Prøv avisen

Da mørket sænkede sig over det 20. århundrede

Den 28. juni 1914 blev tronfølgeren i det østrig-ungarske dobbeltmonarki, ærkehertug, Franz Ferdinand og hans hustru Sophie myrdet af en bosnisk student, Gavrilo Princip. Skuddet lagde kimen til Første Verdenskrig. Foto: AFP

Det er i dag 90 år siden, at skuddet i Sarajevo satte en lavine af tragiske begivenheder i gang i Europa. Begivenheder, i hvis skygge vi stadig lever

Den 28. juni 1914 blev tronfølgeren i det østrig-ungarske dobbeltmonarki, ærkehertug, Franz Ferdinand og hans hustru Sophie myrdet af en bosnisk student, Gavrilo Princip, i Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina.

Området var blevet taget fra Det Osmanniske Rige i 1878 og indlemmet i Østrig-Ungarn 1908, men mange af indbyggerne foretrak en serbisk eller sydslavisk (jugoslavisk) statsdannelse.

Optakt til Første Verdenskrig

Skuddet i Sarajevo blev optakten til Første Verdenskrig og dermed den totale ændring af »verden af i går«, som forfatteren Stefan Zweig i 1942 døbte den civiliserede centraleuropæiske kultur mellem Budapest, Wien og Prag, som han voksede op i før Første Verdenskrig. Endegyldigt gik denne verden ifølge Zweig først under med nazismens og fascismens racistiske nationalisme og populisme.

Men Første Verdenskrig og især fredsslutningerne efter den markerede afslutningen på en æra, der i eftertidens bagkloge lys tager sig fredeligt, idyllisk og kosmopolitisk ud. »La belle époque« som det første 10-år af det mørke 20. århundrede blev kaldt i samtiden.

Ved nøjere eftersyn var årene fra 1900 til 1914 naturligvis ikke så lyse. Hundredtusinder af fattige europæere foretrak at udvandre til Nord- og Sydamerika, populistiske partier med antisemitisme som hovedprogrampunkt gjorde deres entré i land efter land, og massebevægelser kæmpede for politiske rettigheder. Selv det velhavende Storbritannien frygtede i sommeren 1914 en krig. Men den krig, de frygtede, var ikke det stormagtsopgør i Flanderns mudder, som de faktisk kom til at opleve, nej det var en krig i Irland mellem katolikker og unionstilhængere, som unge briter frygtede at blive sendt ud i.

Politiske mord var udbredte

Ingen af krigsdeltagerne i 1914 havde forestillet sig omfanget og følgerne af den krig, som de skødesløst slentrede ind i i den varme sommer 1914. Østrig-Ungarn blev selvfølgelig rystet over mordet på sin tronfølger. Men politiske mord var ikke en undtagelse i årtierne omkring 1900. Selv i det lille Danmark var de politiske og sociale konflikter spidset til i en grad, så en typograf, Julius Rasmussen, i 1885 forsøgte at myrde den konservative konseilspræsident Estrup.

Det mislykkedes, men mange andre attentater lykkedes. Blandt de mest prominente ofre var den russiske kejser Alexander II i 1881, den franske præsident Carnot i 1894, kejserinde Elisabeth af Østrig 1898, den italienske kong Umberto I i 1900, den serbiske kong Alexander I og hans dronning Draga i 1903, den russiske guvernør af Finland Bobrikov i 1904, den græske statsminister Theodoros Delyannis i 1905, den portugisiske kong Carlos I og kronprins Luis Felipe i 1908, den russiske statsminister Piotr Stolypin i 1911 og den græske kong Georg i 1913. Gerningsmændene var anarkister, socialister og især revolutionære nationalister.

Det gjaldt således de fem unge bosniske studerende, der opholdt sig i Sarajevo for at myrde Franz Ferdinand, som mange frygtede ville indgå et nationalt kompromis med tjekkerne, der kunne få det multinationale rige til at leve videre. Det ville de sydslaviske nationalister forhindre.

De var yderligere opflammet af den provokation, som de så i, at besøget i Sarajevo fandt sted netop den 28. juni, en hellig dag i serbisk national mytologi. 28. juni er, som vi siden 1989 har lært til kvalme, årsdagen for slaget på Solsortesletten, Kosovo Polje, i 1389.

Dette for serbernes identitetsdannelse så vigtige slag fandt sted på Skt. Vitusdag. Selv om slaget endte med nederlag og 500 års osmannisk herredømme på Balkan, husker serberne slaget med stolthed, fordi det var heroisk. Og så fordi en serbisk adelsmand, Milos Obilic, snigmyrdede sultanen Murad I samme dag og selv blev henrettet. For radikale serbiske nationalister var det oplagt at forsøge at gentage Obilics dåd over for den nye undertrykkelsesmagt. Og det lykkedes med alle de velkendte katastrofale konsekvenser, som sammenfattes i overskriften »det mørke 20. århundrede«.

