Prøv avisen
Kronik

Hvorfor tvinge folk til at betale for dødkedeligt tv?

Det er måske for meget at forvente, at det blå flertal begynder at føre en blå mediepolitik, men kunne flertallet ikke blot føre en politisk neutral mediepolitik, spørger Mogens Camre Foto: Betina Garcia

Teknikken bag radio og fjernsyn er ikke længere et mirakel, som kun kan fungere med en statsinstitutions bistand. Det er derfor, at flere og flere danskerne protesterer imod at betale en tvangslicens til DR, TV 2 og Radio 24syv, skriver Mogens Camre

Regeringsskiftet har aktualiseret spørgsmålet om en ændring af radiolovgivningen og dermed af medieaftalen. Der er under den tidligere regering nedsat et sagkyndigt udvalg, som inden den 1. januar 2017 skal fremlægge forslag til en ny medieaftale. Den nye regering og dens støttepartier må derfor allerede nu begynde arbejdet med udformning af en helt ny lovgivning.

Under VK-regeringerne i 2000'erne skete der intet på radiolovgivningens område. Man kørte blot videre i erkendelse af, at DR - ligesom kulturområdet i øvrigt - de facto er erobret af venstrefløjen og socialdemokraterne, som med stor dygtighed monopoliserer egne synspunkter. Ændringen af medieansvarsloven og de hertil knyttede presseetiske regler i 2012 har ikke forrykket dette monopol.

Teknikken bag radio og fjernsyn er ikke længere et mirakel, som kun kan fungere med en statsinstitutions bistand. Det er derfor, at flere og flere danskerne protesterer imod at betale en tvangslicens til DR, TV 2 og Radio 24syv på fire milliarder kroner om året for ydelser, som kunne leveres på et frit marked, efter eget valg og til lavere pris.

Tvangslicensen skaber ydermere en uacceptabel økonomisk skævvridning i forhold til andre medier, som på nyhedsområdet må se deres arbejde anvendt uden betaling. Og ordningen giver et utroligt politisk monopol til de mennesker, som har været dygtige til at sætte sig på de to kanaler.

I ly af den borgerlige ligegyldighed er det lykkedes det røde Danmark at udvikle DR og TV 2 til politiske magtfaktorer, som med stor dygtighed øver en afgørende indflydelse på al meningsdannelse og politisk debat i landet. Radiolovens bestemmelser om, at der skal tilstræbes alsidighed og mangfoldighed, og om saglighed og upartiskhed, har intet med de to kanalers virkelighed at gøre. Det oplevede vi alle i den seneste valgkamp, hvor både DR og TV 2 skamløst kørte valgkampagne for de røde partier, klarest dokumenteret i debatterne mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S).

Det venstredrejede, opdragende, belærende indhold i mange udsendelser på de to kanaler er et demokratisk problem: Det, der står i de røde partiers programmer, er godt. Det, der står i de blå partiers programmer, er dårligt - og værst er det, som står i Dansk Folkepartis program. Disse holdninger kommer ikke kun til udtryk i nyhedsformidlingen men selv i plot og i underholdningsafdelingens produktioner - for eksempel ”Krøniken”, ”Forbrydelsen” og ”Borgen”. Der er de onde direktører, de fascistiske godsejere og de ærlige arbejdere. Statsminister Birgitte Nyborg i ”Borgen” er lækker og radikal, medens formanden for Frihedspartiet - tydeligvis parodi på Dansk Folkeparti - spilles af Ole Thestrup som en snusket, lille bagbutikspolitiker.

Ved hjælp af de mange licenspenge har DR nu udbygget antallet af tv-kanaler fra to til seks uden at have noget relevant at fylde dem ud med. Hovedparten af sendetiden optages således af ligegyldige programmer - madprogrammer, konkurrencer om at vurdere huspriser eller antikviteter, Thomas Blachmans tåbelige ”X Factor” og hovedløse forsøg på husflidsfilosofi. Hertil ustandselige genudsendelser samt gamle film og krimiserier primært af engelsk og svensk herkomst, som er så ligegyldige og forudsigelige, at de kan skrives af en programmeret computer uden forinden at blive berørt af menneskehånd endsige menneskehjerne.

Alt dette fyldstof sendes primært som led i forsøg på at opnå seertal og dermed sikre retten til fortsat at opkræve tvangslicens. Vi ville imidlertid kunne få alt det ligegyldige fyldstof ganske gratis via kommercielle stationer.

