I DANMARK ER VI VED AT skifte sprog. Det, der før hed udsalg, hedder sale, et tilbud er et offer, DSB tilbyder ”Fri internet”, og er man sulten, kan man købe en burger med coleslaw eller en sandwich to go. Det nye sprog er hverken dansk eller engelsk, men ”danglish”, en uskøn blanding af engelsk og dansk.
Det danske uddannelsessystem er helt med på beatet. Nu skal man tage en bachelor-eksamen og skrive ph.d. på CBS, Erhvervsuddannelserne i Aalborg og Nørresundby har skiftet navn til Tech College, og i otte såkaldte campusbyer i Jylland kan man tage en erhvervsuddannelse på et VIA University College.
IFØLGE DANSK SPROGNÆVN er der endnu flere engelske ord på vej ind i det danske sprog.
Nævnet udarbejder hvert år en såkaldt nyordsliste, der består af ord, som nævnets medarbejdere har fået øje på i løbet af året, og som de følger nøje med henblik på mulig optagelse i Retskrivningsordbogen.
Nyordslisten for 2016 består af 30 ord. Af disse er 21 engelske ord som for eksempel bodyshame, bottleflip, cudling, freebleeder, freebleeding og fatshaming, fem er direkte oversættelser fra engelsk som for eksempel fribløder og friblødning, og kun fire er skabt på grundlag af danske forhold, nemlig gyllegate, respektpakke, sexelance og smykkelov.
Det kan være svært at forstå, hvorfor disse engelske ord skulle være mere oplagte at optage i Retskrivningsordbogen end ord som for eksempel arbejdsramt, cykelbur, etagecykelparkering, frivillighedsråd, kattekrig, kvindekort, lønfest, pensionistbyrde, sundhedskort, stripperstang, sviner, tudeviks og åremålsansat. Ingen af disse ord er sluppet ind i Retskrivningsordbogen, selvom de er anvendt masser af gange i de danske medier, selvom de lever op til kriteriet om, at de ikke blot er sammensætninger som for eksempel kaffekop, tekop, porcelænskop og plastickop, men at der i sammensætningen skabes en betydning, som er anderledes end blot summen af de to sammensætningsled.
DET ER IMIDLERTID IKKE BLOT antallet af engelske låneord, der kan skabe bekymring.
De engelske ord indgår også i de danske bøjningsmønstre, og da Sprognævnet i sin fastlæggelse af bøjningsformerne meget ofte vælger at benytte sig af parallelle former, som begge er korrekte, opstår der en del problemer:
Ifølge Retskrivningsordbogen hedder det for eksempel et shot, shottet, og så er der frit valg mellem formerne to shots og to shot i ubestemt flertal og shotsene og shottene i bestemt flertal, og hvis vi inddrager Den Danske Ordbog i vores undersøgelse, kan vi tilføje formerne en shot og shotten til samlingen. Der er altså otte forskellige former af substantivet shot i spil, hvor danske substantiver normalt kun findes i fire former.
Når det handler om ordet sandwich, forholder det sig anderledes. Her er formerne to sandwich og to sandwiches ikke korrekte. Det kan kun hedde to sandwicher i ubestemt flertal. I bestemt flertal kan man så vælge mellem formerne sandwicherne og sandwichene.
Der kan godt virke uoverskueligt, og det bliver endnu værre, når man tager i betragtning, at der regelmæssigt udkommer nye udgaver af Retskrivningsordbogen, og at man her løbende redigerer bøjningsformerne.
Når der kommer så mange engelske ord ind i det danske sprog, og når de noteres bøjningsmæssigt så forskelligt, skyldes det Dansk Sprognævns forsøg på at drive såkaldt deskriptiv sprogpolitik.
Nævnet følger udviklingen af det danske sprog nøje og registrerer de mange forskellige nye ord og bøjningsformer, de finder. Det er selvfølgelig hverken muligt eller ønskeligt at føre en rent deskriptiv sprogpolitik, så nævnet frasorterer trods alt en række ord og ordformer, men det lader også rigtig mange blive stående til fri afbenyttelse.
