Prøv avisen
Kronik

Præst i Toronto: Danske kirker i udlandet er stærke danske kulturbærere

Kirkerne ude i verden kan meget mere end deres Fadervor på dansk og servere dansk smørrebrød, skriver Simon Kangas Larsen, der er præst i den danske kirke i Toronto. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Simon Kangas Larsen, Præst, den danske kirke i Toronto

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Som præst i Toronto er jeg sammen med de mange andre danskere i byen levende ambassadører for dansk kultur og værdier i en canadisk sammenhæng. Mange beundrer vores lille land og den måde, vores samfund er skruet sammen på

Når danskere mødes i Toronto, skal der spises smørrebrød. Sommer og vinter, til grundlovsdag og jul, og når de to årlige basarer trækker fulde huse. Der bliver også spist æbleskiver året rundt, drukket kaffe, og ved særlige lejligheder nydes dansk kransekage. Når vi samles i den danske kirke i Toronto, er der næsten altid noget at spise. Både fordi mange kører langt for at nå frem, og fordi fællesskabet om måltidet er kulturbærer.

Det samme kan man sige om kirken. Kirken i Toronto er en af de stærkeste bærere og vedligeholdere af dansk kultur i Canadas største by – langt væk fra Danmarks yndige land. Det at mennesker med danske rødder kan mødes, fordi de har Danmark tilfælles, har en stor værdi for dem – og har en stor værdi for vores land. Det er en af de væsentligste erkendelser, jeg har haft efter at have været præst ved den danske kirke i Toronto i et år. At være præst i udlandet handler om at skabe kirke med sin menighed, men i måske lige så høj grad at skabe rammer om dansk kultur.

I den nordlige del af Toronto, på Finch Avenue, tæt ved verdens længste hovedgade, Young Street, og en travl subway-station ligger den danske kirke. Det har den gjort siden 1966. Her står danske salmebøger, danske bibeler og Højskolesangbogen på reolerne, og de bliver brugt uge efter uge. Bøgerne står side om side med salmebøger på engelsk (med både engelske salmer og danske salmer på engelsk) og Bibelen på engelsk. I kirken pryder Dannebrog væggen sammen med det rød-hvide canadiske flag, og på bordene i salen pyntes der også med begge landes flag. Kirken i Toronto er nemlig en dansk kirke med rødderne forankret i canadisk muld.

Som kirke her i Toronto er vi en del af det canadiske samfund. Danmark og danske værdier er bredt anerkendt i Canada, og når jeg fortæller, jeg er præst i den danske kirke, oplever jeg stor nysgerrighed på vores land. Det er blevet tydeligt for mig, at jeg, sammen med de mange andre danskere i byen, er levende ambassadører for dansk kultur og værdier i en canadisk sammenhæng. Mange beundrer vores lille land og den måde, vores samfund er skruet sammen på.

Derfor er en af de afgørende opgaver for mig som præst og os som en del af den danske kirke i udlandet at være bærer af dansk kultur; og både de sociale og kulturelle aktiviteter mellem søndagens gudstjenester er afgørende. Det talte jeg for nylig med en dansker om, der har boet i Canada i en længere årrække.

Vi mødte hinanden på en bar i Toronto, hvor danskere sætter hinanden stævne med jævne mellemrum. Jeg havde taget det seneste nummer af kirkebladet med, men han ville ikke læse det, for han var ret skeptisk på det folkekirkelige. Men i løbet af vores samtale gik det op for ham, hvor meget mere kirken i Toronto er end bare kirke.

Det er tydeligt i kirkebladet, som vi sad og bladrede i, hvor 12 af de 16 sider beskriver de kulturelle og sociale aktiviteter, der foregår i kirken: Den ugentlige café om tirsdagen, fredagens folkedans, danske film, opera-frokoster, netværksaftener for nytilflyttere, danskundervisning eller spilleaftener for familier – for blot at nævne nogle. Det er på forskellig vis aktiviteter, der er kulturbærere i det danske fællesskab, hvor kirkens lokaler danner rammen. Manden fik en aha-oplevelse, og jeg blev mindet om, hvor vigtig en opgave vi har i at kommunikere klart og tydeligt, hvad vi laver.