Der er ingen saglige grunde til at tvinge borgerne til at betale for noget, de fleste finder dødkedeligt, og som ikke tjener nogen samfundsinteresse. Det er derimod af central samfundsmæssig betydning at opretholde en public service-virksomhed, som både gennem tv, radio og internet giver en objektiv nyheds- og kulturformidling samt relevant undervisning. DR og TV 2 sender nogle programmer af denne art, men ser vi bredt på både nyhedsformidlingen, den politiske debat og undervisningsprogrammerne, er indholdet ikke upartisk eller neutralt. Ved valget af emner, vinklinger på samme, valg af deltagere og inviterede sagkyndige foregår tværtimod en udvælgelse, som betyder, at det budskab, der bringes, er netop det, som dækker DR- og TV 2-medarbejdernes personlige, politiske synspunkter.

Det drejer sig om at forsvare den socialdemokratisk-radikale samfundsmodel. Ømtålelige emner som flygtningetilstrømningen til Europa, overbefolkningen i Den Tredje Verden og islams indflydelse behandles for eksempel altovervejende af ”eksperter”, som mener, at ”flygtninge” - mærk, at de aldrig kaldes immigranter - er en berigelse, at de internationale konventioner er uomgængelige lovbud, som står over Grundloven, at overbefolkningen i Afrika og Mellemøsten er vores ansvar, og at islam er fredens religion. At mere end halvdelen af befolkningen har en anden opfattelse, anses af studieværterne og flertallet af indbudte eksperter som noget, der skal bekæmpes.

Der findes en gedigen mængde viden om de nævnte og andre store samfundsproblemer, men videnskabsmænd og kulturpersoner, som ikke deler DR's og TV 2's holdninger, inviteres kun sjældent, og sker det, bliver de grundigt irettesat af studieværter, som ofte er uvidende om centrale spørgsmål, men hugger sig igennem ved at afbryde folk, de er politisk uenige med.

Jo, medarbejderne ejer DR. Læg mærke til slutreplikken ”Tak, fordi du medvirkede her hos os”. Her hos os - vi er nemlig et selvstyrende Overhus, som nådigt lader de dumme politikere komme til orde i ”vores” medie, hvor det gælder om at vise, at det er ”os”, der har ret. Det er helt uholdbart i et demokrati, at det vigtigste medie både er monopoliseret og selvstyrende. Den eksisterende bestyrelse for DR er et skindemokrati, for løbet køres af generaldirektøren og den erfarne (socialdemokratiske) bestyrelsesformand med deres håndplukkede chefer, og bestyrelsen blander sig ikke i produktionen. Der praktiseres heller ikke nogen principper for den journalistiske virksomhed, der sikrer opfyldelsen af lovens krav om alsidighed, mangfoldighed og upartiskhed. En Krasnik kan tværtimod helt uden konsekvenser stikke seerne blår i øjnene med hensyn til såkaldt videnskabelige resultater, han finder for godt at opfinde.

Både teknisk og politisk er der al mulig grund til at afmonopolisere tv og radio og kanalernes internet. Den eksisterende struktur bør derfor brydes fuldstændig op. Det kan ske ved at reducere DR til en offentlig, egentlig public service-kanal, for hvilken der langt mere præcist end i radioloven gives retningslinjer for alsidigheden, den politiske neutralitet og den faglige kvalitet. DR's omfattende historiske arkiver placeres her som statens ejendom. Ansvaret for denne public service-funktion må lægges i et politisk radioråd, der har et regulært ansvar for udsendelsernes indhold og kvalitet. Rådet bør udpeges af Folketinget og stå til ansvar over for kulturministeren og Folketinget. Aktiviteterne må finansieres over finansloven.

Den øvrige DR-aktivitet og TV 2 privatiseres. Det betyder, at de sælges, og licensen ophæves. Pengene må naturligvis gå i statskassen, for værdierne er betalt af befolkningen - ligesom skatterne. En ny radiolov må fastlægge bestemmelser om vilkårene for privat radio- og tv-virksomhed. Vi kan ikke risikere, at pengemænd eller galninge fra fjerne diktaturstater køber danske kanaler og bruger dem til propaganda. Staten må selvfølgelig have ret til både at tildele og inddrage licenser til kanalerne.

Det er måske for meget at forvente, at det blå flertal begynder at føre en blå mediepolitik, men kunne flertallet ikke blot føre en politisk neutral mediepolitik?

Mogens Camre har siddet i Folketinget for Socialdemokraterne. Senere sad han i Europa-Parlamentet og sidder nu i Gladsaxe Byråd for Dansk Folkeparti