Dåben er som Andy Warhols kunst: Der er intet bagved

Andy Warhol udtalte engang, at hvis man vil vide noget om ham, skulle man se på overfladen af hans billeder. I forhold til dåben kan man se det sådan, at dåben og nadveren er Gud, og der er ikke en dimension mere, skriver provst

Dåben er som Andy Warhols kunst: Der er intet bagved

PASTOR EMERITUS Villy Klit-Johansen udfolder i en glimrende kronik den 30. juli, at dåben går forud for dåbsteologien. Det kan ingen, der anser dåben, og sakramenterne generelt, som indstiftet af Kristus selv, være uenige i, og det er, som det også klart anføres, en afgørende del af Grundtvigs kristendoms- og kirkeforståelse. Klit-Johansen tegner konturerne af en teologisk forståelse af sakramenterne, som jeg vil forsøge at udfolde i denne kronik, uden at Klit-Johansen dog skal drages til ansvar for disse tanker. Ansvaret for de følgende famlende tanke er mit.

Den amerikanske kunstner Andy Warhol (1928-1987) udtalte engang, at hvis man ville vide noget om ham, så skulle man se på overfladen af hans billeder, hans film og ham selv. Der var ikke andet end det. Der er ingenting bagved.

Der er så at sige kun det, man ser, og der er ingen muligheder for tolkninger af det sete. Hvis man begynder at tolke, lægger man noget ind i billedet, som ikke er der, og billedet bliver reelt ikke mere billede, men er kun henvisninger til den egentlige sandhed.

Således er det, man erfarer, det virkelige. Hvis man leder efter virkeligheden andetsteds, så nedskriver man den erfaring, som man har. Der er således ingenting bagved.

Verden er derfor ikke dualistisk, hvor der skulle være en egentlig sandhed bag ved det, man erfarer. Det er ellers en gængs tanke i europæisk kultur siden Platon (428-348 f.Kr.), at der er en verden bag vores erfaringer, som giver vores erfaringsverden værdi. Andy Warhols udsagn ophæver denne platoniske to-rumstænkning.

Den danske filosof K.E. Løgstrup er inde på noget lignende, når han kan tale om, at sandheden er mere virkelig end løgnen. Sandheden har ontologisk forrang frem for løgnen.

Hvis jeg for eksempel siger, ”Jeg er ovre ved Claus”, men lyver om det, fordi jeg er et andet sted, så er Claus dog nødt til at eksistere, for at min løgn kan have virkning og betydning. Løgnen er nødt til at have sandheden for at være til, men omvendt er sandheden ikke nødt til at have løgnen for at være til. Sandheden er endimensionel. Løgnen er mindst todimensionel. Hos sandheden er der ikke noget bagved. Hos løgnen er der nødt til at være noget bagved, for at den kan have eksistens. Verden er grundlæggende én, hvis den er sand.

DISSE IAGTTAGELSER får også teologisk betydning og betydning for eksempel for dåben og for det gudsbegreb, vi finder der. For hvis der ingenting er bagved, så er dåben alene udtryk for Gud og for, hvem Gud er.

For at kunne udfolde dette er vi nødt til at gribe fat i Martin Luther og hans begreb om realpræsens. Realpræsens betyder, at Gud er helt og fuldt til stede i sakramenterne dåb og nadver og i videre forstand i det evangeliets ord, der høres. Gud er sandt til stede, og sakramenterne er ikke henvisning til noget andet eller til en anden slags Gud. Heller ikke er de et symbol for noget andet, der er mere virkeligt. Sakramenterne er det, de udtrykker, og der er med Andy Warhols ord ingenting bagved. Hvis der er det, ophæver vi Luthers tanke om den virkelige tilstedeværelse eller realpræsens.

Denne udlægning af realpræsensen kolliderer med Luthers tale om den skjulte Gud, der står som en skygge bag åbenbaringen. Men i forhold til sakramenterne vælger jeg at vægte den åbenbarede Gud højere end den skjulte Gud, ellers mister vi sakramenternes troværdighed, for Gud kunne da pludselig trække det hele væk. Den skjulte Gud er hos Luther primært en måde at tale om Guds frihed på og aldrig en måde at gøre evangeliets tilsagn usikkert på.

