Prøv avisen
Kronik

Danmark taber terræn uden sprogpolitik

Man bør, hvis man ønsker at understøtte det danske sprogs rolle, støtte det brede udbud af fremmedsprog, skriver kronikør Christian Høgel. Foto: Privatfoto

Det danske sprog har i århundreder nydt godt af input fra andre sprog. I skolen har undervisning i især tysk, fransk, latin og engelsk betydet, at danskere generelt har haft enorme sprogkompetencer. Alt det er vi ved at tabe på gulvet. Danmark behøver en sprogpolitik, skriver sprogprofessor i dagens kronik

Danmark er for nylig blevet lovet en sprogpolitik.

Selv ministre må nu erkende, at sprogundervisning i Danmark er under så stort pres, at man ikke kan se passivt til. Men hvis en sådan sprogpolitik skal have nogen gavnlig indvirkning, må man besinde sig på, hvad man vil have.

Vil man følge en almindelig parole om globalisering, som egentlig blot leder til, at alt herefter foregår på engelsk, eller vil man fastholde Danmarks hidtidige position som virkeligt international, ikke mindst i kraft af sine sprogkundskaber?

I mange årtier – og vel stadigvæk – har danskere markeret sig i udlændinges øjne ved en meget høj standard i fremmedsprog. Vi har været dygtige til at tale andres sprog og dermed til at sætte os ind i, hvad andre giver udtryk for, og selv fremkomme med vores meninger. Og dialog og forhandlingsevner har bragt os langt!

Men med de seneste års lukning af sprogfag på højere læreanstalter er man tydeligvis slået ind på en helt ny vej, der allerede har forplantet sig til mange unge.

Grundidéen er nu, at det egentlig kun er engelsk – og så dansk – det kan betale sig at satse på. Alt andet kan være sjovt nok, men det er egentlig kun Dansk Industri, der undertiden med bekymring udtaler, at det er vigtigt, at der findes danskere med yderligere sprogkundskaber.

Men Danmark behøver en sprogpolitik.

Det danske sprog har i århundreder nydt godt af input fra andre sprog. I skolen har undervisning i især tysk, fransk og latin (og selvfølgelig engelsk) betydet, at danskere generelt har haft enorme sprogkompetencer. Og den store energi, der er blevet lagt i dette, skyldes ikke mindst, at man har levet med en erkendelse af, at dansk som sprogområde ganske enkelt er for småt til at oppebære en total kulturforståelse.

Sagt på en anden måde så har skolernes læsestof i de store lande altid fokuseret på egne produkter (i franske skoler har fokus været på fransk litteratur, franske film, fransk musik og så videre), mens det i Danmark har været indlysende, at man også måtte se ud over nationale grænser.

Og det har betydet en kolossal rigdom i dansk undervisningskultur. Vi har formået at være internationale og danske på én gang, for eksempel ved at læse udenlandske tekster på dansk – og ved også at stifte nærmere bekendtskab med nogle af de bagvedliggende sprog.

Men dette ser i den grad ud til at være på retur. Sprogfag forsvinder på universiteterne, og selvom de ikke gør det umiddelbart på gymnasierne, er signalværdien af denne udvikling ikke til at tage fejl af. Og faktisk er det min profetiske holdning, at udviklingen også snart vil tage livet af dansk som uddannelsessprog.

Hvis vi kun læner os op ad engelsk, hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud (som det vel egentlig allerede har været forslået af De Radikale) og begynde med engelsk fra skolestart? Det kunne man uden videre, og engelsk kan næsten allerede betegnes som et andet (dårligere behersket) modersmål i Danmark. I så fald måtte man nok på ikke særlig lang sigt vinke farvel til dansk som dannelsessprog.

Engelsk ville, med stor støtte fra en engelsk forsknings- og udgivelsesverden, hurtigt vise sig langt mere egnet til at understøtte uddannelsen af danskerne.

Derfor bør man, hvis man ønsker at understøtte det danske sprogs rolle, støtte det brede udbud af fremmedsprog. Sådan har vi hidtil gjort i Danmark, hvor vi aldrig har dyrket vores eget sprog i dets mange variationer og dialekter på samme niveau, som man for eksempel gør det i Norge. Til gengæld har vi kunnet internationalisere os via indlæring af andre sprog på dansk.

