Danmark vort land

Skal man være gammel for at vide, hvad det er at være dansk? Kan det være rigtigt, at »vi«, det store kollektive vi, ikke ved, hvad der er fælles for os, der har vores rod på denne lille plet af jorden? Ved de unge, gymnasieelever såvel som alle andre, hvilke fælles traditioner og værdier vi har? Der er grunde nok til uvidenhed. Historieløsheden er en af dem. De mange år, hvor alt det spændende, der sker her og nu, er blevet værdsat så højt i skolen, og alt, hvad der havde med fortid og årstal, så lavt, har stjålet fra ungdommen den trygge følelse af sikker grund under fødderne. »Rend mig i traditionerne« er ikke bare en bog af Leif Panduro. I fremtidschokkets accelererende tidsalder har vi ikke råd til at slæbe den tunge bagage med os. Tidens trend er også at pille glorien af alt, hvad der tillader sig at fremstå som værdifuldt i fortiden. Frihedskampen er ikke frihedskampen. »I skal bare ikke tro, nogen husker, hvad der virkelig skete den 4. maj 1945«. Nej, vi har digtet til, siger historikerne, og så gælder det ikke. Jeg kan næsten høre dem sige: Æ bæ. Og så bruger de det praktiske ord: myte. Praktisk, fordi de ikke bruger det i ordets videnskabelige betydning af intuitiv tilværelsesforklaring, men hverdagssprogets: digt, løgn, opspind. Jeg ved præcis, hvor jeg opholdt mig om aftenen den 4. maj, hvor jeg gik hen efter at have hørt frihedsbudskabet for at juble sammen med min familie. Eller noget af den. Jeg havde ikke deltaget i frihedskampen, jeg var jo en pige, men mine brødre og fætre havde selvfølgelig og skulle lige så selvfølgeligt møde på det fastsatte sted. Ja, ikke min ældste bror, for han var i Sverige i Den Danske Brigade, men til gengæld husker jeg hvert sekund af det augustdøgn i 1943, da han stak til Sverige sammen med tre andre officerer og 30 menige. Men stærkest husker jeg den jublende glæde inde i mig selv. Mon de andre følte det lige sådan? Krigen var slut!!! Underet var sket. Underet! Selvfølgelig vidste vi godt, at det ikke var frihedskæmperne, der befriede os. Men de gjorde deres. Jeg var 19 år og pige, men jeg vidste meget godt, at vores tro på, at Hitler ville blive knust, i lange tider var ganske uden fornuft. Men vi ville ikke lytte til fornuften, vi lyttede til BBC. Men det er rigtigt, at ethvert folk må have en myte, i ordets sande betydning, om befrielse. Ethvert menneske må det også, som dr.phil Erik Schultz siger, det ligger i os som en arketype i jungiansk forstand. Jeg drømte om marcherende tyske soldater, indtil min egen indre befrielse var gennemført. Og det forekommer mig, at nationalstaternes opståen efter 1848 betød en lignende befrielse for Europa. Da enevælden blev afløst af demokratiet, ved fredelige eller voldelige midler. For os, da Frederik VII gav os den frie forfatning. Og hermed har jeg nævnt tre af de værdier, som er umistelige for os hjemmedanskere, freden, som vi fik den dag i maj 1945, friheden, som er mere end frihed fra besættelsesmagt i landet, og demokratiet, der også skulle betyde et frihedsbrev til hver dansk borger. Og jeg må tilføje: respekten for det andet menneske. Det, der blev udtrykt i lovene om ytringsfrihed, trykkefrihed, religionsfrihed. Er de værdier blevet en selvfølge, noget, vi tager for givet? Jamen, sådan ser verden omkring os jo ikke ud. Tværtimod. Eller er det janteloven, der rider os? I skal ikke tro, at det, vi har, er noget værd? For det kan vel ikke være den voldsomme fokus, politikerne sætter på økonomien, der smitter af på os almindelige mennesker? Der er to områder, hvor vi virkelig har brug for at kende og dyrke vore værdier: i forhold til landets borgere af fremmed oprindelse er det ene. Vores dialog med dem ville forandres totalt, hvis vores overdimensionerede frygt for dem blev erstattet af en stolt følelse og erkendelse af vore danske værdier. Og i forhold til EU. Danskhed betyder danske værdier grundfæstet i hvert