Prøv avisen

Danmarks forfejlede integrationspolitik ses i ghettoerne

Man har ukritisk overtaget Dansk Folkepartis indvandrerfjendske retorik og gjort den til en almindelig del af sproget, skriver dagens kronikør Foto: Kristine Kiilerich

Problemet med danske ghettoer er ikke boligområderne i sig selv, men at vi i Danmark lever i en lukket og ekskluderende kultur hvor de anderledes og de socialt dårligt stillede ikke kan få anden plads end på kanten af samfundet

I SNART 20 ÅR har det helt store samfundsproblem i Danmark tilsyneladende været ghettoer. Horder af politikere har stemplet boligområder som kriminalitetsbefængte samfund uden kontakt til det øvrige Danmark, hvor befolkningen hverken taler dansk, går på arbejde, følger loven eller ser dansk fjernsyn. Områderne betragtes som så farlige, at udefrakommende ikke tør vove sig derind. Alligevel synes de samme politikere at vide alt, hvad der er værd at vide om dem.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortæller, at han for nylig var på besøg i en "ghetto" i Høje Taastrup. Han var rystet over, at der i et område på størrelse med Skævinge ikke var en eneste butik.

Men hvad er da årsagen til, at disse områder henligger som aktivitetstomme sovebyer? Det er jo landets planpolitik, som på lokalt niveau betyder, at man ikke tillader butikker i selve boligområderne. Som tidligere borgmester burde det ikke chokere Lars Løkke Rasmussen.

Selvom begrebet "ghetto" benyttes i det officielle sprog, forekommer der ingen retfærdiggørelse af at bruge netop dette stærkt negativt ladede ord, der vækker associationer i retning af sociale massegrave og koncentrationslejre. De officielle definitionskriterier lægger for tiden vægt på andelen af indvandrere, graden af kriminalitet og andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet. I dagligdags sprog er "ghetto" dog ikke andet end en metafor for boligområder med mange indvandrere. Jo flere, jo værre.

Man har ukritisk overtaget Dansk Folkepartis indvandrerfjendske retorik og gjort den til en almindelig del af sproget. Selvom politikerne (indtil videre i hvert fald) vil forsvare religionsfrihed og fordømme racisme, så har man faktisk positioneret særligt indvandrere med muslimsk baggrund som andenklassesmennesker og fjender af Danmark. Og man fremstiller "ghettoerne" som kræftknuder af dårligdom.

MED ORDET "parallelsamfund" underforstår man så et særligt fælleskab om kultur, religion og sprog, der vender sig bort fra det danske. Virkeligheden er, at der i de fleste boligområder med mange indvandrere også bor mange danskere, og at indvandrerne fordeler sig på en lang række forskellige folkeslag, nationaliteter, religioner og sprog. Kurdere fra Tyrkiet og Irak opsøger sjældent de samme fællesskaber, og arabere og iranere slet ikke. Mange af indvandrerne kommer i øvrigt fra kristne lande, andre er kristne fra Mellemøsten. Der er bestemt ikke tale om homogene samfund.

I landet, hvor de fleste mennesker har adgang til mindst 30 tv-kanaler hovedsagelig fra udlandet, gør valgfrihedens apostle i Danmarks liberale parti sig til talsmænd for, at det er et stort problem, at indvandrere sætter paraboler op, så de kan se fjernsyn fra deres hjemland. Hvor er logikken? Jo, logikken er, at indvandrerforældre foretrækker at skåne sig selv og deres børn for den omsiggribende indvandrerfjendske retorik og vinkling, der præger sendefladerne på de danske kanaler. Hver dag har sin historie.

Ikke mærkeligt, at selv veluddannede indvandrere føler sig ilde til mode, når de færdes i det offentlige rum. Mange danskere ønsker ikke ?de fremmede" som naboer eller kolleger, de ønsker ikke at se dem på gaden, i bussen, på diskoteket eller i restauranten og slet ikke i det lokale kulturhus og museum. Fremmedheden opleves som fjendskab. Man bliver som indvandrer kigget skævt til, set tværs igennem, svaret afvisende og set ned på. Og det er i det lys, mange tolker de danske "værdier".

