Dansker og nydansker

Det danske er ikke noget, der er opstået i det 19. århundrede med folk som Grundtvig, Ingemann og I.C. Hostrup. Tænk blot på sangen: »Danmark dejligst vang og vænge« fra 1600-tallet. Den ånder af glæde over Danmark. Naturligvis vedstår vi gerne vor gæld til ovennævnte personer. De har på en særlig måde givet mund og mæle til det at være dansk, selv om vi ikke kan gentage f.eks. Grundtvigs højstemte ord om Danmark og danskerne som hjertefolket eller Hostrups »fremad efter livets kranse, tid har vi ej til at standse«. Men vi er fælles med dem i, at vi holder inderligt af vort land. Det danske giver ikke, som en anden af nutidens skrivekoryfæer Hans Hauge hævder, »indelukket luft«, og vi skal ikke arbejde os frem mod »en fælles europæisk sjæl«, som nogle drømmer om. Hvad enten vi (som jeg) er tilhængere af EU eller modstandere, er det livsnødvendigt at fastholde, at det danske ikke er en biting, men en hovedsag. Interessant i den forbindelse er det at huske på, at Grundtvigs Danmark omfattede Slesvig, Holsten, Island, Grønland og Færøerne - altså mange sprog og mange traditioner. Derfor er det også forstemmende, når det radikale folketingsmedlem Henrik Svane i en artikel i Kristeligt Dagblad den 19. januar 2000 skriver: »Det afgørende er ikke at bevare den såkaldte »Danskhed« (for hvad er det?), men at fastholde grundlaget for velfærdsstaten, og det er ikke betinget af sprog, hudfarve, etnisk baggrund osv., men af solidaritet og samhørighed og en udstrakt fællesskabsfølelse - med verden«. Som om det ene udelukker det andet. Når Rådet for Etnisk Ligestilling ifølge Jyllands-Posten den 17. november 1999 siger, at »etnisk ligestilling er uforenelig med den danske folkekirkeordning«, så har Rådet fuldstændig ret. Grundlovens paragraf fire giver helt klart folkekirken en særstilling, og det ser jeg ingen grund til at skjule eller at give undskyldning for. Vi har religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed, og det kan ikke ændres undtagen gennem en ny grundlov. At det skulle kunne føre til en diskrimination af etniske minoriteter, som Rådet for Etnisk Ligestilling hævder, er en alt for dramatisk måde at kommentere dette forhold på, når vi betænker, hvor hensynsfuldt andre trossamfund gennemgående behandles i såvel Grundloven som i dansk lovgivning i øvrigt. Det er ligeledes en mærkelig formulering, der bruges, når Rådet nævner som et problem, »at samfundet og dets institutioner er indrettet til en bestemt befolkningsgruppe«. Danskerne er ikke bare en bestemt befolkningsgruppe i Danmark. Danskerne er folket. Vort samfund med dets institutioner - herunder kirke og kristendom - er med historiens ret indrettet til danskerne. Det betyder ikke aflukkethed. Vi har i tidens løb modtaget f.eks. jøder, polakker, ungarer og nu muslimer, hinduer og andre, og det skal vi fortsat gøre, men vi skal også stadig lære dem, så de »har for modersmålet øre og for fædrelandet ild«. Det er også altid det, danskerne har praktiseret, når de selv udvandrede til andre himmelstrøg. Vi vil for eksempel ikke godkende imamernes retsregler - sharia - vedrørende ægteskab, mangel på mænds og kvinders ligestilling, på lige fod med dansk ret, eller deres mangel på demokrati. Derimod er det for mig en selvfølge, at de skal have lov til at bære tørklæder, uden at man derved griber ind i arbejdsgivernes ret til at sige nej. Arbejdsgiverne har en hævdvundet ret til at gribe ind over for ansattes specielle ønsker med risiko for at gå glip af nogle gode medarbejdere. Ligeledes bør muslimers og jøders ret til at få henholdsvis halalslagtet eller kosherslagtet kød respekteres. Men det er dog temmelig besynderligt, når visse børneinstitutioner giver sig til at servere den