Da Sovjetunionen for en tid blev båret af religiøse tanker

I år er det 50 år siden, Sovjetunionens Kommunistiske Parti holdt sin 22. kongres. Selvfejring, kontraktpolitik og et profetisk løfte om Paradis på jord var på dagsordenen til kongressen, som blev ledsaget af atombombefyrværkeri og en vigtig genbegravelse

I år er det 50 år siden, Sovjetunionens Kommunistiske Parti holdt sin 22. kongres. Selvfejring, kontraktpolitik og et profetisk løfte om Paradis på jord var på dagsordenen til kongressen, som blev ledsaget af atombombefyrværkeri og en vigtig genbegravelse
I år er det 50 år siden, Sovjetunionens Kommunistiske Parti holdt sin 22. kongres. Selvfejring, kontraktpolitik og et profetisk løfte om Paradis på jord var på dagsordenen til kongressen, som blev ledsaget af atombombefyrværkeri og en vigtig genbegravelse. Foto: SERGEI ILNITSKY Denmark.

Mange vil nok undre sig over relevansen af at markere 50-året for Sovjetunionens Kommunistiske Partis 22. kongres, som blev holdt i Moskva den 17.-31. oktober 1961. Normalt vil kendere af russisk og sovjetisk historie fremhæve partikongressen fem år før som den vigtigste i sin epoke. Det var på kongressen i 1956, at Nikita Khrusjtjov holdt sin såkaldt hemmelige tale, hvor han, som man ville sige i dag, lagde afstand til Stalin-tiden ved at tale om, at landet indtil Stalins død i 1953 havde ligget under for en personlighedskult.

LÆS OGSÅ: Putin afviser russisk omvalg

Men fem år senere i 1961 var sovjetsamfundet allerede væsentligt forandret. Med Khrusjtjov som leder var man begyndt at se fremad. Allerede i 1957 var en sovjetisk satellit blevet sendt i kredsløb om jorden. Begivenheden trak spor helt ind i det danske sprog en sputnik, kaldte vi tingesten med et russisk fremmedord.

Men det var 1961, der var de allerstørste landvindingers år: Den sovjetiske nation samledes om bedrifter som byggeriet af verdens største vandkraftværk i Bratsk på Angar-floden.

I international politik frydedes man over amerikanernes mislykkede forsøg på i Svinebugten i Cuba at invadere det nye, socialistiske søsterland, som kvitterede ved at give socialismen et lidt mere eksotisk, og måske ligefrem erotisk ansigt, end man kendte det hjemmefra.

Og selvfølgelig så 1961 den største af alle bedrifterne i Sovjetunionens historie seniorløjtnant i luftvåbenet Jurij Gagarins himmelfart fra Bajkanur-basen i Kasakhstan.

Så da landet hen over sommeren 1961 forberedte sig på kommunistpartiets 22. kongres samme efterår, var det i en euforisk stemning af forventning. Nu var næsten alting muligt. Nu ville socialismen én gang for alle vise sig som overlegen i kappestriden med Vesten. Og for at skabe de bedst mulige rammer for at udnytte alle disse muligheder behøvede partiet et nyt program.

STOR VAR GLÆDEN, da avisen Pravda allerede den 30. juli kunne trykke det udkast til partiprogram, som tre måneder senere skulle vedtages under stående ovationer i det til lejligheden opførte, nye kongrespalads af marmor og glas i det gamle Kreml.

Overskriften på Pravda den julidag slog en helt ny og uventet tone an: Den nulevende generation kommer til at opleve kommunismen, stod der med store typer på forsiden. Citatet var den sidste sætning i det nye partiprogram og blev benyttet som punchline af Khrusjtjov på kongressen i oktober. Perspektivet var flyttet væk fra resultaterne og landvindingerne. Sovjetunionen havde fået et mål, som samtidig var en profeti.

Nu skulle sovjetsamfundet til at tænke i futurum.

Men hov vil mange indvende var der da ikke kommunisme i Sovjetunionen? Det enkle svar er nej. Selv partitoppen i Kreml ville dengang sige, at Sovjetunionen i 1960erne var et socialistisk land, som havde lagt den første fase efter revolutionen proletariatets diktatur bag sig.

Det perfekte, kommunistiske samfund, hvor penge helt var afskaffet, og hvor alle i fuldstændig solidaritet med hinanden ville yde efter evne og nyde efter behov den fase var endnu ikke indtrådt. Og først og fremmest havde man ikke talt særlig meget om den i en del år.

Under Stalin var spion-paranoiaen blevet ophøjet til samfundsbærende princip, hvorfor alle nærede en særdeles begrundet frygt for alle. Siden havde Anden Verdenskrig krævet al opmærksomhed. Ideologi var under Stalin blevet betragtet, om ikke som noget bras, så dog som en farlig mulighed for mobilisering af modstand internt i partiet mod den magtkoncentration i hænderne på få, stalinismen stod for.

