Prøv avisen

Danmark har brug for nye mennesker

INTEGRATION: De uskrevne loves vogtere må erkende, at bliver man ved med at behandle den udefrakommende som en fremmed, så forbliver han fremmed

Udlændinge mødes i Danmark af et buldrende bureaukrati - skrevne og uskrevne love, der forvaltes af samfundets nidkære vogtere. Har den udefrakommende forceret de skrevne loves port, står de uskrevne loves vogtere parat lige indenfor. Vejen ind i det danske samfund er kendetegnet ved en kafkask ufremkommelighed. Spørg blot den dansktalende udlænding, hvis adgang til det danske jobmarked afskæres på grund af navnet på ansøgningen.

Kafkas parabel, »Foran loven«, fra »Processen« kan symbolisere den manglende sammenhæng mellem samfundets instanser (skrevne love) og magtfulde meningsdannere (uskrevne love) og det, udlændinge møder ved Danmarks port. Hvordan kan vi eksempelvis forsvare at møde truede personer, der beder om asyl, med: Ikke endnu, måske om syv år? Syv års uafklarethed er længe.

Hos Kafka kommer en mand til rettens hus og beder om at komme ind. Dørvogteren (en typisk kafkask faderfigur) svarer, at det kan han ikke nu. I årevis holdes han tilbage af dørvogterens manipulerende manøvrer. Døden nær stiller han et sidste spørgsmål: »Alle stræber jo mod loven«, siger manden. »Hvoraf kommer det så, at jeg er den eneste, som i alle de mange år er kommet her og har forlangt at blive indladt?« Dørvogteren svarer: »Her ville ingen anden blive sluppet ind, thi denne port var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den.« Således hos Kafka.

Er det ikke det, vi genkender, når vi siger, noget er kafkask? Noget ufremkommeligt, mægtigt og uforståeligt absurd. Franz Kafka levede 1883-1924. Kafka er universel, han er oversat til mere end 100 sprog. Men hvor mange ved, at Kafka var jødisk?

Det kafkaske individ er en splittet fremmed i det moderne, urbane samfund, nøjagtigt som diasporajøden i Kafkas Prag, der syder af nationale, politiske, sociale og især antisemitiske spændinger. Kafka vokser op i et jødisk assimileret miljø og skriver absurde historier om lov, skyld og fremmedhed i de første årtier af 1900-tallet, hvor Centraleuropa er inficeret med en antisemitisme, der cirka 30 år efter fører til holocaust.

Med sin anarkistiske pen borer Kafka sig ind i menneskelivets inderste lovmæssighed. I 1919 skriver han som 36-årig et brev til faderen, »Kære far, forstå mig ret É« Brevet er både stor litteratur og vidnesbyrd om et materialistisk, patriarkalsk univers med undertrykkende magtrelationer. Inden for dette mentale terror-univers foregår en uendelig kamp mellem far og søn, hvor sønnen altid er skyldig. Faderen eller den virkning, han har på Kafka, fremkalder en lammende følelse af skyld.

Kafkas far tilhører fædregenerationen af Prags assimilerede jødiske borgerskab, der er indvandret fra landet til byens sekulariserede tyske kultur. Jøderne er for længst ude af ghettoen. I Kafkas Prag har tjekkisk nationalisme og tysk kulturimperialisme kun antisemitismen tilfælles. Jøderne opfattes som en trussel mod samfundet. Kafka har aldrig kendt andet. Trods oplysningstankens trosfrihed, lighed for loven og jødernes emancipation råder antisemitisme, fremmedangst og fremmedhad. At dr.jur. Franz Kafka i 1908 får embede, skyldes en nær forbindelse. Mens fædrene ser væk, kræver sønnerne, Kafka og hans generation af jødiske intellektuelle, fornyet stillingtagen til jødedommen og det »jødiske« spørgsmål.

I Kafkas parabel indfanges manden i en absurd ufremkommelighed. Dørvogteren stiller ingen krav til ham. Han forbliver fremmedgjort. Hos Kafka begynder individets fremmedgørelse i familien. Herfra videreføres den af samfundets bureaukratiske magtsystem. Den assimilerede jøde i Prag er fremmed både i forhold til jødedommen og det fjendtlige samfund. Hos Kafka er det indre og ydre eksil til stede som noget alment. »Processen«, om Josef K., der en morgen uskyldig arresteres af samfundets villige vogtere, viser sys-temer som apartheid, kommunisme og nazisme - det 20. århundredes virkelighed.