slags for børn af dansk herkomst. Kan vi ikke finde vore egne ben? Den samme tendens har ramt faget kristendomskundskab i skolen. Læseplansudvalget af 1989 fastholdt, at kristendomskundskab ikke kun er et orienteringsfag, men en videreførelse af kulturkristendommen, som det også er udtrykt i folkeskolelovens paragraf seks, der siger, at det centrale kundskabsområde er folkekirkens evangelisk-lutherske kristendom. Det betyder, at udgangspunktet i 1989 var fortællinger fra Bibelen, og at man tilstræbte, at eleverne bliver fortrolige med grundlæggende værdier i dansk kultur, og at mødet med andre religioner og livsopfattelser først sker på de ældre klassetrin. Det skæbnesvangre skift kom med Læseplansudvalget af 1994. Nu er hovedordet: den religiøse dimension. De bibelske fortællinger er ikke længere det bærende grundlag, hvad formanden for Religionslærerforeningen også åbent erkendte. Nu kan der undervises i andre religioner fra første til sjette klassetrin. Det finder jeg uhyre problematisk, også af pædagogiske grunde. Eleverne bliver forvirrede, og man svigter hermed, at kristendommen er vort kulturgrundlag. En af talsmændene for denne udskriden, Tim Jensen, hævder ligefremt, at man i skolen skal læse tekster fra Koranen på samme måde som fra Bibelen. Naturligvis bør der gives en vis orientering om f.eks. hinduisme og islam på de yngre klassetrin, hvis der er elever med disse religioner i klassen. Ellers er det katastrofalt såvel pædagogisk som i relation til dansk kristendom. Den brede religionsundervisning bør derimod finde sted på skolens ældste klassetrin. I den forbindelse er det også skuffende, at Rådet for Etnisk Ligestilling ønsker, at fagets navn fremover skal være religion og ikke som nu kristendomskundskab. Det er på kant med Folkeskolelovens paragraf seks, der siger, at den evangelisk-lutherske kristendom er fagets centrale kundskabsområde. Det er formentlig også på kant med Grundlovens paragraf fire, der siger, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Jeg er overbevist om, at udviklingen af friskoler også i de kommende år vil tage fart bl.a. på grund af skolens religionsforvirring. Den danske evangelisk-lutherske folkekirke har altså førsteret i Danmark. Kristendommen er ikke blot en religion i en multietnisk og multireligiøs kultur. Skal dette forhold ændres, må det kun ske gennem fordøren ved en ny grundlov, hvor paragraf fire m.m. får en ny udformning og ikke ved fiflerier ved bagdøren. Hvad Grundloven også siger i paragraf 67 er, at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Også dette skal vi holde i hævd og kæmpe for. Men det betyder ikke, at vi tilslører de store modsætninger, der består mellem f.eks. islam og kristendommen, hvad angår tros- som samfundsopfattelse. Der vil være tale om en kulturkamp - vel at mærke med fredelige midler. Hverken vi eller muslimerne er tjent med, at det skjules. Den store trussel i dagens Danmark kommer i høj grad indefra: manglende besindelse på og viden om, hvad der er kristendom, og hvad det indebærer at være dansk. Faren er usikkerhed om egen identitet, misforstået åbenhed og misforstået tolerance og frisind. Med min familie, mine venner og med det danske folk deler jeg skæbne. Det gør jeg ikke i samme grad med en portugiser eller en inder. Alt anden tale, f.eks. den om den globale landsby, er forskruet. Samtidig ved vi godt, at verden ændrer sig hele tiden, og at det hører med til vort liv i Norden, i Europa, ja på hele kloden, at vi er åbne for forandringer. Men perspektivet, jeg oplever verden ud fra, er dansk sprog, poesi, mytologi, historie, kristendom, dansk kultur og natur. Og sådan skal det også være i fremtiden. n Første del af Herluf Eriksens kronik blev bragt i torsdags. biskop