Hvis man ikke havde opdaget det, så må den seneste tids debat om tonen i islamdebatten have understreget det. Dansk politik er forandret siden 2001. Ifølge mange respektable mennesker har det i ni år været de gode, der græd, og de onde, der lo.
Den væsentligste forandring var præsterne Søren Krarups og Jesper Langballes indtagelse af Folketinget for Dansk Folkeparti og dermed en selvbevist konservatismes indtog i den offentlige debat. Her var en konservatisme, der slet ikke mindede om den spidsborgerlige tandløshed, der hidtil havde vundet hævd på betegnelsen.
2001 var den foreløbige kulmination på en lang udvikling, der har placeret Krarup og Langballes bevægelse, Tidehverv, som den væsentligste inspiration og kilde til nytænkning af dansk konservatisme. Teologer har beskrevet dette som en politisering af Tidehverv, og hvor sandt det end måtte være, er det i lige så høj grad rimeligt at tale om en tidehvervisering af dansk konservatisme.
Denne tidehvervisering er, kan man indvende, i første omgang gået uden om Det Konservative Folkeparti. Dette har dog nu ændret sig. Det tidehvervske indslag i dansk konservatisme lader sig ikke længere fornægte. I samme grad som Tidehverv er blevet konservativt, er konservatismen blevet tidehvervsk.
Ægteskabet mellem konservatismen og Tidehverv var langtfra oplagt. I 1920'erne og 1930'erne var dansk konservatisme stærkt knyttet til Indre Mission og den kristelige idealisme i KFUM og KFUK. Kristendommen blev anskuet som en opbyggelig religion, moralsk, borgerlig og i sidste ende national.
Konservative ideologer som Alfred Bindslev og Ole Bjørn Kraft var stærkt kirkeligt aktive. Alfred Bindslev var præst ved Garnisons Kirke i København og tilhænger af den kristelige idealist Olfert Ricard, af hvem man kunne lære at blive et bedre menneske gennem Kristus. Her var dansk kristendoms mest betydelige mand, mente Bindslev.
Ole Bjørn Kraft var stærk tilhænger af den opbyggelige og moralistiske Oxfordbevægelse, der prædikede en sentimental oplevelseskristendom og omvendelse som vejen til personlig og forretningsmæssig succes.
Den konservative folketingsgruppe talte også et betydeligt antal fremtrædende indremissionærer som Wilhelm Fibiger – og så i høj grad missionen som sin kirkelige retning i modsætning til den liberale grundtvigianisme. Den moralistiske kristendom og konservatismen var smedet sammen i en stærk alliance for åndelig opbygning af mennesket og mod kulturradikalisme og marxisme.
Tidehverv var et kirkeligt ungdomsoprør. Deres hovedfjender var netop Indre Mission, KFUM og KFUK, Olfert Ricard og Oxfordbevægelsen. Kristendommen skulle forstås radikalt som opgøret med det selvoptagede menneskes forsøg på at skabe sikkerhed for sin tro gennem moralisme og selvindbildt hellighed. Kun når Gud var Gud, og noget ganske andet end mennesket, kunne mennesket være menneske og blive holdt fast på dets konkrete eksistens.
Alt imens konservative kristelige idealister ville anvende kristendommen som sikkerhedsgaranti for deres moralske præferencer, gjorde det tidlige Tidehvervs mest blændende teologiske begavelse, K. Olesen-Larsen, helt op med dette. Kristendom var at forstå som usikkerhed, hvorfor den også resolut måtte hive gulvtæppet væk under ethvert ideologisk forsøg på at vide sig sikker – også konservatismens.
Efter nazismen og krigen ændrede fronterne sig. For de konservative politikere fremstod den gamle nationalkonservatisme særdeles problematisk. De følte, at tiden var en anden, og at de måtte vende den nationale selvhævdelse ryggen. Nu drejede det sig om det internationale samarbejde, Nato og Fællesmarkedet. En efter en blev værdikonservative bastioner forladt, og det hele kulminerede, da den særdeles pragmatiske Knud Thestrup som justitsminister i 1969 lavede knæfald for kulturradikalismen, frigav pornografien og dermed kappede partiets sidste bånd til det højrekirkelige Danmark.