Østrig-Ungarn greb chancen for at ydmyge den unge serbiske stat og stillede et uantageligt ultimatum. Det Russiske Imperium følte sig tvunget til at hjælpe sine slaviske brødre og mobiliserede. Det provokerede i sin tur Østrig-Ungarns allierede, Det Tyske Kejserrige, til at erklære krig, da deres krigsplaner mod en fransk-russisk tofronts-krig byggede på evnen til hurtigere mobilisering.

Krigen, der blev ved og ved

Da krigen først var indledt, blev den ved og ved og ved. Pga. de defensive våbens overmagt degenererede kampen til industrialiserede massemyrderier, hvor fantasiløse generaler forsøgte at slide hinandens ressourcer af værnepligtige mænd og materiel op.

En af de vigtigste bivirkninger af krigen var, at kvinderne rykkede ind i job, der tidligere var forbeholdt mænd. Den nye erfaring førte til indførelse af kvindelig valgret i flere af de krigsførende lande. Andre stater brød sammen i revolution som Rusland eller blev opløst som Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Imperium. Det er denne sidste proces, jeg især vil fremhæve som den vigtigste langtidsvirkning af Første Verdenskrig.

Grænserne blev trukket på ny i Europa efter Første Verdenskrig. Folkenes eller nationernes selvbestemmelsesret hed det nye princip, der blev krigsmål, i takt med at krigen krævede stadig større ofre. Princippet blev formuleret af den anæmiske, protestantiske akademiker Woodrow Wilson, som i 1916 var blevet genvalgt som præsident i USA på løftet om at holde landet uden for det europæiske opgør. Alligevel gik han ind i krigen året efter på fransk og britisk side for at fremme demokratiet ved at opløse de multinationale imperier i mindre, nationale stater. Han skulle derved vise sig at blive det 20. århundredes virkelige revolutionære skikkelse, langt foran selvproklamerede bloddryppende revolutionære som Lenin, Stalin og Hitler.

Princippet om national selvbestemmelse

Første Verdenskrig blev i den umiddelbare eftertid opfattet som forårsaget af overdreven nationalisme eller chauvinisme blandt de brede masser i de europæiske stater.

»Folkenes selvbestemmelse« blev derfor fastlagt som gældende internationalt princip ved fredsslutningerne i Versailles og Trianon 1919-20. I hvert fald hos taberne. Det indebar, at hvert enkelt menneske retsligt set skulle tilhøre én og kun én nation, og at der skulle være overensstemmelse mellem det nationale og det statslige tilhørsforhold.

Folkeretsligt blev princippet om national selvbestemmelse kodificeret ved oprettelsen af Folkenes Forbund i 1919. Dette internationale system anerkendte otte stormagter, selv om de aldrig var medlemmer på samme tid. Den mest markante, udenforstående stat var paradoksalt nok USA, hvis præsident Woodrow Wilson havde taget initiativet til det nye internationale system. Sovjetunionen trådte ind i 1934, efter at Tyskland og Japan havde forladt Folkeforbundet. I 1935 trådte Italien ud i protest mod de sanktioner, som Forbundet pålagde det efter overfaldet på Abessinien.

Anden Verdenskrig, der på så mange måder var en fortsættelse af den første, så man kan tale om en trediveårskrig afbrudt af en lang våbenhvile, ordnede forholdene mellem de sejrende stater på et mere pragmatisk grundlag med efterfølgeren til Folkenes Forbund, De Forenede Nationer.

En nøjere undersøgelse af begivenhederne siden murens fald i efteråret 1989 viser dog, at den tilsyneladende genopdukken af gamle nationale holdninger ikke er tegn på, at den territoriale nationalstat lever og har det godt. Kommunismens fald har ikke dementeret Poul Schlüters profetiske ord fra en tale i London 1988 om, at nationalstaten på samme tid er for stor og for lille.

For stor i forhold til de enkelte borgere, for lille i forhold til de udfordringer af økonomisk og økologisk karakter, den står over for. De nationale parlamenter er stadig i klemme mellem magtfulde lokale og overnationale kræfter. Det gælder stadig, uanset hvor meget de ledende politikere i EU i dag end proklamerer nationalstatens suverænitet.

Sarajevo 1914 står i vejen for en ikke-nationalistisk besindelse på historiens lære. På mange måder lever vi fortsat i Versailles-traktatens system, selv om nogle af dens resultater som Jugoslavien og Tjekkoslovakiet blev opløst i 1990'erne.

Uffe Østergård er historiker og forfatter