I dag for 200 år siden, den 22. august 1808, afsejlede 9000 spanske tropper fra Langeland om bord på engelske orlogsskibe. Dermed sluttede en fransk-spansk militær ekspedition til Danmark, som var kommet i stand efter anmodning fra den danske kronprins, den senere Frederik VI.
Englænderne havde jo i 1807 bombet København og var sejlet bort med den danske flåde, for at den ikke skulle blive sat ind på fransk side i Napoleonskrigen. "Harmfuld over englændernes adfærd havde kronprinsen (derefter) 16. august 1807 erklæret dem krig" og havde vendt sig mod Napoleon om bistand, som der står i min gamle "Politikens Danmarkshistorie".
Et ekspeditionskorps på 28.000 mand, anført af marskal Bernadotte, ankom dog først i marts 1808. Halvdelen af de 28.000 var spaniere. Det var i øvrigt uklart, hvad formålet med ekspeditionen var set med kejserens øjne. Skulle de bruges til et angreb på Sverige eller gardere mod en engelsk invasion, eller var ideen ganske enkelt at holde en spansk styrke beskæftiget her, så den ikke kunne komme på tværs af Napoleons planer om at underlægge sig Spanien og indsætte sin bror, Joseph Bonaparte, som konge?
Det kan der ikke gives noget klart svar på. Men uanset hvad rykkede styrken ind, og det hævdes, at det første offer for den sydeuropæiske indsats i Danmark blev den stakkels sindssyge Kong Christian, der befandt sig i Rendsborg og fik et hjerteslag ved synet af de vildtudseende spanske tropper.
Spaniolerne, som de kom til at hedde i den danske version af "españoles", ankom med et stort følge af oppassere, præster, kokkepiger og nogle få særligt udvalgte hustruer og børn til spanske officerer. Napoleon holdt sine franske elitetropper i Slesvig-Holsten, mens spanierne blev indkvarteret i forskellige danske provinsbyer, heriblandt Roskilde. Og de blev godt modtaget. Frederik VI var ikke alene om at være harmfuld over englændernes adfærd!
Spanierne blev et fascinerende islæt i dagligdagen, hvor de kom frem. "Der var et forunderligt uroligt og bevæget Liv i min Fødeby, så længe Spanierne vare der, og den Dag de vare bortdragne, var Byen ligesom tom og uddød." Sådan beskriver en Ringstedborger sin oplevelse i en tekst, som er gengivet på en planche i en lille fin udstilling "Da spaniolerne kom. Et kulturmøde i 1808", som fra den 29. august til den 2. november vises på Roskilde Museum. Udstillingen har tidligere i år været vist på Holbæk og på Langelands Museum samt på Koldinghus.
DANSKE BORGERE MØDTE den spanske kultur på mangfoldige måder og med alle sanser:
Militærmusik af korpsets musikanter, når tropperne trak op på byens gader, katolske messer med røgelse og kulørte ritualer, det spanske køkken med snegle og frøer i sauce af olie, eddike og løg, og det store gys: stegte fugle og katte. Og så lærte spanierne os, at man kan rulle tobak i papir og kaste de glødende rester af papircigarer fra sig på gaden. Spanierne havde i det hele taget et afslappet forhold til at lege med ilden. En af de mange overleverede skrøner tilskriver således branden på Koldinghus en spansk cigarstump. I en skillingsvise hed det:
Koldingborgen! Koldigborgen!
Den skal brændes ned til grund!
Og til svovlet holdt spanjolen
Hen cigaren fra sin mund.
Ikke desto mindre var spaniolerne vellidte hos deres danske værtsfolk, nok fordi de trods sprogforskellen kom i god kontakt med jævne folk, og fordi de optrådte anstændigt.
For danskere markerer de fransk-spanske troppers besættelse en del af den deroute for Danmarks status som stat, som Frederik VI havde sat i gang ved at føre Danmark ind i Napoleonskrigene på kejserens side.
For spaniere, derimod, markerer året 1808, nærmere bestemt datoen den 2. maj, starten på et stort folkeligt oprør i Madrid mod Napoleons styrker, som var rykket ind i Spanien for at understøtte Joseph Bonapartes indsættelse som konge. Et oprør, der spredte sig til mange spanske provinser, og som franskmændene aldrig rigtig fik under kontrol trods blodige forsøg på at undertrykke det, som der er givet et eksempel på i Goyas berømte maleri.
