Danske sømands- og udlandskirker er folkekirken i udlandet

Betaler en udlandsdansker kirkeskat, skal pengene naturligvis gå til udlandskirkerne. Det bør kunne løses uden dramatik, for det er svært at indvende noget imod, at de indbetalte penge skal gå til det formål, de er tænkt til

Solen står højt på himlen over Mount Faber i Singapore. Det er søndag formiddag, men alligevel har temperaturen sneget sig over de 30 grader, mens luftfugtigheden nærmer sig 100. Der ville være så mange gode grunde til at blive hjemme i den airconditionerede bolig eller tage en dukkert i den nærmeste swimmingpool. Men der er også en grund til at lade være. For mange danskere, der bor i den lille ø-stat, udgør den danske sømandskirke et så naturligt omdrejningspunkt i deres kirkelige, sociale og kulturelle liv, at det kirkelige liv bliver prioriteret.

Billedet går igen over hele verden, hvor der er en dansk kirke. I en foranderlig tid er det netop det uforanderlige, der udgør forbindelsen til fædrelandet, folkekirken og fællesskabet. Nok er der i kilometer langt fra en hvidkalket landsbykirke til Singapore, New York, Sydney, Buenos Aires eller for den sags skyld til en europæisk storby, men for danskerne i udlandet er afstanden reduceret til en armslængde fra salmebogen eller den danske præst på den anden side af samtalebordet.

Sådan har det været siden den 12. november 1868. Her blev Den danske Forening til Evangeliets Forkyndelse for skandinaviske Sømænd i fremmede Havne stiftet – fra 1944 med navnet Dansk Sømandskirke i Fremmede Havne. I 2004 blev den fusioneret med Dansk Kirke i Udlandet til det nuværende navn, Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK. Det har skabt en større synlighed, så DSUK bliver opfattet som forbindelsen mellem folkekirken hjemme og de danske kirker ude i verden.

Det var også ganske præcist, da kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) i 2008 slog fast, at "folkekirken skal være, hvor folk er".

Siden begyndelsen af 1990?erne har danskere, der er rejst ud af Danmark i kortere eller længere tid, beholdt deres medlemskab af folkekirken. Folkekirkemedlemmer har fortsat ret til kirkelig betjening i det sogn, man er rejst ud fra, men de danske sømands- og udlandskirker er kirker for danskere i globaliseringen.

Det er ikke – for DSUK – muligt at få tal på, hvor mange danskere der rejser ud. Men vi kan konstatere, at flere og flere rejser ud, og flere og flere spørger efter en dansk kirke ude. Der er et klart behov for at udvide antallet af danske udlandskirker, og der er et stort behov for at støtte udvikling i mange af de nuværende kirker. I en stor spørgeskemaundersøgelse, der sidste år blev lavet af religionssociolog og professor Margit Warburg fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, blev det påvist, at danskerne ude går mere i kirke, end de gjorde, da de boede i Danmark.

Det gælder også de unge, der rejser ud. Herhjemme er der stor fokus på, hvordan folkekirken kan møde unge. I en sømands- og udlandskirke er det nærmest omvendt. Her kommer de unge af sig selv, fordi man som studerende og au pair ved, at man dér kan få et socialt netværk med jævnaldrende landsmænd. Det gør, at kirken bliver et naturligt sted at komme, og den glæde tager de med sig tilbage til Danmark. På den måde er DSUK?s ungdomsarbejde en gedigen succeshistorie – for både de unge og for folkekirken – og derfor er der god grund til at udvide dette arbejde i andre byer verden over. At "folkekirken skal være, hvor folk er" er en stor udfordring for udlandskirkerne.

DSUK er en privat organisation, der arbejder på folkekirkens og det offentlige Danmarks vegne. Sømands- og udlandskirkerne er både kirke og et socialt og kulturelt samlingspunkt. Tæt samarbejde med de danske ambassader og konsulater rundt om i verden gør præsten til samarbejdspartner for danskere, som har brug for hjælp. Det vil sige, at der på statens vegne udføres opgaver, som staten reelt ikke betaler for.

