Prøv avisen

Da Thulekatten slap ud af sækken

THULESAGEN: Historien om tvangsflytningen af eskimoer fra Thule er et mørkt kapitel i dansk historie. Såfremt det grønlandske hjemmestyre bevilger ressourcer til Thulebeboernes klage, vil sagen rulle videre ved menneskeretsdomstolen i Strasbourg

Den 15. juni 1951 nærmede den franske polarforsker Jean Malaurie sig polareskimoernes gamle hovedstad Thule nordfra. Han var på vej ned fra Indlandsisen og havde udsigt over den berømte North Star Bugt, der ligger neden for det karakteriske Thulefjeld.

Malaurie fortæller: »Vi ser at luften er fuld af marsmænd. Der er flyvere fra US Air Force, der i en mægtig luftbro ankommer hver halve time for at konstruere en gigantisk luftbase syd for Wolstenholme Fjord. Snart er der 4000 mand, så 10.000. Der bliver bygget en havn, efter at en flådestyrke på 63 skibe bliver læsset den 9. juli ... Jeg stod på bredden, da marineinfanteriet gik i land i vand til midt på livet og med bajonetter på geværerne, som var det begyndelsen til Tredje Verdenskrig ... Jeg er eneste udenlandske iagttager, og min tilstedeværelse generer tydeligvis de amerikanske myndigheder, som jeg møder, især den general fra US Air Force, som leder opbygningen af basen«.

Malaurie protesterer til den danske administrator i Thule, Torben Krogh, og kræver af ham, at han sammenkalder fangerrådet i Thule. Krogh nægter. Pressen kvæler hele sagen, og den danske regering foretager sig ikke noget, fordi den i al hemmelighed har givet amerikanerne lov.

Dette begivenhedsforløb er efterhånden velkendt, men ingen har forklaret, hvorfor polareskimoerne, inughuitterne, overhovet ikke blev hørt, ikke engang underrettet. Hvorfor blev deres område besat, og hvorfor løj den danske administration om hele sagen, da »katten slap ud af sækken«, som Eske Bruun, der dengang næsten enevældigt administrerede Grønland, sagde.

Det hele skete under den kolde krig. Den 25. juni invaderede Nordkorea deres nabo mod syd og besatte endog Seoul. To dage efter gik USA ind i krigen med FN's godkendelse, idet USSR på det tidspunkt boykottede FN's møder. Man kan forstå, at USA ville udbygge atomtruslen ved at bygge en base i Arktis, men hvorfor netop Thule?

Under Anden Verdenskrig blev der undertegnet en aftale mellem Danmark og USA, en aftale der var det vigtigste danske bidrag i krigen mod nazismen, men en aftale, der blev til i huj og hast, og som ikke tog hensyn til grønlændernes interesser, men i realiteten gav amerikanerne total handlefrihed.

Nordgrønland er stort, og der ville have været masser af plads i Washington Land eller måske Inglefield Land længere mod nord. Eller endnu bedre på nordspidsen af Ellesmere Island, hvorfra f. eks. Peary drog af sted i retning mod Nordpolen. Hans hovedkvarter, Fort Conger, er ikke langt fra et sted, der hedder Alert, hvor der, dengang jeg var der midt i 1950'erne, lå en lille forblæst og forfrossen vejrstation med en besætning på en halv snes mennesker. Nu er der en moderne base.

Ellesmere Island ligger i det nu autonome, men ikke helt selvstændige Nunavut, som dengang var en del af Canada. Det hævdes, at canadierne for det første ikke havde de bedste erfaringer med amerikanerne i de allerede eksisterende baser som for eksempel Goose Bay i Labrador, og at de for det andet helst ville holde sig så langt væk fra den kolde krig som muligt. I hvert fald har jeg ved selvsyn konstateret, at indianerne i Labrador blev behandlet som undermennesker, og at området allerede dengang flød i affald.

Men man valgte altså Thuleområdet, et sted hvor en base ville have katastrofal indvirkning på mennesker og miljø. Og man valgte det formentlig, fordi det med Canada ude af billedet var det letteste sted at anlægge landingsbaner. Og fordi man vidste, at danskerne ikke ville gøre vrøvl, men holde overgrebet på inughuitterne hemmeligt så længe som muligt.

I 1953 blev inughuitterne deporteret. De fik ordre til at spænde hundene for deres slæder og inden tre dage køre nordpå til en sandet skråning, hvor der ikke fandtes så meget som en iglo, og hvor de derfor måtte bo i telte. Qaanaaq hedder stedet, og der er nu huse og hospital og skole, men dårlige fangstmuligheder.

