Damen i Dr. Tværgade

Som ung student i hovedstaden skal man jo bo et sted. Det førte for dagens kronikør til mødet med en gammel, svensk dame, der var med til at danne den unge student. Kronikken er den fjerde kronik i sommerserien »Et møde for livet«

Det var længslen efter at få en studentereksamen, der startede mit bekendtskab med Helena Maartensson. Et sted skulle man jo bo, og det blev så i Dr. Tværgade i København. Hun lukkede selv op, da jeg som 22-årig med bange anelser ringede på. Hun var nær de 80 år. Nysgerrig og nærsynet. Så hun nærmede sit ansigt faretruende til mit for at studere mig nøjere. Så lukkede hun døren op på vid gab, og jeg gik ind i en korridor, som blev en del af mit liv i de næste fem år. Jeg boede for enden af korridoren modsat indgangsdøren. Det fik betydning for min levevis, idet ingen slap ind til mig, uden at det blev bemærket. Jeg bad hende om ikke at gå til entredøren, når der blev ringet tre gange. Det syntes hun var en god ide. Men den indøvede praksis ændrede hun ikke på. Jeg var hurtig, men hun overgik mig. Sommetider var vi tæt på sammenstød i korridoren. Så undskyldte hun høfligt og hjerteligt, men ændrede stadigvæk ikke praksis. Hun lærte ret tidligt at drille mig. Også mere end hun vidste. Det skete, når jeg kom hjem, og hun uskyldigt erklærede, at der var en pige, der havde ringet. Hvem, hvad, hvornår, hvad hed hun? »Jeg husker så dårligt.« Ak, hvor man led. Tænk nu hvis, ja, tænk. Helena Maartensson var fodlæge og havde kunder fra Skåne, hvor hun var født, fra København og fra et par sjællandske præstegårde. Jeg måtte tage imod bestillinger, når hun ikke var hjemme. Det var jeg ikke så god til. En herre kom, som jeg havde aftalt det med ham. Da fodlægen åbnede døren og kiggede på ham med det hvide, lange hår hængende løst og tjavset om det gamle hoved, sprang han uden et ord ned ad trappen. I telefonen hørte jeg, hvordan hun selv klarede kunder, der havde misforstået et eller andet. Hendes yndlingsudtryk var »svin« - inden hun smækkede røret på. Titlen »fodlæge« dækkede dengang over så meget. Ikke hos Helena Maartensson! Hun fortalte om Garnisons Kirke, hendes sognekirke. Der havde hun lært Olfert Ricard at kende og var, som de fleste, meget betaget af ham. Jeg kendte lidt til hans bøger fra min ungdomstid på landet. Det tog hun som et godt tegn. Selv var jeg ikke så sikker. Hun mente, det var en selvfølge, at jeg skulle gå i kirke om søndagen. Så havde jeg en grund mere til at gøre det. Det blev en god vane. Den holder endnu, om end vaklende, men det skyldes mine 75 år, hvor så meget andet begynder at vakle. Jeg var så i den heldige situation, at da jeg senere blev præst, var jeg dybt fortrolig med gudstjenesten. Noget som fattes mange af slagsen i dag. Hun spurgte mig ud om forløbet, når jeg kom hjem. Jeg mente, hun skulle have en radio, så hun kunne følge med i morgenandagten fra Domkirken og radiogudstjenesterne. Det mente hun ikke, hun havde råd til. Jeg mente, at hun skulle modtage aldersrente, som hun havde ret til. Til sidst gav hun sig. Søgte aldersrente og fik oven i købet et beløb udbetalt, fordi hun havde ventet så længe. Jeg købte omgående en radio, som hun blev lykkelig for. Jeg var lige ved at angre, da jeg siden hørte, hvor højt hun lod radioen gå. Der var kun en dobbeltdør mellem hendes opholdsstue og mit værelse. Den var ikke særlig lydtæt. Det havde visse ulemper. Når »damen« fra Nyhavn kom, mente min værtinde, det var bedst at skåne studentens øren og skruede op for radioen. Hun tænkte ikke på, at damen fra Nyhavn så råbte endnu højere, og jeg kunne ikke undgå at høre (sådan som man jo siger, når man lytter intenst). Da lærte jeg meget, som har gavnet mig livet igennem. Hvad det er, kan jeg ikke fortælle. Jeg fortalte det videre til min bror. Han troede, det var opdigt. Helena Maartenssons svar var vise og kloge. Sommetider kunne jeg ikke rigtig høre, hvad hun sagde, idet hendes ord druknede i undertrykt latter. Det syntes jeg var bedre end nedladende moralske opstød. Senere, da det kneb mere med hendes øjne, kunne hun komme til at skære lidt for dybt ved en genstridig ligtorn. Redskaberne var måske heller ikke de bedste. Hvis patienten råbte op, blev vedkommende skældt ud som forkælet og umoden. En præst fra det sydsjællandske gav hende ret, men han kom sjældnere. Min værtinde holdt Nationaltidende. Den kom hver morgen ved sekstiden. Jeg listede til tider ud og troede, jeg kunne låne den, uden at hun opdagede det. Det slog næsten altid fejl. Pludselig stod hun i entreen i sin besynderlige natdragt. Jeg blev inderlig genert og lærte at tøjle min avishunger. Dog gik hun med til, at jeg lørdag aften ved midnatstid gik ned på Kongens Nytorv for at få fat i søndagsavisen. Her samledes en skare og ventede på avisen. Det var så hyggeligt i december måned. Særlig husker man de aftener, det frøs og sneede, og avismanden bankede næver. Vi blev en hel lille menighed. Den avis læste jeg så før Helena, men den skulle være på plads kl. seks om morgenen. Sådanne mønstre lagde hun ud. Sommetider tænker jeg, at det har været med til at danne mit eget mønster. »Her er byens bedste medister/den er ikke klister/ 2,85 er prisen/og så er der meget i af grisen.