Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Dåbsglæde – ikke dåbsforvirring

Jakob Søvndal, Morten Mouritzen & Hans-Ole Bækgaard

I Indre Mission tror vi ikke, at en svækkelse af dåbens betydning eller en fjernelse af den som medlemstegn er vejen til mere kontakt med danskerne. Så rører vi ved selve dna’et i kirken og reducerer den til en kulturinstitution eller en religionsanstalt

I 2016 VAR DEN KRISTNE DÅB til debat på flere måder. Det faldende dåbstal er på dagsordenen i folkekirken. Juridisk luftes det, om et medlemskab er betinget af dåb. Teologisk har flere præster sat spørgsmålstegn ved, om man først er et Guds barn, når man er døbt. Endelig har det store antal af asylansøgere, som er blevet døbt som voksne, givet anledning til at drøfte dåb og oplæring.

Vi glæder os over et fornyet fokus på dåben. Der er brug for, at vi besinder os på dåbens indhold og betydning og formidler det sandt og troværdigt til mennesker i vores land.

Den evangelisk-lutherske kirke har altid lagt stor vægt på dåben og understreget, at ”dåben er nødvendig til frelse” (jf. Den Augsburgske Bekendelse, artikel 9). Vi kan ikke være kristne eller kirke uden dette grundlæggende fundament.

Dåb og tro er indgangen til Guds rige. Gud er selvfølgelig ikke bundet af dåben. Han frelser, hvem han vil. Og der er nødstilfælde, hvor nogen ikke nåede at blive døbt; her må vi henholde os til Guds nåde og barmhjertighed. Men vi er som kirke bundet af vores Herres befaling: ”Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem (…), og idet I lærer dem.” (Matt. 28, 19).

I INDRE MISSION tror vi ikke, at en svækkelse af dåbens betydning eller en fjernelse af den som medlemstegn er vejen til mere kontakt med danskerne. Så rører vi ved selve dna’et i kirken og reducerer den til en kulturinstitution eller en religionsanstalt.

Tværtimod vil vi gerne fremme dåbsglæden. Glæden ved at være Guds børn uden præstationsangst over for Gud. Glæden ved at måtte tro, at Gud ikke længere er vred over vores synd, men slappe af i troen på, at Jesus Kristus har skaffet os tilgivelse ved sin død for os. Glæden ved – når vi kommer i tvivl om, om vi overhovedet er Guds børn – at i dåben var det Gud, der handlede. Og ikke mindst glæden ved at turde tro, at vi er genfødt til et levende håb.

Det er klart, at hvis vi udskifter en bibelsk tale om dåbens betydning med en mere eksistentiel tydning, fordi vi dermed mener bedre at ramme ind i det senmoderne menneskes hverdag, ændrer vi også ved, hvad dåben er. Vi rører ligeledes afgørende ved forståelsen af dåben, såfremt den alene fremstilles som en bekendelse, og at den blot er et udtryk for Guds ubetingede kærlighed og nåde.

DEN BAPTISTISKE TILGANG, sådan som den blev fremsat i et indlæg i Kristeligt Dagblad 25. oktober 2016, er vi ikke enige i. En total afskrivning af dåben som sakramente og nådemiddel tømmer dåben for sit reelle frelsende indhold og taler direkte mod udsagn i Det Nye Testamente.

Dåben er mere end (menneskets subjektive) bekendelse af evangeliet og en indvielse til tjeneste. Dåben er Guds (objektive) frelseshandling for os.

Netop det syn hænger også uløseligt sammen med, hvordan vi ser på menneskets situation uden dåb og tro. For hvis vi afskaffer en bibelsk tale om evig fortabelse, hvilken rolle spiller dåben så? Så står vi over for en teologisk udfordring at nydefinere klassiske kristne ord med nyt og dennesidigt indhold, så det passer til vores valgte teologi. Frelses alle, giver det ikke mening at tale dåbens frelsende betydning op. Er alle såvel udøbte som døbte Guds børn, giver det heller ikke mening at tale om, at vi bliver Guds børn i dåben.

Derfor er der ikke noget at sige til, at mange i folkekirken er udfordret af, hvad man skal gøre ved dåben eller sige om dåben.

