Da vi blev overhalet af Døden på cykel

De glemmer det aldrig - den sommer, hvor de unge veninder var på vej på cykel i sommerhus og blev overhalet af Døden på cykel. Var det fantasi? Var det virkelighed? Eller var det den eksistentielle angst for at miste sig selv og gå glip af livet? I hvert fald viste episoden dem, at de var i live og ønskede at mærke livet

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

NÅR SOMMEREN NÆRMEDE SIG, skulle cyklen lappes og pumpes. Det var et af sæsonens højdepunkter, når jeg spændte nylontaskerne bagpå og gjorde klar til afgang. Selv de værste eksaminer kunne overstås, hvis bare der var noget at glæde sig til.

Vi var en flok veninder, som skulle i sommerhus i Nordvestsjælland. Ingen af os havde de store penge mellem hænderne, men vi havde forældre med køkkenhaver - så hvorfor ikke spare på feriebudgettet ved at medbringe nyopgravede kartofler til hele ugen? Med 20 kilo kartofler på bagagebæreren opstod første punktering godt nok inden for få kilometer, men heldigvis kunne cyklen trækkes hjem og udskiftes.

Der var sjældent udfordringer, som ikke vi selv - eller fællesskabet - kunne håndtere. En var god til at bage og stod for morgenens nybagte franskbrød. En anden skaffede sig engang et lift i bil, da dækket på hendes cykel eksploderede med et brag. En tredje drejede halsen om på en due, som var fløjet ind i hendes hjul og kommet til skade. Hun græd, da hun stod med den døde fugl, som havde skidt ned ad hende. Vi andre trøstede og var fulde af ærefrygt over, at hun havde taget sagen i egen hånd og sat en stopper for dyrets lidelser. Sammen søgte vi at tilkæmpe os frihed i en verden, hvor livet ofte lå i alt for stramme rammer.

Vi ville ud og opleve. Være unge. Leve.

MINDERNE FRA DISSE SOMRE med sol, sand og cykelture flyder let sammen og fremstår som et koncentrat af flere års oplevelser. Problemer og konflikter er forsvundet bagud i hukommelsen, så mine minder i dag mest dufter af hybenroser, fyrretræsnåle og saltvand.

Alligevel vil jeg særligt fremhæve den sommer, hvor vi skræmte livet af hinanden. Den sommer, hvor fantasien kørte på frihjul og næsten gav sig udslag i kollektiv psykose.

Vi var - på vejen til sommerhuset - nået til området mellem Jyderup og Bjergsted, hvor vi med fuld oppakning drejede ind ad den asfalterede cykelsti ved Stokkebjerg Skov. Nogle havde nyere cykler med gear. Andre, deriblandt undertegnede, en model uden moderne udstyr. Vi havde allerede tilbagelagt omkring 20 kilometer, og det var begyndt at kunne mærkes i benene. Svedige kæmpede vi os af sted, stående i pedalerne eller siddende i sadlerne, mens vi sludrede og sang for at holde gejsten oppe.

Pludselig mærkede jeg et køligt pust.

En mørk skikkelse gled forbi på en sort bedstemorcykel. Jeg fik gåsehud. Det var en ung, ligbleg kvinde i lange gevandter, som siddende stift i sadlen strøg af sted uden at fortrække en mine. Det var, som om hun slet ikke så os! Hvor meget vi end trådte til, kunne ingen af os holde trit med hende. Snart var hun forsvundet forude, som havde hun aldrig været der“

I dag bør jeg vel forklare kuldegysningerne med, at vi lige var drejet fra en solbeskinnet vej ind i træernes skygge. Og kvindens tempo bør ses i kontrast til min egen udmattelse. At vi kørte af sted med trætte ben og fuld oppakning, forhindrede dog ikke, at vi i fællesskab begyndte at piske en stemning op:

”Mærkede I ikke ligesom et koldt pust?”, spurgte én af de andre. ”Hvor kom hun egentlig fra, og hvor forsvandt hun hen?”. Snart var vi enige om, at det havde været som at få baghjul af et genfærd. Hvorfor havde hun virket så bleg og stiv? Hvorfor havde hun ikke registreret os? Og hvorfor havde vi ikke kunnet indhente hende? Der var kun én forklaring: Vi havde mødt Døden på cykel!