« »Det er den mærkeligste medister, den sprutter og den bliver blå« - og meget mere af samme skuffe. Kunne vi have fået et rask skænderi (det havde vi også forstand på), havde det været bedre. Men denne høflige, venlige, kultiverede tiltaleform, først til medisteren og så til mig, slog mig totalt ud, og jeg anede ikke mine levende råd. Mumlede et eller andet uforståeligt. Metoden brugte jeg siden over for uregerlige konfirmander. Den virkede også på dem. De blev blide som lam. Nu bruger jeg den over for mig selv, når jeg er utilfreds eller utålmodig. Også her virker den. Så var der også den store sommerbegivenhed med gæster fra Sverige. Helena Maartensson glædede sig. Ikke mindst fordi hun så, midt i sin sparsommelighed, kunne tillade sig at frådse en smule. Det blev til tre kyllinger og is. Jeg spillede en vigtig rolle og blev grebet af situationens alvor. Jeg fandt et slips frem og var ved Malmøbåden for at tage imod. Desværre kom de ikke. Gode råd var dyre. Vi var sultne, og isen, der stod og ventede i værelset mod gården, begyndte at smelte. Klokken blev 13, og jeg blev kaldt ud i køkkenet. »Nu tager vi et lår. Det sker der ikke noget ved.« Det hjalp. Kl. 13.30 var værtinden ved at blive godt gal i hovedet, og vi spiste nok et lår hver. Min bror, der også studerede og var sulten, kom forbi. Klokken 14 var kyllingerne vingeløse og benløse, og isen, der begyndte at løbe ud over fadet, blev godt og vel halvvejs fortæret. Alt imens skældte og smældede Helena Maartensson. Kl. 14.30 ringede det på døren. Jeg skjulte mig. Helena Maartensson lukkede op. Ude på trappen stod tre nydelige, velklædte, sommerlige og sultne svenskere. Jeg stod på spring. De kom ind i stuen. Jeg smuttede. På vej ned ad trappen hørte jeg, hvordan de sagesløse svenskere blev skældt ud på svensk. Ak, det var en streng dag. Men ikke et sekund lod Helena Maartensson sig mærke med, at fejlen kunne ligge hos hende, hvad den sikkert gjorde. Hun havde glemt, at havnefærgen, der lagde til nord for København, kom to timer senere end båden. Og det var den, gæsterne fra Sverige havde tænkt på, da de aftalte festmiddagen. Jeg var ellers vant til at tage skyld på mig for alt uheldigt, der skete i min nærhed. Helena Maartensson gik nok for vidt i den modsatte retning, og alligevel lå der en vis styrkelse i hendes hævden af, at de andre også var skyldnere. Sådan er det jo tit, lærte man at tænke, selvom man også kan tænke, at mange ikke trænger til den lærdom i dag. En dag var hun stille. Jeg troede, hun var syg. Hun bad mig om at hente Berlingske Tidende og Politiken. Hun lukkede sig inde, listede rundt i huset, spiste ikke. Jeg turde næsten ikke gå hjemmefra. Det viste sig, at en nevø, som hun var så stolt af, havde været for tæt på kassen ved postvæsenet i Horsens. Da faldt hendes verden sammen. Men hvor talte hun smukt og forstående med den ulykkelige familie, da de dukkede op. Det samme gjaldt med hensyn til nevøen, da han var hjemme på fængselsorlov. Et par gange levede jeg meget spartansk. Eksamen krævede al min tid, og jeg måtte for en tid kvitte arbejdet. Hun opdagede det. En dag jeg kom hjem, sad hun inde i stuen. Hun kaldte på mig og spurgte, hvordan det gik. På vej ind tog hun mig i armen. Jeg blev forskrækket og trak armen til mig. Hun havde krammet et par hundredekronesedler i min hånd. Da jeg ville sige tak, lod hun, som om hun ikke vidste, hvad det var, jeg stod og vrøvlede om. Da Kong Christian den Tiende døde i 1947, stod jeg neden for balkonen på slotspladsen ved Christiansborg. Det skulle jeg fortælle om. Vi var enige om, at statsminister Knud Kristensen blev uretfærdigt behandlet af pressen, da han kludrede ganske lidt i proklamationen. Som om det ikke var menneskeligt og forståeligt i en sådan bevæget stund. Jeg skulle fortælle igen og igen. Til sidst erklærede jeg, at jeg nu ville synge kongesangen »Der rider en konge i sol og i blæst, igennem sit arvede rige« - og så var den diskussion ude. Det gjorde jeg så, mens stilheden ovenover på 3. sal blev mærkbar. Ak ja. Imens snøftede Helena Maartensson. Det gjorde hun igen et år senere, da jeg fik tilbudt en plads på Regensen. Hun påstod, at det havde hun glædet sig til længe. Hun var ikke i tvivl om, at når jeg kunne komme til et, i hendes øjne, så fornemt sted, skyldtes det fortrinsvis hendes indsats. Ikke mindst med hensyn til studentens påklædning og pæne manerer (dem har jeg stadigvæk). Luthers far begyndte, som bekendt, at sige »I« til sin søn Martin, da denne blev doctor udi theologien. Helena Maartensson begyndte ikke at sige »De«. Det gjorde hun i forvejen, men hun holdt op med at skælde mig ud. Det savnede jeg og så en smule misundelig på den nye student, der allerede stod og ringede på døren og nu skulle have sin sag for. n pensioneret præst