MEN DET BETYDER, at der i forhold til sakramenterne ingenting er bagved. Sakramenterne udtrykker helt og holdent Gud og henviser ikke til en metafysisk størrelse bag ved det hele. For sakramenterne henviser ikke til noget. Sakramenterne er.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Man kan ikke på samme tid hævde Guds fulde tilstedeværelse i dåb og nadver og bagefter hævde, at der er mere til det end som så. Hvis man vil fastholde realpræsensen, så er der ingenting bagved. Så er dåben Gud og henviser ikke til en mand på en sky eller en anden form for tilstedeværelse et andet sted.

Dette kan udtrykkes i begrebet ”sakramental realisme”, som for eksempel er blevet udfoldet af den amerikanske lutherske teolog Ronald F. Thiemann (1946-2012). Det er så at sige Gud, vi møder i dåbens vand og i nadverens brød og vin. Gud er ikke at finde og møde andetsteds. Sådan kan man ikke trække tæppet væk under sakramenterne ved at hive en Gud frem fra skyggerne, der mener noget andet, end hvad sakramenterne forkynder og udtrykker. Hvis man gør det, er Guds tilstedeværelse i sakramenterne ikke reel. Sakramenterne udtrykker hele Guds fylde, og det er, hvad vi erfarer i mødet med dem.

DERFOR BØR AL TEOLOGI BEGYNDE i sakramenterne, for at begynde et andet sted vil være spekulation og tankespind. Al teologi begynder med Luthers ord med barnet i krybben og med manden på korset. Begge dele er historiske hændelser, der hører til i historien, men som får udtryk i de sakramenter, som vi møder i vores nutid.

Kristendommen er derved også altid nutid. Kristendommen bygger ikke på fortiden, men på at Gud er til stede i nutiden i sakramenterne synligt for alle. Det er denne nutidige tilstedeværelse, teologien er forpligtet på. De tolkninger, vi finder i historien, er kun begavede samtalepartnere, men kan aldrig erstatte Guds udtryk i nutiden. Dette er lutherdommens forhold til traditionen i modsætning til eksempelvis katolicismens.

Lader Gud udøbte gå fortabt? Måske ja, hvis vi ser Gud som en skygge bag ved dåben, og hvis dåben kun er en henvisning til en større virkelighed, er det bestemt en mulighed. I spekulationens tåger kan alt lade sig gøre.

Men svaret er måske nej, hvis vi ser på dåben alene, som den finder sted midt iblandt os i de kristne gudstjenester, og hvis vi ser dette som Guds fulde udtryk som åbenbaret i evangeliet, ville den Gud, som vi møder der, da lade udøbte gå fortabt? Ville Han?

Det svar kan ikke sættes på formler. Svaret på dette spørgsmål kan man kun finde i det møde, man har med Gud i sakramenterne. Det møde med Ham, der tager imod spædbørn og alle os andre ukvalificerede i dåbens vand og i nadverens brød og vin.

TEOLOGIENS SVØBE ER MÅSKE, at vi hele tiden vil have noget bagved. At vi ikke kan slippe dualismen, der rider os som en mare. Sandheden er, med en omskrivning af Løgstrups ord, enkel. Dåben og nadveren er Gud, og der er ikke en dimension mere. Gud er fuldt udtrykt i Kristus (1. Kol. 1, 19) og derved fuldt udtryk i sakramenterne. Det er i hvert fald Luthers tanke om det. En teolog som Calvin kunne ikke tilslutte sig dette og måtte fastholde, at der var noget uden for Kristus, der ikke var inkarneret. Lutherske teologer kaldte dette ”extra calvinisticum”.

Derved blev sakramenterne symbolske, og mennesket kunne i sidste ende ikke fuldt ud stole på Gud. Men i luthersk tradition er Gud fuldt ud til stede i sakramenterne, som Han var fuldt ud til stede i Jesus. Det bør tages alvorligt helt ind i gudstjenestes liturgiske udtryk.

Andy Warhols udsagn, som er blevet sagt i en helt anden forbindelse, bliver således til det rene evangelium: Der er ingenting bag ved andet end Guds tilsagn til dig, som du møder i dåben og i nadveren.