For fem år siden satte en ung mand ild til sig selv i Tunesien. Politiet ville ikke lade ham sælge frugt og grønt fra en vogn på gaden, fordi han ikke havde penge til bestikkelse.
Den unge mand, Mohammed Bouazizi, fik ikke lov til at forsørge sig selv. Man kan med god ret sige, at hans fundamentale rettigheder blev undertrykt. Hans død blev startskuddet til Jasmin-revolutionen og det arabiske forår.
Hvad har salg af frugt med menneskerettigheder at gøre? I Danmark er vi så vant til, at vi kan handle frit, og vi er så vant til, at politiet behandler os ordentligt, at vi glemmer, at det er en menneskeret.
Selvom det arabiske forår visnede mange steder, så gav det befolkningerne en bevidsthed om, at herskerne ikke kan tillade sig hvad som helst. Også herskerne skal være underlagt spilleregler.
Herhjemme har vi gennem en række år været særligt optaget af ytringsfriheden. Det er også helt afgørende, at man frit kan diskutere med og kritisere både medborgere og ikke mindst offentlige myndigheder.
Men vi må ikke glemme, at menneskerettighederne favner en bred vifte af rettigheder og friheder. Og de har alle det tilfælles, at de bygger på tanken om en begrænset statsmagt, der ikke vilkårligt blander sig i borgernes forhold. Vi er fri til at gøre, hvad vi vil, så længe vi ikke skader andre.
Selvom staten fylder meget i kroner og øre i Danmark i kraft af en betydelig skatteopkrævning, så lever vi i en retsstat, vi kan have tillid til. Danmark er netop blev kåret som det mindst korrupte land i verden. Og vi er samtidig et af de lande i verden, hvor borgerne har størst tillid til deres myndigheder.
Det er grundlaget for vores frihed. Det er grundlaget for vores virkelyst. Det er i sidste ende grundlaget for, at vi har kunnet opbygge et så rigt og så trygt Danmark, som vi har i dag. Vi behøver ikke leve i frygt.
Danmark er en med hensyn til menneskerettigheder. Og vi har meget at bidrage med. I den kommende uge tager jeg derfor til Genève for at lancere den internationale kampagne for Danmarks kandidatur til FN's Menneskerettighedsråd for perioden 2019-2021.
Nogle vil formodentlig spørge, hvorfor Danmark vil engagere sig i et internationalt organ, hvor kritikere sætter spørgsmålstegn ved resultaterne? Vi ser Menneskerettighedsrådet som et centralt organ, der arbejder for at beskytte og fremme respekten for menneskerettigheder. Det arbejde vil vi gerne være med til at styrke.
Menneskerettighedsrådet er samtidig også en politisk kampplads for de store værdispørgsmål, hvor forskellige regioner og kulturer drøfter fremme af menneskerettighederne fra meget forskellige udgangspunkter. Vi har en direkte national interesse i, at vores argumenter bliver hørt.
Rådets sammensætning afspejler den globale geografi. De afrikanske og asiatiske lande sidder på 26 pladser, og de vestlige lande kun på syv ud af 47 pladser. Det kræver derfor overbevisende argumenter, stor diplomatisk forståelse og brobygning mellem stærke fronter at sikre, at vestlige interesser tilgodeses i Menneskerettighedsrådets arbejde.
Nogle gang er medlemmerne så uenige, at det slår gnister. Andre gange bunder uenigheden i, at man bare ikke forstår hinanden. Det er afgørende, at man kan adskille de to. Vi skal høre på hinanden, forstå hinanden, lære fra hinanden og søge at nå hinanden.
Den brogede medlemsskare giver paradoksalt nok samtidig rådet en troværdighed og indflydelse, som det ellers ikke ville have haft. Hvis det kun bestod af de største menneskerettighedsfortalere, ville det formentligt ikke gøre nogen stor forskel uden for egne rækker.