For nævnet er det nemlig vigtigt, at det er svært at komme til at lave fejl. En sprogkrakiler skal ikke have lov at pege fingre ad nogen, og derfor må der tillades flere varianter. At man dermed skaber alvorlige problemer for de professionelle sprogbrugere, der ønsker at skrive konsekvent og korrekt, er der ikke så meget fokus på.
Et lidt skræmmende resultat af den deskriptive sprogpolitik er, at store medier og firmaer, der lever af kommunikation er nødt til at udarbejde deres egne retskrivningsordbøger.
Nyhedsbureauet Ritzau har for eksempel udarbejdet en stor database, hvor medarbejderne kan læse, hvilke af de mange dobbeltformer der skal anvendes i bureauets tekster.
I ET FORSØG PÅ AT SÆTTE den danske sprogpolitik i perspektiv har jeg prøvet at se på sprogpolitikken i andre lande ved at bede en række primært udenlandske lingvister, oversættere og forfattere med kendskab til det danske sprog beskrive politikken i Frankrig, Tyskland, Holland-Belgien, Rusland, Polen, Litauen, Sverige, Island og Italien. Resultatet er udgivet i bogen ”Er dit modersmål okay?”. Her vil man se, at Danmark står temmelig alene med den deskriptive sprogpolitik.
I Frankrig ønsker man at begrænse antallet af anglicismer så meget som muligt, og dobbeltformer eksisterer stort set ikke. Her er det L’Académie francaise, der definerer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og akademiet udarbejder lister med anbefalinger af ord, der kan bruges i stedet for de engelske. Dire, ne pas dire – sig, sig ikke.
Også i Rusland føres der en klar normativ sprogpolitik, og den er blevet strammere under Putin. Putin bryder sig ikke om tendensen til kommercialisering af sproget, hvor amerikanske brands går ind og overtager pladsen for almindelige ord, så vi googler et emne, taler i vores iPhone og smutter hen om hjørnet efter en Big Mac. Til stor ærgrelse for McDonald’s-kæden er der nu et krav om, at de skal anvende det kyrilliske alfabet på restauranternes skilte, og det kræver faktisk en meget stor investering for McDonald’s, at de skal udvikle nye design for spisekort, krus og indpakning. Når vi siger, at sproget skal udvikle sig frit, glemmer vi nemlig ofte, at der er ganske store kommercielle kræfter på spil, der ønsker at få deres navne listet ind i vores sprog.
I Sverige og de tysktalende lande overlader man heller ikke bare den sproglige udvikling til de stærke, men her er det i højere grad kønspolitikken, det handler om. Sverige har indført det kønsneutrale pronomen ”hen” ved siden af hun og han, og i de tysktalende lande diskuteres der ligestilling. Sammenligner man de tyske retskrivningsordbøger med de danske, vil man også se, at masser af de ord, der optages i det danske sprog, ikke optages i det tyske. Selvfølgelig kan man også se nogle, der leger med en flaske og prøver at kaste den, så den bliver stående, men det får ikke tyskerne til at overveje at optage ordet bottleflip i deres ordbøger.
Island og Litauen er de europæiske lande, hvor der føres den skrappeste og mest puristiske sprogpolitik. Den udenlandske påvirkning skal minimeres, og de henholdsvis danske og russiske ord, der tidligere er optaget i sprogene, skal ud. I Island fører opsætningen af et skilt med ordet ”Exit” før ordet ”Útgangur” i Reykjavik Lufthavn til protester, I Litauen kan en forkert betoning af et ord i for eksempel tv medføre bødestraf.
Sprogpolitikken ude i Europa er, som det fremgår, meget forskelligartet, men alle steder findes der et ønske om at passe sit sprog og styrke dets udvikling i positiv retning.