Ganske vist får DSUK her i 2010 9,1 millioner kroner til kirkelige betjening af danskere i udlandet samt 14,5 millioner kroner til Dansk Kirke i Sydslesvig, men beløbene rækker ikke til at dække det samlede behov. Faktisk udgør det offentlige tilskud kun omkring en tredjedel af de samlede udgifter. Resten bliver afholdt af fonde og private bidragydere samt af kirkerne selv. Det er derfor rimeligt at spørge, om et arbejde, der har så stor national interesse, i så høj grad skal finansieres af private midler. Nej, mener vi.

DSUK?s arbejde er sårbart, for i en tid med finanskrise og lavkonjunktur er det sværere at tiltrække og fastholde bidragydere. Derfor må vores præster ude i verden bruge forholdsvis mere tid på at finde penge til deres kirke i forhold til det egentlige, kirkelige arbejde.

Nogle steder, for eksempel i Bruxelles, Luxembourg, Paris, Berlin og Sydspanien, betales kun den halve præsteløn af de bevillinger, der ydes. Andre menigheder betaler den fulde præsteløn. Principielt burde de menigheder, som i overvejende grad består af udsendte og udstationerede danskere – det vil sige ikke-emigranter – have deres præsteløn betalt fra Danmark. Og behovet for flere præster og nye menigheder er en stor udfordring, som vi for nuværende ikke kan honorere. At emigranter, der har forladt Danmark, men stadig ønsker en dansk præst,selv må betale præstelønnen er vel rimeligt.

Dermed er vi tilbage ved sagens politiske kerne: Hvordan skal sømands- og udlandskirkerne finansieres fremover? Hvordan kan DSUK være folkekirke, hvor danskerne er, når midlerne er så små?

Hvis udlandskirkernes organisering i en privat organisation er et problem, så står alt, hvad der kan fremme folkekirken i udlandet, til diskussion. Hvis udlandskirkerne er bedre tjent med at være en integreret del af folkekirken, så også betjeningen af danskerne ude i verden bliver en del af en samlet prioritering af og fordeling af præstestillinger, så lad os tage fat på det. Uanset organisering kan udlandskirkerne i historie, arbejdsopgaver og indhold ikke løsrives fra folkekirken.

Der er måske også andre veje at gå: at DSUK får de kirkeskattemidler, som udlandsdanskerne allerede nu betaler. Er man bosat i udlandet og betaler skat i Danmark, går kirkeskattedelen ikke til folkekirken, men til staten. Det betyder, at vores kirker må bede nogle af menighedens medlemmer om at betale medlemsbidrag to gange, hvilket med rette skaber forundring og irritation.

Ifølge Skats egne oplysninger betalte små 13.000 danskere i 2008 cirka 16,5 millioner kroner i kirkeskat. Disse penge går ikke til folkekirken, men i statskassen. Nogle af midlerne kan af det enkelte medlem overføres til en udlandskirke gennem en besværlig og langsommelig proces.

Men vores forslag er derfor både rimeligt og realistisk: Betaler en udlandsdansker kirkeskat, skal pengene naturligvis gå til udlandskirkerne. Det bør kunne løses uden dramatik, for det er svært at indvende noget imod, at de indbetalte penge skal gå til det formål, de er tænkt til.

Den hjemlige opbakning til udlandskirkerne er meget vigtig. Det er derfor glædeligt, at omkring 800 menighedsråd har tegnet medlemskab af DSUK. På den måde bliver der sendt et kraftigt signal om, at folkekirken er så meget mere end det, der sker inden for den lokale sognegrænse.

DSUK er, hvor folk er, og vi er det med rod i den folkekirketradition, der er så unik, at den er værd at tage med i kufferten, når man rejser ud – og hjem igen.

Margith Pedersen er generalsekretær for Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK