DE BORGERLIGE PARTIER i Folketinget – minus kirke- og kulturminister Mette Bock (LA) – vil arbejde for, at danske kulturskatte i svenske museer bliver tilbageført til Danmark, som Kristeligt Dagblad kunne fortælle i en stor forsideartikel den 8. september. Det bliver desværre op ad bakke. Når guider på svenske museer præsenterer de erobrede kunst- og kulturgenstande, lægger de stor vægt på, at der er tale om ”lovligt krigsbytte”. Dagens jura er klar, vi er afhængig af svensk fleksibilitet.
Danske kulturskatte i Sverige omfatter ikke kun faner, Margrete I’s guldkjole og det flotte springvand fra Frederiksborg Slot. Svenske slotte, adelspalæer og museer bugner af krigsbytte hjembragt fra Danmark. Men også med store skatte fra Tyskland og Mellemeuropa. Det Nye Testamente blev oversat til gotisk, et germansk sprog, allerede i 300-tallet. Sveriges største kulturskat, Sølvbibelen, den berømte Codex Argenteus, stammer fra Prag, som svenskerne stormede i 1648. Malerier, skulpturer, gobeliner, hele bi-blioteker, guld og sølv og så videre blev røvet i stor stil og ført til de nybyggede, men tomme 1600-tals palæer i Stockholm.
Det fattige Sverige satsede fra slutningen af 1500-tallet på krudt, kugler og kanoner. Sverige blev transformeret til en militærstat, og strategien lykkedes. Svenske historikere taler med rette om 1600-tallet som ”stormagtstiden”. Men krigsfinanserne var skrøbelige. De svenske ekspansionskrige blev finansieret ved systematiske plyndringer i de besatte områder. Det gik også hårdt ud over Danmark. Den finlandssvenske historiker Nils Erik Villstrand skriver træffende i ”Sveriges historia 1600-1721”, at det risikable togt i 1658, hvor Karl X Gustav og hans 8500 krigsvante soldater marcherede over de tilfrosne danske bælter, kunne være endt i svensk katastrofe, men blev ”Danmarks tragedie”. Roskildefreden 1660 står som danmarkshistoriens dyreste fredsslutning.
På grund af Danmarks ulykkelige krigshistorie siden Christian IV’s nederlag 1626 ved Lutter am Barenberg befinder nogle af vore vigtigste fortidsmindesmærker og kulturskatte sig nu i udlandet. Det gælder Hedeby, hvor der er gjort utroligt rige fund, de findes i dag i Wikingermuseum Haithabu. Og det gælder Lunds Domkirke, hvor den danske ærkebiskop havde sit sæde fra 1104 til Reformationen 1536.
Mette Bock har ret i, at der også her i landet findes krigsbytte. Det værdifulde bibliotek fra Gottorp Slot ved Slesvig by blev indlemmet i Det Kongelige Bibliotek efter slutningen på Den Store Nordiske Krig 1721. Sagen er imidlertid, at vi på grund af vore mange tabte krige har afgivet langt flere kulturskatte, end vi har erobret. Den berømte Nydambåd fra jernalderen blev fundet i slutningen af 1850’erne nær Sønderborg. I dag står den på Gottorp, i Tyskland.
MEN HVORDAN FORMIDLER svenskerne så den danske kulturarv i Skånelandene? Jeg har besøgt Historiska Museet to gange: i slutningen af 1970’erne og i 2009. De første sale rummer samlingerne fra sten-, bronze- og jernalderen. Fundstederne for de vigtigste af de udstillede genstande er angivet på store sverigeskort, som hænger på væggene. Når vi kommer frem til egentlig historisk tid – vikingetiden, middelalderen og nyere tid, tidsrummet fra cirka 800 til cirka 1700 – er også byer og borge medtaget på vægkortene i de respektive sale. Men det slog mig straks ved begge besøg, at kortene ikke markerer de fra gammel tid veldokumenterede grænser mellem middelalderens Danmark, som inkluderer Skåne, Halland og Blekinge, og det daværende Sverige.
Efter mit seneste besøg ringede jeg lidt frustreret til museet og blev stillet om til en museumsinspektør. Jeg spurgte ham, hvorfor grænserne mellem middelalderens Sverige og Danmark ikke var angivet? Svaret lød, at grænser jo ikke betød noget dengang.
Det er selvfølgelig et synspunkt, der er i smuk overensstemmelse med det nuværende EU’s syn på det grænseløse Europas velsignelser. Men grænserne mellem det middelalderlige Danmark og det egentlige eller oprindelige Sverige var heller ikke markerede i 1970’erne, hvor tiden var en anden, det er gammel svensk museumspraksis.
Og den svenske museumsinspektørs mening om historiske grænsers betydning er naturligvis heller ikke holdbar. Det kunne være interessant at høre, hvad Valdemar Sejr (1202-41) ville have sagt til inspektørens svar: Håndskriftet ”Kong Valdemars jordebog” fra 1231 er en hovedkilde til Danmarks samfundsforhold i højmiddelalderen. I Jordebogens såkaldte Hallandsliste opregnes nøje herred for herred, hvad den danske konge skal have af afgifter i dette danske landskab. Sagen er, at grænser altid har haft betydning, for det var kun på deres eget territorium, eller på territorier, som de havde overhøjhed over, at fyrster og stormænd kunne inddrive skatter og afgifter.
MEN SÅDAN USURPERER MAN en kulturarv på Historiska Museet. Den danske historie i Skånelandene usynliggøres. Midlet hedder fortielse. En almindelig udenlandsk turist på Historiska Museet må uvægerligt få den opfattelse, at Sverige altid har set ud, som det gør i dag, og at for eksempel de mange skånske kirker og herregårde fra den danske tid indgår i den oprindelige svenske kulturarv.
Problemet spores også i den nyeste svenske historieskrivning. ”Sveriges historia” udkom i otte bind i årene 2009-2013, det er skrevet af førende svenske historikere og har som målgruppe en bred læserkreds. Lidt skarpt kan man sige, at Skånelandenes danske historie i værket reduceres til en mere eller mindre betydningsløs parentes i en ellers lang, kontinuerlig svensk historiefortælling fra de ældste tider til nutiden.
Skånelandene sættes ikke i nødvendigt omfang ind i en dansk historisk kontekst. En undtagelse fra dette svenske historiesyn er Harald Gustafssons fortjenstfulde lille bog ”Skåne i Danmark. En dansk historia till 1658”. Titlen lyder mærkelig i danske ører, men en bog med dette selvfølgelige perspektiv var ikke tidligere skrevet på svensk.
Kan vi gøre noget for at rette op på situationen? Nationalmuseet i København – Prinsens Palæ – fik i sommer ny direktør, Rane Willerslev. Går han en tur i de to afdelinger Danmarks Oldtid og Danmarks Middelalder, museets hjertekammer, kan han konstatere, at publikum intet sted støder på vægkort, der viser det historiske Danmarks territorielle udstrækning fra år 800 til 1660.
Willerslev vil gerne forøge museets indtægter ved at få flere besøgende gæster. Det gælder også udenlandske turister, som allerede i dag besøger museet i stor stil, og hvis antal vil vokse i fremtiden, fordi kulturturismen i vor tid er global. Der må gøres en særlig indsats for dem med henblik på at styrke Danmarks image i udlandet.
Der er plads til forbedringer på Nationalmuseet. De manglende kort over det historiske Danmarks udstrækning er et problem i forhold til museets over 100.000 årligt besøgende. Museets nuværende udstillingspraksis gør Danmark mindre og vor historie ringere, end den faktisk har været.
Thyge Svenstrup erhistoriker,dr. phil