Menneskerettighedsrådet har faktisk en lang række resultater at være stolt af. I selv meget politisk komplekse situationer som for eksempel Syrien og Nordkorea har rådet adresseret de groveste menneskerettighedskrænkelser. Det har etableret undersøgelseskommissioner, der blandt andet har indsamlet dokumentation og kortlagt de overgreb, der er blevet begået. Det er vigtigt, når vi en dag når dertil, at vi kan stille de ansvarlige for overgrebene til regnskab.
Den jævnlige gennemgang af landenes menneskerettighedssituation (Universal Periodic Review, UPR) er et andet vigtigt værktøj. Her bliver hvert enkelt land vurderet af de øvrige FN-medlemslande. Alle står for skud, og alle kan skyde. Resultatet er en lang liste af anbefalinger.
Alle lande har valgt at deltage i UPR'en, der har vundet stor respekt blandt FN's medlemslande. Hvis de enkelte lande - også Danmark - oplever, at Menneskerettighedsrådets kritik rammer skævt, er det op til landene at give et fornuftigt, civiliseret svar.
Danmark skal naturligvis også være parat til at modtage kritik, ligesom vi selv ønsker at kritisere andre. Derfor stillede jeg også gladeligt op ved den gennemgang af forholdene i Danmark, som blev gennemført i FN's Menneskerettighedsråd i januar, hvor jeg blandt andet forsvarede vores indsats på asylområdet.
Selvom der var kritik, havde de lande, der kommenterede Danmarks indsats for menneskerettigheder, generelt stor ros til os. Specielt blev det nyligt etablerede børnekontor hos Ombudsmanden fremhævet. Vi blev også rost for at have gjort det muligt for individer at klage til FN's børnekomité og til FN's komité for personer med handicap.
Mange lande bemærkede også vores arbejde for ligestilling og vores håndtering og forebyggelse af vold mod kvinder og seksuel vold.
Menneskerettigheder udsættes i stigende grad for pres. Den værdipolitiske kamp udspilles ikke mindst i Menneskerettighedsrådet, og derfor er et medlemskab en måde at maksimere sin indflydelse. Det nytter ikke at læne sig tilbage og observere. Hvis man vil gøre noget godt, må man jo som bekendt ofte gøre det selv.
Danmark har allerede en central rolle i det internationale initiativ for konventionen mod tortur. Her skaber vi en konstruktiv dialog om reelle forbedringer i arbejdet mod tortur blandt en gruppe af stater, der ikke er enige om alt. Det vil vi også i Menneskerettighedsrådet.
Danmark vil søge åben, direkte og ærlig dialog. Og vi vil samtidig stå fast ved vores værdier og principper. Vi viger ikke fra vores prioriteter om kvinders rettigheder, kampen mod tortur og oprindelige folks rettigheder. Disse mærkesager vil derfor danne rammen om vores indsats, hvis vi bliver indvalgt i rådet.
Danmark vil arbejde ud fra devisen om, at alle har frihed til at vælge sin egen fremtid. Kvinder skal have samme muligheder og rettigheder som mænd. Ingen skal udsættes for tortur. Og menneskerettigheder og retssikkerhed skal udgøre grundpillen i både internationale og nationale samfundsstrukturer.
Vore værdier er ikke meget værd i praksis, medmindre vi vælger at kæmpe for dem. Årtiers erfaring har vist os, at menneskerettigheder er nøglen til bedre samfund og ikke bare højstemt snak.
Da Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv, satte han også en udvikling i gang i sit hjemland. Utallige dissidenter sætter livet på spil verden over for at forbedre deres samfund ved at kræve respekt for helt fundamentale menneskerettigheder. Det aftvinger respekt - og Danmark skal tale deres sag. Også i lande som Iran og Saudi-Arabien.
Menneskerettigheder er ikke vestlig imperialisme. Det er universelle spilleregler, som alle typer samfund kan have glæde af. Den frihed, som de skaber, gør både samfundene mere rimelige - men også rigere. Frihed er et af de goder, der bliver større af, at vi deler det.
Kristian Jensen (V) er Danmarks udenrigsminister