STATSMINISTEREN MENER, at løsningen er at bortsprænge boligblokke. Dansk Folkeparti overtrumfer som altid og kræver "ghettoerne" fjernet fra Danmarks overflade, og beboerne eksporteret til Langbortistan. Samme politik fulgte Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, da han bulldozede fattigkvarterer omkring hovedstaden, hvilket medførte en humanitær katastrofe. Spørgsmålet er også i Danmark: De mennesker, hvis bolig skal bulldozes – hvor skal de flytte hen? Hvor er de egentlig velkomne? På Østerbro? I Gentofte? I Skævinge?

Hvis man sammenligner de 10 statsautoriserede "ghettoer" i Københavns Kommune, ser man ingen sammenhæng mellem andelen af indvandrere og andelen af dømte for kriminalitet. Faktisk er der en tendens til, at kriminaliteten stiger med andelen af etnisk danske! Det betyder ikke, at der ikke er et betragteligt problem med unge i disse områder, der chikanerer naboerne og udøver kriminalitet. Problemet har bare ikke noget at gøre med, at de bor på netop disse adresser, årsagerne findes et helt andet sted.

Vi glemmer, at disse boligområder er specielt designet til at være sociale boligområder, hvor der skal være plads til dem, der ikke er plads til andre steder. Det er helt naturligt, at der bor mange med lave indkomster, ligesom det er naturligt, at mennesker med begrænset økonomi foretrækker at bo til leje frem for at eje. Ja, faktisk har de mange gang slet ikke noget valg.

Ligesåvel er det indlysende, at der i områder med etagebyggeri bor mange mennesker på lidt plads, med de ulemper det nu engang medfører. I en villahave kan man svine og rode, uden at det generer naboerne. Sådan er det ikke i et etagebyggeri, hvor man både ser, hører og lugter, hvad der foregår inde ved siden af og mellem husene.

Men det har også sin charme, at der er mennesker omkring en, at børnenes glade stemmer trænger ind udefra legepladsen, og at man kan færdes på vejene og stierne uden at blive kørt ned. Og det er faktisk ikke dårligt med veldisponerede og sunde lejligheder med altaner, hvor man kan nyde aftenluften og synet af de parklignende omgivelser.

Det kan godt være, at der bor mennesker i disse boligområder, der er fattige, mærkelige, handicappede, gamle – og indvandrere. Der er ingen grund til at betragte det som en farlig og truende afvigelse fra middelklassenormen. Tværtimod er da herligt, at vi tillader mindretal at leve frit uden for institutionerne. Disse mennesker kan oven i købet i forhold til gennemsnitsdanmark fremvise en forkærlighed for og evne til at hjælpe hinanden, opretholde stærke familiebånd og respektere deres naboer. Det oplever jeg især, at mange indvandrerfamilier kan.

Jeg oplever også, at mange af dem føler sig beskæmmede og forvirrede over, at de til stadighed ikke respekteres i det danske samfund. På trods af, at flere og flere har arbejde. På trods af, at de fleste kun får 1,8 børn. Og på trods af, at deres piger har overtaget førertrøjen i uddannelsessystemet. Lige meget hjælper det, og det får mange til at vende sig væk i resignation.

Ikke alle klarer sig godt. Der er flygtningefamilier prægede af psykiske sår efter krig og forfølgelse, som overlever på medicin og alkohol, og som ikke kan styre deres børn. Drenge, der fra barnsben er stemplet som ballademagere, og som ikke magter andet end at udleve deres frustrationer og aggressioner uden for hjemmet og danne selvbekræftende grupper som et råb til os andre: Når I skider på os – så skider vi på jer! Og det problem behandler vi så efter Løkke Rasmussens opskrift ved at forsøge at eliminere det. Drengene bliver smidt ud af skolen og ind i fængsel – ude af øje, ude af sind. Men deres frustrationer og aggressioner vokser sig kun større til skade for andre mennesker og for samfundet.

Problemet med "ghettoen" er ikke boligområdet i sig selv. Det er kun et påskud for ikke at gøre noget ved det, der reelt brænder på: at vi i Danmark lever i en lukket og ekskluderende kultur uden anden plads til de anderledes og de socialt dårligt stillede end på kanten af samfundet. Og jo mere vi fortrænger, bulldozer og eliminerer, jo værre bliver det.

Kristian Larsen er cand.scient.pol. og tilfreds beboer i et socialt boligområde