Tidehverv gik den anden vej. Præsterne blev aktive modstandsfolk. Praktiserende nationalister. Det, der i udgangspunktet var et opgør mod kirkelig idealisme, rettede sig nu mod den idealistiske humanisme, der under forskellige navne gjorde sig gældende i efterkrigstidens kultur.
I 1961 havde den purunge tidehvervsteolog Søren Krarup stiftet bekendtskab med den store kulturkonservative litteraturkritiker Harald Nielsen, som blev hans væsentligste ideologiske forbillede. Harald Nielsen var fra 1905 og frem den, der klarest formulerede en konservativ ideologi, som kunne forstås uafhængigt af liberalismen.
Det var Harald Nielsens opgør med kulturradikalismen og Brandes, der vækkede en generation af unge konservative. Allerede 30 år før Krarups bog om Harald Nielsen havde Alfred Bindslev og Ole Bjørn Kraft udgivet et hyldestskrift til Harald Nielsen, der også var deres store forbillede.
Søren Krarups opdagelse af Harald Nielsen betød på længere sigt, at Tidehverv udviklede sig i en decideret kulturkonservativ retning. Forsvaret for menneskets konkrete tilværelse blev i stadig højere grad forstået som forsvaret for menneskets nationale tilværelse.
Da konservatismen efter 2001 vendte tilbage som åndsbevægelse, blev det i en form, hvor den havde været bearbejdet af Tidehverv. Det skyldes i høj grad den konservative mainstreams blodfattighed og idékrise (Per Stig Møller undtaget) siden Anden Verdenskrig.
Mange instinktivt konservative fandt derfor i den tidehvervske ideologikritik, i dens tale om det nationale, det konkrete og det givne, et sprog at udtrykke sig i. Fremtrædende konservative som Kasper Støvring og konservative liberale som Søren Pind (V) viser klar inspiration fra Tidehverv.
Den aktuelle værdipolitiske nyorientering i Det Konservative Folkeparti, hvor der udvises en stadig klarere vilje til et opgør med liberale dogmer og borgerlig pænhed viser, at den fanden ivoldske, tidehvervske konservatisme også her har hul igennem. Det er så historiens ironi, at konservatismen gennem Tidehverv har genfundet den særdeles sekulære og kirkefremmede Harald Nielsen: at denne ateist optræder som missing link mellem Tidehverv og dansk konservatisme . Med Tidehverv har konservatismen genopdaget sig selv. Men der er på et helt grundlæggende plan en spænding mellem hovedstrømningen i den konservative ideologi og Tidehvervs radikale eksistensteologi.
Grundlæggende søger konservatismen at skabe sikkerhed i usikkerheden, at skabe eller bevare et forpligtende system af værdier. For konservatismen bliver det nationale til en form for civilreligion, ja til ideologi. Den vil sikre mennesket et fundament og et ståsted.
Tidehverv har traditionelt villet det modsatte. Erkende usikkerheden. Her er det nationale netop ikke et program, men blot ens eksistens som national i et metafysisk nulpunkt. I Tidehverv er mennesket afmægtigt, i konservatismen er det blot svagt og ondt, men stadig med de muligheder, som findes i den opbyggelige dannelse. Udtrykt radikalt er Tidehverv en form for illusionsløs affortryllelse af virkeligheden, mens konservatismen er et forsøg på at holde fast i dens fortryllede karakter.
Med Tidehverv er konservatismens ideologikritiske element blevet styrket og kvalificeret. Men spørgsmålet for dansk konservatisme er, på hvilket grundlag positive visioner kan formuleres efter den radikale ideologikritik. For Tidehverv rejser omgangen med konservatismen spørgsmålet, om man kan holde fast i selve den tidehvervske kritik af opbyggelighed og idealisme, eller om man ender i fælles front med de konservative moralister.
Christian Houlberg Skov er ph.d.-studerende i historie