Theodor Herzl mente indtil Dreyfus-affæren 1894-1906, at det »jødiske spørgsmål« måtte løses ved assimilation. I 1896 udgav Herzl »Der Judenstaat«. Antisemitismen førte til holocaust, der igen førte til oprettelsen af staten Israel.

I dag rettes fremmedhadet mod vor tids jøder, flygtninge og indvandrere. Det sker i form af mishagsytringer og vold rundt om i Europa. I Danmark virker det absurd at betegne jøder som fremmede. Fra de rige jøder blev inviteret hertil under Christian IV, er forløbet godt 350 år. Brandes, Hirschsprung, Trier er jødiske efterkommere, der har præget det danske samfund, inden for litteraturens, kunstens og den politiske verden. På Kafkas tid, ved årsskiftet til det 20. århundrede, flygtede en gruppe jøder hertil fra Rusland og Polen. Sidst i 1960'erne kom jødiske flygtninge fra Polen - alle nu en integreret del af det danske samfund.

De danske jøders integration forløb nu ikke over en nat. Med statens bankerot i 1813 blev finansrådgivere og landets øvrige jøder gjort til syndebukke for problemerne. »Den litterære pennefejde« opstod. St. St. Blicher var blandt jødernes forsvarere. Også Frederik VI, der trods folkelig modstand stod fast. I 1819 kom den korporlige »jødefejde« hertil fra Tyskland. Da M.A. Goldschmidt i 1845 udgav »En jøde«, om Jacob Bendixens forsøg på at transcendere sit ydre og indre eksil, var den danske jøde godt på vej ind - ca. 100 år før holocaust og redningen af de danske jøder. Grundloven 1849 gav jøder stemmeret. Endnu var der myter og fordomme mod jøder.

Man kan spørge, om ikke datidens fjende af jødens integration var folkeopinionen, de uskrevne loves vogtere? I dag har vi et politisk folkeopinions-parti, som med sit »ulige« menneskesyn ovenfra trækker udlændingepolitikken i den gale retning.

Når jøder kunne integreres her, så kan muslimer også - trods forskelligheder: Blandt andet har jøder, modsat muslimer, en 2000-årig historisk erfaring om at tilhøre minoriteten. Missionen i islam er der ikke i jødedommen. Men som den jødiske minoritet udgør muslimer ikke én homogen gruppe. Inden for begge spænder den religiøse observans fra ortodoksi til sekularitet.

Er muslimer mere fremmede? Er de for mange? Har de en skjult dagsorden? Spørgsmålene udspringer af fordomme og fremmedangst. Men at muslimer taler om at indføre sharia (religiøs lov) i et demokratisk styre, må nødvendigvis fordømmes. Ligeledes at muslimer truer deres egne (moderate muslimer) eller andre dele af befolkningen (jøder).

Den skingre debat viser, at der er modstridende opfattelser af, om så forskellige værdier som en traditionel religion og en sekulariseret kristen, vestlig kultur kan forenes under samfundets paraply af demokratiske, universelle værdier. Nej til politisk korrekthed, der lægger låg på debatten. Ja til, at yt-ringsfrihed, et etisk menneskesyn og en respekt for det talte ord bør tage hinanden i hånden. Danmark skal som et rettens hus erkende, at vi behøver nye mennesker. Vi skal stille både anstændige krav og anstændighedskrav til vore nye og lade dem nå længere end lige inden for porten.

Tilbage til Kafkas parabel. Da manden ankommer til rettens hus, står porten på klem. Det guddommelige lys, der strømmer ud, får han ikke del i. Hos Kafka råder ufremkommeligheden.

Hvad kan vi bruge den erfaring til? Vi skal erkende, at aspekter af fremmedhed findes på begge sider af porten. Den, der tilhører minoriteten, må forstå sig selv som en sådan i forhold til samfundet. De uskrevne loves vogtere må derimod erkende, at bliver man ved med at behandle den udefrakommende som en fremmed, så forbliver han fremmed.

Integration tager tid. Skal fremmedhed blive til gensidighed, må også de uskrevne loves vogter rette blikket indad og møde den fremmede i sig selv: det uforløste, han ser hos de fremmede - og føre en åben og etisk debat, der ikke hidser til udstødelse og ufremkommelighed, men samler sig om at nedbryde myter, fordomme og fremmed-angst. Modsat på Kafkas tid.

Birte Kont er forfatter, cand.phil. i litteraturvidenskab og tidligere ansvarshavende redaktør af Jødisk Orientering