Nu er de respektive sprogfags situation selvfølgelig mere kompleks end overfor beskrevet. Nye sprog er dukket op, især kinesisk, men også arabisk, brasiliansk med flere, mens andre, især tysk og fransk, er dalet noget i betydning, i gymnasiet ikke mindst i mødet med spansk.

Hele denne omlægning er ikke uden fortilfælde. Går vi et århundrede tilbage, var det latin og (old)græsk, der måtte afstå førstepladserne til de nye sprog engelsk, tysk og fransk. Men samlet set var der dengang på ingen måde tale om, at sprog generelt blev svækket. Det var blot nye sprog, der kom til at stå centralt.

Siden da har der i snart mange årtier været enighed om, at engelsk må være første fremmedsprog. Tidligere var det næste sprog entydigt tysk, men for cirka 25 år siden blev tysk og fransk sidestillet.

Det var en stor fejl, der kun har gjort sprogfagenes stilling i gymnasieskolen mere indviklet. Teoretisk set bør gymnasier i dag udbyde tysk og fransk fra første år i fire forskellige forløb (begge sprog som henholdsvis begynder- og fortsætterfag). Her burde tysk som vores største nabosprog genindtage sin privilegerede plads, også i kraft af umiddelbart genkendelige og forståelige ord.

Og det er ikke kun erhvervslivsinteresser med et stærkt Tyskland, der understøtter dette. Også Danmarks historiske og kulturelle forbindelser til det tyske er her et vigtigt argument.

Men et af de alvorligste problemer for gymnasiesprogfagene har været, at der også har været en dalende tilstrømning til sproguddannelserne. Sammen med økonomiske interesser fra uddannelsesinstitutionernes side er dette den primære grund til, at sprogfag beskæres og lukkes.

Men der har været flere problemer. Som studier har tysk og fransk (og andre sprog) været udsat for store indre udfordringer. Hvor de i god romantisk ånd tidligere tiltrak studerende, der ville læse sig ind i nationale universer (man var ”glad for Frankrig” og så videre), er denne vinkel i dag forsvundet, ikke mindst på grund af EU.

Nu kan større områder som Kina og den arabiske verden tiltrække på samme måde, som fransk og tysk kunne tidligere. Men det ændrer ikke ved det store udbytte, tilegnelsen af disse sprog frembyder (hvorfor de også stadig er på skoleskemaerne). Og i betragtning af, at selv fransk og tysk-afdelinger nu nedlægges i stort omfang, burde dette føre til en omstrukturering af den højere uddannelse i sprog.

Her kunne man foreslå, at det blev muligt på danske universiteter – som det er det i mange andre lande – at tilegne sig nye sprog, uafhængigt af valgt studium.

I dag lærer danske studerende kun nye sprog på videregående uddannelser, hvis disse sprog er en del af optagelseskravet. I andre tilfælde har studerende ingen mulighed. Hvis en historiestuderende ikke havde fransk i gymnasiet, men i løbet af sit studium bliver fascineret af Den Franske Revolution, er der ingen anden måde at lære sig fransk på end ved at finde et aftenskolekursus.

Her burde universiteterne – med samfundets støtte – understøtte studerendes sprogbehov.

For at vende denne bølge, der vil lukke sprogfag først på universiteterne og siden mere generelt, er der brug for reformer. Sprogfag, som ikke længere er populære, skal erstattes af sprogundervisning, der bygger på indlæring gennem sprogrejser og dialog med omverdenen.

Tilegnelse af viden og oplevelser på dansk skal beriges af mødet med andre sprog, også andre end engelsk. På universiteterne bør alle humaniorastuderende (og gerne mange flere) til stadighed være i gang med at lære et sprog. Intet andet er så godt som det til at kurere snævre forestillinger om, hvad det vil sige at være borger i en globaliseret verden! Og Danmark vil dermed kunne fastholde sin særlige udgave af internationalisering og sikre dansk en fremtid som dannelsessprog.

Christian Høgel er professor mso i klassiske studier ved Syddansk Universitet