Troen sneg sig ind i min opvækst på linje med ”Grimms eventyr” og ”Fjernsyn for dig”. Jeg har lært noget af det hele, men først som 30-årig forstod jeg, hvor meget religionen har fyldt i min mors verden.
Læs også: Tema om depression
Det er søndag den 31. januar 2016, og jeg befinder mig på en tomandsstue på Herlev Hospital. Foran mig på sengen sidder min mor. Min far har advaret mig på vej i bilen, men det gør alligevel ondt at se hende sådan her. Hun er bleg og bange.Personalet fra den psykiatriske afdeling, der har været hendes hjem den seneste uge, ringede ham op i morges. Min mor var faldet, da hun stod ud af sengen. Hun slog hovedet i faldet og blev kørt til tjek på skadestuen. Jeg giver hende et kram, og hun begynder at græde.
”Marie,” siger hun. ”Jeg tror, jeg er kommet i Helvede. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg er havnet her.”
”Nej,” siger jeg. ”Nej, mor. Det her er ikke Helvede. Det er Herlev.”
Det var først i en alder af 30 år, at jeg begyndte at forstå det. Hvor meget troen havde fyldt for min mor, og hvor meget hun søgte svar i den – på godt og på ondt.
Jeg vidste, at hun var vokset op i Indre Mission, og at troen derfor havde været en væsentlig del af hendes barndom. Jeg vidste, at hun var kommet i menighedshuset Bethesda (Bimbam, kaldte hun det) på Israels Plads, da hun var ung og nytilflytter i København i 1960’erne.
Jeg er heller ikke i tvivl om, at hun ville være blevet meget, meget ked af det, hvis jeg havde proklameret, at jeg ikke ville konfirmeres. Men det var først, da troen blev til uhyggelige vrangforestillinger i hendes depression i februar sidste år, at det rigtig gik op for mig, at min mor var religiøs.
I mit barndomshjem var troen der, men den gjorde ikke væsen af sig. Den sneg sig ind i en vuggevise af og til, side om side med ”Solen er så rød, mor”. Salmebogen stod i reolen, men der stod så mange bøger. Jeg fik en børnebibel, men husker mest, at den var fyldt med smukke og farverige billeder. En juleaften uden kirkegang var utænkeligt, og jeg var faktisk voksen, før jeg fik set ”Disneys Juleshow”.
Når vi var ude at rejse, gik vi i kirke – for at se kirkerummet og sidde og lytte til orgelet. Det gjorde min mor og jeg i øvrigt også af og til, når vi var på byture i København. Jeg fik skrabet en del malebøger fra Helligåndskirken på Strøget sammen, men jeg havde lige så mange malebøger fra SAS-flyveren, der fløj os til Billund, når vi skulle på ferie hos mine bedsteforældre.
Min mor faldt til ro, når hun trådte ind i en kirke, og det gjorde jeg også. Det gør jeg stadig. Jeg lærte tidligt (måske mest af nød), at i kirkerummet skulle man være stille, så jeg satte mig ved siden af hende på bænken og lyttede til musikken, mens jeg kiggede på mosaikkerne og altertavlen. Bagefter fik jeg lov til at tænde et lys for mine bedsteforældre, så de kunne se, at vi tænkte på dem oppe i himlen.
Jeg er ikke religiøs, men bestemt heller ikke ateist. Jeg er vel, hvad man kalder kulturkristen. Troen har optrådt som en naturlig del af min opvækst på linje med ”Grimms eventyr” og ”Fjernsyn for dig”, og jeg har lært noget af det hele. Jeg har fået light-pakken af min mors tro, så at sige.
Jeg har bekræftet – konfirmeret – at jeg gerne ville have den, og jeg agter at give den videre til mine egne børn. Men jeg vil ikke blive skuffet, hvis de ikke vil have den, og hvis faderen til mine børn er ateist, vil jeg heller ikke sætte hælene i for at få vores børn døbt, men opdrage dem til selv at tage stilling, når de bliver gamle nok. For jeg er selv i tvivl om, hvad jeg skal tro, og der er meget, jeg ved, at jeg helt sikkert ikke tror på.
Min mor og jeg ligner hinanden. Vi er introverte selskabspapegøjer, vi kan lide de samme bøger og film, vi kan enes om, hvem der har ret, og hvem der tager fejl i dansk politik, og vi kan ikke gå forbi en indsamlingsbøsse uden at putte lidt mønter i den. Måske var det derfor, hendes religiøse vrangforestillinger ramte mig så dybt forrige vinter. Vi tænker ens, men vores grundlag for at tænke og handle, som vi gør, er forskelligt. Og nok var hendes hjerne på vrangen, men jeg kunne jo godt se, hvor de forestillinger kom fra.
Min mor fortalte mig engang om en episode fra sin barndom. Hun og en veninde havde ønsket sig en kjole i et katalog fra Daells Varehus. En dag kom veninden og fortalte, at hun havde fået den, og min mor kom til at sige, at det havde hun også. Fordi hun ønskede, at det var sandt.
Da min mor kom i seng om aftenen, kunne hun ikke sove. Hun vidste, at løgn var syndigt, og nu var hun bange for, at Gud ville straffe hende, fordi hun havde løjet om kjolen. Havde hun betroet sig til min bedstemor, havde hun sandsynligvis fået at vide, at der var forskel på løgne, og at den løgn, hun havde stukket sin veninde, ikke var en, hun ville blive straffet for, men det gjorde min eftertænksomme og samvittighedstyngede mor ikke. Hun gik med det selv og lærte først senere, at hun ikke havde gjort noget galt. I en alder af 68 år dukkede tvivlen så op igen i en sygdomståge.
Der var intet sortsynet over mine bedsteforældres tro, har min mor sagt. Det Indre Mission, man ser portrætteret på film og læser om hos Hans Kirk, var ikke det Indre Mission, hun voksede op i, men hun mødte alligevel det sorte. I søndagsskolen og hjemme hos klassekammeraterne for eksempel, og min mor var et følsomt barn. Hun læste og lyttede og tog historierne en anelse mere ind end sine søskende. Hun var ikke gammel nok til at gradbøje og skelne de hvide løgne fra de syndige, og de sorte sider satte sig i hende.
Vrangforestillingerne om Helvedet forsvandt, så snart hun kom i behandling. De var et symptom på en kemisk proces i hendes hjerne og kom fra det samme sted som onde feberdrømme.
Vi har siden talt om, hvad der skete den januarsøndag på Herlev Hospital. Hun husker ikke ret meget af det. Hun ryster på hovedet og kan ikke forstå, at hun virkelig har sagt sådan. Det giver ikke mening, og det skal ikke give mening. Og jeg er helt sikker på, at min mor overordnet set finder styrke i sin tro. Den har hjulpet hende gennem livskriser.
Troen er det sted, hun søger hen, når hun føler sig alene og fortvivlet. Kirkerummet er et rum for refleksion, så hun kan komme videre.
På en måde misunder jeg min mor, at hun sådan kan krybe ind i sin tro og finde svar, for selvom kirkerummet også har en beroligende effekt på mig, og selvom jeg sagtens kan plukke ud og finde mening med Bibelens ord, ender jeg ofte med at sidde og fokusere på alt det, jeg ikke tror på.
Jeg kan ikke forestille mig min barndom uden troen. Nu fylder den meget lidt i min hverdag, faktisk tænker jeg nærmest kun over den, når jeg bliver direkte adspurgt, men den er en del af mit fundament, og den har formet mig.