Den danske regering føjede spot til skade ved stædigt at hævde, at Inughuitterne selv havde bedt om at blive flyttet. Det blev regeringen ved med, indtil Østre Landsret i 1999 fastslog, at der var tale om en tvangsflytning, samtidig med at fangerne blev tildelt et latterligt lille beløb som erstatning, uden at de fik tilkendt ret til at vende tilbage til det land, som de var blevet fordrevet fra.

Jeg selv kom dertil to år efter som værnepligtig sekretær for den danske forbindelsesofficer, således at jeg var ansvarlig for kontoret, når han var på tjenesterejse. Basen var kolossal, og det gamle Thule var forladt på nær radiostationen Dundas. Under Thulefjeldet lå et stort antiluftskytsbatteri, indtil man gik over til raketter.

Der var slået brædder over vinduerne i den gamle røde kirke, og dørene var revet af igloerne, så fygesneen var trængt ind. Af og til kom der amerikanske offficerer til Dundas for at købe souvenirs, skind og figurer udskåret i tand. Så kunne amerikanerne også få billeder og slides at vise frem derhjemme for familie og venner.

Skiftende danske regeringer har gennem årene stædigt hævdet, at der ikke var atomvåben i Thule, hvilket ville have været i strid med officiel dansk politik. Og den danske offentlighed troede tilsyneladende på, at man havde bygget en enorm base, der var bemandet med mellem 5000 og 10.000 personer. At man 24 timer i døgnet havde bombemaskinerne cirklende over Nordgrønland for at kunne gengælde et eventuelt russisk angreb med konventionelle bomber. Påstanden er grotesk, og et slående bevis fik man i januar 1968, da et amerikansk B-52 fly med fire brintbomber forulykkede på havisen en halv snes kilometer fra Thule. Den blev knust mod havisen, og indholdet af de tre bomber blev spredt over et stort område. Den fjerde gik til bunds, og ingen ved, hvad der blev af dens radioaktive indhold.

Isen blev renset af amerikanske soldater og danske arbejdere, samt inughuitter der kom til undsætning fra den nærmeste landsby Moriussaq. Alle hjalp med at samle den forurenede sne op med hænderne og komme den i tønder, uden at være beskyttede mod radioaktivitet. En af de hjælpsomme inughuitter, Ululik, fortæller at hans bjørneskindsbukser bagefter blev taget fra ham og sendt til USA for at blive undersøgt for radioaktivitet. Han fik dem aldrig tilbage og er nu død.

Thuleområdet er ikke dansk længere, for man nåede at overdrage det til amerikanerne, inden det blev grønlandsk. Det er stærkt forurenet, og det lader ikke til, at nogen vil bekoste oprydningen. Man vil give inughuitterne en del af deres område tilbage, siges det, men sameksistens mellem US Air Force og inughuitterne er ikke mulig.

Lad mig nævne et eksempel: Engang fik vi i forbindelseskontoret telegram fra Qaanaaq med en forespørgsel om, hvad man skulle gøre af en ueksploderet granat, som inughuitterne i Savissivik nede ved Kap York havde pillet ud af en af jordvæggene i en iglo. Da eskimoer ikke måtte komme i Thule, var den blevet læsset på en hundeslæde og kørt til Qaanaaq, en slædetur på flere hundrede kilometer i vanskeligt terræn.

Det sidste nye fra Thule er, at Højesteret den 28. november 2003 stadfæstede landsrettens dom i Thulesagen. Dommen er usædvanlig derved, at den udelader de vigtigste af de argumenter, som inughuitternes advokat, Christian Harlang, fremførte under sagen. Han indgav en protest mod dette - naturligvis ikke mod selve dommen, idet den jo en gang for alle er afsagt, men Harlang anmodede om, at domsskrivningen blev ændret. Dette kunne have betydning under den kommende behandling af sagen for menneskeretsdomstolen i Strasbourg. Højesteret afslog.

Nu kører så sagen videre, men den burde aldrig have været rejst juridisk. Den er helt igennem politisk og moralsk, og man skammer sig over, at det land, som man bor i, den nation som man tilhører, tillader at politisk følgagtighed, økonomisk nærighed, og årelang løgnagtighed stiller sig i vejen for, at et mishandlet folk får deres ret.

Poul O. Andersen er mag.scient. og forfatter

Læs kronikken i morgenom Grosbøll-sagen et år efter

af biskop Karsten Nissen