Dansk-kristne og islam

For nylig kunne man i Kristeligt Dagblad opleve en politiker og en biskop beskrive islam som henholdsvis en trussel og en udfordring. Men de to tilsyneladende modstandere er i virkeligheden »grænseløse« venner. Deres mangel på klare kriterier

Islam som trussel eller udfordring ligger Pia Kjærsgaard og Niels Henrik Arendt stærkt på sinde (Kristeligt Dagblad den 22. marts). Tilsyneladende trækker de i hver sin retning. Politikeren puster til angsten for de fremmede. De skal drives ud med integration. Ve den biskop, som ikke vil iværksætte mission mod muslimen i vort dansk-nationale hjemland. Biskoppen vil derimod føre dialog med muslimen i respekt for hans religiøst-kulturelle fremmedhed. Gammelt kristen hovmod skal drives ud, for vi véd ikke meget bedre end muslimen. Religionsteologisk samtale skal der føres, selv om det er svært, for mellem muslim og luthersk-kristen er uenigheden stærk: om sandhed, om Jesus, om frihed, om kultur. Kjærsgaard vil have kold skilsmisse: muslimen ud af landet, så vi får fred. Arendt vil have varmt samliv: muslimen ind i den nære dialog, så vi bliver klogere på ham og os selv. Forskel er der tilsyneladende, en iøjnespringende forskel. Kjærsgaard har nemlig kontakt med danskernes hverdagserfaringer, mens Arendt svæver rundt i sin vage teologiske bispehimmel på sikker afstand af den danske hverdag. Men alt er kun tilsyneladende. I virkeligheden er Arendt ikke et hak bedre end Kjærsgaard. De er to alen ud af samme stykke. Det kommer af, at hverken politiker eller biskop har klare kriterier for, hvor langt man kan komme i forhold til vore muslimer. Hvor går grænsen, sat af danskhed eller kristendom? Kjærsgaards modvilje mod de fremmede ser ud til at være grænseløs, og Arendts kværnende velvilje forekommer lige så grænseløs. To tilsyneladende modstandere, en politiker og en biskop, er i virkeligheden »grænseløse« venner. Deres mangel på klare kriterier fører i værste fald til enten »dansk« racisme eller »kristen« ligegladhed. Alt eller intet, det er konsekvensen. Kjærsgaard siger: vi kan ikke bære at have noget udansk mellem os, danskhed er for svagt rustet til at leve sammen med en udansk fremmedhed, som om vi ikke har nok at gøre med at hygge os i smug. Altså intet fremmedlegeme i vort danske kød. Arendt siger: vi kan ikke bære at hæve os kristeligt over vore religiøse fætre, muslimerne, for kristent hovmod står for fald. Altså alt skal gøres for et multireligiøst fællesskab. Alt eller intet, reelt går det ud på ét: despekt for egne grænser, hvilket fører til hjertelig ligegladhed med eget værd og budskab. Hvor går grænsen da? For at afklare det må vi prøve at få bedre fat på problemet. Spørgsmålet er, hvor langt muslimen herhjemme kan gå i en dialog, hvis han skal være tro mod sit eget. Enhver kan se, at der i det mindste på to punkter må være et problem. Dels hvad angår forholdet mellem religion og kultur, dels vedrørende den selvkritisk funderede tolerance. Kultur og religion hænger snævert sammen for muslimen. Arendt sekunderer fromt og tankeløst: ja, så må vi kristne tage udfordringen op og se på vort eget indre (religion) i forhold til det ydre (kultur). Men sagen er langt mere alvorlig. Alle forestillinger herhjemme om integration går ud fra, at det er muligt at skelne mellem kultur og religion. Sagt på grundtvigsk: det menneskelige og det kristelige hænger nok sammen, men ikke mere end at også ikke-kristne (Naturalister med Aand) kan samarbejde med kristne om det menneskelige, kultur og moral, skole og politik. Deler muslimen denne forudsætning? Hvis ikke, så er kulturel integration en illusion. Men kunne man så ikke blot leve side om side, hver med sine kulturelle holdninger og vaner? Måske, men det er ikke, hvad der sker i et dansk miljø med en svag tros- og