret.

Nielsen kom til at tilhøre den radikale fløj i Dansk Kvindesamfund og gik ind for ligestilling mellem kønnene i såvel økonomisk som politisk henseende. Dermed skilte hun sig ud fra Dansk Kvindesamfunds forsigtige linje, idet man i 1887 ændrede kravet om ligeberettigelse, som blev opfattet som for radikalt, til et krav om ”forbedring af kvinders kår”.

Nielsine Nielsen var også aktiv i Kvindelig Fremskridtsforening, som havde kvindesagen, arbejdersagen og fredsdagen på programmet, og som allerede fra 1888 gik ind for valgretten. I 1893 blev hun formand for Kvindevalgretsforeningen stiftet i 1889 med kvindevalgretten som eneste punkt på programmet.

Det var det første forsøg på at samle stemmeretstilhængerne over hele landet, og hun var formand indtil 1898, hvor foreningen gik i opløsning. Nielsine Nielsen fik mandat til at tilbyde Dansk Kvindesamfund, at foreningen kunne overtage Kvindevalgsretsforeningens kassebeholdning og resterende 200 medlemmer på den betingelse, at Dansk Kvindesamfund reviderede sin formålsparagraf og indsatte kvinders politiske ligestilling med mænd. Nielsine Nielsen var med i fortroppen, mens Dansk Kvindesamfund som landsorganisation først indskrev ligestilling i sin officielle formålsparagraf i 1906.

HISTORIKEREN ANNA HUDE blev den første kvinde, som blev cand.mag. Hun var også den første, som skrev en medaljeafhandling, og den første kvinde, som tog doktorgraden. Anna Hude var medlem af Dansk Kvindesamfund, som havde støttet hende økonomisk. Hun var aktiv med oprettelsen af Politisk Kvindeforening, som blev dannet i 1904 med det formål at vække kvinders interesse for politiske og sociale spørgsmål. Foreningen forsøgte at engagere kvinder i politik og var dermed en kritik af Dansk Kvindesamfund, som arbejdede for kvindesagen, men mente, at det kunne ske upolitisk.

Foreningen, hvis formand hun var, holdt møder med foredrag og diskussion med det formål at uddanne kvinder til deltagelse i det offentlige liv.

I ledelsen for Politisk Kvindeforening sad ud over Anna Hude også Meta Hansen, vores første kvindelige cand.polit., som blev ansat ved Statens Statistiske Bureau. Hun blev ansat i 1896, men først i 1921 opnåede hun at blive fuldmægtig og dermed få sin uddannelse anerkendt på lige fod med sine mandlige kolleger.

Kvindelige historikere kunne også blive ansat ved Rigsarkivet, men som med Meta Hansen blev de assistenter og ikke embedsmænd, idet 1875-forordningen, som gav kvinder adgang til at studere, hverken havde givet dem adgang til den adgangsgivende eksamen (studentereksamen) eller ret til et erhverv.

Først med loven i 1921 om lige adgang for kvinder og mænd til alle stillinger undtagen militæret og kirken ophævedes denne forskelsbehandling. Kvinder fik lov til at arbejde, men til en mindre løn. Anna Hude, som fik ansættelse i arkivvæsenet, fik for eksempel 40 procent mindre i løn end sine mandlige kolleger.

1915 var der således endnu ikke nogen ansatte kvinder ved universitet. Der var dog en kattelem, den såkaldte jus docendi: ret til at forelæse var knyttet til doktorgraden. Forordning stammede fra 1824 og gjaldt helt frem til 1996. Georg Brandes har benyttet denne ret. Man kunne hindre hans ansættelse, men ikke hindre hans adgang til et kateder. Det var en ulønnet stilling, men universitetsforelæsninger i henhold til jus docendi var ofte begyndelsen på en akademisk karriere.

Lis Jacobsen blev dr.phil. i 1910 og holdt som den første kvindelige privatdocent i 1911-1912 et tosemesters undervisningsforløb i dansk sprog, som blev til bogen ”Kvinde og mand”. På den måde sigtede hun på at blive en kvalificeret ansøger til et docentur, som forventedes ledigt i 1911. Det var tæt på, men det lykkedes ikke.

Lis Jacobsen er nok den mest kendte kvindelige forsker fra den første periode. Hun blev blandt andet leder af ”Ordbog over det danske Sprog”. Hun redigerede det festskrift, som i 1925 blev udgivet for at fejre 50-årsjubilæet for kvinder på universitetet.

Hun måtte da konstatere, at kvindernes indsats ikke havde været betydelig i videnskaben på noget område. Hun mente egentlig ikke, at kvinder havde evnerne til at udføre forskning. Årsagen til dette var ifølge hende moderskabet. Men hun indrømmede ved jubilæet, at følte kvinder ”en Drift” til at blive forskere, måtte de følge den og leve med de problemer, som det gav: ”Vil man Livet, maa man tage Livskampen,” konstaterede hun.

DEN FØRSTE KVINDE ANSAT på Københavns Universitet blev en svensker. Val-frid Palmgren (1877-1967) havde disputeret i romanske sprog ved Uppsala Universitet i 1905. Hun konstaterede, at hun på grund af det herskende kvindesyn ikke havde en fremtid inden for universitetets mure og valgte i første omgang biblioteksvejen, men i 1910 blev hun som en af to kvinder valgt ind i Borgerrepræsentationen i Stockholm, efter at kvinder havde fået kommunal stemmeret i Sverige.

Hun havde således en karriere i Sverige, da hun i 1911 bosatte sig i København på grund af giftermål. Her blev hun i 1916 engageret som uaflønnet leder af frivillige kurser i svensk ved Københavns Universitet, og i 1918 begyndte hun at få løn for sit arbejde!

Universitetet ønskede at beholde hende i en fast stilling. Dette kunne ikke afgøres af universitetsmyndighederne, og derfor blev hun ansat i et personligt lektorat i 1920 vedtaget i Folketinget, som tilmed udtrykte taknemmelighed over, at hun ville påtage sig opgaven.

På den måde blev den første kvinde på universitetet ved Frue Plads en svensker. Hun udgav en række leksikaer, grammatikker og ordbøger inden for svensk-dansk. Hun blev i øvrigt mor til Gustaf Munch Petersen, forfatter og tidlig modernist, som døde i Den Spanske Borgerkrig.

Valfrid Palmgren var også kvindepolitisk aktiv. I 1911 var hun med til at arrangere en international stemmeretskonference i Stockholm, hvor mange danske kvindeaktivister deltog. Hun var med i Landsforeningen for Kvinders Politiske Stemmeret, og i 1914 blev hun valgt ind i Dansk Kvindesamfunds styrelse, hvor hun sad, da kvinderne fik stemmeret.

Vi står over for nogle kommende jubilæer, især 2025 hvor det er 150 år siden, at kvinder fik lov til at studere. På vejen dertil kan vi fejre 1916, hvor den første kvinde blev ansat på Københavns Universitet og 1921, hvor kvinder fik adgang til offentlige embeder. I Københavns Universitets historie 1479-1979, som fylder mange bind, handler 13 sider om kvinder. Det burde der rådes bod på!

Bente Rosenbeck er professor, dr.phil. på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet