I DETTE EFTERÅR er det 125 år siden, at forfatteren Johannes Jørgensen (1866-1956) introducerede symbolismen i Danmark ved at begynde at udgive det symbolistiske tidsskrift Taarnet.
Udgivelsen var kulminationen på en proces, der havde varet nogle år. Johannes Jørgensen fortæller om den i sine erindringer, ”Mit Livs Legende”, bind 2, som endda har titlen ”Taarnet”. Den blev sat i gang ved, at en gruppe forfattere ikke længere følte sig hjemme i naturalismen.
De oplevede, at virkeligheden og deres erfaringer modsagde naturalismens opfattelse af, at der ikke er andet i livet end det, vi kan måle og veje og opfatte med vores naturlige sanser. Og de følte sig snydt af naturalismen. Den havde ikke medført den lykke, den havde stillet dem i udsigt ved at gøre op med troen på Gud og leve efter deres lyster uden forestilling om, at der skulle være en dybere mening med livet.
”At Verden var dyb – den Følelse var det, som skilte os, der var tyve Aar omkring 1890, fra to forudgående Slægtled,” som Johannes Jørgensen skrev. Han arbejdede på det tidspunkt som redaktionssekretær på Kjøbenhavns Børs-Tidende. På vejen hjem om natten kiggede han ofte ind hos Sophus Claussen og lå på hans chaiselong, mens Sophus Claussen læste højt for ham. Ved et af besøgene læste Sophus Claussen med særlig begejstring et digt, der beskrev livet som en vandring på vintervåde veje. Det gav genklang hos Johannes Jørgensen, der ofte selv havde vandret fortvivlet rundt på de københavnske veje. Og han spørger: ”Hvem anden havde følt som vi – hvem skrev, som vi følte? Jeg spurgte, og Claussen sagde Navnet: Charles Baudelaire.”
De kan genkende sig i Baudelaires digte om livets meningsløshed og lede ved livet: ”Saadan var ogsaa vi; Ordet ’Lede’ vender atter og atter tilbage i de Digte, vi dengang skrev. Vi saae os selv i det ubarmhjærtige Spejl, den franske Digter holdt op for os.”
Johannes Jørgensen og hans ligesindede samledes hjemme hos Johannes Jørgensen til, hvad han kalder ”literære Symposier”. De mødtes til aftensmad og var der hele aftenen og til langt ud på natten. Hvad de lavede, beskriver han sådan: ”Vi drak – vi røg – vi samtalte – vi læste højt.”
Deres følelse af, at naturalismens virkelighedsopfattelse ikke svarer til virkeligheden, udvikler sig til, at de gør oprør imod den: ”Det var under disse literære Vaagenætter (…) at vi blev os vort Modsætningsforhold bevidst til den Forudgaaende Generation. (…) Længe nok havde man prædiket Hverdag og Graavejr for os – nøgtern Studium af nøgtern, helst hæslig Virkelighed. (…) Mod denne bitre Realisme var det, vi gjorde Oprør. (…) vi genopdagede Maaneskinnet. (…) Alle gamle Stemninger vaagnede, vore Hjærter svulmede af Romantikens Udvé og Hjemvé, dens Drøm og dens Længsel. Vi gik med velberaad Hu over det af Georg Brandes satte Gærde og plukkede Blomster trods hans ’Adgang forbudt’.”
En roman med titlen ”La-bas” (”Fra Dybet”) fra 1891 af en fransk forfatter ved navn Joris-Karl Huysman spillede en særlig rolle. Johannes Jørgensen skriver, at de i denne roman ”alle følte, at her blev Skridtet taget fra Naturalismen over i noget Nyt, der i Virkeligheden var noget meget gammelt”.
Det er også inspireret af denne roman, at Taarnet får sit navn. Hovedpersonen i romanen fører samtaler i et klokketårn. Han hedder Durtal, og med henvisning til ham skriver Johannes Jørgensen: ”Og saadan skete det, at vi – ligesom Durtal i Huysman’s Roman – kom til at føle os som Taarnboere (…) Ogsaa vi begærede at stige op i et Taarn og blive dér. Vi tænkte slet ikke paa noget Kirketaarn – det laa endnu saare langt fra vore Tanker. Ved et Taarn forstod vi blot noget højtideligt, noget, der stod alene, ikke i Geled som Husene, noget poetisk og unyttigt, en Bygning, hvori de henfarne Tider spøgede, og fra hvis Top man kunde kigge Stjærner.”
Når Johannes Jørgensen afviser, at de tænkte på et kirketårn, er det nok, fordi nogle har troet det, fordi Johannes Jørgensen senere blev kristen, og fordi nogle af bidragene i Taarnet relaterer til kristendommen.
Det er også en myte, at titlen Taarnet skulle henvise til, at Johannes Jørgensen fra den lejlighed, han på det tidspunkt boede i på Kastanievej på Frederiksberg, havde adgang til et tårnværelse på hjørnet af ejendommen, hvor Kastanievej og H.C. Ørsteds Vej krydser hinanden. Men at det skulle være tilfældet, skriver Johannes Jørgensen ikke noget om.
Selvom Johannes Jørgensen var redaktør af Taarnet, var det ikke ham, der tog initiativ til det. Han fortæller, at en aften i november 1892 fik han besøg af en ung mand, der var begejstret for den franske symbolisme. På vegne af en kreds af unge spurgte han Johannes Jørgensen, om han ikke ville udgive et tidsskrift. Uden at forklare sig nærmere – ud over, at Johannes Jørgensen og den unge mand gik en tur i stemningsfuldt måneskin og fortolkede deres oplevelse med et digt af Poe – skriver Johannes Jørgensen: ”Den Nat blev Grundstenen lagt til ’Taarnet’.”
Knap et år efter udkommer det første hæfte af Taarnet. Om udgivelsen af dette hæfte og Taarnet generelt skriver Johannes Jørgensen: ”Den 21. Oktober 1893 udkom første Hefte af Taarnet, ’Tidsskrift for Literatur og Kunst’. Sikkert nok har aldrig noget mere idealistisk Foretagende set Lyset i Danmark. Redaktøren – som var mig – fik ingen Gage, Medarbejderne ikke Honorar, Forlæggeren (Langkjær) intet Overskud, og Papirleverandørerne ingen Betaling.”
Det er i Taarnets andet hæfte fra november 1893, vi har Johannes Jørgensens artikel ”Symbolisme”, som siden har stået som den danske programartikel for symbolismens livs-, kunst- og litteratursyn.
Han begynder artiklen med at beskrive den naturalistiske virkelighedsopfattelse, som symbolismen gør op med: ”Oventil er Udsigten lukket for det moderne Menneske. Der er intet at leve for uden det Liv, hvori vi daglig færdes – og der bør, efter de ny rettroendes Mening, heller ikke være andet. Mennesket er fra nu af indespærret i en ganske materiel og timelig Verden – og naar Døden kommer, er alt forbi. (…) Det glemmes, at Livet er et Under, en Gaade, en Helligdom, hvori der maa leves med Ærefrygt.”
Han går over til at forklare, hvad symbolismen står for: ”Den Reaktion, som nu gør sig gældende mod Naturalismen, er derfor først og fremmest et Udslag af Menneskets metafysiske Trang. (…) Og dette er Symbolismen, den filosofiske og kunstneriske Symbolisme: Troen paa en Metafysik, en anden Verden, et Hinsides.”
Dernæst gør han rede for symbolismens kunst- og virkelighedsopfattelse: ”Den sande Kunstner er derfor nødvendigvis Symbolist. Hans Sjæl genkender bag de timelige Ting den Evighed, hvoraf hans Sjæl er udsprungen. (…) Disse extatiske Øjeblikkes Syner er det, Kunsten søger at gengive. Den bliver saaledes et Billedsprog, som i jordiske Hieroglyfer vil udsige det Evige. (…) Al ægte Kunst er og bliver symbolsk. Overalt hos de store Mestre finder man Naturen opfattet som et ydre Tegn paa et indre sjæleligt Liv. (…)
Man vil paa Grundlag af disse Udtalelser maaske anklage mig for Mysticisme. Jeg erklærer mig paa Forhaand skyldig. Det er tilmed min faste Overbevisning, at en sand Verdensanskuelse nødvendigt maa være mystisk.”
Til sidst sammenfatter Johannes Jørgensen symbolismens livssyn i en kort og poetisk replik, som jeg også vil lade være den afsluttende replik for denne artikel:
”Verden er dyb. Og kun de flade Aander fatter det ikke.”