Der findes for tiden to billeder af Danmark. Der er billedet af Danmark som et lille land og som en nationalstat. Men så er et andet og nyt danmarksbillede ved at blive tegnet.
Bjørn Bredal formulerede det i Politiken i 2016 sådan her: ”Vi er ved at få os en ny fortid. En fortid som kolonimagt.” Han fortæller videre, at mange læste Thorkild Hansens slavetrilogi fra begyndelsen af 1970’erne, men det førte ikke til nogen stor optagethed af slaver.
Den optagethed er der nu. Slaveri er populært, skønt det er længe siden, at ”negerhandelen” blev afskaffet med en instruks i 1792, der trådte i kraft i 1803. Og straks man har sagt sådan og måske er lidt stolt over, at Danmark kom først, kommer den afmytologiserende historiker og fortæller, hvordan det var i virkeligheden. Der var nogen, der blev ved med at handle med slaver, og det var de forskellige konger på Guldkysten glade for, for de tjente på slaverne, og derfor har Ghana sagt undskyld.
Der er sket det, som står på bagsiden af bogen ”Kampen om de danske slaver”, at ”dansk slavehistorie er ikke slut”. Heldigvis. Og så fortsættes der med, at slaveriet stadig ”spøger”. Og i de seneste mange år er tusinder af aktivister og forskere blevet ghostbusters . Det er let at få forskningspenge, når det har med slaveri at gøre, for hvem kan være tilhænger af slaveri? Danmark er ikke Qatar.
Det gamle Danmark er det land, som er et resultat af 1864 og 1920. Det er et land, der altid har tabt. Danmark er, hvad man kalder en ”rump nation”, det vil sige resterne af noget, der engang var større. Også Sverige og Østrig er ”rump nations”, som har tabt områder. Polen for eksempel er ikke. Norge heller ikke.
Det er det Danmark, vi synger om i Højskolesangbogen – så længe det varer. Det er det, som vi kender fra H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” eller fra Holger Drachmann, hvor ”jeg” er blevet til et ”vi”, der elsker vort land, hvor der pløjes, harves og tromles, og hvor høsten er i lade. Det er det Danmark, som er yndigt. Det er et land, hvor bonden, den bosatte, er den ægte dansker. Og bønder koloniserer ikke. De har rødder og ikke fødder. De finder ting med plovjernet i den danske jord og handler ikke med krydderier fra Indien. Bønderne rejste først til ”Dansk Vestindien”, da de fik landbrugsstøtte, men da var de turister.
Engang var Danmark herre i hele Norden og bød over endog England, men nu kaldes Danmark svag, skriver H.C. Andersen, skønt hvem kaldte mon Danmark det i 1850? Det var det Danmark, der, fordi det blev mindre og mindre, begyndte at kolonisere det, der endnu kunne koloniseres: Jylland.
Heden blev til kornmark. De opdagede Jylland ovre i København og begyndte endog at male billeder af det nye land. Det er det Danmark, som Grundtvig synger om i ”Kirkeklokke, ej til hovedstæder”, og det var samme Grundtvig, der opfattede sig selv som en bondeblomst, men det var også en Grundtvig, som vi ikke hører så meget om i disse tider. Grundtvigs liv, værker og virkning er noget af det bedst kortlagte i dansk kultur, men én ting manglede: slavesagen. I januar 1849 blev Grundtvig fremhævet og takket i St. Thomæ Tidende for sin kamp imod slaveriet. Det var først med K.E. Bugges grundige kortlægning i Grundtvig og slavesagen fra 2003, at Grundtvigs kamp mod slaveriet blev grundigt beskrevet.
Grundtvigs to brødre døde som præster i Guinea; den ene vist nok i armene på en ”frifarvet”. Selvfølgelig har de talt om det i præstegården i Udby. Hvis en Holberg-statue skal fjernes, så plant en Grundtvig-statue, hvor den stod.
