I DEBATTEN OM DÅBEN ønskes der fra forskellig side dels en sproglig revision af ritualet, dels en modernisering af dåbsteologien. Væsentligt må det være at have et ritual, der er i overensstemmelse med den teologi, som den døbende kirke bygger på. Således angribes det nuværende dåbsritual i folkekirken for at bygge på Den Augsburgske Bekendelse, der taler om, at dåben er nødvendig til frelse, og at arvesynden medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden. Det handler særligt om udsagnet i den indledende bøn i ritualet, hvor det bedes om, at Gud i dåben ”gør os til dine børn”.
Bliver mennesket Guds barn i dåben, eller er vi det allerede fra fødslen? Som udgangspunkt et sympatisk spørgsmål. Dåbsritualet og den lutherske bekendelseer dog ikke i tvivl: Guds barn bliver vi ved dåben.
Men et er ritualer og bekendelser. Noget andet er Skriftens ord. I den lutherske kirke står bibel og bekendelse i et spændingsforhold til hinanden. De er begge normgivende, men Bibelen skal retlede den retledende bekendelse. Selvom de begge er normer, står Skriften over bekendelsen, og bekendelsen skal føje sig efter Skriften.
Hvis vi kaster et blik på Det Nye Testamente, falder i denne forbindelse en ting i øjnene, og det er den tætte sammenknytning af genfødsel og opstandelse (eksempelvis Joh. 3, 5-7; Rom. 6, 4 og 1. Pet. 1, 3 og 23). I Johannesevangeliet knyttes genfødslen tydeligt til dåben: genfødes af vand og ånd...
To nyere Johannes-kommentarer, Helge Kjær Nielsen og Troels Engberg-Pedersen, er enige om, at med ordet ”vand” henvises til dåben. Hos Paulus gøres dette helt tydeligt i en forståelse af, at vi dør og opstår med Kristus i dåben. Korsets kraft og betydning bliver først betydning for mig, når jeg knyttes til det i dåben.
Når Peters Første Brevs forfatter kan tale om, at vi genfødes til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse, og at vi genfødes ved Guds levende og blivende ord, så er der ingen tvivl om, at dette ord er dåben (1. Pet. 3, 23).
EN HASTIG GENNEMLÆSNING af Det Nye Testamente efterlader ingen tvivl: Guds barn bliver man ved dåben af vand og ånd, her knyttes mennesket til Guds universelle gerning i Kristus.
Så hvis man vil benægte, at mennesket bliver Guds barn i dåben og hævde, at Guds barn er man eksempelvis fra fødslen af, så har man ikke alene den lutherske bekendelse og dåbsritualet imod sig. Man har også Skriften imod sig.
Men det afgørende er selvfølgelig, om man har Guds ord i Kristus imod sig. Hvis Kristi gerning på kors og i grav skal have betydning og ikke blot være en fremvisning af en potent almagt, der aldrig ville kunne tabe, så bliver dåben, hvor mennesket knyttes til Guds gerning, af afgørende betydning. Og omvendt: Hvis Guds åbenbaring i Kristus blot er et teater, der skal fremvise, hvad Gud allerede er, så bliver dåben blot til en fremvisning af, hvad mennesket allerede er. Det forandrer intet, men afslører en sand og hidtil skjult tilstand. Men hvis Gud kæmper på kors og i grav og kunne tabe denne kamp, så bliver Guds bevægelse ind i verden en udfoldelse af Guds kærlighed, som forandrer det, den elsker. Så genvinder Gud sig selv på kors og i grav, og mennesker genvinder sig selv i dåben som Guds barn. Mennesket bliver Guds barn i dåben.
Så man kan ikke af ellers sympatiske hensyn sløjfe denne forestilling, for det har betydning for, hvad Gud er, og hvad mennesket er, og for hvad Gud egentlig gør i Jesus af Nazaret.
ET ANDET PUNKT er spørgsmålet om barnets tro. Det er ikke helt klart, om Lars Sandbeck i kronikken i Kristeligt Dagblad den 9. januar benægter spædbarnets tro, men det kunne godt se sådan ud, når han skriver i forlængelse af dåbsritualets tale om at blive Guds barn ved dåben, at ”det sker ved, at Gud i dåben skænker os troen (selvom intet spædbarn endnu kan tro!)”. Det er klart, at hvis spædbarnetroen anfægtes, så smuldrer den lutherske dåbsteologi.