skolebarn, fordi vi voksne kender dem og dyrker dem og lærer dem fra os. Det er en billig fædrelandskærlighed, der bygger på fjendebilleder. Og det er ikke fornuft eller følelser, der skal styre os. At kende Danmark er at elske Danmark (for nu at bruge et engelsk ordsprog). Den 4. maj i år var jeg til lysfest i Haderslev - sammen med 10-12.000 andre. Det er en 50 år gammel tradition, præcis, og fejret med de samme grundelementer som første gang. Arrangørerne var Slesvigske Fodregiment, som har en lang historie bag sig i Sønderjylland og i Haderslev. Dets musikkorps spiller en vigtig rolle i byens kulturliv. Denne aften går musikkorpset i spidsen for et fakkeltog af bl.a. ungdomskorpsene gennem byen op til den højtliggende kaserne. Imens var 5-600 mennesker forsamlede i kasernens gymnastiksal for at synge de sange, som min generation fik ind med modermælken. De hedder fædrelandssange. Men der er også de dyrebare sønderjyske sange, dyrebare, fordi ingen sønderjyde glemmer de 56 år, hvor landsdelen var under fremmedherredømme. Fem minutter i kl. 22 blev der tændt levende lys i alle vinduer i kasernens facade, og straks efter blev splitflaget hejst over taget, projektørbelyst og med militær honnør. Vi hørte frihedsbudskabet og senere hele Prins Jørgens march. Også Prins Joachims march, for både han og prins Ingolf deltog med gemalinder. Det var årets lysfesttaler, general Læssøe, der formulerede vore danske værdier: Fred, frihed, demokrati og respekt for andre. Og opfordrede os til at bevare og videregive, sådan som danske soldater i det fremmede jo gør det. »Den store tappenstreg« afsluttede festen, og de mange tusind mennesker gik stilfærdigt hjem. Ganske stille havde de stået - undtagen når de sang af hjertens lyst. Sådan som befolkningen i Rinkenæs Sogn sang i min barndom på Isteddagen i forsamlingshuset, til min lillesøster og jeg sank ned på gulvet under kaffebordet og sov. Det var dybt bevægende at deltage i Lysfesten i Haderslev. Jeg mærkede igen, hvilken rigdom jeg fik med i min barndom, hvor Danmarks historie blev fortalt og sunget ind. Men jeg mærkede også en dyb vrede mod de kortsynede politikere, der solgte en folkelig støttepille, da de i forsvarsforliget for pengenes skyld slog Slesvigske Fodregiment sammen med to andre og flyttede dem til Skive. »De forstår ikke en brik i København«, sagde vores værter i Haderslev.« Nej, de forstår intet af de stærke følelser, der er groet ud af det barske liv som grænseland. Det gjorde de heller ikke i min barndom, hvor min far var meget omhyggelig med at fortælle, at vi ikke var københavnere, men kom fra den ydmyge fiskerby Gilleleje. Der er ingen sentimentalitet, der er ikke pengegriskhed og kold beregning, når man har lidt for at være dansk. Dér er vilje og følelser bundet sammen. Jeg vil slutte med min egen appel til mit land Danmark: pastor emeritus Danmark mit land. Hver plet, hvor vi bor, er skønnest på jord. Når foråret kommer i vinter, i sommer når efterårsløvet blir' guld over støvet, er ingen så skøn, så frodig, så grøn. Danmark mit land, i stolthed, i skam, snart modig, snart tam. Nu Jantelovskuet af stormagter truet, nu flabet og hoven på kanten af loven, dog dristig på ny til stordåd og ry. Danmark mit land. Du overflodsland, du højindkomstland. Du kalder det velfærd, som tit nok var ufærd. For dig er vi lige, de svage, de rige. Men duk den, der tror sig bedre på jord. Danmark mit land. Du hygge ved strand, du roligansland. Du vil ikke mere af krige ha' ære, men freden bevarer med blåhjelmet skare. Men hvorfor gør vold vor hverdag så kold? Danmark vort land. Væk os dog op fra sløvhed og pop. Kald, så det lyner af drømme og syner. Storsind og retsind findes trods letsind. Ansvar og mod gør fremtiden god. Danmark vort land. Du er kun det Vi, som vi spejler os i. Du er ikke bedre end mødre og fædre og unger af tiden, af penge og viden. Gik drømmen itu, vort ansvar er du.