kulturmæssig identitet. Når det eksempelvis betyder så meget for muslimen at få halalslagtet kød, hvorfor så ikke indføre det i børnehaver, hvor der bare er to eller tre muslimske børn? Børnehavepædagoger har ikke investeret nogen lidenskab i den sag, så hvorfor ikke. Så kan en borgmester syd for København råbe nok så meget op om, at han vil have gode danske bøffer. Hans danske kultur, mener de åbne pædagoger, består jo kun af sovs og frikadeller. Vi forestiller os ikke, at der uden videre følger muslimsk religion med halalslagtet kød, men spørgsmålet er, om det ikke ville være mere ærligt at indrette rene danske og rene muslimske børnehaver, fordi man kun på den måde åbent respekterer hinandens kulturelle særpræg. Reelt foregår der ikke en dialog her, kun mere eller mindre klar gensidig repression, og den kulturelt stærkeste vinder i det lange løb. Men i stedet for krig (Kjærsgaard) eller ligegladhed (Arendt) kunne man opnå gensidig respekt ved at trække klare kulturelle grænser. Det andet problem er tolerancen? En kristen biskop som Arendt bærer den til skue. Han vil for sin død ikke gribes i at hore med de intolerante. Over for en religion som hinduisme er det intet problem, men hvilken imam herhjemme vil indlade sig på en dialog, som i givet fald indbærer anerkendelse af den kristne sandhed - med dertil hørende ret til udstrakt ytringsfrihed, også om religiøse emner, således som Salman Rushdie har praktiseret det? En dansker i Saudi-Arabien må uden videre bøje sig for stedets skik og brug, her tolereres ingen pluralisme. En muslim herhjemme har ikke blot lov til at praktisere sin egen religion og kultur, selv om der i periferien føres krig om hovedbeklædning og dobbeltsprogsundervisning. En muslim tilkendes også fuld ret til at få respekteret sine egne kulturelle vaner, for så vidt med rette, da vi jo er både selvkritiske og tolerante som dansk-kristne. Problemet er blot, at en svag dansk-kristen identitet fører til holdningsløs retræte, da ingen - hverken en politiker eller en biskop - gør sig anstrengelser for at definere de kriterier, der gælder for en ligeværdig samtale dansk-kristne og muslimer imellem. Få er i dag så naive som Arendt, at de uden videre tror på en magtfri samtale. Hvor går grænsen da for både kulturel assimilation og religiøs tolerance? Man kunne grundtvigsk anføre friheden for Loke såvel som for Thor. Lidt præcisere vil vi henvise til fire kriterier, to for den danske, to for den kristne identitet. At være dansk er at kunne tale dansk, derudover at være fortrolig med den danske historiefortælling og herunder i det mindste de sidste 100 års danske samfundshistorie. At være kristen indebærer minimalt to andre ting. Dels må man kunne tage kritisk stilling til den måde, hvorpå sandheden formuleres. Dels må man kunne skelne mellem det absolutte og det relative eller det religiøse og det humane. Disse fire grænsedragninger gælder uindskrænket i forhold til herværende muslimer. Her kan der ikke gives køb, og for så vidt må forudsætningen for et egentlig fællesskab med muslimer også være fælles accept af disse fire punkter. Hvor rummelig er den dansk-kristne identitet? Hvor rummelig bør den være? n ting er sikker: grænseløst rummelig kan den ikke være, for derved bliver forestillingen om et rum meningsløst. Idéen om et multireligiøst fællesskab kan godt have gode dansk-kristne rødder, men man kan kun praktisere det, hvis man er klar over grænserne for sin egen dansk-kristne identitet og derefter langsomt forsøger at udvide disse grænser. Endnu har ingen, heller ikke undertegnede, tilnærmelsesvist løst opgaven med at trække grænserne for egen kulturel og religiøs identitet. Den løses i al fald ikke ved kulturel krig mod islam eller ved en vag formulering af egen kristen identitet. n lektor og sognepræst