Vi har netop været i Milano. Vi stod foran kirken Maria della Grazie og ville ind og se Leonardo da Vincis "Nadver". Som kunsthistoriker havde jeg brug for at se på billedets nuværende tilstand. Det viste sig at være absolut umuligt! Der var to ugers bestillingstid for at komme ind.
Udenfor sad en kø af mennesker og ventede fra Europa, fra Kina og Japan. Fra lande, hvor ikke mange kan have hørt om Leonardos indsats i Italiens renæssancemaleri. Men nu skal de alle sammen ind og se Nadverbilledet. Hvorfor mon? Fordi de har læst en krimi, der har benyttet billedet i sin intrige og har lavet en "nytolkning" af det sammen med sensationelle overvejelser over den hellige gral! Billedet er blevet en turistattraktion på linje med Det skæve Tårn og Den lille Havfrue. Turisterne har alle læst Dan Browns "Da Vinci-mysteriet".
Jeg vil ikke blande mig i den teologiske diskussion eller kommentere Gralshistorien eller Maria Magdalene som eventuel stammoder til det franske kongehus. Der er snakket nok! Men jeg vil se, hvad forfatteren har gjort ved Leonardos billede og påvise fiksfakserierne i hans "omfortolkninger" i det svage håb, at "man" vil komme til sin fornuft og i det mindste opsøge billedet på grund af kunstnerens indsats og ikke for Dan Browns! Skønt jeg tvivler på, at det hjælper.
Nadveren blev et drama
Leonardo begyndte at male sit billede i 1495 på opfordring af Hertug Ludovico Sforza af Milano og prioren ved et kloster i samme by. Maleriet af nadverenskulle males på den ene endevæg i klostrets refektorium (spisesal), som det var sædvane. Kristus og apostlene indtog deres måltid i samme sal som munkene. Men indtil da havde det almindelige tema været behandlet som et "repræsentationsbillede", som viste Kristus siddende i centralaksen med Johannes hos sig og apostlene seks og seks en face til hver side – måske med Judas placeret for sig selv foran bordet. Der var intet drama.
Men Leonardo gjorde noget andet: Han brød gruppen op og gjorde netop måltidet til et drama! Han valgte et ganske bestemt øjeblik, nemlig den scene fra Joh. 13, 21-27, hvor Kristus siger: "En af Jer vil forråde mig!" Dette er Nadverens mest ophidsende øjeblik, et verdenshistorisk øjeblik, som sprænger hele gruppen. Alle rejser sig og bliver til individer, der reagerer personligt på forskrækkelsen med gestus og mimik, og Peter lægger hånden på Johannes' skulder og taler til ham. Der er et øjebliks kaos. Og fra at være næsten upersonlige gæster, foreviget under en forretningsmiddag, bliver hver af apostlene til et individ, der reagerer instinktivt. Og bliver tolket psykologisk! Dette er Leonardos nyhed, som forvandlede motivet totalt.
Vi ved fra Leonardos egne optegnelser, at det netop var dette aspekt, der optog ham. Han kunne stå i timevis og gruble over en og anden apostels gestus og var så uendeligt længe om at blive færdig, at prioren måtte klage over det til hertugen. Det er helt åbenbart, at kunstneren først og fremmest kæmper med en ny kunstnerisk opfattelse af scenen – og ikke er optaget af at bringe en ny sensationel religiøs meddelelse til torvs.
Dan Browns fortolkning af "Den sidste nadver"
Nu tager forfatteren Dan Brown så fat i et af passionshistoriens mest afgørende øjeblikke, der er hentet direkte fra et af evangelierne – og "omtolker". Han følger sin teori om, at Maria Magdalene er Kristi hustru op, ved at lade Leonardo illustrere det gennem koder i sit berømte maleri.
Lad os kaste et blik på "Den sidste nadver" i Milano og følge forfatterens tolkning: Brown siger, at det er tydeligt, at personen ved Kristi højre hånd er en kvinde – altså Magdalene. Men hvis det er tilfældet, må man jo nok spørge, hvorfor der stadig kun er 13 personer til stede? Det må jo betyde, at en af apostlene har forladt bordet – og det må så være Johannes. Når man tager i betragtning, at vi netop ser den scene, hvor Peter taler specielt til Johannes, er det højst besynderligt, at netop han er blevet sendt ud for at bestille mere vin eller for at hente salt og og peber! Sært, at det ikke er det første, der falder den undrende læser ind. Hvor er Johannes blevet af? Denne Johannes har tradition for at være en meget smuk yngling, og har hos mange kunstnere et feminint udseende. Et ganske overfladisk kendskab til Leonardo vil vise, at netop denne sære kunstner altid malede både Johannes og unge engle som nærmest androgyne med langt, blødt hår, og det er han ikke ene om, når det gælder påskemåltidet. Hertil kan føjes, at figuren for øvrigt er påklædt som de øvrige i billedet – f.eks. med hensyn til halsudskæringen. En kvindes kjole har ikke den udskæring, som vi kan se af portrætterne. Skikkelsen er ikke klædt som kvinde. For øvrigt kan jeg ikke se, hvordan Johannes' hofte skulle kunne berøre Kristus!