Marskal Bernadotte og den øvrige ledelse af besættelsesstyrkerne gjorde naturligvis alt, hvad de kunne for så længe som muligt at forhindre, at spaniolerne i Danmark fik kendskab til oprøret mod Napoléon. Omvendt gjorde englænderne alt, hvad de kunne, for at nyheden nåede frem til spaniolerne hurtigst muligt efter den 2. maj.
Forholdet mellem franske og spanske officerer og menige i Danmark havde fra starten været anspændt, idet Napoleon allerede i januar 1808 var rykket ind i Spanien og derefter i foråret havde indkvarteret den spanske kongefamilie i Frankrig, hvor den spanske konge blev presset til at abdicere til fordel for Joseph Bonaparte.
Meddelelser om den 2. maj i Madrid nåede ret hurtigt til Danmark, og opstanden bredte sig især blandt de spanske menige og rigtig alvorligt blev det, da de spanske tropper i Danmark i slutningen af juli blev stillet over for et krav om at aflægge troskabsed til Joseph Bonaparte under en stor parade i Roskilde.
De spanske officerer mistede kontrollen, og situationen udviklede sig til grænsen af mytteri. Og i det omfang, det overhovedet lykkedes at formå spanske soldater at aflægge en stærkt udvandet troskabserklæring, udfoldede ceremonierne sig som rene farcer med ureglementeret affyring af salutter og råb om "Død over Napoleon" og "Leve Fernando VII." (den spanske tronprins, der var i forvaring i Frankrig).
DER VAR BETYDELIG uenighed i den spanske militære ledelse om, hvorvidt man skulle søge hjælp hos englænderne, men efter nogen tid indså den spanske øverstbefalende, general de la Romana, at han var nødt til at lade englænderne transportere sine styrker ud af Danmark. Dermed var det spanske oprør i Danmark en kendsgerning.
De spanske tropper fra Østjylland og Fyn blev i Nyborg taget om bord af englænderne og anbragt på Langeland, hvor de med engelsk bistand hurtigt fik tilslutning af et par andre regimenter fra det nordlige Jylland. Og den 22. august kunne 9000 spanske tropper indskibe sig på engelske troppetransportskibe, som stod ud af danske farvande med kurs mod nord. Lige for øjnene af marskal Bernadotte, som netop var nået frem til Svendborg med franske forstærkninger.
De spanske tropper på Sjælland blev afvæbnet og ført væk som krigsfanger til Rusland og Frankrig. De 9000 mand, derimod, nåede frem til Nordspanien og indgik i kampen mod franskmændene.
De højeste klasser i det spanske samfund flertallet af generaler, adel og andre store godsbesiddere samt den katolske kirke forholdt sig afventende over for den franske invasion, og de laveste samfundsklasser måtte slås alene mod de langt bedre udrustede franske tropper og blev nedkæmpet i en blodig massakre.
Men oprøret i Madrid havde tændt en gnist, og i løbet af kort tid brød folkelige opstande ud i de større byer over hele landet, støttet af liberale kredse i officerskorpset. Og til erstatning for det kongelige magtapparat blev der etableret lokale juntaer, som i september 1808 oprettede en fælles, øverste junta med regeringsbeføjelser over hele Spanien. Hermed var Den Spanske Uafhængighedskrig i gang.
Det blev en lang og bitter guerillakrig udkæmpet af større eller mindre grupper over hele landet, som gav franskmændene store vanskeligheder. Det blev den første guerillakrig i stor skala i moderne tid, hvor spanierne, som var blevet svigtet af landets ledere og var næsten uden regulære tropper, viste sig i stand til at modstå franskmændene og binde store franske styrker helt frem til Napoleons endelige nederlag.
Og Bernadotte? Ja, han svigtede som bekendt også den franske kejser ved at lade sig udnævne til arveprins i Sverige i 1810 og til konge som Karl XIV Johan i 1818.
Så de store tabere på Napoleonskrigenes nordlige front blev dels den franske kejser, som ikke fik erobret Sverige, men tværtimod måtte se det som en fjende behersket af sin gamle general, dels den danske konge, som mistede ikke kun Norge, men også en af Europas stærkeste orlogsflåder, og reducerede sit folks selvtillid for lang tid fremover.
Ole Olesen er konsulent og cand.polit.