Dansk filosof lagde det kristne grundlag for velfærden

Den danske filosof Harald Høffding var den første i verden, som formulerede et velfærdsprincip. Og i en skarp polemik med Georg Brandes pointerede Høffding, at velfærdstanken har sit afgørende grundlag i kristendommen. Det afgørende for Høffding er kristendommens udvikling af et værd hos ethvert menneske

En tydelig, men i dansk velfærdsforskning næsten helt overset idéhistorisk forudsætning for det moderne velfærdsbegreb er den danske filosof Harald Høffding (1843-1931).
En tydelig, men i dansk velfærdsforskning næsten helt overset idéhistorisk forudsætning for det moderne velfærdsbegreb er den danske filosof Harald Høffding (1843-1931).

I et forskningsprojekt ved Syddansk Universitet arbejder jeg med litteraturens tematisering af velfærdsstatens eksistentielle og religiøse problemstillinger. Jeg anfægter den udbredte forståelse af velfærd udelukkende som en frugt af oplysningstænkningen, det moderne gennembrud og socialdemokratismen, eftersom det kan påvises, at selve opkomsten af velfærdstænkning i Danmark stod i modsætning til Georg Brandes projekt og i stedet på afgørende punkter befandt sig på et kristent grundlag.

LÆS OGSÅ: Tanker fra en læremester

En tydelig, men i dansk velfærdsforskning næsten helt overset idéhistorisk forudsætning for det moderne velfærdsbegreb er den danske filosof Harald Høffding (1843-1931). Det var nemlig ham, der som den første formulerede et velfærdsprincip, i Etik fra 1887.

Høffding er i dag ikke meget omtalt, men var i sin levetid og helt op til 1950erne en internationalt berømt filosof. Høffdings indsats ligger i forlængelse af utilitarismen hos Jeremy Bentham og John Stuart Mill, hvis teorier går ud på, at en handlings etiske værdi afhænger af dens evne til at forøge mængden af lykke. Deres nytteprincip lyder: Den størst mulige lykke til det størst mulige antal mennesker.

Høffding erstattede nytte- og lykkebegreberne med velfærdsprincippet som en angivelse af den målestok, der skal anvendes ved vurderinger af handlinger. For at skabe en etik må man vælge et formål, for hvilket man vil handle. Man kan vælge kun at tage hensyn til sig selv, familien, socialklassen eller nationen, men Høffding argumenterer for den universelle humanitet.

Den potentielle konflikt mellem individ og samfund løses ved at se det enkelte menneskes udfoldelse som samfundets formål. Men dette når en samfundsborger bedst, når han ikke blot hævder sin selvstændighed, men også i kærlighed hengiver sig til de andre.

I 1889 PUBLICEREDE litteraturhistorikeren Georg Brandes i tidsskriftet Tilskueren artiklen Aristokratisk Radikalisme, hvori han tilsluttede sig adskillige af Friedrich Nietzsches synspunkter, herunder at et demokratisk samfund er et nivellerende og åndløst barbari. Folket er blot den omvej, naturen går, for at frembringe enkelte store mennesker. De mange skal lyde, de få byde. Modsat velfærdsmoralen, som bygger på kristendommens slavemoral, der er de smås misundelse på de store. Fremskridt er ikke at holde livet oppe i de svage og unyttige, men at opfostre overmennesker:

En jævn Middelmaadighedslykke sikret det størst mulige Flertal af de elendige Kreaturer, vi nu til Dags kalde Mennesker, vilde for ham Nietzsche intet virkeligt Fremskridt være. Men for ham () vilde Opfostringen af en stærkere, højere Menneskeart end den, som omgiver os (Overmennesket), selv om den kun kunde opnaas ved, at Masser af Mennesker, som vi kende dem, ofredes til Bedste derfor, være et stort, et virkeligt Fremskridt.

For Brandes handler det ikke om lykken for de fleste, men for de bedste og stærkeste, som nødvendigvis må ringeagte den skare, de hersker over: Næsten er noget, der skal overvindes på næstens bekostning skal det store menneske være sin egen skaber og lovgiver.

I ET FØLGENDE NUMMER af Tilskueren fremkom Harald Høffding med indsigelsen Demokratisk Radikalisme, hvori han afviser overmenneskefilosofien idet store mennesker efter velfærdsprincippet er redskaber for mere omfattende mål end sig selv. Det drejer sig om at arbejde for, hvad der kan komme flest muligt til gode: hvilken anden Maalestok har man for Storhed, der skal være ét med storstilet Godhed, end netop den: om der er Vilje og Ævne til at arbejde for saa stor Velfærd som muligt, for saa mange som muligt?.