Det lille, nationale Danmark havde hverken kolonier eller slaver. Og det er det lille Danmark, der appelleres til, når vi skal med i Nato eller EU. Vi er et lille land, der ikke kan klare os uden de store. Og det er det land, der tales om, når Danmark skal være foregangsland på klimaområdet. Så er det, man nynner, ”end høres danskens vindmøller så vidt om jorden”. Og de danske mejselslag er også i dag en islændings. Ikke Thorvaldsens, men Olafur Eliasons.
Så er det det andet danmarksbillede, som er en tilbagevending til Danmark før 1814 eller endnu før, men som også er fremtidens.
Det er det land, som har fået ny fortid. Historikere omskriver altid historien, når det er opportunt. Det nye billede er ved at afløse det nationalromantiske og erstatte det med et oplysningstidsbillede. Og det er et billede, hvorpå Danmark er stort eller i al fald var stort. Det var det land, som gik i krig i Golfen i 1991, og som har været i krig siden. Riget eller The Kingdom har tropper i Mali og er aktiv i Arktis.
På dette billede er Danmark ikke et bondeland med landsbykirker, men et land af rejsende. Danskeren er nomaden og sømanden. Bonden er skurken igen, der ødelægger naturen, som skal være en fin park til at cykle i.
Det førnationale Danmark-Norge havde kolonier og slaver, og det var et i europæisk sammenligning mindre rige, hvori aktører handlede med slaver, og jeg siger ”aktører”, for der var tale om personer, kompagnier, selskaber og kongen.
I takt med, at riget (og enevælden) blev afløst af en nationsstat (og folkestyre), afvikledes resterne af imperiet. Det blev solgt. Finansminister Ernst Schimmelmann, som ikke var dansker, havde et imperium (1724-1782) med sine omkring 1000 slaver. Da Det Vestindiskguineiske Handelskompagni ikke kunne klare at styre områderne, blev det hele privatiseret: Den norske købmand Jørgen Thormølen fik De Vestindiske Øer, og Nicolai J. Arff forpagtede Guineakysten, og i 1787 blev den overtaget af storkøbmanden Frederic de Conninck. Det var civilsamfundet (”society”) og markedet, der styrede kolonierne og ikke ”staten” eller nationen. Nationalismen er og var anti-imperialisme.
Dansk kolonihistorie med sine mange slaveoprør på De Vestindiske Øer og krige i Guinea hører til det 18. århundredes ufredelige historie og tiden før nationsbygningen.
Oplysningstiden er den mest dobbeltmoralske i europæisk historie. Den begynder samtidig med, at Ludvig XIV udsender en Code Noir (Den sorte lov) (1685), der regulerede slavernes liv i de franske kolonier. Det var afrikanske slaver, der ophævede slaveriet ved et oprør 1791 i Haiti. Rygtet om dette oprør finder vi i Henrik Hertz’ lille roman ”De frifarvede”. Frihedens modsætning var slaveriet, men det gjaldt ikke for slaver.
Jean-Jacques Rousseau kunne i 1762 erklære, at ”mennesket er født frit, men overalt i lænker” uden et øjeblik at skænke slaverne overalt i lænker en tanke. Det er med nationalromantikken, at friheden begynder at blive realiseret som folkestyre og ophævelse af slaveriet. Ikke underligt, at netop Grundtvig skulle blive den, der mest lidenskabeligt engagerede sig i slavesagen. Ikke underligt, at norske Henrik Wergeland skulle blive en, der stærkest beskrev forholdene på et slaveskib (i ”Den engelske lods”).
Det store, globaliserede Maersk-Danmark var det Danmark, der i et par måneder lukkede ned og blev det gamle Danmark, og som nu åbner. Det er et ikke-nationalt eller antinationalt Danmark og en lilleput-imperiestat uden grænser og med mange folkeslag, der ikke lever i fred med hinanden. Et land, hvor Haribos Skipper Mix er racistisk, og hvor man ikke kan købe en Eskimo eller synge Swing low, sweet chariot .
Kornmarken bliver igen hede. Det er et rige uden fælles sprog, religion og kultur. Og med få statuer og megen kontrol.