Om man altid har haft spædbarnedåb i den kristne kirke, er anfægtet. Det hverken afvises eller bekræftes i Det Nye Testamente. Nogle forskere hævder, at når Paulus taler om, at han døbte hele huset (1. Kor. 1, 16), så involverer det også eventuelle spædbørn, for det var en gængs antik måde at omtale et hus med børn og voksne på. Ligeledes anføres det i Hippolytos’ ”Den apostolske tradition”, som er fra begyndelse af 200-tallet, at spædbørn døbes (kapitel 21, 4). Vi har heller ingen teologiske sværdslag, der kæmper mod, at spædbarnedåb indføres.
Spædbarnedåben synes altså at være en rodfæstet kristen tradition og derved også i en vis forstand en opfattelse af en spædbarnetro,
Men det er sådan set lige meget, om det historiske kan godtgøres. Det afgørende er, om det teologisk kan forsvares. Troen er med Luthers ord en urolig ting, som vi ikke er herre over. Og det er jo også en almindelig erfaring, at troen er noget, der gives os. Vi kan ikke skabe tillid i os selv, men tilliden vækkes og styrkes ved det og dem, vi møder. Spædbarnet kan sådan set ikke andet end tro.
Det er mere de voksnes tro, der er problemet. Og det er en erfaring, alle mennesker kan forholde sig til: tro som tillid og tro om intellektuel handling. Dåben taler om den første tro, og jeg har aldrig oplevet et dåbsforældrepar, der ikke kunne forstå dette, også selvom de var såkaldt moderne mennesker. Det er der intet hokuspokus i.
Spædbarnet tror, og troen skabes i os. Teologisk kan man sige, at Gud skaber troen i os ved den nærværende Kristus i Helligånden. At barnet ikke intellektuelt kan tro, er en helt anden side af sagen, som egentlig ikke kommer sagen ved. Jesus siger, den, der tror og bliver døbt, skal frelses (Mark. 16, 16). Der står ikke, den, der bekender, skal frelses, eller den, der forstår, skal frelses.
VI ER IKKE GUDER, der kan lodde den rette tro. Så hvis anmodningen er der fra for eksempel barnets forældre, så er troen der, og dåben kan finde sted. Spædbarnetroen som tillid er således en almindelig forståelig forudsætning, og teologisk udsiger den også, at Kristus er til stede som frelser for selv det svageste menneske.
Er dåben nødvendig til frelse? Det er den i den forstand, at Kristus er nødvendig til frelse, og Kristus er i dåben. Men hvad så med alle dem, der ikke har hørt om dåben og ikke er blevet døbt? Der må siges, at dåben er vores mulighed og ikke Guds begrænsning.
DÅBSDEBATTEN FOREKOMMER at være en bekendelsesfundamentalisme med omvendt fortegn. Lars Sandbeck søger til den lutherske bekendelse, og det er en teologi, han ikke kan godtage. Men han gør det uden hensyn til, at der siden Den Augsburgske Bekendelse også er blevet tænkt luthersk teologi.
Lad os blot nævne Søren Kierkegaard og Grundtvig, der har tænkt over både arvesynd og dåb på en måde, der nytænker disse begreber ind i en tid, der er anderledes end 1500-tallets, men dog i en luthersk tradition.
Vi skal ikke tale som en 1500-talsteolog, og vi er ikke dogmatisk eftersnakkende papegøjer, men en levende kirke, der tænker sin tro ind i og mod en tid. Det giver andre vægtlægninger end nødvendigvis hos de reformatoriske teologer, men stadig inden for rammen. Det er den forskydning, enhver præst tænker og taler i, når dåben skal forklares for mennesker i dag.
Dåben er kirkens grund, og da Luther engang blev spurgt, hvor kirken dog var under det værste paveåg, svarede han: ”Den var i spædbørn i vugger!”. Og således også i dag: Kirken er, hvor dåben er, og hvor vi kaldes til trøst og glæde for et Guds barn.