Velfærdsprincippet bestemmes som demokratisk, eftersom det har almenvellet for øje: Velfærdsprincipet er et demokratisk Princip, for saa vidt det forbyder at glemme de manges Lidelser over de faas Nydelser. Høffdings pointe er, at den største lykkefølelse er at anvende sin kraft til et formål, der rækker ud over ens egen person. Hvilket igen begrundes på, at alting, også de store og små menneskers tilværelse, hænger sammen og er dele af en helhed: De levende Væseners Kaar ere indfiltrede i hverandre, fordi i langt flere Tilfælde, end man hidtil har tænkt sig, er Individernes Lykke solidarisk, naar man blot gør sig Umage for at finde de fælles Betingelser.

Her formulerer Høffding et dialogisk og demokratisk standpunkt, et fællesskab og et ideal om ligelighed altså et tydeligt filosofisk grundlag for den senere realisering af en velfærdsstatslig formation.

I løbet af sin artikel udpeger Høffding et par steder de historiske og religiøse forudsætninger for denne indstilling. Første gang som led i en argumentation for, at et virkeligt åndsaristokrati ikke vil opfatte sig selv som det sidste mål, men som et redskab: Det højeste er at være den store Tjæner. Det gamle Ord beholder sin Sandhed (det er jo ogsaa sagt af et Stormenneske): Den iblandt eder, som vil være stor, skal være de andres Tjæner. Æren er den, at være det store Middel, at være meget for de mange. Det indlejrede citat er fra evangelierne, og det stormenneske, der har udtalt ordene, er Jesus.

HØFFDINGS ANDEN PÅPEGNING af forudsætningerne for velfærdsprincippet falder som en modsigelse af Brandes påstand om, at Julius Cæsar borgede for ethvert fremskridt på sin tid. Hertil svarer Høffding:

Det virkeligt grundlæggende fandtes ved Oldtidens Slutning snarest i det, som bevægede sig i den store Masse, hos de mange smaa, de foragtede og de lidende. Her kom noget frem, som viste sig at have mere Livskraft i sig end Cæsars Værk. Af Askesens, Dogmatismens og Overtroens Svøb har der udviklet sig paa den ene Side en Selvfølelse, en Følelse af Værd selv hos det ringeste Menneske, en Følge af den Vægt, Kristendommen lagde paa hvert enkelt Menneskes Sjæl og dens Frelse, paa den anden Side en inderligere og mere omfattende Menneskelighedsfølelse, end man hidtil havde kendt. Det blev de nye Kræfter, der kunde føre Slægten videre. De blev ikke skabte af Kristendommen. De ædleste Strømninger indenfor den græske Filosofi førte dem med sig; men de styrkedes, inderliggjordes og udbredtes ved Kristendommen (...). Det er denne Aand, ikke Cæsars Aand, som er det sande Fremskridts Aand, omfattende alt, det store som det ringe.

Det afgørende for Høffding er således kristendommens udvikling af et værd hos ethvert menneske og dens udbredelse af menneskelighedsfølelsen. Den kristne anerkendelse af de lidendes rettigheder, den uddybelse og udvidelse af følelseslivet og synet på medmennesket, der ligger heri, er den klareste forudsætning for velfærdsprincippet. Det kristne bud om næstekærlighed er med andre ord ifølge Høffding det væsentligste historiske grundlag for den demokratiske velfærd.

I Danmark står Georg Brandes for de fleste som synonym for det moderne gennembrud og dermed for demokrati og velfærdstænkning. I lodret modsætning til denne myte var Brandes antidemokrat, modstander af parlamentarismen og æklet ved forestillingen om et samfund baseret på velfærdsprincippet. Ergo kan man problematisere en udbredt forståelse af en idéhistorisk og samfundsmæssig udviklingslinje fra oplysningstænkning over moderne gennembrud til velfærdsstat.

Et alternativt synspunkt må være, at vejen til socialdemokratismens velfærdsstat går fra evangelierne over udviklingen af kristendommen til Harald Høffdings velfærdsprincip og det parlamentariske demokrati.

Anders Thyrring Andersen er mag.art. i litteraturhistorie, paragraf 2-teolog og postdoc-forsker ved Syddansk Universitet