Jeg vidste godt, at det var fri fantasi. Alligevel var det en lettelse at komme ud på den anden side af skovstien, ud i lyset og varmen. Gyset blev siddende i kroppen, lige til vi nåede frem til sommerhuset.

Her var alt, som det plejede at være. Huset, som lå i en nåletræsplantage, duftede af sommer, og solen fandt vej ned på terrassen, hvor vi slappede af, mens døre og vinduer stod åbne for at lukke lyset ind og edderkopperne ud. Vi fordelte sovepladser, tømte tasker, pjattede, grinede og gik til købmanden efter varer. Til aftensmad plejede vi at lave retter som spaghetti med kødsovs, hjemmebagt pizza og alle slags varianter af retter med kartofler. Gik det højt, kunne der være budding til dessert. Om aftenen blev der lavet spandevis af te, poppet popcorn og snakket til langt ud på natten.

Denne aften, da mørket faldt på, samledes vi med vores dyner på ét af værelserne og snakkede om dagens begivenheder. Talen faldt på oplevelsen i skoven, og sammen genoplevede vi mødet med den mørkklædte kvinde på cyklen. ”Det virkede ikke, som om hun var levende,” sagde den mest dramatiske af os. ”Hun var helt hvid i hovedet.” ”Måske cykler hun stadig rundt?”, blev der mumlet. Jeg var pludselig bange for at se hen mod vinduet. Fik gåsehud. ”Vi har glemt at låse yderdøren!”, sagde nogen.”Hvem går ud og drejer nøglen?”.

Ingen turde forlade rummet. Hver især klamrede sig til sin dyne, mens tanken om at sidde komplet ubeskyttet for spøgelser og andre ubudne gæster satte gang i en rådslagning: ”Hvad nu, hvis hun kigger ind ad vinduet i dette øjeblik?”. Alle hvinede. ”Måske kan vi sammen gå ud og låse døren?!”.

Hele flokken, bevæbnet med dyner, listede ud på gangen, hvor lyset blev tændt. Den modigste af os nåede yderdøren først. Resten sluttede tæt op om bagfra. Selv gik jeg bagest og prøvede at beherske min uro. Hvem vidste, hvad der kunne komme bagfra?! Vores anfører lindede forsigtigt på døren, og jeg stivnede af spænding. Hørte jeg en knirken? ”Døden på cykel!!”, skreg én.

Sværmen af piger forvandledes til en flok lemminger på flugt ind i værelsets trygge hule. Nogle hvinede, andre lo, selv begravede jeg mig i en dyne. Efter noget tid konstaterede jeg, at vi ikke var blevet taget af et genfærd - vi havde bare kørt os selv og hinanden op! Langsomt slap angsten sit tag, den var gennemlevet til sit yderste.

RESTEN AF UGEN nød jeg turene til stranden og aftenerne med bål. Men måske havde jeg alligevel fået en forudanelse af en mørk skygge? En viden om, at disse somre snart var forbi? Snart ville vi være voksne. Livet ville gøre krav på os.

Den bedste sommer er altid lige nu og hér, for vi har ikke andet. Men minderne om forgangne somre har den egenskab, at de bliver bedre med tiden. Derfor værdsætter jeg mindet om dengang, da en flok unge piger gjorde sig selv og hinanden bange. Det viser, at vi var i live og ønskede at mærke livet! Mærke ungdommen i kontrast til døden.

Måske var det også en måde at kontrollere frygten for fremtiden, der tårnede sig op med store og uoverskuelige valg og fordringer. Den frygt, der kun kunne bearbejdes, hvis den blev kogt ned til en simpel bouillonterning. Ikke til noget så svært som ansvaret for sig selv, sit eget liv, sin fremtid. Eller til den eksistentielle angst for at miste sig selv og gå glip af livet. Nej, alt sammen måtte det koncentreres til noget mere konkret: frygten for en ukendt, ung kvinde. Døden på cykel!

Den sommer vidste jeg, at jeg var i live.

Britta Klitgaard, Aarhus