De berømte ord er lige blevet udtalt, og Peter – hvis profil er let genkendelig – lægger netop sin venstre hånd på Johannes' skulder og taler indtrængende til ham, som han skal, og Johannes må selvfølgelig flytte sig fra Kristi skulder og læne sig over mod Peter for at høre, hvad han vil sige, hvorved den vinkel opstår, som Brown tolker som et symbol på Maria Magdalene. Man tror vel ikke, at man i dette evangeliske replikskifte lige vupti kan lade Maria Magdalene erstatte Johannes og derved forvanske skriftens ord? Hvad mon munke og abbed ville have sagt til det? Ingen har åbenbart overvejet, at billedet jo var bestilt af en rettroende klosterledelse, som nok ville protestere mod at få uortodokse fiksfakserier i deres spisestuemaleri.
Dette er et historisk øjeblik. Tror man, at Peter – trods alt en "underordnet" discipel – i et sådant øjeblik kan tillade sig at lægge en hånd på en kvindes nøgne hals – endsige hvis det er mester kone? Ved et sakralt måltid? Simpelthen nonsens.
Forfatterens snedigste fif er måske henvisningen til den "mystiske kniv", der synes at dukke op fra dugen henne mellem Peter og Andreas. Den overnaturlige kniv! Det første, jeg gjorde, var at tælle alle personernes arme, og det viste sig, at alle har begge deres hænder, netop fordi Leonardo skulle bruge disse virkemidler for at kommunikere personernes sindstilstand. Hvorfor skulle Peter alene nøjes med én arm? Billedet er – til forfatterens held – meget ødelagt og overmalet netop omkring Peter, og det kan være svært at være sikker på detaljerne.
Det næste man kan gøre, er at eksaminere alle de stik og replikker, som er lavet meget hurtigt efter billedets tilblivelse. Alle disse ekkoer af Leonardo åbenbarer tydeligt, at kniven tilhører Peter, hvis højre arm er placeret i en noget forvreden stilling med en strittende albue og en lidt snoet hånd, der holder en kniv, hvormed han formodentlig har skåret sit brød. Desuden har Leonardo selv lavet en pragtfuld tegning af denne komplicerede albue, hvor man tydeligt ser konstruktionen. Hvorfor har Peter en kniv (hvad han faktisk også har på alle de ældre billeders mere statiske type, hvor den ligger på bordet foran ham)? Fordi kniven er hans attribut ligesom Judas' er pungen og Johannes' er hans ungdom og feminisme. Hvorfor? Fordi om meget kort tid skal Peter – i Getsemane Have – hugge øret af Malchus.
Browns tolkning er nonsens
Meget snedigt af Dan Brown og meget let gennemskueligt. Dette er nonsens fra ende til anden. Enhver forfatter har absolut lov til at spinde den slags ender – også over historiske emner. Det forkerte er kun, hvis man i den grad "hopper på limpinden"
Lad os blive ved med at betragte Leonardo som den store fornyer i renæssancemaleriets historie – både hvad angår skyggemaleri og beskrivelsen af den menneskelige psyke. Han har formodentlig også været medlem af hemmelige selskaber. Der var så mange på den tid ... Men lad hans billeder være i fred for alt for forskruede "nytolkninger", der passer i ens litterære kram for et kort øjeblik. Hvad har man f.eks. ikke påduttet Mona Lisa i tidens løb på grund af hendes smil?
Sagen er, at alle Leonardos ansigter bærer et mystisk smil – både hans engle og den unge, feminine Johannes i ørkenen. Hemmeligheden er, at alle hans smil har usikre mundvige, som dækkes af hans dybe skyggevirkning. Det gør dem udefinerbare – og derfor tvinges vi alle til at aflæse hans smil subjektivt – og får hver vores tolkning ud af dem. Jeg håber, at man i fremtiden vil opsøge Leonardos billede i Milano for kunstnerens skyld – og ikke for Dan Browns. Så vi igen kan slippe for to ugers bestillingstid.