I efteråret blev det udstillet i forsøget med at nyformulere katekismens indhold i ”Hellas katekimus”. Vi er helt klar over, at Hella Joofs sigte ikke var at gengive bibelsk eller luthersk kristentro, men at give sit bud og fortolkning af kristendom.

Vi kan følge Folkekirkens Konfirmandcenter i, at den på mange måder udtrykker ”mainstream-kristendom”, som den leves og forstås i et sekulariseret Danmark. Vi vover dog at tilføje, at den er tæt på det budskab, flere præster desværre prædiker. Af den grund tror vi heller ikke, at den vil være et springbræt til at formidle, hvad sand luthersk kristendom er, men i stedet give mange en bekræftelse i deres umiddelbare overbevisning.

Hvad er det for en forståelse af dåben, som ”Hellas katekismus” rummer? Jesu ord gøres udelukkende til et kærlighedsbudskab og omfatter ikke en Gud, der straffer og er vred. Der er heller ikke plads til arvesynd eller Djævelen. Synd og ondskab er slet og ret fravær af kærlighed. Langt på vej bakkes Hella Joof i dette syn op af teologiprofessor Anders-Christian Jacobsen, som er citeret i Kristeligt Dagblad 18. oktober 2016: ”I forhold til Det Nye Testamente har Hella Joof fat i den lange ende, for der er den overstrømmende kærlighed budskabet.”

VI MENER IKKE, at denne form for afsvækkelse af arvesyndslæren er vejen frem – eller en hjælp til at skabe glæde over dåbens frelsende budskab. Vi konstaterer, at den får flere og flere tilhængere blandt folkekirkens præster. Johannes Værges bøger er gode eksempler på det.

Det samme gælder den nyere forskning omkring Origenes. Denne forskning vil undersøge, om der er blevet gjort Origenes uret, da han blev erklæret kætter i oldkirken.

Det vil føre for vidt at gå ind i denne debat, men vi ser her en klar tendens til, at det, der har været teologisk arvesølv i hele kirkens historie, nu bliver sat til salg, fordi det ikke længere svarer til det moderne menneskes selvopfattelse. Afsvækkes arvesynden til fordel for en tale om, at mennesket grundlæggende er godt – som Origenes mente – så bliver det svært at holde fast ved dåbens nødvendighed.

Her ligger sandsynligvis også gemt en del af forklaringen på, at udtrykket ”Guds børn” bruges forskelligt. Traditionelt har det kun været brugt om døbte, men nu siges det af flere i den betydning, at vi alle er skabt og omfattet af Guds kærlighed. Man skelner ikke længere mellem at være en Guds skabning og så at være hans barn. Det smelter sammen.

Det Nye Testamente og den lutherske bekendelse lærer os, at der ikke er frelse ved alene at være en Guds skabning. Der skal dåb og tro på Jesus til for at blive et frelst Guds barn. Vi må skelne sprogligt og teologisk mellem Guds kærlighed og Guds nåde. Guds kærlighed gælder alle, Guds nåde gælder hans børn. Sådan forkynder folkekirkens dåbsritual også.

Dåben som sakramente og det bad, hvor Gud genføder og fornyer ved Helligånden (Tit. 3, 5) skal ikke omtolkes, moderniseres eller gøres til et symbolsk udtryk. Der er tværtimod brug for at tale dåben op og give plads for glæden over dåben som nødvendig til frelse.

I INDRE MISSION ønsker vi ikke at støtte, at dåbens teologiske betydning udvandes, og dåben mest præsenteres som et spørgsmål om et identitetsskabende tilhørsforhold og en tradition.

Indre Mission og Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler ser stadig en vigtig opgave i – også så nutidsmennesket kan forstå det – at pege på den nødvendige sammenhæng mellem dåb og oplæring. Vi glæder os over alt det arbejde, som gøres for at oplære døbte uanset alder i den kristne tro. I disse år glæder vi os også over, at mange præster frimodigt går ind i det krævende og udfordrende arbejde med dåbsoplæring for de mange asylansøgere, der ønsker at blive døbt.

Derfor vil vi fortsat holde dåbsfanen højt og med frimodighed forkynde og undervise om dåbens glæde. Derfor stiller vi en række materialer og ressourcer til frit brug, som man kan finde mere info om på vores hjemmesider.

Alt sammen med det for øje at fremme dåbsglæden, så mennesker må udbryde: Tænk, hvor stort, jeg er døbt!