I Toronto lever dansk og engelsk side om side, selvom engelsk fylder meget. Al kommunikation er på engelsk (kirkeblad, hjemmeside, Facebook og fællesbeskeder i kirken), og det samme er hver anden gudstjeneste. Årsagen er den enkle, at danskerne er gode til at integrere sig i det canadiske samfund. De har giftet sig med ikke-dansktalende, og ofte kan anden og tredje generation derfor ikke dansk.

Det får dog ikke det danske til at stå svagere – tværtimod. Når man kommer til gudstjeneste eller arrangementer, er det netop for at møde den danske kultur, selv når det foregår på engelsk.

Mange af de danskere, der immigrerede fra Danmark til Canada i 1950’erne og 1960’erne, lever stadig og kan fortælle om vanskelige år, og hvordan kirken i begyndelsen var deres samlingspunkt og en helle i vanskelige tider.

I dag rejser danskere ud af andre grunde. De rejser som expats med danske virksomheder, på grund af forskning eller måske ansættelse i internationale organisationer. Eller fordi kærligheden trækker.

Når jeg møder de danskere, er jeg nysgerrig på, om de som expats mon kan bruge en dansk kirke? De har ikke de samme udfordringer, som immigranterne havde for 60 år siden, og når man rejser ud i dag, er det for at møde verden – ikke for at møde andre danskere.

Men det samstemmende svar, jeg får, er, at jo, en dansk kirke er stadig relevant. Den væsentligste grund er, at i kirken er man på hjemmebane, og på hjemmebanen kan man få gode råd, netværk og kultur – samt smørrebrød og æbleskiver. ”Man er på en eller anden måde foran på point, når man kommer i kirken,” som én formulerer det.

En anden grund er, at kirken er kulturbærer for nogle af de danske traditioner, som man giver afkald på, når man rejser ud. Derfor er fastelavn, sankthans, lucia-arrangement og jul særligt vigtige højtider i kirken, ligesom fejring af Dronningens fødselsdag i april, og muligheden for at kunne købe danske importvarer til basaren bliver vigtigt.

Også på et højere plan spiller kirken en rolle som dansk kulturbærer, nemlig i samspil med danske organisationer, virksomheder og netværk, der er i To-ronto, samt den danske ambassade og konsulatet. Som præst forsøger jeg at række ud og give kulturen en dansk stemme i de sammenhænge.

Økonomien til at drive kirke og sikre aktiviteter, bygninger og min løn kommer udelukkende fra indsamlede midler. Som migrantkirke er den danske kirke i Toronto i dag 100 procent selvfinansieret uden nogen form for økonomisk støtte fra folkekirken, Danske Sømands- og Udenlandskirker eller den danske stat. Det er en kæmpe opgave, som menigheden her tager på sig ved at opretholde og drive kirken og de mange vig-tige kulturelle aktiviteter. Den samme udfordring har de andre danske udenlandskirker rundtom i verden.

Der er ingen tvivl om, at kerneopgaven for kirken og for mig som præst er at holde gudstjenester, begravelser og varetage de øvrige kirkelige handlinger. At der bliver bedt Fadervor på dansk og sunget danske salmer på dansk og engelsk her i Toronto er for mig at se meget meningsfyldt, ligesom jeg ved, at der mange andre steder på kloden bliver holdt gudstjeneste på dansk i løbet af et søndagsdøgn.

Men kirkens arbejde og præstearbejdet er meget mere end det. Det vidste jeg godt, inden jeg tog af sted, og alligevel er det først efter, at jeg er landet, at det går op for mig, hvor stor og afgørende en rolle kirkerne i verden påtager sig som bærer af danske traditioner og kultur for danskere og dansksindede rundtom i verden. Danmark og dansk kultur har nemlig rigtigt meget at byde ind med i hele verden, og efter mit første år som dansk præst i Toronto er det blevet meget tydeligt for mig, at de 26 danske kirker, der ligger spredt over det meste af kloden, er oplagte platforme at bruge i det arbejde – og det meget gerne med højere grad af støtte ”hjemme” fra Danmark, end det sker i dag.

For kirkerne ude i verden kan meget mere end deres Fadervor på dansk og servere dansk smørrebrød.