NU VAR TIDEN KOMMET til at vække den revolutionære retorik og ånden fra 1917 til live igen. Ordet utopi var pludselig ikke længere et skældsord, der blev brugt mod afvigelser på den yderste venstrefløj. Nej, utopien var mulig, på samme måde som det var blevet muligt at sende et menneske ud i verdensrummet.

Pludselig var der i den officielle retorik blevet åbnet for, at sovjetborgerne kunne drømme sammen. Hvad mon vi du og jeg vil bruge kommunismen til? Og hvad kan vi gøre for at bidrage til, at det nye partiprograms profeti går i opfyldelse? Sovjetborgerne havde skiftet Stalin som samlingspunkt ud med en drøm, en fantasi, som alle kunne bruge på deres egen måde. Sovjetunionen blev for en tid båret af religiøse tanker.

Kigger man i partiprogrammet og på de beslutninger, der blev truffet på den 22. kongres, må man tage hatten af for Khrusjtjovs ambitionsniveau: Ikke alene ville kommunismen indtræde i 1981 man ville, havde man regnet sig frem til, allerede i 1971 overhale USA både i det samlede bruttonationalprodukt og i bruttonationalprodukt pr. capita.

De profetiske fremskrivninger af økonomien akkompagneredes af svære beslutninger, der skulle lægge et glemslens slør over fortidens synder: Stalins jordiske rester blev natten til den 31. oktober på kongressens sidste dag flyttet ud af Lenins mausoleum på Den Røde Plads, hvor Stalin havde holdt Sovjetstatens grundlægger med selskab i otte år. Stalin blev genbegravet de symbolsk vigtige 30 meter bag mausoleet, tæt op ad Kremls røde mur, hvor diktatorens grav og dertil hørende granitbuste står den dag i dag.

Og som en salut til ære for kongressens sidste dag prøvesprængtes den største brintbombe, verden til dato har kendt tsar-bomben på 50 megaton over den øde øgruppe Novaja Zemlja i den sovjetiske del af Ishavet. Paddehatteskyen var næsten 70 kilometer høj, og eksplosionen smadrede ruder i Finland.

Kunne man mon med en sådan sprængkraft til sin rådighed også sprænge fortidens traumer i stykker, viske tavlen ren og få minderne fra den mørke tid under Stalin til at gå væk? I hvert fald kunne man drømme om en fremtid, der var så lys, at de ofre, man havde båret under Stalin, ikke havde været forgæves. Man kunne tro på kommunismen.

MEN HVAD SKETE DER med profetien om kommunismens snarlige indtræden? Hvad blev den sovjetiske kontraktpolitiks skæbne? I 1971 havde Sovjetunionen ikke opfyldt planmålene: USA var hverken blevet indhentet eller overhalet i BNP. Nedkæmpelsen af pragerforåret tre år før havde fået selv de mest optimistiske sovjetborgere og sympatisører til at indse, at det var slut med Tøbruddets frihedsgavebod.

Og i 1981 året, hvor profetien havde lovet, at det perfekte kommunistiske samfund skulle indtræde ja, der indtrådte året 1981 og ikke særlig meget andet. Op igennem 1970erne havde sovjetledelsen nemlig skabt begrebet udviklet socialisme som betegnelse for det stagnerende, og sammenlignet med de entusiastiske 1960ere relativt afideologiserede, pragmatiske og stabilitetssøgende samfund. Khrusjtjov var i 1964 blevet gået som generalsekretær, og den ambitiøse, konfrontationssøgende politik i forholdet til Vesten var blevet erstattet af nøgleordet mirnoe sosushchestvovanie russisk for fredelig sameksistens.

LÆS OGSÅ: Russerne arbejder på at få Krim tilbage

Drømmeren Khrusjtjov som gav løftet om kommunisme, der så ikke kunne holdes er som den eneste af sovjetlederne ikke begravet ved Kreml-muren. Han døde jo først, efter at han var gået af som partichef. Nej, Khrusjtjov ligger på Novodevitjie-kirkegården i den sydvestlige del af det centrale Moskva.

Kunstneren, der har skabt hans gravmæle, er den kendte russiske billedhugger Ernst Neizvestnyj en kunstner, der i Khrusjtjovs regeringstid var offer for Khrusjtjovs personlige fordømmelse. Poetisk retfærdighed, skæbnens ironi, ja. Men måske også den bedste måde at få sat et punktum på og få enderne til at mødes i historien om utopisten, profeten og kommunistpræsten Khrusjtjovs kapitel i den russiske historiebog.

Jon Kyst er ph.d. i russisk, tolk og oversætter samt direktør i Akademisk Rejsebureau. Han underviser i russisk kultur og litteratur på DIS Danish Institute for Study Abroad